Kære venner
Jeg må turde at træde ud, før det er for sent og griber nu chancen for at stå foran alle jer.
De fleste har nok set mig som en meget stille person, og det at stå lige her, er normalt heller ikke et sted jeg ville føle mig tryg. Men jeg kan ikke blive ved med at gemme mig bag livets mange udfordringer, så kommer jeg aldrig videre. Jeg har indset, at jeg rykker mig mest, hvis jeg er åben og ærlig.
Vores tid sammen her på VIH er ved at nå sin ende, og vi skal hjem til dem vi holder allermest af.
Vi startede vores ophold på en høj solskinsdag, og nu står vi her i december månedens kolde dage, men med et sammenhold som skaber varmen omkring os. Husk på at julen er hjerternes fest, og det er nu, vi skal minde os selv om, hvad der betyder allermest for os i denne svære tid, vi lever i.
Hjem er hvor hjertet er, og i de seneste 19 uger har vores hjerter været her på Vejle Idrætshøjskole.
Vi kom alle hertil i starten af august fra nær og fjern med vidt forskellige baggrunde. Ved siden af de mange forskelligheder havde vi dog nogle ting tilfælles, vi tog her til med et åbent sind, en interesse for sport, klar på at forstå livet og dets udfordringer og et ønske om at blive klogere på os selv og ikke mindst andre.
Vi var alle spændte på, hvordan vores ophold skulle forløbe sig. Corona havde lagt sig over Danmark, og vi krydsede fingre for, at vi kunne holde det uden for vores lille højskoleboble.
Vi fandt hurtigt tryghed hos hinanden gennem morgensamlinger med sang, energien og holdånden til sport, høj musik og hyggestunder ved poolen når solen stod allerhøjst, gåture til udsigten, hyggesnak og spil i havestuen til langt ud på aftenen.
Ingen vidste hvad et højskoleophold kunne bringe med sig af overraskelser, kærlighed, venskaber, tårer, grin og glæder – og nu sidder vi her samlet og ser tilbage på en tid, vi nødigt ville være foruden.
Vi har delt så meget ud af os selv, og kender hinanden på godt og på ondt. Vi har været på grænsevandring med hinanden og fundet ud af, vi tør mere, end vi lige går rundt og tror om os selv. Vi er på ingen måder bange for at rykke grænser, når det handler om at score point på TB’ernes bucketliste - drik en andens tis, klip dine øjenbryn, snus under forhuden eller læg en dej på en tallerken. Vi står sammen og klarer de udfordringer, vi nu engang står overfor.
Og når vi ser grønne dåser på køleskabets menukort, slår hjernen klik. Nogle rammer kulkælderen og andre rammer floor med hænderne i vejret.
Selvom vi nogle gange laver nogle skøre og vanvittige ting, så husk på at vi ikke kan være perfekte hele tiden, og det er okay at lave fejl.
Vi har vist, at vi kan stå sammen om at hjælpe dem der virkelig har noget på spil. TB’erne og KKKampgejst fik i uge 43 dannet rammerne for dette års Knæk Cancer indsamling, hvor vi alene samlede over 74.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. Fantastiske dage med løb, fodbold, bingoaften, auktioner og rørende historier fra Lena og Mads.
Det der virkeligt har gjort indtryk på mig, har været vores ugentlige DGL-timer, hvor vi er blevet klogere på os selv. Vi skulle turde at stå frem og dele ud af os selv. Jeg er så taknemmelig for, at folk har haft modet til at fortælle om, hvad der har sat præg på deres liv, både glade og triste tanker. Vi kan skjule meget under det ydre lag, men det må ikke være det, vi dømmer hinanden ud fra. Det er det indre, der fortæller, hvorfor vi er blevet til den vi er i dag.
En person der virkelig har presset mig og sat et aftryk hos mig, er vores skønne Mette B also known as Coach B. Mette, du har presset mig til det yderste både fysisk og mentalt i Bootcamp, Crossfit, Cardio Attack og de mange lærerige DGL-timer. Du fandt en ny side frem i mig, som jeg ikke selv vidste fandtes. Et mindset til at blive ved med at presse på og ikke bare give op når det først bliver rigtig hårdt. Du møder ind med det største smil og en lyst til at lære fra dig. Jeg har været 7 minutter i himlen 2 gange, et sted som de fleste nok ville betragte som helvede. Vi vidste jo alle sammen godt at din favorit øvelse var burpees, så hvad ellers kunne vi forvente. Første gang rundede jeg de magiske 100 og endte med 103, men da jeg hørte du havde lavet 118, gav det mig blod på tanden. Jeg kæmpede mig igennem dine træningspas, og da jeg først indså, at jeg en måned senere kunne lave 50 på lidt over 2 minutter, burde det nok være muligt at presse 15 extra ud. En uge senere stod vores prøve og jeg kæmpede mig igennem 121, en forbedring på 18 og en sejr over dig. Tak for alt, du er et fantastisk menneske sprængt fyldt med kærlighed, der vil alle det bedste.
Selvom det måske ikke er alle jeg har snakket lige meget med, har I stadig haft en stor betydning for mit højskoleophold. Jeg vil huske jer alle og tænke tilbage på, at det var her, jeg udviklede mig allermest.
Livet kan ikke altid være en dans på røde roser, vi må turde tage chancer og gribe de mulighederne vi får. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle gå på højskole. Men jeg kan godt se nu, at det har været en af de bedste beslutninger i mit liv. Corona havde aflyst min rejse og jeg havde brug for forandringer i hverdagen.
De første uger gik ud over alle forventninger, jeg har aldrig før været så engageret, som jeg var på dette tidspunkt. Ugerne fløj afsted, men noget andet begyndte så småt at trænge på. Ensomhed. Noget som rigtig mange unge mennesker døjer med. Selvom man er på en højskole, omringet af mennesker, der kun vil én det bedste, så har jeg haft en hård kamp med at sætte mig over til nye mennesker. Jeg har været bange og nervøs for, hvad tænker andre om mig? Og hvad skal jeg sige, når jeg først sætter mig ned uden der forekommer en akavet stilhed?
Tanker har fyldt mit hoved op og det er tid til at sige stop.
Her til slut vil jeg gerne på alle elevernes vegne give en stor tak til alle lærerne for de skønneste morgensamlinger med fællessang, lærerige historier, fortællinger og foredrag med kloge ord. Tak for undervisningstimerne og jeres indsats til cafeer og fester, selvom vi til tider har været lidt for meget. Tak for en pissefed og hyggelig introtur, vi så nye sider af os selv og hinanden. Trods det våde vejr og en tur eller 3 gange i vandet uden fri vilje, har vi grint og hygget os med lange samtaler og sang rundt om bålet. I har kæmpet så hårdt på at gennemføre dette ophold. Vi kunne ikke have klaret det uden jer.
Tak fordi I kom med alt det der var jer. Jeg ønsker jer en glædelig jul og et godt nytår.
I hjertet gemt, men aldrig glemt.
Dear friends
I must dare to step out before it is too late and now, I’m seizing the opportunity to stand in front of all of you. Most people have probably seen me as a very quiet person and standing right here is usually not a place where I would feel comfortable. But I can’t keep hiding behind all the challenges I will face here in life; it won’t help me to move on. I’ve realized that if I’m open and honest, I will see the biggest changes.
Our time together here at VIH is coming to an end, and we are going home to those we care most about.
We arrived at the school on a high sunny day, and now we are standing here in the cold days of December, but with a unity that creates the heat around us. Remember that Christmas is the time of love, and it’s now the time to remind ourselves of what means the most to us, in this difficult time we are living in.
Home is where the heart is, and for the past 19 weeks, our hearts have been here at Vejle Sports School.
We all came here in early August from near and far with vastly different backgrounds. In addition to the many differences, however, we had some things in common, we came here with an open mind, an interest in sports, ready to understand life and its challenges, and a desire to learn more about ourselves and not least others.
We were all excited about how our time here would proceed. Corona had settled over Denmark, and we crossed our fingers that we could keep it outside our little bubble.
Quickly we found ourselves comfortable with each other through morning assemblies with singing, energy and team spirit during sport, loud music and cozy moments by the pool when the sun was at its highest, walks to the view, cozy conversation and games in the living-room until late night.
No one knew what a half year at a school like this could bring of surprises, love, friendships, tears, laughter and joy - and now we sit here together, looking back at a time we would be without reluctantly.
We have shared so much about ourselves and we know each other for better and for worse. We have pushed our boundaries with each other, and we have found out that we dare more than we are thinking about ourselves. And never have we been afraid to push boundaries when it comes to scoring points on the team builder bucket list - drink someone else’s pee, cut your eyebrows, snuff under the foreskin or take a shit on a plate. We stand together no matter what challenges we might face. And when we see green cans on the fridge menu, the brain clicks. Some people can’t stand and fall asleep, where others hit the dancefloor with their hands up high.
Even though we sometimes do some crazy things, keep in mind that we cannot be perfect all the time and it’s okay to make mistakes.
We have shown that we can stand together to help those who have something at stake. In week 43, the team builders and KKKampgejst formed the framework for this year’s breaking cancer fund-raiser, where we alone collected more than DKK 74,000 for the fight against cancer. Incredible days with running, soccer, bingo night, auctions, and touching stories from Lena and Mads.
The thing that has made the greatest impression on me has been our weekly DGL classes, where we have become wiser about ourselves. We should dare to stand up and share stories of ourselves. I am so grateful that people have had the courage to talk about what has marked their lives, both happy and sad thoughts. We can hide a lot under the outer layer, but that must not be what we judge each other from. It is the interior that tells why we have become who we are today.
One person who has pushed me and left an impression on me is our wonderful Mette B also known as Coach B. Mette, you have pushed me to the extreme both physically and mentally in Bootcamp, CrossFit, Cardio Attack, and the many educational DGL classes. You found a new side in me that I didn’t even know existed. A mindset to keep pushing and not just give up when it gets really hard. You come to class with the biggest smile and the most positive energy. I’ve been in heaven for 7 minutes twice, a place that most people would probably consider hell. We all knew that your favorite exercise was burpees, so what else could we expect. The first time I rounded the magic 100 and ended up with 103, but when I heard you had made it to 118, it gave me blood on the tooth. I struggled through your workouts, and when I first realized a month later, that I could do 50 in just over 2 minutes, it should probably be possible to squeeze in 15 extras. A week later we had to stand the test and I fought my way through 121, an improvement of 18 and a victory over you. Thanks for everything, you’re a wonderful person filled up with love that wants the best for everyone.
Although it may not be everyone I’ve talked to equally, you have still had a great impact on my time here at VIH. I will remember all of you and think back at this moment as the time in my life where I developed the most.
Life can’t always be a dance on red roses, we must dare to take chances and seize the opportunities we get. I had never expected to be at a school like this. But now I can see that it has been one of the best decisions of my life. Corona had canceled my trip and I needed changes in my everyday life.
The first few weeks went beyond all expectations, I have never before been as committed as I was at that point. The weeks flew by, but something else slowly began to interfere.
Loneliness. Something that a lot of young people struggle with. Even though you are in a school, surrounded by people who only want to make you feel welcome, I have had a hard time starting conversations with new people. I have been scared and nervous, what do other people think of me? and what should I say when I sit down, without an awkward silence appearing? Thoughts have filled my head and it’s time to say stop.
Finally, on behalf of all the students, I would like to give a big thank you to all the teachers for the most beautiful morning assemblies with sing-alongs, educational stories, narratives, and lectures with wise words. Thank you for the teaching hours and your effort at cafes and parties, even though we sometimes have been a little too much. Thanks for an extremely nice and fun intro trip, we saw new sides of ourselves and each other. Despite the bad weather and a couple of times in the water without free will, we have laughed and enjoyed ourselves with long conversations and singing around the campfire. You have fought so hard to get through this Fall. We couldn’t have done it without you.
