Kære gamle elever, fra Årsskrift 1963

KÆRE GAMLE ELEVER

Et tilbageblik på udviklingen siden sidste verdenskrig fortæller os om en vældig forandring i vore levevilkår, i tidens krav til os og dermed store ændringer i hele vor daglige tilværelse. Der vendes op og ned på mangt og meget - vi må følge udviklingens lov.

Vi kan hver især have vore meninger, om de mange forandringer er til det bedre, men kæmpe imod udviklingen, forsøge at standse den — ja, det må vel nærmest betegnes som galmandsværk.

Derfor må vi følge med i udviklingen og tilpasse os denne.

Når jeg indledningsvis fremfører disse korte tanker her, har det sin årsag i, at dette tilbageblik over årets gang her på skolen let kommer til at give indtryk af, at det ene år er en gentagelse af det foregående, at vi lever videre i de samme traditionelle baner, de samme begivenheder og oplevelser gentages fra år til år.

Nu kan der vel ikke herske megen diskussion om, at en institution som højskolen må bygge på traditioner, må videreføre sine grundtanker, må og skal være forpligtet af såvel Grundtvig som Kold, men dette kræver ikke, at alt udelukkende skal køre i de een gang afstukne baner.

Ligesom det enkelte menneske skal tilpasse sig tiden, må højskolen tilpasse sig denne, eller mere regelret tilpasse sig den ungdom, den ønsker at få i tale.

Dette betyder heldigvis ikke, at man skal lefle for ungdommen - det vil sund ungdom nemlig meget have sig frabedt, men man må møde ungdommen, hvor den står, man må kunne udfordre den, man må kunne stille den opgaver og befordre dens fortsatte udvikling. Kort sagt: ungdommen vil se og mærke resultater.

Dette har unge mennesker altid villet, når der var noget ved dem.

Står vi derfor på en skole som denne over for nogen ny opgave?

Ja, det gør vi — så at sige over for hvert nyt elevhold. Vi skal til enhver tid arbejde med ungdommen af i dag.

Et brev til jer gamle elever afspejlende årets gang vil vel så automatisk blive forandret fra år til år. Det gør det faktisk ikke, da forandringerne ikke så meget vil spores i de ydre rammer, i fagene og det daglige skoleliv. Nej, forandringerne sker mere i den enkelte time, i behandlingen og fornyelsen af stoffet.

Derfor har også meget — som ikke her kan komme frem - forandret sig i årenes løb, skolen er blevet en anden, uden at det måske er blevet så mærkbart i det ydre. Men lad mig tilføje, at dette også må være skolens simple pligt, hvis den vil løse sin opgave.

De mange nuancer, der vil kunne støtte ovenstående, ser jeg mig desværre ikke i stand til at tage med i det følgende, da det vil føre for vidt. Vi må endnu en gang nøjes med de store træk.

Inden vi tog fat på sidste vinterskole, lykkedes det os at forny lærerstaben med to lærere fra Jelling Seminarium, Poul Bødker, som nogle af jer kender fra hans tidligere medvirken her, og Ernst Nygaard. Disse to kapaciteter tog sig på strålende måde af gymnastikken og den dermed forbundne lederuddannelse. Endvidere fik vi som ung højskolelærer Erik Høgsbro fra Svendborg. Som rosinen i pølseenden lykkedes det os at knytte Astrid Hartvig til det faste lærer personale som sang-, musik- og gymnastiklærerinde. Astrid Hartvig har bl. a. været med Flensted Jensen på en af hans turneer til Amerika – den læste I om sidste år.

Det faste og for nogles vedkommende mangeårige lærerpersonale fortsatte alle, så vi stod godt rustet til at tage mod et stort vinterhold, der undtagelsesvis mødte den 4. november, da dette var en søndag.

Vi kørte hårdt på fra starten og var snart fast forankret i et stabilt skoleliv.

Det første friske pust udefra fik vi af Richardo, der kom her med Jens Bjerres farvefilm, der berettede om de endnu eksisterende stenalderfolk« i Afrika (Kalahari) og i Australien. Der var vist ikke mange af eleverne, der havde tænkt sig, at der endnu levede så isolerede og primitive folk i denne verden, men der er også kun forholdsvis få tilbage. Et billede af en lille australsk stenalderdreng, der med næverne gravede larver op af jorden og straks spiste dem med stort velbehag, gjorde et stærkt indtryk ikke mindst på pigerne.