Thank you for coming here with all that was you. I wish you a Merry Christmas and a Happy New Year. In the heart saved but never forgotten.
]]>Jeg har Mette Bjerre til DGL, og hun har fra start lagt hårdt ud med at udfordre os. Vi har prøvet kræfter med at eksperimentere andres grænser og ikke mindst vores egne. Særligt én DGL-time har sat sit præg på mig. Timen handlede netop om at rykke og udfordre vores grænser. Jeg har som sådan ikke noget problem med at prøve mine grænser af, så for mig var der ikke det store på spil. Men det var måske også der, det gik op for mig, at jeg ikke helt vidste, hvor mine egne grænser gik.
Hun sagde til os, at vi skulle definere os selv indenfor tre kategorier.
Jeg havde så meget lyst til at vælge nummer to, for i mit hoved var den første lidt for vattet, den tredje var bare for meget og for intetsigende på samme tid. Nummer to; det var der, jeg kunne mærke, jeg gerne ville høre til! At kende sine grænser, men at være villig til, at lade dem komme på en prøve. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg var nummer tre og kunne ikke løbe fra det, om jeg ville det eller ej.
Vi fik stillet en opgave af Mette, og her kunne jeg mærke, at der var noget på spil! Grænser overfor fællesskabet. Det var fedt! Endelig var der enormt meget på spil.
Hun sagde, ”I har netop ti minutter til at forlade dette rum, gå op på jeres værelser og vælge mellem at komme herned til mig igen, efter de ti minutter er gået, ELLER gå ud til basketbanen og løbe en Wembley”.
Fuldstændig vanvittigt dilemma. Det skal siges, at det ikke var tilladt at føre samtale med de andre fra holdet på vej til værelset.
Så stod jeg der på værelset, jeg tænkte frem og tilbage, og kunne mærke, at adrenalinen begyndte at pumpe vanvittigt i min krop. Ikke fordi at dét at løbe en Wembley var den helt store krise for mig, men hvem ville vælge at gøre det? Kommer jeg til at stå alene dernede med bar røv, ender det med, at jeg står der som den eneste pige, eller vælger alle at gøre det, og så sidder jeg alene oppe ved Mette, hvis jeg takker nej til Wembley?
Jeg havde besluttet mig, så jeg bevægede mig ud på gangen. Der var ingen andre derude. Jeg begyndte stille og rolig at gå derhen af. Men pludselig så jeg 3 fra holdet bevæge sig hen mod rummet, hvor Mette sad. Det var den modsatte vej af, hvor jeg var på vej hen. Både med fødderne og i mit hoved. Men nu var chancen for at gøre det alene pludselig blevet noget større.
Jeg spæner ned ad trapperne, inden jeg kan nå at vende tanken igen i mit hoved. For jeg ved, at jeg vil fortryde det, hvis jeg vælger om.
Jeg står nede på basketbanen. Kan se en anden. En dreng. Er det seriøst? Kun to tænker jeg og begynder stille og roligt at tage mit tøj af. Det skal overstås nu. I det sekund, jeg vender mig om, kan jeg se en flok på en 11 stykker fra holdet på vej mod os. En varme breder sig i min krop, og adrenalinen pumper stadig derudaf.
Vi får løbet en Wembley sammen ved højlys dag, og jeg kan mærke den fedeste følelse i kroppen efterfølgende. På vej til rummet, hvor Mette sidder med resten af holdet, bliver der grinet, krammet og jublet. Sikke en succes. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde valgt, hvad der var rigtig for mig. Men da jeg så de andre sidde sammen med Mette inde i rummet, og de fortalte deres grund til at vælge en Wembley fra, så havde jeg fuld forståelse for dem, og adrenalinen blev udskiftet med en lille my af misundelse, for de kender noget om dem selv, jeg ikke gør. Deres grænser!
Netop denne oplevelse har haft en kæmpe betydning for mig og ikke mindst mit højskoleophold. For nu ved jeg, hvad jeg kan arbejde på, og ovenikøbet har jeg fået en kæmpe forståelse for, at et fællesskab ikke handler om at være med eller ej, men at møde hinanden og acceptere hinanden som dem, vi er.
]]>I foråret skal vi vi gang med at renovere Globen indvendigt. Fondens midler er i øjeblikket reserveret til at hjælpe med at købe nye stole til Globen. Hvis du gerne vil være medlem af fonden og hjælpe med at få idrætsskolernes vartegn renoveret, så vil det betyde meget for os.
Globen er blevet renoveret udvendigt. Globen blev bygget i 1992 og stod klar til indvielse i januar 1993. Den trængte kraftigt til en renovering, fordi der var mindre konstruktionsfejl i toppen af Globen, som gjorde at træværket i skallen over hele perioden indtil nu havde fået fugt. Derfor har det været nødvendigt at skifte en stor del af træskelettet på den ene side af Globen.
Alle sølvtrekanterne har været taget af. Men da sølvtrekanterne ikke har samme form, så har håndværkerne mærket hver eneste sølvtrekant op, så de kunne samle puslespillet igen bagefter.
I løbet af foråret 2021 er planen at gå i gang med en renovering af Globen indvendigt. Alle stolene skal udskiftes, og væggene skal gøres pænere og mere modstandsdygtige. Den nuværende forfatning er desværre lidt slidt, som følgende billedrække vidner om.
Skolen betaler selv hele renoveringen, men Vejle Idrætsskolers Fonds midler er lige nu også reserveret til at hjælpe med at betale for alle de nye omkring 180 stole, der skal sættes i Globen.
Da højskolens startede 2021 med at være lukket ned, så kunne vi sætte gang i renoveringen af Globen tidligere. Lige nu er vi ved at pille alle stolene ud fra Globen, og arbejdet med renoveringen starter for alvor allerede på mandag. Det ser vi meget frem til.
Det er noget af et arbejde, da Globens usædvanlige arkitektur gør det ret vanskeligt at renovere loftet. Vi vender tilbage senere med, hvordan det lykkes os, når vi har fået stilladset op.
Nu er vi så klar til at gå i gang med renoveringen af Globen indvendigt kraftigt fremskyndet af, at vi i øjeblikket ikke har nogen elever på skolen pga. Corona-restriktionerne. Du kan se billeder her af det første arbejde med at pille stolene ned.
Måske vil du være medlem og støtte indkøbet af stole?
Få medlemsskab Giv et enkeltbidrag
Det voksende elevtal på højskolen har gjort det nødvendigt at udbygge havestuen. I samme ombæring har vi lavet et nyt kælderområde, hvor der bliver mulighed for at have undervisning, bar til eleverne og opholdsområde.
Få medlemsskab Giv et enkeltbidrag
Hvis du gerne vil donere en stol til Globen, så koster sådan en stol 3.982,- gode danske kroner. Du kan donere en stol eller du kan blive medlem af fonden for 200,- årligt.
Du kan se vores foreløbige plan for de nye stole her.
Måske vil du være medlem og støtte indkøbet af stole?
]]>Dette strategiarbejde skal danne baggrund for en større helhedsplan og renovering af skolen, som vi kommer til at lufte mere af sløret for næste år.
Det har været en lang, grundig og nødvendig proces. Alle medarbejdere har bidraget i processen, og vi glæder os usigeligt til, at vi kan præsentere den samlede helhedsplan for skolernes fremtid i Vejle.
Vi glæder os til at gøre drømme til virkelighed.
Vi har først formuleret vores udgangspunkt, som ser sådan her ud:
…inspirere til engagement i livets og idrættens fællesskaber og finde egne ståsteder.
…dyrke fællesskaber og idræt, der bevæger os. Gennem kropslige erfaringer og reflekterende samtaler mellem ligeværdige om det meningsfulde liv, grundlæggende livsvilkår og værdier dannes vi personligt og i fællesskab. Undervejs skaber vi plads til at afklare og udleve forskelligartede drømme, og nye drømme kan opstå.
…et nærværende kostskolemiljø med fokus på fællesskaber, dannelse og idræt.
Vejle Idrætshøjskole og Vejle Idrætsefterskole har det forpligtende fællesskab, dannelse og idrætten som omdrejningspunkt. De bærende værdier for skolerne er:
Nærvær handler om, hvordan vi er sammen. At være til stede, dedikere sin opmærksomhed og have interesse for hinanden og for det fælles.
Entusiasme handler om passion og engagement. At kunne fordybe sig, have lyst til at involvere sig og opleve, at det gør en forskel at dele sin entusiasme.
Vedholdenhed handler om at gøre en målrettet indsats, bære gentagelser, håndtere modgang.
Fællesskab er det, vi har sammen og det, vi forpligter os på som en del af skolerne. Her skal vi opleve tillid og empati. Alle skal kunne finde en tryg plads, hvorfra vi tør afprøve os selv med henblik på at finde ståsteder.
Der er plads til store og små fællesskaber. Krav og ansvar i forhold til fællesskabets rammer balanceres hånd i hånd med tolerance og plads til forskellighed.
Dannelse på vores skoler knytter sig til stedets værdier og de for skolerne gældende love om livsoplysning, folkelig oplysning, demokratisk dannelse samt uddannelse af det hele menneske.
Det gælder både processen, hvori vi erhverver viden, færdigheder og holdninger, men skal også opleves som et aftryk, der sættes hos den enkelte i form af øget livsduelighed og evne til at efterleve stedets værdier, skabe ståsteder i fællesskaber og forfølge drømme.
Glæden ved idræt er vores fælles samlingspunkt. Idrætten har sin egen værdi og store almendannende potentialer. De kropslige erfaringer bliver til overførbare refleksioner i hverdagen, når vi italesætter dem sammen som temaer. Fx målrettethed, selvdisciplin, kropssprog, kamp, kropsbevidsthed, udvikling, kreativitet, energi, fællesskab, vedholdenhed, kompetencer, præstation, leg, ansvar, håndtering af udfordring, regler, respekt, indsats, selverkendelse, etik/moral, strategi, handleevne, grænseoverskridelse, sundhed, selvtillid, kropsidealer, idrætskulturer/normer, teamwork, pædagogik/didaktik. Listen kan fortsættes…det er en dynamisk proces.
]]>Vi har særligt dyrket livshistorierne i forbindelse med Det Gælder Livet, men de har også haft sin plads på vores teams og de seneste år har vi arbejdet med portrætter. I efterår 2020 har vi dykket lidt ned livshistorier og formålet med livshistorier.
Først kigger vi lidt på den nuværende placering for livshistorierne på højskolen, og derefter kigger vi på, hvordan livshistorierne måske skal fylde på Vejle Idrætshøjskole i fremtiden.
Livshistorier kan forstås som indre fortællinger om vores livsforløb, der både indbefatter vores fortid, nutid og fremtid. Livshistorier er altså en del af vores indre tankeliv. En livshistorie formes ud fra et menneskes erindringer om livet. Erindringerne kan være om valg, vi har truffet, og mål, vi har forfulgt, eller om livet der har ramt os på den ene eller anden måde.
Livshistorien fortæller noget om, hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os. En livshistorie er en fortælling om den enkeltes liv, men livshistorien giver også et indblik i, hvordan det enkelte menneske ser og forstår sig selv.
Den enkelte laver et selvbiografisk ræsonnement for at skabe mening og sammenhæng i livshistorien. Det sker blandt andet ved at danne en tidsmæssig ordnet fortælling med årsagsforbindelser mellem udvalgte begivenheder og perioder i livet.
I livshistorien vælger du nogle begivenheder som vigtige - og ikke andre. På den måde skaber du en fornemmelse af, hvem du er som person. Livshistorierne kommer altså til at understøtte vores selvforståelse og identitet.
Livshistorier kan tage sig ud på mange forskellige måder, men den kan også fortælles på mange måder.
Du kan lære mere om livshistorier fra Danskernes Akademi i en kort udsendelse om Livshistorien.
Livshistorien kan være med til at svare på spørgsmålet: “Hvem er jeg?” ved at kigge tilbage på fortiden og række ud i fremtiden.
Den enkeltes liv er et sammensurium af små hverdagshistorier, og nogle af de hverdagshistorier bliver definerende for den enkeltes livsbane. Det er umuligt at sige, hvilke historier der i sidste ende kommer til at påvirke den enkelte.
De enkelte lærere på Vejle Idrætshøjskole arbejder naturligvis forskelligt med livshistorier og livsbaner. Vi har på lærermøder drøftet, om vi skal forsøge at skabe sammenhæng i den enkeltes livshistorie, eller vi skal opfatte de enkelte fortællinger som små stjerner i den enkeltes liv.
Vi er blevet enige om, at man som ungt menneske (og for den sags skyld også som ældre menneske) mest har brug for at udfolde de små fortællinger, og at de enkelte fortællinger vil lyse mere eller mindre op senere i livet, når man ser tilbage på sin livsbane.
Livshistorien er intimt din egen, samtidig med at livshistorien forbinder dig til kulturen og dine omgivelser, fordi vi følger nogle af de samme kulturelle skabeloner.
Hvordan vi udvælger og fortolker materiale fra livshistorien får stor betydning for, hvordan vi forstår os selv på.
Livshistorien bygger på vores hukommelse. Hukommelsen er ikke en tro kopi af, hvordan det skete. Vi ender altså med at iscenesætte en historie om os selv, når vi laver vores egen livshistorie.
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at et menneske ikke kun har én livshistorie, men at livet er udgjort af et hav af fortællinger, som binder menneskets liv sammen, men også binder os sammen som mennesker. Livshistorierne kan være med til at afdække det individuelle og forskellige, men også til at finde lighederne og det fælles.
Vi har tydeligst sat det i spil i forbindelse med Det Gælder Livet, på teams og i forbindelse med portrætopgaven, som er udarbejdet i forbindelse med vores mangfoldighedsprojekt, der handlede om at få øje på mangfoldigheden på højskolen og få større forståelse for hinanden.
Historier fra livet har i mange året været en fast bestanddel på Vejle Idrætshøjskole på Studiekreds og senere Det Gælder Livet. Mange tidligere elever husker sikkert stadig, når de har lyttet til væsentlige historier og fortællinger fra de andre elevers liv i det fortrolige og trygge rum.
Det Gælder Livet er et livsfilosofisk fag, hvor vi snakker om menneskets grundlæggende livsvilkår. Det Gælder Livet er et gennemgående fag, som eleverne har to gange om ugen.
Som elev på Det Gælder Livet er eleverne blevet inviteret til at fortælle om Det store i mit liv. Præmissen for fortællingerne har været at dele noget signifikant fra eget liv.
I praksis får eleverne tildelt et tidsrum på omkring 30 minutter til at dele deres historie, svare på spørgsmål og deltage i en samtale om den fortalte historie og perspektiverne fra historien.
Eleverne kan selv være med til at påvirke, hvordan fortællingen skal fortælles, men de fleste ender med at være midtpunkt for en halvcirkel af lyttende højskoleelever.
Nogle gange starter læreren selv med en personlig fortælling, og andre gange fortæller læreren ikke noget selv.
Udfordringen med fortællingerne kan være tyngden af historien. Mange historier er baseret på nogle meget livsomvæltende begivenheder.
Det er på mange måder lidt uforudsigeligt, hvordan fortællingerne kommer til at præge stemningen i rummet. Denne uforudsigelighed stiller krav til læreren og de andre elever. Derfor er det meget vigtigt, at holdet sammen har opstillet en god ramme for, hvordan alle kan agere under og efter fortællingerne. Der er mange følelser på spil.
At nogle fortællinger kan virke voldsomme, kan skabe lidt utryghed hos andre, som synes deres egne livsfortællinger er lidt banale.
En af de opgaver vi tager meget alvorligt er at få eleverne til at føle sig som en vigtig del af forskellige fællesskaber. Vi tror på, at når man deler sin (livs)historie med andre, så bliver man indflettet i hinandens liv.
Når flere kender hinandens historie, så slår man rødder i de samme fællesskaber. Det er en af årsagerne til, at vi stiller en portrætopgave til eleverne kort tid efter de kommer på skolen.
Lærergruppen har denne dag stillet en portrætopgave, der via en række konkrete spørgsmål skal føre til, at eleverne i par taler sammen og derefter skriver et portræt af hinanden. Det inviterer til en samtale menneske til menneske mellem elever, der ikke i forvejen har en tæt relation og som måske ikke naturligt finder hinanden.
Når eleverne har lavet portrætterne, så bliver de hængt op uden for elevernes værelser. Derefter kan man gå rundt og lære endnu flere historier at kende.
I løbet af efteråret 2020 havde vi besøg af Menneskebiblioteket. På Menneskebiblioteket kan man låne et menneske, som fortæller en af sine historier. Menneskebiblioteket skaber trygge rum til samtaler om det at være menneske. Menneskebiblioteket arrangerer deres udlån på forskellige måder, men de har rimelige krav for udlånet af deres menneskebøger.
Du må heller ikke tage din bog med hjem, ligesom bogen ikke må overdrages til andre læsere. Bogen skal afleveres i samme stand som ved udlånets start.
— Regler for udlån i Menneskebiblioteket
Menneskebiblioteket inspirerede os til at lave vores eget Menneskebibliotek med vores egne elever. De øvrige elever kunne nå at høre og samtale med tre bøger med meget forskelligartede og rørende fortællinger.
Livshistorier er også en måde at blive set på. Når man deler sin livshistorie, så får man adgang til hinandens liv.
Lene Tanggaard beskriver i Det kreative nej vores samtid som et adgangssamfund, hvor hun trækker på de to filosoffer Axel Honneth og Shoshanna Zukoff.
Vores unge mennesker har fået til opgave at skaffe sig adgang (til uddannelse, karriere, anseelse). Hvis man har ressourcer og bagland, så er der adgang til en perlerække af muligheder, hvis man kan skaffe sig adgang.
Vi kan ikke stoppe fortællingen om de uanede muligheder og selvrealiseringen, og problemet er, at der ikke er uanede muligheder for alle. Påbuddet om at realisere sig selv er blevet større for de nyere generationer.
Skal de unge bare blive mere robuste, så de kan tackle modstanden. Eller skal vi skabe nogle mere robuste fællesskaber, så man bliver indlejret i en sammenhæng. Lene Tanggaard advokerer for mere robuste fællesskaber.
Livshistorierne kan måske være en nøgle til, at man får adgang til et fællesskab, hvor der er samhørighed og forståelse. Derved kan man blive indlejret i et robust fællesskab, som kan være en platform for den enkeltes liv.
Livshistorierne er altså med til at afddække det fælles og det individuelle. De skaber en forståelse hos den enkelte for, hvad man er rundet af. Livshistorierne indlejrer de enkelte i den samme fortælling, så man kan slå rødder i robuste fællesskaber.
]]>Den 11. marts lignede ellers enhver anden dag på højskolen. Den startede ud med morgensamling i Globen, timerne forløb som normalt, og aftenen stod på underholdning ved et hold elever, der leverede en fremragende “Live fra”-optræden i Globen.
Men undervejs opstod der mumlen blandt eleverne i de ikoniske blå sæder. Noget var under opsejling. Flere sad med mobiltelefonerne fremme og lod sig opsluge af det, der foregik på skærmen: Et pressemøde fra Spejlsalen med statsminister, Mette Frederiksen.
“Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere”.
— Mette Frederiksen, statsminister
De nu velkendte ord ramte hele landet, men også på Vejle Idrætshøjskole.
Her sad vi elever tilbage med forvirring, spørgsmål og uvished. “Skal vi også lukke ned?”, “Kan vi ikke længere blive på skolen?”, “Hvad med vores højskoleophold?”. Spørgsmålene var mange, men der herskede blandt eleverne en stærk tro på, at vi kunne fortsætte i VIH-boblen og fortsætte vores livs forår. Uvidende om hvad der nu skulle ske, forlod vi Globen med en summen om Statsministerens ord, blot for at vende tilbage kort tid efter. Vores forstander, Ole, havde kaldt til møde, som skulle vise sig at blive mere følelsesladet end forventet.
Den efterfølgende dag, den 12. marts, skulle vi forlade skolen, og måtte først vende tilbage 14 dage senere. Stemningen ændrede sig radikalt. Troen på, at højskolen ikke skulle ligge under Statsministerens ord, forsvandt. Tomme blikke, våde øjne og hængende skuldre fyldte atmosfæren i Globen. To måneder inde i forårsopholdet blev vi bedt om at forlade alt det, vi lige var begyndt at opbygge: Oplevelser, venskaber, fællesskab. Alt det og meget mere skulle vi forlade. For mange elever er VIH ikke bare en institution eller en skole. VIH bliver et hjem i den periode, vi er her. For nogle varer opholdet et par måneder, for andre et år eller længere.
Rystede over situationen måtte vi finde lyspunkter i denne nye tilværelse, og vi kunne tage til takke med, at vi mødes igen på skolen 14 dage senere. Det var nok en naiv tankegang, men for højskoleelever landet over, var det et konkret holdepunkt. Desværre var det ikke realiteten, og der gik 10 uger inden vi igen kunne vende tilbage til vores elskede højskole. 10 ulidelige uger, der var fyldt med uvished, frustration, vrede, afventning. 10 uger uden kontakt, nærvær og fællesskab. 10 uger hvor tankerne konstant kredsede om at komme tilbage til det sted, vi elskede allermest: Vejle Idrætshøjskole.
Til trods for at vi ikke kunne være fysisk sammen, blev der taget initiativer til hvordan fællesskabet kunne fortsætte, og alt det vi havde bygget op de første to måneder, ikke gik helt tabt. Lærerne blev medlem af vores Facebook-side, hvor de udgav forskellige opgaver, vi kunne lave derhjemme. I flæng kan nævnes videoer af yoga, madlavning, walk-and-talk samt de fælles videoer, som vi elever kunne indsende små klip til. Live-streaming med opdateringer fra Ole, live-quizzer, daglige workouts og et større online-race omkring påske, kunne holde os til ilden og holde os lidt i gang.
Det stykke arbejde, lærerne udførte, havde en gevinst, men kunne aldrig helt erstatte en ægte højskoleånd. Med tiden blev de også sendt hjem på lønkompensation, så udfordringerne forsvandt. Samtidig havde mange elever fundet sig en tilværelse og en hverdag derhjemme, så det blev svært at fastholde det store fællesskab. Men troen på, at vi fik lov til at komme tilbage, boede stadig i os.
De danske elever stod klar på springbrættet, og kunne med meget kort varsel vende tilbage til skolen. Situation var midlertidig anderledes hos de internationale elever. I de første uger af nedlukningen havde nogle af de internationale elever fået lov til at blive på skolen, men da situationen ændrede sig i Danmark, og nedlukningen så ud til at trække ud, blev de opfordret til at rejse hjem, med den risiko, at de måske ikke fik mulighed for at vende tilbage. De fleste tog hjem, men en af vores japanske elever, Sato Tokumura, blev på skolen og skrev følgende om oplevelsen:
“I’m the only person who has been staying at the school since the school closed. I had never expected this bad situation would happen when I left Japan, and it was so sad to say goodbye to everyone. Especially my “Corona family”, who had stayed together with me for about two weeks. Now I got used to staying here but I have felt lonely a few times after I was left alone. The reason why I’m still staying here is that I want to see and spend time with everyone at the school again. If I go back to Japan I may not come here again, that’s why I decided to stay in Denmark and wait as long as I can. It’s a fact that there is the worst situation in my mind, but I really hope that we meet again at VIH”.