Som sædvanlig fløj tiden afsted mod jul, men idræts mærkeprøverne blev klaret af de fleste.

Vor trofaste gæst, Tage Albertsen, kom her og indviede os i økonomiens verden på sin altid levende og belærende måde. Måtte den side af vor tilværelse, som han berører, vinde et stærkere indpas i fleres tilværelse, det ville stabilisere privatøkonomien.

Atter i år holdt vi julestue, hvor den enkeltes fantasi kunne boltre sig. Et sådant arrangement befordrer julestemningen og hjælper os til at få skolen julesmykket.

Dermed oprandt julen, og vi synes selv, vi fik meget ud af vinterskolens første to måneder – ikke mindst takket være et virkelig godt og arbejdsomt elevhold.

Efter jul lagde vi ud med den traditionelle hyggeaften, hvor vi jo bl. a. plyndrer juletræet, og så var vi klar til at tage fat igen med fornyede kræfter.

Det nye års første gæst var vor gode ven Elmo P., som indviede os i musikkens forunderlige verden. Desværre kniber det jo med at finde plads til alt det, han gerne vil fortælle og spille for os.

Den første lørdag i det nye år arrangerede vi en travetur i den mest vidunderlige, ja eventyragtige rimskov, vi endnu har oplevet på disse kanter. En fantastisk oplevelse.

Landsdelingsførerforeningens bibliotek forevist af vor trofaste ven, Killemose, havde vi naturligvis også besøg af. På sin inciterende måde berettede Killemose om sine oplevelser som delingsfører og sit syn på det frivillige ungdomsarbejde. Utrolig energi og gåpåmod møder man hos denne »gamle kæmpe« — et godt eksempel.

Gode elevunderholdninger krydrede også vinterskolen. Det er jo ikke altid lige rart at sidde i underholdningskomiteen, men vi havde indtryk af, at opgaven ikke var værst denne vinter. Adskillige talenter fandtes blandt eleverne, og de var ikke karrige med at give et nummer.

»Grin« med lærerne.

Reumert Rasmussen besøgte os igen – denne gang med sin fremragende film »Smilets land« fra Bagindien.

En helt ny og sjælden gæst havde vi også lejlighed til at stifte bekendtskab med, idet vi havde besøg af en koreansk præst ved navn Kim, som ved sin umiddelbarhed, livsglæde og begejstring var et helt kapitel for sig. Hvor var han et inciterende og livsbekræftende menneske at møde. Han fortalte os om sit land og folk og sang flere af sit hjemlands sange for os — jeg havde fornøjelsen at forsøge at være tolk, vel nok en af mine hidtil sværeste opgaver. – En serie udmærkede lysbilleder supplerede pastor Kims beretning.

Endelig oprandt vinterskolens højdepunkt — for eleverne da - den obligatoriske fastelavnsfest. Som sædvanlig var der smukt og iderigt pyntet overalt, og en udmærket underholdning var med til at løfte arrangementet op på et fint plan. Det eneste, der i år svipsede, var tøndeslagningen - enten var tønderne for dårligt afstivede, eller også var deltagerne for stærke. Det blev vist den hidtil korteste tøndeslagning, hvor herrerne ikke engang nåede raden rundt. En meget udsøgt skare af gæster var inviteret, det opvejede tøndeslagningen.

Midt under dansen oprandt aftenens højdepunkt, idet skolens nye mandlige elitehold gav en strålende opvisning, som der ikke hidtil er set mage til. Med en præcision og elegance, der trodser enhver beskrivelse, gennemførte de et meget vanskeligt program til en helt enestående musikledsagelse. For første gang kan man sige, at musik og gymnastik i enhver detaille harmonerede. Hele opvisningen blev konstant applauderet, så man vanskeligt hørte musikken, men det var absolut fortjent bifald.

Vi har så ofte her på skolen følt savnet af et virkeligt elitehold, men nu har vi fået det, og vi venter os meget af det i fremtiden.

Det blev hverdag igen. Arbejdsintensiteten steg, jo længere vi nåede frem på vinteren, dog afbrudt af behagelige stunder, hvor vi kunne slappe af.