— Sato Tokumura, højskoleelev fra Japan
Lara Bernhardt, en af vores elever fra Tyskland, var nødsaget til at tage hjem efter to uger, da det ikke længere var muligt for hende at blive på skolen:
“Sitting here at my desk back home in Germany, although I should be at VIH at the moment, still feels wrong and weird. Now it is 6 weeks ago that we had a spontaneous meeting on a Wednesday evening, where they told us that Denmark is going into a shut down, and that the schools have to close.
We all knew before that, that Corona was a huge topic, but in “our” højskole world it still seemed far away, so it was definitely a big shock for me. After realizing it a bit more, two other girls who live in the same area in Germany and I planned how we are going home on that Friday. I called my parents and said, “I’m going to be back home on Friday”.
I will never forget the atmosphere in the havestue after that meeting. No one wanted to leave. Minute by minute we all realized it a bit more and in the heads of many international students, me included, questions were going on, for example are we going to come back when we are going home, are the borders to Denmark going to be closed, do we have to go into quarantine if we can come back etc.
On Thursday all the Danish students had to leave and it just felt horrible, but for me something changed as well during that day. Because my area in Germany was marked as quite dangerous related to the Corona infections, I was suddenly allowed to stay first of all at VIH with 6 other international students. We stayed there as the “Corona Family”. Still being at VIH with friends made me feel that Corona is still far away from daily life.
After two weeks where we had lots of fun together, where we did lots of sport, and where we just enjoyed our time together, it was official that Denmark is going to extend the shut down, so the decision was quite clear to go home then.
By going home, the whole situation finally caught up with me. Since I am here in Germany I just want to go back to VIH, I just want to go back to the amazing place surrounded by a beautiful forest and close to the Fjord, I just want to go back to my friends there, to my team and so on. It could be a never ending list.
I know that every person has difficulties in these Corona-times, but I am still asking myself all the time why it just couldn’t have happened half a year later, because I really wanted that full semester at VIH.
Coping with the situation is definitely difficult for me, but I just try not to give the hope up that we can come back soon, and during my time here, I just try to distract myself from thinking about what I am missing, by doing lots of sport and other stuff.
I really appreciate that we still have team meetings on Skype, because every time we have one, a typical team meeting atmosphere is created, that really gives a good feeling. I am missing everything a lot, but I think I miss the fælleskab the most, because the people make/made the stay, and just doing sports and having fun together is amazing. It’s definitely a feeling of being homesick, because at VIH I really developed a feeling of being home.
Thinking about the future is quite difficult in these times, because you can only see what happens from one day to another, but I just hope so much, that VIH can open again soon, so that we all have the option to come back and enjoy the last time together and to say properly goodbye in the end. I actually don’t want to imagine that I am not able to go back to VIH”.
— Lara Bernhard, højskoleelev fra Tyskland
Tiden hjemme fra højskole fik også mange elever til at reflektere over deres ophold på højskolen. Pludseligt at blive kastet ud af VIH-boblen, var en radikal ændring i hverdagen som elev, hvor der ikke længere var et planlagt skema, sportslige faciliteter og en masse venner omkring sig. Vi blev kastet ud i virkeligheden før tid, men for mange førte det også til andre oplevelser i foråret, end de havde forventet.
Små grupper samlede sig i sommerhuse for at kunne opbygge og bevare venskaber og de små fællesskaber. Andre fik jobs rundt omkring i landet, da der manglede hænder, efter Danmark begyndte genåbningen.
Elev, Michelle Møller, har skrevet følgende om hendes oplevelse af nedlukningen:
“Det føltes ret surrealistisk, da Ole stod i Globen onsdag d. 11 marts om aftenen og fortalte, at vi skulle tage hjem dagen efter. Med et blev hverdagen og højskolelivet vendt på hovedet og taget fra os. Helt personligt gik det først op for mig efter et par dage hjemme, hvilke konsekvenser nedlukningen af Danmark havde for mig.
Efter 14 måneder på VIH med mine venner, en hverdag, et liv og mit hjem, føltes det enormt tomt og ensomt, at være sendt hjem fra højskole. Jeg følte mig rodløs og havde svært ved at skulle indfinde mig med situationen.
Jeg var vred på verden omkring mig, fordi jeg synes det var enormt uretfærdigt, at en virus skulle sætte mit liv i stå. Jeg var ked af, ikke at kunne få de sidste oplevelser og måneder på VIH med, som jeg så inderligt ønskede. Der var et konstant tankemylder om højskolen, hvad vi gik glip af og den manglende kontakt med de skønne mennesker, jeg til hverdag normalt havde omkring mig. I virkeligheden fyldte min egen selvmedlidenhed alt for meget, og jeg tog nok også nogle egoistisk valg undervejs, hvor jeg svigtede min borgerpligt.
Men efter et stykke tid ændrede mit perspektiv sig. Jeg begyndte at se corona-krisen fra en anden vinkel end min egen. Rundt omkring i verden er mange mennesker blevet syge, mange har desværre også mistet livet. Sundhedsvæsenet kæmper en kamp for at redde liv, og verdensøkonomien styrtbløder.
Jeg begyndte at skamme mig over mine egne tanker og bekymringer om fremtiden. Ville jeg kunne få et job midt i en krise, så jeg kunne betale den nye lejlighed, jeg overtog i corona-krisen? Ville jeg få den afslutning på højskoleopholdet, som jeg så inderligt ønskede? Spørgsmål som disse faldt til jorden, og jeg begyndte i stedet at tænke på, hvad jeg kunne gøre for samfundet. Jeg søgte derfor job rundt omkring i forskellige institutioner, for der vidste jeg, de manglede hænder til både børnepasning og rengøring.
I skrivende stund har jeg fået arbejde i en vuggestue, hvor jeg er så heldig at få lov til at passe børn. Her handler det udelukkende om deres behov, om at kunne yde omsorg og skabe en tryg hverdag for de mindste i vores samfund. Deres barnlige naivitet, umiddelbarhed og fantasi får mig til at glemme tankerne og savnet til VIH.
Så selvom verden er ændret, og jeg har mistet en tid på højskole sammen med en masse fantastiske mennesker, så har jeg fundet en overgang tilbage til den virkelige verden væk fra VIH-boblen. Om vi når at komme tilbage er endnu uvist, men jeg er dybt taknemmelig for tiden, oplevelserne og de mennesker, VIH har bragt ind i mit liv”.
— Michelle Møller Andersen, højskoleelev fra Danmark
Vi elever gjorde os mange tanker om betydningen af højskolen og alle de oplevelser og mennesker, som vi fik med os. Men som en atombombe ramte pandemien og nedlukningen os hårdt, og frustrationen over ikke at kunne være samlet på vores elskede højskole, var altoverskyggende.
Men håbet om at vende tilbage forsvandt aldrig, og den 7. maj så vi endnu engang spændte med ved de nu velkendte pressemøder fra Spejlsalen. Efterskolerne blev nævnt først, og de måtte genåbne 18. maj. Men hvad med højskolerne?
Datoen blev sat til 8. juni, hvilket gav os 13 dage til at få det sidste med. 13 dage til at afslutte, hvad vi havde skab på to måneder. En lettelse og en mavepuster på samme tid. VIH var nok en af de heldige højskoler, da vores ophold sluttede sidst i juni, mens andre højskoler sluttede deres forårshold i starten af samme måned.
Men som tingene går i politik, så ændrede situationen sig. Man skulle næsten tro, at politikerne forbarmede sig over os unge mennesker, der i så mange måneder havde holdt os i skindet og fulgt restriktionerne, selvom det gik vidt imod vores største lyster som unge mennesker - at være sociale og skabe mindeværdige oplevelser. Derfor kunne vi med kæmpe glæde vende tilbage til højskolen, VIH, vores hjem, d. 27 maj.
Gensynet med skolen og alle de mennesker, som vi havde savnet i ti uger, var en helt særlig oplevelse. På vejen mellem efterskolen og højskolen stod en velkomstkomite klar med musik og dans, hver gang en tilbagevendt elev kom hjem. Stemningen var euforisk, og gensynsglæden var aldrig set større. Men noget var markant anderledes, for coronaen havde sat sine spor.
Først og fremmest kunne det mærkes fysisk, fordi vi skulle holde afstand til hinanden. Vi var blevet inddelt i familiegrupper af ca. 20 personer, hvor afstandskravet var hævet. Så der blev uddelt lange kram til familiemedlemmerne, men til resten af flokken måtte vi nøjes med albue-hilsner og støvledans.
Men lysten til at omfavne hinanden var en stærk kraft, som var svær for os at styre. Fysisk nærvær hører sig til på højskole, og det har vi elever altid været vant til. Derfor gik der heller ikke mange dage, ja måske skal vi endda indrømme timer, før krammene blev udskænket til andre elever end dem i familiegruppen.
Det fysiske nærvær blev indhentet blandt os elever, men undervejs gennem de ca. 3,5 uge fik på skolen, blev afstanden holdt til lærerne. Selv den sidste dag, da vi igen skulle forlade højskolen, dog velvidende om, at det var fordi opholdet var slut, måtte vi give albuer til lærerne. Det kunne tydeligt mærkes, at afstanden ikke bare var fysisk, men at vi som elevgruppe blev distanceret fra lærerne. Lærerne lavede højskole for os, og vi lavede højskole for os selv. Herigennem tabte vi en del af det velkendte fællesskab.
Fællesskab er en fællesnævner i højskoleverdenen. Vi samles om fælles oplevelser, skaber minder og gør tingene sammen - i fællesskab. Ti uger uden at være sammen og fælles om begivenheder, det splittede fællesskabet op, og det var lige præcis dét, vi også oplevede som elevhold.
I løbet af nedlukningen havde der været mange sommerhusture, hvor forskellige grupper samledes. Måske var det ikke det mest fornuftige at gøre, og samfundssindet blev sat til side, men det gav, hvad mennesker hungrer efter - socialt samvær og nærvær.
Disse små fællesskaber kunne tydeligt mærkes, da vi vendte tilbage til skolen. Vi havde som hold svært ved at finde hinanden og det store fællesskab frem igen. Intentioner var der helt sikkert, men mange gik med en følelse af, at de skulle genfinde sig selv blandt de andre.
Trods det, og alle de nye restriktioner, vi skulle indfinde os med, så blev det alligevel nogle fantastiske uger, vi som elevhold fik sammen. Solen stod højt på himlen, humøret var højt, og taknemmeligheden for at være tilbage og få en afslutning sammen var stor.
Restriktioner eller ej, så havde vi elever et kæmpe behov for at sige tak til hinanden for de oplevelser vi havde fået og den tid vi trods alt havde delt sammen. Derfor blev der uddelt utallige, lange, varme kram den sidste dag, vi var på VIH. For selvom corona herskede ude i samfundet, så kunne vi ikke undgå at blive opslugt i vores egen VIH-boble. Verdens bedste boble.
]]>Coronavirus satte verden på pause. Danmark blev sat helt på pause den 11. marts og højskoleeleverne blev sendt hjem. Siden har vi fået mange ekstraordinære nyheder, og der har været historiske taler både fra statsminister, Mette Frederiksen, og dronning Magrethe II. Folketinget hastebehandlede helt særligt vidtgående lovgining, og staten har fået lov til at lukke broer og sende danskere i karantæne på kaserner, hvis kontrollen med virusset løber løbsk.
Onsdag den 11. marts havde vi pædagogisk udviklingsmøde, og alle lærere og ledelse minglede lystigt og hyggede sig, mens vi tænkte store strategiske tanker og arbejdede med udvikling af skolens højskolefag. Vi talte om linjer og kontinuitet og sammenhæng - uvidende om at vi få timer efter ville ryge ind i en hverdag med håndtering af ganske andre lavpraktiske problematikker. Jeg drog efter mødet ned til Vejle på cykel og havde ingen anelse om, at aftenens pressemøde ville lukke ikke alting, men rigtig mange ting ned.
— Mette Holst, højskolelærer
Aktiemarkederne styrtdykkede, og det forventes at der kommer en økonomisk krise, der er endnu dybere end finanskrisen i 2008. Staten har lavet omfattende hjælpeordninger, som skal være med til at holde hånden under danske arbejdspladser. Konkret har staten indført lønkompensation, der dækker 75% af ansattes løn, hvis de hjemsendes i perioden i stedet for at blive fyret.
Da Danmark lukkede ned og eleverne blev sendt hjem, fastholdt vi arbejdet på Vejle Idrætshøjskole. Køkkenet havde masser af råvarer, som de skulle have tilberedt, og der var masser af rengøringsopgaver, der kunne tages fat i.
Højskolelærerne anstrengte sig for at holde en relation til eleverne og omtænke hvad højskolen kunne være, når vi kun kan være sammen på afstand. Højskolelærerne skulle lave små indslag, som enten kunne være #højskolepåafstand med de nuværende elever eller lave åben #højskolefordanmark for hele Danmark gennem de sociale medier.
Efter lidt tid viste det sig imidlertid, at det ikke længere gav så meget mening at holde højskolelærerne og køkkenet i arbejde. Samtidig havde højskoleforeningen og ministeriet forhandlet en økonomisk aftale for højskolerne, hvor de ville fastholde statstilskuddet og få kompenseret elevernes egenbetaling. Anbefalingen var at lærerne samtidig skulle sendes hjem på lønkompensation for at mest muligt at højskolernes indtægtsgrundlag kunne sikres bredt i højskole-Danmark.
På højskolen har vi sendt lærerne og køkkenpersonalet hjem, mens ledelsesteamet, kontorpersonalet og pedellerne fortsat har masser af arbejdsopgaver. Elevernes egenbetaling kompenseres af staten. Så rent økonomisk rammes højskolen ikke så hårdt af Coronavirus lige nu, men det er naturligvis vanskeligere at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden, hvis økonomien er afmattet.
Det er en usædvanlig situation at være hjemsendt fra sin arbejdsplads. Særligt når hovedparten af ens arbejde normalt er at indgå i relationer med elever og kollegaer for at skabe meningsfuld højskole, samvær og undervisning sammen.
Mette Holst sætter her nogle ord på situationen med hjemsendelsen:
Ved at miste tilknytningen til arbejdspladsen andet end på de ugentlige online møder og i de enkelte online aktiviteter, vi planlagde blev jeg mere end nogensinde bevidst om, hvilke centrale ting, jeg savnede ved mit arbejde. Før jeg flyttede havde jeg på listen sat ord på arbejdsrelaterede ting, jeg ville sætte pris på i mit nye liv. Da de så pludselig som med et trylleslag var taget ud af ligningen, stod de så meget desto klarere for mig.
I det hele tage blev jeg bevidst om, hvad det vil sige at have et job, at være en del af noget og gøre en forskel for noget, der er større end en selv. At være en del af et fællesskab, en arbejdsplads og mærke den samhørighed det giver.
Jeg opdagede hvordan jeg som højskolelærer på Vejle Idrætshøjskole normalt nyder hverdagen med elever og planlagt men ikke mindst uforudset samvær og sparring med dygtige og skønne kollegaer og elever.
At have et job, hvor man er med til at udvikle, danne og skabe øget livsduelighed og kompetencer for unge mennesker og på den måde være med til at gøre en samfundsmæssig forskel.
Jobbet som højskolelærer gennem de sidste 5 år har også udviklet mig hver eneste dag og lært mig at komme ud af og udvide min comfort zone. I marts 2020 fik jeg for alvor brug for denne kompetence og kunne pga. min hverdag i en højskoleverden, hvor vi tænker løsninger, tænker positivt og tænker i muligheder og i at omstille os - evnede at se på det positive og mulighederne i min nye situation aktiveret af både private og globale faktorer.
— Mette Holst, højskolelærer
Ugerne passerede, og hver gang der var pressemøde fra Spejlsalen på Christiansborg samledes hele Danmark omkring skærmene i hjemmet, for at følge med i samfundets nedlukning og genåbning. Mange gange undervejs i foråret måtte hele højskoleverdenen holde vejret og spændte se med, men gang på gang måtte vi også gå slukøret fra skærmen.
Det blev hurtigt en realitet, at højskolerne ikke var højt prioriteret i de første faser i genåbningen af Danmark. Midlertidigt var der opstået en gruppe på Facebook, der kæmpede en indædt kamp for at få højskolerne frem i det politiske lys.
”Højskolerne opråb” blev for mange af landets højskoleelever, heriblandt vores elever fra Vejle Idrætshøjskole, et middel til at komme i kontakt med politikerne. En af forårsholdets elever, Mathias Mortensen, blev interviewet af Jyllands Posten, som bragte en artikel fra hans synspunkt d. 10. april under titlen: “Højskoleelever kæmper for at komme tilbage: “Det er ikke en tid, vi får igen.”.
Mathias formulerer en følelse, som mange unge har haft her under Corona-tiden. En fornemmelse for, at noget af deres ungdom er blevet taget fra dem. I samfundet peget pilen for alle unge mennesker hele tiden med at blive parat til at tage del i samfundet. Højskolen og (dannelses)rejser har ofte været de unges pusterum, der skal gøre dem klar til deres videre liv. Nu ender de med i en del af opholdet hjemme.
For eleverne er højskolen ikke bare en institution eller en skole. For mange elever biver højskolen deres hjem i den periode de er her.
Heldigvis fik eleverne lov til at komme tilbage på skolen den 27. maj, og så fik vi lov til at gennemføre resten af forårssemesteret. Det blev tre uger på højskole, som eleverne virkelig nød, men det var ikke helt det samme.
Pludselig var der kommet restriktioner på den måde, vi kunne være sammen på. Eleverne var inddelt i familiegrupper, og der skulle holdes mindst en meters afstand til alle andre. Der var opstillet Bright Water overalt, og der skulle gøres meget mere rent.
Fra myndighedernes side var den oprindelige udmelding i forhold familiegruppernes størrelse, at der måtte være omkring 20 elever i hver familiegruppe. Det bruger vi tirsdagen før eleverne kommer tilbage på at planlægge og gøre klar til.
Vi flytter også spisesalen for højskolen ned i Multihallen. Det gør vi dels for at få mere plads , men også så vi ikke skal dele spisesal med efterskolen. Vi får introduceret eleverne til familiegrupperne og kommer faktisk fint i gang. Eleverne har glædet sig helt vildt til at komme tilbage.
Torsdag morgen melder myndighederne så nye retningslinjer ud for familiegrupperne. Nu må de kun være 10 i en familiegruppe. Vi får løst udfordringen, men har jo allerede nået at køre et døgn med de større familiegrupper.
Tilbage på højskolen var det en helt ny situation at skulle skabe højskole i. Meget af den almindelige undervisning og mange af de sædvanlige aktiviteter skulle gennemtænkes - og måske retænkes - med Corona og retningslinjer som med- og modspiller.
En stor værdi for os på højskolen er nærvær og det at være tæt på hinanden. Nu er det altoverskyggende retningslinje, at vi skal holde afstand.
Men hvordan kan man holde afstand samtidig med, at vi kommer til at opleve nærvær sammen.
Det blev en udfordrende balancegang. På den ene side har det det været frustrerende at hver eneste pædagogiske diskussion på lærermøder også har indeholdt diskussioner om retningslinjer og Corona. På den anden side har det også tvunget os til at tænke på en ny måde i forhold til vores undervisning og aktiviteter. Det er der også kommet frugtbare eksperimenter ud af.
I foråret oplevede eleverne efter genåbningen, at der var en større afstand til højskolelærerne. Det samme udfordrede højskolelærerne som i nogle situationer følte sig som tilskuere, fordi der skulle holdes afstand.
Denne udfordring forsøgte vi at løse i forhold til efterårsholdet.
Det var særligt vigtigt for os at løse tre udfordringer:
Corona-pandemien har været en udfordrende modspiller på højskolen. Højskolens helt grundlæggende værdi er nærvær, og hvordan kan det lade sig gøre at opretholde nærvær, når diskursen er, at vi skal være sammen på afstand.
Hvordan kan lærerne agere under de ændrede rammer.
Højskolebladet skrev naturligvis også om, hvordan det lykkes at lave højskole, da eleverne kom tilbage på skolen efter hjemsendelsen i foråret 2020.
De interviewede bl.a. højskolelærer, Thea Storm Henriksen.
Gå på kompromis
Når Thea Storm Henriksen underviser i løb, havkajak og friluftsliv på Vejle Idrætshøjskole, foregår det selvsagt udendørs. Derfor oplever hun ikke de store faglige udfordringer under corona.
Men der er alligevel visse mellemløsninger. Som opvarmning til løb plejede hun at lave parøvelser, hvor eleverne har tæt kontakt, og hvor der opstår nye gruppedynamikker. Når hun sætter eleverne sammen i coronatid, bliver det inden for de afgrænsede familiegrupper, de tilhører.
“Vi bliver nødt til at gå på kompromis. Til gengæld opstår der nye måder at tænke undervisning på,” siger Thea Storm Henriksen.
Den store udfordring under corona er for hende selve organiseringen på højskolen. Her bruger lærerne ekstra meget tid på at holde møder, planlægge, revurdere og evaluere.
Lige nu er det svært at planlægge langt frem i tiden, når retningslinjerne ændrer sig, og vi ofte ender i situationer, hvor vi er på bagkant og må arbejde hurtigt.
“Siden vi begyndte igen efter sommerferien, har næsten alle vores lærermøder trukket ud. Vi har bl.a. lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne om, hvorvidt vi skal stramme op på coronareglerne. Og så skal vi have udarbejdet et eller andet på baggrund af det – og så igen holde møde om det. Corona fylder hele tiden,” siger hun.
Og det er langt fra kun underviserne, der bliver udfordret af de restriktioner, der løbende ændres. I højskolekøkkenerne skal der mange steder laves portionsanretninger, hvor der før var buffet. Rengøringspersonalet skal også gøre rent flere gange, og rundt omkring på skolerne sætter pedeller og teknisk personale løbende anmærkninger og skilte op, der minder alle om, at de skal huske at holde afstand.
Skitur til foråret?
Thea Storm Henriksen fra Vejle Idrætshøjskole bankede for nyligt på døren til sin forstanders kontor for at høre, om hun skulle gå i gang med at bestille skituren til forårssemesteret 2021.
“Jeg har fået at vide, at vi bare skal køre efter planen. Vi kommer garanteret til at stå i januar, hvor der er syv uger til, vi skal afsted – og så ved vi stadig ikke noget. Og så skal vi måske lave en alternativ uge, som ikke var planen,” siger hun og fortsætter:
“Vi vil jo gerne lave god højskole for eleverne, og vi skal jo også have elever i huset. Men man kan også lave god højskole uden udlandsrejser. Lige nu er det svært at planlægge langt frem i tiden, når retningslinjerne ændrer sig, og vi ofte ender i situationer, hvor vi er på bagkant og må arbejde hurtigt,” siger Thea Storm Henriksen.
— Tine Kirkensgaard, Højskolebladet Theas refleksioner dækker meget godt over, hvilken tid vi alle har navigeret i. Skituren måtte alligevel aflyses i foråret, og starten på forårsholdet 2021 er lige nu udskudt på noget, der føles som ubestemt tid.
Eleverne har naturligvis fået en anderledes højskoleoplevelse, end de havde forventet. Forårsholdet var sendt hjem i flere uger - og efterårsholdet endte med et efterår med restriktioner efter at komme fra en relativt fri sommer.