»Eliteholdet« klar til opvisning.

Kolding seminarium besøgte os med et mandligt og kvindeligt håndboldhold — ubeskedne, som vi næsten altid er, løb vi vist endnu en gang af med sejrene. Men vore kunne nu også det lille spil.

Sundby KFUM, som nu hvert år lægger en forårstur her omkring og viser resultatet af vinterens arbejde, besøgte os påny og gav en fin opvisning med deres unge mennesker. Et besøg, vi er meget glade for – i øvrigt har det givet det håndgribelige resultat, at en af gymnasterne, som i flere år har været med, i vinter er elev her sammen med en kammerat.

Heldagsturen til Århus fulgte i år samme plan som udførligt beskrevet sidste år, hvorfor jeg denne gang kun skal nævne, at den sædvanlige store gæstfrihed oplevede vi påny såvel hos FDB, Coca-Cola, Stadion som hos Klostergården. Dagen sluttede traditionen tro i Århus Teater, hvor vi så Chorells: Kattene med Nina Pens i hovedrollen. Et problem stykke - som måske var lidt tungt, men som greb ved sin gode opsætning og udførelse og i alt fald gav de tænksomme stof til eftertanke – den egentlige mening med et teaterbesøg.

Vores nye arrangement — vinterelevstævne — løb af stabelen midt i marts, og mon ikke vi må sige med succes — i hvert fald har vi fået mange og kraftige opfordringer til at lade det blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Mange gamle elever fandt denne weekend vej til skolen. Elevstævnet ligger på en måde nært op ad elevmødet om sommeren, men vi lægger deciderede undervisningslektioner ind, så der er lejlighed til at hente nye impulser til instruktionsarbejdet derhjemme – dette vil også fremover blive en af hovedlinierne. Det er nemlig ikke meningen, at dette vinterstævne skal afløse »det rigtige« elevmøde.

Ved dette stævne havde vi lejlighed til at afsløre et billede af Svend Aage Thomsen – skænket af fotograf Frode Andersen på initiativ af elevforeningen, som i øvrigt bekostede rammen. Ved denne højtidelighed havde vi den glæde at se såvel fru Thomsen som Birte med hendes mand og Bjarne. Billedet blev ophængt i Havestuen på den endevæg, der dannes af gavlen på den gamle hovedbygning. Afsløringen blev foretaget af daværende elevforeningsformand Preben Thornhøj, der i smukke og dybtfølte ord talte om Svend Aage Thomsen. En højtidelighed, der var med til at skabe ramme om dette elevstævne.

Som nævnt blev det et særdeles vellykket arrangement, og vi agter da også at følge det op, så længe der er interesse for det hos I gamle elever. Se venligst annonceringen af næste års vinterstævne andetsteds i årsskriftet.

Nu oprandt »prøvernes« tid, der alle forløb på udmærket måde.

En god forældredag med ny rekordtilslutning savnedes naturligvis heller ikke. Det er opmuntrende at se forældre rejse fra de fjerneste egne af landet – ja, endda fra Norge — for at se deres voksne børns præstationer og danne sig et indtryk af den skole, hvor børnene har tilbragt en vinter. Vi opfatter dette som et håndslag og en tak.

Hærvejsturen var lagt som en behagelig afveksling i den sidste tids opvisninger og slid med prøver og lignende. Hvor er der en vidunderlig natur derinde omkring den gamle »hovedvej 1«, stilhed og skønne landskaber spækket med historie - her skulle man ikke tilbringe timer, men dage.

Så oprandt afskedens time — sådan må det jo være.

Vi måtte sige farvel til en ny flok unge, som vi var kom met til at holde af en flok unge, som vi var stolte af at sende ud i livet til en gerning, vi følte, de kunne magte. Mange af dem har absolut evnerne til at kunne gå foran og være ikke alene et eksempel for andre, men et samlingspunkt for andre. Vi tror, de lever op til vore forventninger.

April – foråret så sagte kommer. Vi skal samle kræfter til en ny tørn. Lidt ferie snuppes – sjældent solskinsferie, men dog afslapning og rekreation, medens vi så småt begyn der at tænke på sol og sommerpigerne. Ja, april flyver afsted, og inden vi får set os om, har vi den 3. maj.

Lokket af sommerpigernes søde smil smøger vi ærmerne op og tager fat påny. Der skal jo ske noget på en sommerskole - vi har kun 3 måneder til næsten samme pensum som om vinteren, men noget må glide ud. Vi har f.eks. ikke så mange »gæste«-optrædender.

Dog, Tage Albertsen vil ikke lade os være ene om vore piger, men mener, at de har lige så meget brug for orientering om økonomiens problemer – det er måske også dem, der oftest kommer til at sidde på pengekassen. Som vanlig høres han med største interesse - ikke mindst i kraft af hans livfulde og inciterende måde at lægge tingene frem på. Han ved, hvordan den sag skal gribes an.

Agder Folkehøgskulas elever og lærere var her på et besøg og syntes vældig godt om stedet, sagde de da. Rødrussen fra Kongsvinger kommer her også hver sommer og svaler sig i bassinet. Ja, Norge nyder vi en meget stor bevågenhed fra.

Mange andre gæster fra ind- og udland havde vi besøg af – adskillige gamle norske elever besøgte os på tur i sommer, flere havde aldrig set den nye skole og blev virkelig imponerede.

Allerede i juni fik vi chance for at arrangere vor todages tur, idet Blach igennem en læsekammerat, som er lærer i Hatlund i Sydslesvig, skaffede os invitation til en st. Hans fest dernede. Vi skulle naturligvis give opvisning, men blev så privat indkvarteret til gengæld.

Det lød spændende, vi slog til og fik travlt med at få pas bragt i orden. For første gang skulle vi på tur uden for de nuværende landegrænser. Pigerne trænede som gale, men fik dog i de sene nattetimer lejlighed til at sy rejseuniform - fine grønstribede nederdele med tilhørende hvid bluse. Mange helt nye »modeller« så dagens lys ved denne lejlighed. Også lærerinderne og lærerfruerne blev uniformeret.

Kun vi mandlige måtte troppe op i vort mer eller mindre spraglede dress.

Tidligt lørdag morgen var alt klappet og klart, og vi besteg en af Svends biler og rullede mod grænsen, der passeredes uden besvær. Et kort ophold i Flensborg, inden vi tog fjord båden til Lyksborg, og bussen kørte ad landevejen. Bjerregaard og Signe kørte af nødvendige grunde i egne vogne.

Flensborg Fjord er vidunderlig set fra land, men absolut ikke mindre fra søsiden — kun savnede vi solskinnet, der ved denne anledning var afløst af regndis.

Velankommet til Lyksborg blev vi på molen modtaget af Bjerregaard og fik straks et udmærket indtryk af dette dejlige ferieparadis. Store flotte hoteller garneret med luksuriøse rigmandsvillaer, parkanlæg, smukke haver og en dejlig skov. På stranden de typiske små kombinerede omklædningskabiner og slikkesolskins-kurvestole — transportable. Det småregnede stadig, så badning stod ikke på ønskesedlen. Vi besteg i stedet bussen og kørte til Lyksborg slot - fødestedet for vor nuværende kongeslægt. En belærende rundvisning her understregede til fulde det nære tilhørsforhold til Danmark og det danske kongehus, selvom en del var let tilsløret med tyske islæt. Det gamle slot er absolut et besøg værd og kan anbefales de af jer, der ikke har været der.

Sulten begyndte at melde sig - vi besteg igen bussen og kørte til Hatlund, en snes kilometer sydligere. Her fik vi tilholdssted det følgende døgn. Den danske skole er omgivet af et stort og skønt parkanlæg, som den tidligere lærer personligt har anlagt – et kæmpearbejde, også at holde for efterfølgeren, men alt var gjort fint i stand. Vi slog os ned på en af plænerne og gik i gang med vores medbragte frilufts frokost. En anden stor plæne skulle være aftenens opvisningsplads, og her vimsede Signe rundt med et stykke mad i den ene hånd og målebåndet i den anden – hun spiste skiftevis af begge hænder, måske mest af målebåndet.