På efterårsopholdet endte vi også med at måtte sende eleverne hjem i en uge, fordi højskolegruppen blev ramt af Covid-19.
Der er ofte en italesættelse af, hvordan ungdommen er gået glip af noget i løbet Corona-pandemien. Og der kan være noget om den følelse af at “gå glip af noget”.
Noemi Katznelson fortæller, hvordan de unge i deres livsbiografiske projekt virkelig føler, at de går glip af noget, fordi der i deres liv er en del skift i den alder.
Noemi Katznelson mener samtidig, at almenmenneskelige reaktioner på nogle usædvanlige eksistensbetingelser. Vi får ikke grebet det til at snakke om, hvad man gør, når man er alene - og i stedet får italesat det som mistrivsel.
Vi har forpasset lejligheden til at tale om hvad anderledesheden i det sociale gør ved os som mennesker. Derved svækker vi begreberne om ensomhed, som er en varig følelse af ensomhed - ikke en forbigående fordi de sociale betingelser er anderledes lige nu.
Noemi fortæller, at det er en god lejlighed til at øve den en samtale, som afindividualiserer oplevelserne.
Det er vi yderst bevidste om som højskolelærere i samtalen med vores elever. Vi skal snakke om tingene på en måde, som gør at vi får en større forståelse for hinanden og den måde vi reagerer på de udefrakommende påvirkninger.
Corona har været en del af det at drive højskole i løbet af 2020. Det har helt sikkert skubbet til en masse rammer på højskolen, det har været frustrerende, og det har ikke været nemt. Men pandemien og har også åbnet op for nye måder at være sammen på - og eksperimenter med måder at gøre tingene på, som vi formentlig aldrig ville have taget fat i.
Desværre er der i skrivende stund ikke noget der tyder på, at vi kan starte 2021 op uden tanke på Covid.
Michelle Møller Andersen, højskoleelev, har skrevet en beretning om, hvordan eleverne oplevede nedlukningen. Du kan læse Michelles beretning her.
]]>Vi drak og talte, bordet rundt og på kryds og tværs. Der var mødt dem med hjemve, dem med social angst og flerårig depression, og som var taget på højskole for at udfordre det, dem med kærester, der var imod højskoletanken og som nu, hvor de mærkede udfordringer frygtede, at de ville lide nederlag, og kæresten ville få ret, dem der var blevet mobbet gennem mange år, dem der havde følt sig usynlige og som en byrde for andre, dem med præstationsangst ift. at det at være på højskole kun kunne lade sig gøre, hvis man var ekstremt sjov og udadvendt.
De 6 var helt nye, den 7. var en pige, der var elev i sit 2. semester. Hun fortalte, at hun havde været ensom gennem hele sin skoletid i Tanzania, og da hun startede på Vejle Idrætshøjskole, for første gang længe oplevede at høre til. Efter en måned havde hun fået et ‘tilbagefald’, pludselig blev hun usikker, og de gamle mønstre viste sig i hende igen. Men støt og roligt fandt hun igen frem til, at der her er mennesker at stole på, at hun her kunne være sig selv og være åben, og at hun var en del af et fællesskab.
For de nye VIH-elever var dette både en fortælling om ensomhed, om at høre til eller ikke høre til og om, at årgamle mønstre ikke bare forsvinder på én gang, men også om at udvikling tager tid, og at det tager tid at blive god til det, man aldrig har øvet sig i før. Netop det, at der sad en elev, der havde haft samme erfaringer, og nu var ‘på den anden side’, skabte et stort håb i gruppen.
Mødet havde en god effekt, at de kunne se, at de ikke var en minoritet ift. at føle sig udenfor eller udfordret, at de kunne lytte til hinanden, spejle sig i hinanden og give gode råd. Samtidig kunne jeg som lærer knytte dem sammen i kraft af deres lignende fortællinger og gøre meget mere end det, jeg typisk ville gøre 1-1. I løbet af semesteret holdt jeg café ca. hver 3. uge, nogle elever kom ikke igen, andre kom hver gang, og der kom nye til i hele semesteret. Flere af eleverne fra 1. café havde fået øje på hinanden, var ikke hinandens tætteste venner, nogle gik og løb ture sammen og alle havde de fået øje på hinanden og ansvar for hinanden.
Luft for egne problemer og indsigt i andre mennesker - ud af eget ekkokammer
På Vejle idrætshøjskole har vi nu siden januar 2019 prøvet kræfter med tiltaget ‘Café space’. Ideen startede som led i mit HPU projekt om mangfoldighed, og da vi fra august søgte og fik mangfoldighedsmidler, var det en oplagt mulighed at få flere lærere involveret og på den måde få udviklet konceptet, have mulighed for at dele de svære samtaler med hinanden som kollegaer, samtidig med at vi styrker vores tro på, sikkerhed og kompetencer inden for gruppesamtalen og dermed får et bredere repertoire af midler til at løfte sårbarheder hos vores elever.
Cafeen er en invitation til vores elever om at komme og snakke om det ‘der fylder’. Nogle gange sætter vi et tema på eksempelvis ‘kommende gensynsweekend med mange gæster’, ‘ny elev og hjemve’, ‘turen til Østrig og udfordringer med det’, ‘skolen slutter - hvad så nu?’.
Vi oplever, at vores elever får et rum, hvor de kan mødes på tværs af daglige venskaber, nationaliteter og grupperinger. I Café Space mødes de dermed ofte med nogle, de ellers ikke taler med, og udover at de personligt får luft undervejs på den indre rejse som højskoleopholdet er, får de tilmed en varig indsigt i andre mennesker.
Der bliver som regel knebet en tåre, men det kan også bare være tanker om, hvad skal jeg nu her efter skolen, og bekymring over ikke at have planer, hvis man er vant til altid at have sit liv i rette folder.
Vi opfordrer eleverne til at komme og dele eller også til bare at komme og lytte til hinanden uden nødvendigvis at sige noget. Vi oplever også, at enkelte kommer, fordi de er nysgerrige, fordi de har aftalt med deres værelseskammerat at følges med dem, eller fordi de gerne vil bidrage til at løfte andre. Nogle elever har måske en idé om, at de har nogle issues, men har endnu ikke mod til at være åben om det eller mangler sprog for det. Her kan caféen være et skridt på vejen for dem. Sidste semester var der en pige, som deltog 4 gange, før hun den 5. gang tog mod til sig og delte. For hende var det en proces at nå til at være åben omkring sin sårbarhed.
Vi tog tilløb til tiltaget af flere omgange. Alle elever har hos os i løbet af et højskoleophold 3 - som regel individuelle - samtaler med deres teamlærer, og vi oplever nogen gange, at det kan være tidsrøvende, at en del enkeltelever taler med deres kontaktlærere om samme emner, hjemve, eller angst eller ensomhed. Så Café Space er for det første mere effektivt, fordi flere elever kan få de samme råd samtidig, men endnu mere vigtigt er den synergi, der opstår ud fra de forskellige elever og det, at eleverne giver hinanden råd, og at det individuelle bliver et fælles anliggende. Følelsen af, at nogen har det svært, men at vi er der for hinanden, er sublim at være en del af.
I forbindelse med mit HPU projekt om mangfoldighed forud for den første café, talte jeg med en inklusionslærer på en lokal folkeskole ift. hvad hendes gældende praksis ift. udsatte, sårbare elever var, og hun fortalte om både individuelle forløb men også om, at hun ugentligt samlede disse børn på tværs af klasser til en fælles snak, hvor de delte udfordringer og fik metoder til at løfte sig selv og hinanden. Et råd til en elev kunne måske også bruges af en anden. Jeg kan huske, at jeg var lidt skeptisk ift. højskolens elever, der for det første var voksne og måske også ville reagere på at blive grupperet med andre ‘udsatte’. De nyder jo netop at være havnet på en skole, hvor de er mellem ‘normale’ og har samme skema og struktur som alle andre, uanset hvad de kæmper med.
Men med de frivillige cafeer er det blevet tydeligt, at eleverne kan støtte hinanden, dele, forstå hinanden og føle sig spejlet. Flere deltagere har senere i deres ophold udtrykt, at caféen var et vendepunkt for dem, at de der havde haft et sted at kunne udtrykke, hvordan de havde det over for andre jævnaldrende og derefter kunne gå ud og være i andre sammenhænge og være fri ift. at have fået luftet overvejelser om at stoppe på skolen og bare gå bort med sin tristhed i stedet for at se den i øjnene, tale højt om den og arbejde med den.
I efteråret havde vi en ung fyr med arabisk-syrisk baggrund. Vores erfaring er, at psykisk sårbarhed i disse kulturer kan have en endnu højere grad af tabu end i Danmark. I starten, da den unge fyr oplevede sig ensom, opsøgte han da også kun sin lærer. Han havde samtidig et indtryk af, at han var den eneste elev på skolen, der var offer for ensomhed i fællesskabet og kunne have en tendens til at føle, det var pga. hans baggrund. Caféen gav ham et indtryk af, at skolen rummede mange elever med hver deres kampe, også elever, som han udefra så som nogen med fuld fart på og fuldt integrerede.
Flere af skolens øvrige elever har også nævnt, at det er godt Café Space er der, selvom de ikke selv har brug for det. Jeg oplever, at det er tydeligt for eleverne som helhed, at vi ikke vil individualisere og taburisere sårbarhed men normalisere det, tage det seriøst og gøre det til et fælles ansvar.
Kollegialt har vi diskuteret cafeen en del, for som højskole skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, hvordan vi taler om og håndterer unges udfordringer, så vi ikke bare reproducerer de tiltag, de allerede har mødt før højskolen. Vi kan som skole ikke ignorere, at vi har en masse unge i Danmark, der kæmper med angst, usikkerhed, depression og lignende, men hvordan kan vi som højskole give plads til det svære og byde usikkerhed og angst trods på nye måder?
Vi vil gerne gå imod en samfundstendens med stigende terapeutisering af unges problemer, en tendens til at man ikke taler højt om dem, men kun deler dem med far, mor, en lærer eller en terapeut, altså i det individuelle rum. Som skole er vi fan af en ‘Svend Brinkmannsk’ vej, hvor vi får de unge til at ‘tale med en ven og droppe deres coach’. Café Space er tænkt som et skridt på vejen hertil.
Selvom vi vil noget andet, er vi også nødt til at møde de unge, hvor de er, med deres udfordringer men også med de metoder, de allerede har til at tackle udfordringerne i et individuelt, lukket rum, så cafeens lukkede men af-taburiserede rum med TO lærere OG med venner kan være vejen til at turde åbne op om sårbarhed mere generelt.
Vi oplever, at vi som skole har et helt anderledes redskab ift. at fastholde sårbare, udsatte elever – forhåbentlig også tiltrække en bred målgruppe, ikke kun dem, der tænker de skal være supersjove, superkvinder og mænd for at gå på højskole.
“For mig er Cafe Space et sted, hvor der er rum til at fortælle, hvad man har på hjerte. I en hektisk og travl hverdag har jeg brugt det som et frirum til at tale om det svære ved at gå på højskole. Det har været alt fra ensomhed, savn og nedtrykthed, til hverdagen på VIH og min selvopfattelse som elev på skolen. Det er betryggende, at der er lærere til stede, som kan bruge deres erfaring fra tidligere elever eller eget liv. Men det er mindst lige så rart, at der sidder nogle andre elever, man kan dele sine tanker med, for ofte finder man ud af, at man ikke er alene. Man behøver ikke nødvendigvis dukke op og vide på forhånd, at der er noget, man vil tale om. Ofte kan andre sætte ord på de tanker, man måske selv går med og starte en refleksion hos en selv. Personligt kan jeg varmt anbefale Cafe Space, hvis man bare tør komme med et åbent sind.”
— Michelle Møller Andersen, højskoleelev
Vi udvikler videre på caféen og arbejder bl.a. med tanker om, at ændre rammen og flytte caféen udenfor her i foråret, bl.a. for at appellere endnu bredere.
]]>Alle adspurgte højskolelærere fortæller entydigt, at relationen til eleverne er afgørende for deres virke som højskolelærer. En af lærerne sætter ord på betydningen bag:
”For mig er relationen det helt essentielle. Det er det vigtigste ved at komme på arbejde. For hvis jeg ikke har relationen med mine elever, så kunne jeg jo stå hvor som helst og undervise. Så det er det, der er hele essensen ved højskole.”
I ansættelsesvilkårerne for lærere ved folkehøjskoler beskrives det, at jobbet indebærer 1) undervisning, 2) forberedelse og 3) samvær med eleverne samt 4) vejledning af eleverne. Den enkelte lærers samvær med eleverne beskrives som en ligeværdig opgave med lærerens øvrige opgaver.
Kilde: Bock & Nylykke (2019)
De er alle enige om, at det er derfor, de er højskolelærere. Lærerne nævner, at måden, de arbejder med lærer-elev-relationen på, er ved at bruge humor, huske deres (kalde)navne, nedbryde barrierer og gå tæt på eleverne. Ud fra empirien kan højskolelærerne siges at kategoriseres under rollen den personlige lærer, som er en lærer, der tilgår sin undervisning med sin person for at skabe troværdighed. Læreren har modet til at investere sig selv, ytre holdninger og erkende fejl for at skabe en ægthed (Jørgensen, 1999). En lærer sætter ord på, hvorfor personen vælger at være personlig:
”Jeg har succes med, når jeg sætter mig selv på spil. Så køber de den. Hvis jeg skal have dem til at gå linen ud, så går jeg selv linen ud og afslører mig selv.”
Lærer-elev-relationen bliver også mere personlig som resultat af kostskoleformen på en idrætshøjskole og det beskrives som en frihed ikke at skulle eksaminere. Det beskrives af flere lærere, hvordan de ser eleverne på alle sider af døgnet, hvilket gør, at eleverne smider masken og viser sig, som dem, de er. En lærer fortæller også, hvordan det samme gør sig gældende for lærerne:
”Det helt særlige ved at være højskolelærer er, at man er et menneske, ikke en lærer, tror jeg først og fremmest, men et menneske, som møder et andet menneske. At det ikke bare er skallen eller en brøkdel, men at det er det hele.”
Det særlige ved relationen til eleverne er også, at lærerne vil noget mere. Det skal ikke bare være hyggeligt. De ønsker, at der bliver sat en milepæl i elevernes liv og at de rykker sig og bliver dannede. De ønsker at influere på, hvor ungdommen skal rykkes hen i forhold til festkultur, samværskultur og idrætskultur. Det giver lærerne en stor meningsfuldhed at påvirke eleverne.
Livsstil er en bevidst valgt måde at indrette sit liv på som signalerer en ønsket social identitet i det moderne samfund. Der er en udbredt forståelse omkring, at mennesket selv vælger sin livsstil og derigennem danner sin identitet. Det flydende forhold og forståelse af arbejdet som en livsstil kan sammenholdes med filosof og leder Morten Albæks tanker i bogen “Ét liv, én tid, ét menneske”. Her stiller han sig kritisk til forestillingen om at adskille livet i arbejde og fritid. Ifølge ham er svaret på en mere meningsfuld tilværelse at anskue sit liv som ét. Han beskriver, at tid er universel og dermed uspaltelig samt at mennesket ikke kan spaltes i et arbejdsmenneske og et familiemenneske: “Vi står ikke op og går på arbejde. Vi står op og går ud i livet.”
Kilder: ordnet.dk, Hansen & Modvig (2014), Albæk (2018)
Når højskolelærerne bliver adspurgt, hvordan deres forhold mellem arbejdstid og fritid er, bruger de alle uafhængigt af hinanden ordet ‘flydende’. En af lærerne forklarer, at hvis en elev har krise, så tropper læreren gerne op en søndag og hjælper, selvom læreren egentlig havde fri. Det udtrykker en autopoiesis (norm) omkring en vedvarende tilgængelighed fra højskolelærerens side. En af de andre lærere forklarer også, at denne tilgængelighed gør sig gældende, når læreren sidder og spiser morgenmad og udtrykker, at personen hele tiden er på arbejde. Kommunikationen synes at illustrere et afhængighedsforhold, hvor både eleven og læreren skaber en meningsdannelse ud fra interaktionen med hinanden. Det motiverer mange af lærerne.
Det flydende forhold mellem arbejde og fritid udtrykker lærerne som noget af det, der gør, at arbejdet er en livsstil. At arbejdet ses som en livsstil, er alle de pågældende lærere enige om. En af lærerne forklarer, hvordan privatlivet smelter sammen med arbejdet til ét liv:
“Nu tager jeg jo min familie med op og spise, og det giver en meget flydende dag at have sine børn med deroppe, for der er jeg jo stadig på arbejde. Og det er jeg jo også, hvis jeg møder eleverne nede i byen. Og det er til det gode, fordi det er en livsstil for mig.”
Det kan tolkes i forhold til Morten Albæks perspektiv omkring livet som ét, at læreren agerer som ét menneske, hvor læreren både er forælder og lærer i en og samme situation. På den måde kommer livsstilsbegrebet til udtryk ved, at læreren bevidst har valgt at indrette sit liv med højskolen som omdrejningspunkt for både arbejde og familie og finder glæde i det. Læreren uddyber, hvorfor arbejdet som højskolelærer kan ses som en livsstil:
“Det bliver jo en livsstil i kraft af, at jeg bor lige midt i højskolen. Nu her hvor det er efterår, kan jeg ikke engang gemme mig bag hækken længere.”
Hækken (uden blade i efteråret) kan illustrere, hvordan der fysisk heller ikke er en afgrænsning mellem arbejde og fritid for denne lærer. På baggrund heraf kan det påpeges, at rollen som højskolelærer på en idrætshøjskole bliver særlig i form af en egen-logik omkring, at rollen som højskolelærer er langt mere end blot et job – en livsstil, som lærerne elsker.
At arbejdet som højskolelærer er en livsstil for lærerne, gør også, at lærerne bruger meget tid på at være højskolelærer. En lærer beskriver det som at gå på højskole i 15 år i streg, hvilket for denne lærer er fantastisk. Men læreren beskriver også en bagside af medaljen:
”Jeg mener, at livet jo også er andet end højskole, og det kan man godt blive i tvivl om nogle gange, når man sådan sovser rundt i de samme oplevelser. Man er seriøst dårlig til andre relationer. Det sådan en osteklokke.”
At være højskolelærer kan altså skabe nogle menneskelige omkostninger. Set i forhold til omverdenen fylder højskolen meget og lærerne skaber stærke meningsdannelser her. Derfor udtrykker de fleste lærere også, at deres sociale behov bliver opfyldt her gennem kolleger og elever, hvilket går ud over andre relationer.
”Som elev bliver man suget ind i det, men det gør man også som højskolelærer. Især som ung højskolelærer bliver man bare kørt ind i centrifuge, hvor alting drejer sig om det. Det bliver verdens navle, og man kan ikke se skoven for bare træer. På godt, men også på ondt.”
Der ses dog en tendens til, at der opstår en anden prioritering efter stiftelse af familie. Nogle af lærerne anser ikke de menneskelige omkostninger som et problem og elsker netop, at arbejdet griber ind i livet, mens andre lærere er meget opmærksomme på også at lade andre ting fylde i livet.
Blandt forskellige højskolelærere er der generelt delte meninger omkring, hvor meget arbejdet skal og bør gribe ind i tilværelsen. Det er et udbredt synspunkt blandt nogle lærere, at de ikke ønsker at tælle timer. De finder derimod glæde i ikke at skelne skarpt mellem arbejde og fritid og kan have svært ved at forstå de kolleger, der nøje gør. Det bliver udtrykt at netop højskolelærerjobbet ikke er gearet til at tælle timer nøje, hvis man som lærer skal finde glæde i det.
Omvendt er der et andet udbredt synspunkt blandt nogle andre lærere, som mener, at man godt kan være 100 % til stede og en god højskolelærer, selvom man tæller timer og går hjem, når man har fri. Nogle af disse lærere har altså svært ved at koble sig til normen om, at lade arbejde og fritid smelte meget sammen og ønsker også andet i tilværelsen. Opsummeret set giver alle lærerne udtryk for, at de finder glæde i, at arbejdet er en livsstil. Blot er der uenigheder om, hvor flydende forholdet mellem arbejde og fritid bør være. Disse to generelle synspunkter kan nogle gange være med til at skabe udfordringer – men kan omvendt også være med til at skabe mangfoldighed i et lærerkollegie.
Relationen mellem højskolelærerne beskrives af lærerne som tæt, hvilket kan være med til at gøre rollen som højskolelærer særlig på en idrætshøjskole. Flere lærere beskriver et venskabeligt forhold til flere af sine kolleger.
”Vi bor jo lige ved siden af hinanden her de fleste af os, har fag på kryds og tværs og har også engang imellem haft mange kollegaer med børn, så det har også været noget, vi har haft til fælles. Jeg synes nok, det er en mere familiær relation, jeg har til mine kollegaer.”
Det er med til at sige noget om, hvor værdifuld relationen mellem højskolelærerne er for mange af lærerne, når det bliver beskrevet som familiært. Denne relation mellem lærerne opstår som følger af et tæt samarbejde via fag og idræt eller samvær i privaten. Dette samvær i privaten kommer også stærkt til udtryk i form af lærernes bopæl, hvor nogle af lærerne er naboer og kender hinandens familier. En anden lærer beskriver også, hvordan kollegerne påvirker hinanden meget via deres engagement og dermed kan stable helt unikke ting på benene i fællesskab. Det er med til at skabe et meget inspirerende miljø for læreren. Læreren påpeger dog også en ulempe en ved dette store engagement:
”Der er et problem, som ikke alle kollegaer er enige i. Nogle gange så giver vi for meget af os selv til skolen, uden at vi får noget for det. Og det kan egentlig være med til at underminere hele højskolelærer-rollen, for så kommer man til at gå ned med stress.”
Som nævnt er der dog også andre lærere, som ikke anser det som en problematik, men blot en gave at have kolleger, der er gode venner, inspirerer og bidrager med forskellighed.
Ifølge højskoleloven skal idrætten have en “fremtrædende plads, men aldrig på bekostning af det almene.” (§ 1, 2019). Undersøgelsen viser, at idrætten er en stærk medspiller til at engagere og danne eleverne. Mange af eleverne er typisk rigtig glade for at dyrke idræt på en idrætshøjskole, og det skaber et særligt potentiale i undervisningen, at lærerne møder eleverne i et forum, hvor de er meget motiverede. En lærer forklarer, hvordan idrætten bliver en nøgle til at danne eleverne:
”Jeg har potentiale for at fange dem bedre i idrætsfagene, fordi det er det, de er optaget af. Og så kan jeg skabe nogle vinkler, som de ikke havde opdaget. Og det er mit virke som højskolelærer, at det er der, hvor jeg skal fange dem.”
Derudover har højskolelærerne på en idrætshøjskole også en stor kærlighed og passion for idræt. På den måde mødes lærer og elev omkring samme interesse for idræt som sag. Eleverne ser netop lærerne i et andet forum end et klasseværelse, og det er med til at skabe en mere ligeværdig relation mellem lærer-elev. Samtidig bliver det af flere lærere også udtrykt, at det kan være lidt sværere at fange det perspektiverende UBAK i idrætsfagene, fordi lærere og elever bliver så optaget af idrættens egenværdi. Flere af lærerne mener dog også, at idrætten har en betydning og værdi i sig selv. De er dog meget bevidste omkring at tænke det brede almene ind i idrætten på forskellige måder.