Efter at have slået mave skulle vi bruge eftermiddagen til en tur gennem Angel og til Slesvig. Hvor er der skønt derude på Angel. Folk, der jagter syd på uden at dreje den vej, ved ikke, hvad de går glip af. Vi sugede til os, men måtte skynde os til Slesvig. Her ventede vandrelærer Jørgensen på os. Han tog os først med til Danevirke og fortalte strålende om dette gamle forsvarsværk. Hvor bliver Danmarks historien levende, når kyndige folk på de historiske steder beretter om fortidens hændelser. Derfra til Slesvig domkirke, som er et kapitel for sig. Blandt det meget, der er at se her, skal jeg kun fremdrage Brüggemans imponerende billedskærerarbejde, den storslåede altertavle.

Næste besøg aflagde vi på Gottorp slot, dette fantastisk velordnede museum, hvor meget af Danmarkshistorien lige. ledes lader sig genopfriske. Desværre skal der jo bruges dage sådan et sted for at få noget ud af det — et kort besøg som vort kan ikke blive andet end en appetitvækker.

Vi måtte skynde os fra Slesvig tilbage til Hatlund, hvor krarterværterne ventede på os med aftensmaden. Allerede kl. 19 skulle vi mødes igen for at gøre klar til aftenens opvisninger. Vejret var som tidligere nævnt ikke det bedste - det truede med regn, hvorfor Signe på den stedlige kro havde arrangeret indendørs opvisning samt herset med kromanden og ungdomsforeningens formand, så alle tiders afmærkning var bragt i orden. Imidlertid klarede vejret op, og bl.a. af hensyn til bål og båltale blev opvisningen flyttet udendørs — skønne spildte kræfter.

Vore piger klarede på en meget ujævn græsplæne en nydelig opvisning og høstede da også fortjent bifald. Efter at bål og båltale var overstået, blev residensen forlagt til kroen, hvor dansen gik lystigt til ud på de små timer. Vore piger var fantastisk omsværmede, og jeg tror ikke, nogen af dem var af dansegulvet hele aftenen, men i passende tid stoppede vi dem alle i bussen sammen med Blach og kørte dem hjem på skolen. Vi andre blev indkvarteret på kroen.

Næste morgen var der fælles morgenkaffe på skolen – enorme mængder af rundstykker blev sat til livs. På trods af fru Brodersens sygdom nød vi utrolig gæstfrihed hos lærerparret Brodersen under hele vort ophold, således var Brodersen også mødt op ved vor ankomst til Flensborg. Da Brodersens portemonnæ var blevet slidt op under vort ophold, benyttede vi lejligheden til at forære ham en med påtrykt kliche af skolen her, men dette var kun en ringe tak for stor hjælp ved denne turs tilrettelæggelse og gennemførelse.

Efter søndag-morgen-kaffen tog vi afsked og kørte igen mod grænsen, hvor der blev tid til et lille provianteringsstop med strengt pålæg om ikke at købe forbudne varer; dette blev overholdt.

Signe og Astrid ankom lidt senere end os med fin eskorte fra Hatlund, dog var det tilsyneladende andre, der interesserede mest - til stor skuffelse for de to. Signe blev så fortørnet, at hun måtte søge trøst, men tolderne var i »dårligt« humør, og det kostede stakkels Signe 46 kr - ak ja.

Bussen kom fint over, og nu gik det langs Flensborg Fjord til Gråsten, hvor vi beså slottet. Videre til Dybbøl, hvor Blach fortalte og viste rundt. Også denne dag kørte vi fra det ene historiske minde til det andet, idet vi fra Dybbøl tog til Sønderborg slot – et efter undertegnedes begreber af vore allerbedste museer, specielt under kyndig vejledning, så genstandene kan komme til at tale til os. Da tiden var knap, blev det kun til en ny appetitvækker, men pigerne kunne efterhånden sikkert også dårligt absorbere mere historie.

Sidste besøg på turen var Idrætshøjskolen i Sønderborg, hvor vi havde fået lovning på varm aftensmad samt invitation til at deltage i deres St. Hans bål mod, at jeg skulle holde båltalen. Det gør jeg ikke mere efter to sådanne dage. Hyggeligt var besøget, og vi siger hjertelig tak til vore venner i Sønderborg for altid gæstfri modtagelse — vi har nydt godt af denne adskillige gange nu.

Efter at have taget pænt afsked i Sønderborg besteg vi trætte og søvnige bussen og kørte i mere eller mindre sovende tilstand hjem til Vejle – en storartet oplevelse og en dejlig tur rigere. Tak til værtsfolk og arrangører og ikke mindst tak til sommerpigerne for højt humør og eksemplarisk optræden - I var gode repræsentanter for skolen.