Den danske præst og historiker N.F.S. Grundtvig dannede idégrundlaget for folkehøjskoler i 1830. Visionen var at oplyse bønder uden uddannelse og borgere omkring folkelighed, demokratisk deltagelse, menneskekundskab, nationalisme og kristendom. Sidenhen har højskolebevægelsen udbredt sig markant i landet med en tilhørende lovgivning. Folkehøjskolen er defineret ved en privat selvejende institution, som er omfattet af lov om folkehøjskoler fra Kulturministeriet. I bekendtgørelsen beskrives det, at en folkehøjskole skal tilbyde undervisning og samvær, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Undervisningen skal altså have en bred almen karakter.
I Danmark er der 70 folkehøjskoler, hvoraf 11 af dem er af højskoletypen Gymnastik-, sports- og idrætshøjskoler, hvilken er den type, denne undersøgelse fokuserer på. Idrætshøjskoler har fokus på idræt og bevægelse, hvilket halvdelen af undervisningen på skolen består af. Elever kan tilmelde sig kurser på en idrætshøjskole og er under opholdet påkrævet at bo på skolen. I kontrast til andre uddannelsesinstitutioner som bl.a. folkeskoler, gymnasier eller universiteter må folkehøjskoler ikke afholde prøver og eksamener.
Kilder: Høher-Larsen & Haase (2016), Bock & Nylykke (2019), Højskolernes Hus (2020)
Note: Empirien bygger på flere længere, individuelle interviews med højskolelærere fra flere idrætshøjskoler. Af hensyn til beskyttelse er alle lærere anonymiseret.
]]>2020 blev året, hvor alt var udsolgt. Vi var 149 elever tilmeldt til de 24 uger på forårskurset, udsolgt på alle sommerkurserne og 149 elever tilmeldt til de 19 uger på efterårskurset. Igennem det sidste år, har vi arbejdet med at udvikle fortællingen af livshistorier som et pædagogisk projekt. I september havde vi besøg af menneskebiblioteket.
I 2020 fik Globen nyt tag, havestuen blev udvidet og “hjemligheden” var i fokus…. I min fortælling herunder, vil jeg uddybe ovenstående og tage forskellige emner op, som vi har haft særlig fokus på i 2020, og som samtidig giver en indsigt i det arbejde, der foregår på Vejle Idrætshøjskole.
Corona pandemien kom til Danmark i løbet af februar måned i 2020 og d. 11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned på et meget alvorligt pressemøde. Med et var verden udenfor ramlet lige ind i vores højskole boble. Det stod klart, at vi måtte lukke skolen ned og hjemsende alle vores elever.
I første omgang var tanken - vi ses snart igen…. Men der kom til at gå 11 uger.
Forårsholdet 2020 kom tilbage på VIH i slutningen af maj 2020.
Opstarten var præget af forvirring, usikkerhed og gensynsglæde. Vi modtog retningslinjer for, hvordan vi måtte være sammen og hvordan vi skulle organisere os for at få lov til at genoptage det lange kursus. Vi indrettede os, så godt vi kunne, men der var mange benspænd som besværliggjorde det at lave god højskole. Vi tog dog udfordringen op og genåbnede.
Disse retningslinjer og regler var også gældende for efterårskurset. Reglerne omkring afstand på 1 meter, i perioder 2 meter - afhængig af aktivitet, var selvfølgelig vitale for at undgå spredning af coronavirus. Men retningslinjerne ændrede og påvirkede vores muligheder inden for undervisning, samvær og elevernes adfærd i deres frie tid.
I løbet af efteråret blev vi nødsaget til at sende alle eleverne hjem igen, fordi vi fik konstateret coronavirus både hos medarbejdere og elever. Alle måtte hjem og testes på hhv. 4. og 6. dagen for seneste kontakt med eventuelle smittekilde. Når der var to negative svar kunne man vende tilbage til VIH og genoptage højskolelivet og fællesskabet.
Testene var positive for 19 elever og 2 medarbejdere. 10 dage efter hjemsendelsen var VIH igen fyldt med højskoleelever.
Det er helt klart at coronavirus, og det at være på højskole ikke rimer særlig godt. Både elever og medarbejdere var været presset af begrænsningerne. Eleverne havde svært ved at overholde reglerne om afstand og ikke at være tætte på tværs af deres primærgrupper. Højskolelærerne var også begrænset i at udleve nærhed og nærvær, når vi samtidig skulle bære mundbind og holde to meters afstand til vores elever.
Undervejs i krisen har vi haft et stærkt fællesskab mellem højskolerne. Vi har delt erfaringer, inspireret hinanden til at lave højskole på afstand, mens vores elever var hjemsendt.
Højskoleforeningens bestyrelse og sekretariat har lavet et kæmpe stort og godt politisk arbejde. Det er lykkes at skabe ordninger, som har holdt hånden under højskolerne økonomisk, hvilket har betydet rigtig meget for vores skoleform.
På Vejle Idrætshøjskole har vi gennem de sidste 3 år stort set haft en fyldt skole. Senest i foråret 2020 havde vi 149 elever på højskolen. Traditionelt har forårsholdene ofte været større end efterårsholdene, men de seneste år, har vi oplevet at søgningen til efterårs holdene har været øget markant.
For 12 år siden indførte vi elevoptag til både oktober og marts måned. Det skete som supplement til de traditionelle august og januar optag. Det har været med til at løfte elevtallet, at der var flere start muligheder og “mellem-optagene” har været en del af vores struktur gennem en årrække. De seneste år har vi været så dygtige/heldige, at vi har haft mulighed for at fylde skolen fra både august og januar således, at vi har den samme elevgruppe hele vejen gennem semestrene. Som følge heraf har vi sløjfet oktober og marts optagene for en periode.
Lige nu oplever alle højskoler stor søgning til både korte og lange kurser. Det er klart, at rejse begrænsningerne pga. pandemien har stor indflydelse på den øgede søgning ind mod højskolerne. Vi oplever netop en enorm interesse for de lange kurser og vi bliver tidligt fyldt op og har lange ventelister. I september måned lukkede vi for tilmelding til ventelisten til forårskurset 2021 med 149 tilmeldte og over 120 på ventelisten.
Denne tendens, at vi tidligt bliver fyldt, skaber en ubalance i kønsfordelingen på vores kurser. Pigerne er i overtal, fordi de er tidligere ude med deres tilmeldinger end drengene er. Vi er meget bevidste om, at der kommer en tid, hvor det igen bliver muligt for unge at rejse rundt i verden, og dermed vil søgningen mod højskolerne normaliseres. Vi forsøger hele tiden at være en skole i udvikling således, at vi står stærkt i konkurrencen med de andre idrætshøjskoler, når vi igen skal kæmpe hårdt for hver eneste elev.
Det vigtigste element i elevrekruttering er at lave god skole. Tidligere elevers anbefaling af et højskoleophold i Vejle er uvurderlig. I vore evalueringer får højskolelærerne meget ros. Ros for at være inspirerende, nærværende og faglige. Jeg er meget enig. Vi har en stærk lærergruppe, der driver en god skole som er fantastisk at være en del af det :)
I forhold til netværk og elevrekruttering, så spiller vores stærke elevforenings bestyrelse også en markant rolle. Vi har en arbejdende bestyrelse, som er drevet af kærlighed til VIH. De er initiativrige og i stand til at samle foreningen af tidligere VIH’er på bedste vis. I 2020 havde vi for første gang et sommerkursus målrettet tidligere elever. Det var en stor succes og jeg er sikker på, at elevforeningen er klar til at følge succesen op i 2021.
Tak til elevforeningens bestyrelse for det store frivillige arbejde, der er medvirkende til at sætte Vejle Idrætshøjskole på landkortet og videreføre det fællesskab I og andre oplevede i Nørreskoven.
På højskolen har vi i 2020 arbejdet med livshistorier som et pædagogisk projekt. Fortællingen af livshistorier har altid været en del af et højskoleophold i Vejle.
At være på højskole indebærer at dele sit eget liv og blive en del af andres liv. Vi får det til at ske på forskellige måder for at forøge forståelsen for hinanden og hinandens liv.
Livshistorien fortæller noget om, hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os. En livshistorie er en fortælling om den enkeltes liv, men livshistorien giver også et indblik i, hvordan det enkelte menneske ser, og forstår sig selv.
Et af initiativerne gennem projektet blev, at vi i efteråret fik besøg af Menneskebiblioteket. På Menneskebiblioteket kan man låne et menneske, der fortæller sin historie. Vi fik besøg af 15 forskellige “menneske bøger”, som alle bidrog med deres historie. “Bøgerne” var spændende læsning i en ramme, hvor vores elever blev forpligtet til at lytte og stille spørgsmål til livshistorier, som ofte udfordrede og perspektiverede vores eget verdensbillede.
Menneskebiblioteket er på mange måder med til at nedbryde fordomme og perspektivere livets muligheder. Besøget opmuntrede eleverne til også at fortælle deres historier. Jeg kan varmt anbefale Menneskebiblioteket, hvis du skulle få muligheden for at enten at deltage eller facilitere det engang i fremtiden.
I årsskriftet for Vejle Idrætshøjskole har viceforstander Lars Olesen skrevet en artikel om arbejdet med “Livshistorier”.
Gennem 2020 har vi gennemført en længe tiltrængt udbygning af Havestuen på VIH. Planerne har været længe undervejs, og nu har vi en opholdsstue, som kan rumme alle 149 elever til fællessang, spil og hygge. Dertil kommer, at vi i kælderetagen, har skabt et opholdsrum/undervisningslokale, som også har en bar, der skal fungere som festlokale til højskole cafeerne. Udenfor kælderrummet er der bygget en amfitrappe som et udendørs samlingssted. Jeg synes, de nye bygninger er lykkes meget godt, og jeg forventer, at de har gode muligheder for at leve op til deres formål i fremtiden.
I forbindelse med tilbygningen af havestuen og etablering af det nye kælderrum “Fordybelsen”, har vi arbejdet med at skabe mere hjemlighed i vores indretning på højskolen. De nye lokaler, gangarealer, nicher og andre lokaler har i den grad fået et ansigtsløft. Ligeledes har alle lokaler på højskolen fået nye navne. Det virker ret godt for alle vores elever, som kommer til skolen, men for højskolelærerne og de gamle elever, er det ganske givet udfordrende. Auditorium 1 er blevet til Rummeligheden, Kursist Havestuen er blevet til Svend Åge Thomsens Stue, 100 gangen er blevet til Ørnebjergvej… Ja det er svært for os gamle at finde rundt i navnene!
Globen har været utæt, det har dryppet ind, når regnen stod ned udenfor. Så vi har haft alle de blanke stål trekanter demonteret og Globen har fået nyt tagpap på ydersiden. Puslespillet med at få alle stål trekanterne genplaceret er lykkes meget flot. Eneste synlige ændring er, at Globen har fået en lille hat. Vi var nødt til at ændre konstruktionen af brand lugerne i toppen, for at sikre mod fremtidig vandindtrængning.
I juni 2010 havde jeg min første arbejdsdag på Vejle Idrætshøjskole som forstander. De 10 år er fløjet afsted, udviklingen er gået virkelig stærkt og det har været en stor fornøjelse at være en del af holdet, som har flyttet Vejle Idrætshøjskole til der, hvor vi er i dag. Jeg synes Vejle Idrætshøjskole står stærkt rustet til fremtiden.
Jeg føler mig privilegeret i det daglige arbejde med elever og medarbejdere. De 10 år har indeholdt mange lyse og glade stunder, som jeg vil bære med mig for altid. Jeg møder glad på arbejde, hver eneste dag og nyder at være med til at lave god højskole.
Tak til bestyrelse, højskoleelever, kollegaer og medarbejdere for 10 dejlige år.
]]>