Vi fandt hurtigt den daglige rytme igen og begyndte forberedelserne til elevmødet, som blev næste milepæl.

Igen oplevede vi et oplivende og bestyrkende elevmøde med god tilslutning - selv fra Norge kom en fyldig repræsentation. Meget kunne skrives om dette års møde, men da vi stort set fortsætter i de traditionelle baner, skal kun anføres, at lørdag aften holdt Arne Knudsen, Dalum, foredrag om sit ophold i Indien samt viste os en serie dejlige billeder fra sin storslåede tur. Også her var der stof til eftertanke. Dette års komedie var »Kanariefuglen« i ny opsætning ved Blach og fint spillet af sommerpigerne.

Regnen havde desværre i år ødelagt vort afsluttende bål, vi fik ikke engang ild i det, men dette skal dog ikke have lov at karakterisere mødet, som vi synes levede op til de tidligere. Dejligt at se, hvor trofast I møder op, når vi kalder. Tak for det og vel mødt næste gang. Reservér med det samme dagene, som I vil kunne finde averteret andetsteds i årsskriftet.

En ny vellykket forældredag fulgte søndagen efter. Her gay sommerpigerne absolut deres flotteste opvisning denne sommer - fint klaret, piger. Var det respekten for mor og far?

Jens Bjerres dejlige farvefilm »Kalahari« kom Richardo også og viste os en dag.

Tilbage - ud over aflæggelsen af de respektive prøver – var nu kun halvdagsturen til Jelling og Hærvejen. Den dag var vejret heldigvis med os, sådan at turen også af den grund blev særdeles vellykket.

Så oprandt afskedens time. En god og begivenhedsrig sommer med et hold friske og villende piger var dermed forbi. Vi synes, takket være jer piger, at vi nåede meget — håber, I deler vor opfattelse. Tak for en virkelig god sommer.

For år tilbage oplevede vi her på skolen perioder, hvor der var fred og ro til at få ferier, hovedrengøring og lignende overstået. I dag er vi i den situation – som også kursus beretningen vil understrege — at vi ikke har en eneste ledig dag året rundt.

Derfor oplevede vi igen et meget travlt efterår. Gennem hjælp af en række meget dygtige timelærere har vi indtil nu klaret undervisningen, men bedst for os vil det være at have et større fast lærerpersonale. Derfor har vi også i længere tid arbejdet med spørgsmålet om at rejse et par nye lærerboliger — forhandlingerne befinder sig allerede på et ret fremskredet stadie, så at vi inden længe håber at have dem til rådighed.

Selv om vi på en vis måde i dag synes at have en stor skole til vor rådighed, mærker vi dog på nogle områder pladsmangel, hvorfor vi, når forholdene måtte tillade det, skal til at arbejde med visse ændringer (og udvidelser).

I øjeblikket er vi i gang med et nyt stort hold – 36 af hvert køn - et hold, der lover godt, og som vi venter os meget af. Vi har atter været heldige med at skaffe dygtige lærerkræfter, idet vi ud over den faste stab har formået Poul Andersen, som mange af jer kender, Gunnar Henriksen, Kolding, og Jørgen Bendixen, Fredericia, samt som ung lærer Willy Poulsen, Kolding, til at hjælpe os i vinter. Bedre lærerkræfter kunne vi ikke have ønsket os, men de er også udvalgt med omhu.

Mange detailler fra livet her i årets løb må I undvære og nøjes med disse hovedtræk. Vi her på skolen siger tak til alle de mange, som efterhånden – på den ene eller anden måde — er med til at skabe skolelivet her, uden deres hjælp gik det ikke. Vi siger sidst, men ikke mindst tak til alle I gamle elever, der trofast værner om jeres gamle skole, I har fortsat meget stor betydning for os. Tak for håndslag og hjælp. Vel mødt i året, der kommer.

Ligeledes tak for mange besøg, breve og hilsener — besvarelsen kan det af og til trække lidt ud med, men det er os altid en glæde og berigelse at følge jer.

Alle vi her på skolen ønsker jer en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Jeres

Ella og Tage Søgård.