Morgensamling om det illegale arbejde under 2. verdenskrig. Se bl.a. nogle klip skolens grundlægger, Svend Aage Thomsen, har filmet under krigen.

I anledning af Vejle Idrætshøjskoles 75 års jubilæum holdt viceforstander, Lars Olesen, en morgensamling om det illegale arbejde under 2. verdenskrig.

Morgensamlingen er klippet sammen til at være et led i rækken af podcasts i Vejle Idrætshøjskoles Stemmer, men du kan med fordel se og høre podcastet på historie.vih.dk/podcast/modstandskampen. Her får du nemlig lejlighed til at se videoklip og slides, der blev brugt under morgensamlingen.

Indhold

• 00:00:00 Velkomst v/ Lars Olesen (nuværende viceforstander på Vejle Idrætshøjskole)

Hjælp meget gerne med at lave flere afsnit i udsendelsen, så man let kan springe til det, man er interesseret i. Brug kommentarerne til det.

Udskrift af udsendelse

Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.

Morgenamlingen blev holdt 13. september 2017 for skolens elever.

Knud Thomassen fortæller på en gammel kasettebåndsoptagelse fra arkivet om, hvordan han kom i kontakt med Svend Aage Thomsen gennem idrætten.

Fra morgenbrød til første spadestik

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” dykker viseforstander Lars Olesen igen ned i arkiverne. Her har han fundet kassettebånd indtalt af Knud Thomasen – manden, der var med helt fra skolens begyndelse i 1942 og frem til sin pension i 1986.

Det er i høj grad Thomasen, vi kan takke for, at skolens historie er så grundigt dokumenteret. Han samlede fotoalbums og scrapbøger og indtalte erindringerne som optakt til den bog, han blev opfordret af bestyrelsen til at skrive i forbindelse med sit 40-års jubilæum.

40 år på skolen

Den 16. juni 1982 kunne Knud Thomasen fejre 40-års jubilæum på den jyske idrætsskole.

Venner, idrætskammerater, kursusledere, familie, bestyrelse, elevforening, personale, praktiske medarbejdere, kontorfolk, forstandere og lærere var mødt frem.

Glæden over de mange gaver var så stor, at han sprang op på en bænk i havestuen for at takke – med et glimt i øjet bemærker han, at det nok var heldigt, inspektøren ikke så det.

I sin tale fortalte han om de 40 år, der var gået: om de første spadestik og om grundstensdokumentets placering – som han mente, at han nok var den eneste, der kendte.

Efter talen kom skolens formand, Hans Erik Jensen, hen til ham og opfordrede ham til at skrive det hele ned. Det blev begyndelsen på det store erindringsarbejde.

En ung mand i Aarhus

Men hvordan kom han egentlig til skolen?

Knud Thomasen blev født i Aarhus, og fri idræt var hans store passion. Han spurgte sin far, om han måtte melde sig ind i Aarhus Idrætsklub Fremad – og den dag, han blev indskrevet på Aarhus Stadion, var en stolt dag.

På Fremads hold var en særlig atlet: Svend Aage Thomsen.

Svend Aage var en dygtig idrætsmand, bosat på Silkeborgvej, og Knud besøgte ham og hans kone Ingrid mange gange. De tilbragte blandt andet otte dejlige dage på FAK’s feriehjem i Skæring sammen med idrætskammerater fra Fremad og Vejle – med Svend Aage som inspirerende instruktør.

“Hvis du mangler en …”

Knud arbejdede dengang ved en bager i Aarhus. En morgen på sin runde med morgenbrød mødte han Svend Aage, der var ude i ærinde for den jyske idrætsskole.

Knud sagde spontant:

“Hvis du en dag står og mangler en eller anden, så kunne jeg godt tænke mig at komme ned og hjælpe dig med idrætsskolen i Vejle.”

Kort efter – den 29. januar 1942 – modtog han et brev. Pladsen var optaget, stod der.

Men på bagsiden fulgte en kærlig opsang: Hvorfor så højtidelig? Og hvordan kunne man skrive en ansøgning på et stykke afrevet papir ved siden af så pæne anbefalinger?

Så kom den egentlige besked:

“Alt det ovenstående gælder ikke. Kære Thomas, tak for brevet. Du kan jo regne med, at jeg ikke spørger dig, om du kunne tænke dig at komme ned til mig, uden at jeg har tænkt over det. Du viste dig som et rigtigt mandfolk ved Skæringen i sommer.”

Stillingen var krævende. Den mand, der skulle forestå det daglige arbejde, måtte kunne klare rengøring, fyring, udenomsarealer – kort sagt være en alt-mulig-mand.

“Det første du får at lave bliver sikkert at hyppe kartofler”

Den 4. juni 1942 kom næste brev: Nu turde Svend Aage tage ham til Vejle.

Og som han skrev: Det første arbejde ville nok blive at hyppe kartofler.

Den 15. juni 1942 tog Knud toget fra Aarhus til Vejle. På banegården blev han modtaget af Ingrid. På vej gennem byen så han de omfattende skader efter en minebombe, der var sprængt i en trætop natten mellem den 25. og 26. februar 1942 – krigen var en synlig realitet.

Svend Aage og Ingrid boede i en lille lejlighed på Nørre Vang 32, hvor der også var indrettet kontor for den jyske idrætsskole. Her blev alle tråde samlet: byggearbejde, indsamlinger, ministerielle ansøgninger, regnskaber og planlægning af idrætsanlæg.

De første spadestik

Dagen efter ankomsten tog Knud med ud for at se det sted, hvor skolen skulle ligge.

Den 15. juni 1942 fik Svend Aage den officielle tilladelse fra beskæftigelsescentralen til at ansætte folk. For at jorden ikke skulle ligge ubrugt, havde han allerede købt 50 tønder kartofler, som var blevet plantet, og der var sat hæk og læhegn.

Den 16. juni 1942 blev det første spadestik taget. Arbejdet gik i gang med grusharvning, skydebane og grundudgravning.

Knud selv?
Han blev sat til at hyppe kartofler.

Om aftenen hjalp han med at sende skrivelser ud om støtte til skolen: ansøgninger til jyske byråd om midler til elevværelser og opfordringer til bidrag fra enkeltpersoner.

En tid man aldrig glemmer

Det var beskedne begyndelser – kartoffelmarker, skriveborde i en lille lejlighed og lange aftener med ansøgninger.

Men det var også begyndelsen på et livsværk.

Som Knud Thomasen siger i podcasten:

Det er en tid, man aldrig glemmer. En tid med gode minder.

Knud Thomassen fortæller på en gammel kasettebåndsoptagelse fra arkivet om Svend Aage Thomsens baggrund for at starte skolen.

Hvor der er vilje, er der også vej

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” tager viceforstander Lars Olesen os endnu en gang med ned i arkiverne. Her har han fundet kassettebånd optaget af Knud Thomasen, der var tilknyttet skolen helt fra begyndelsen i 1942 og frem til sin pension i 1986.

I denne udsendelse fortæller Thomasen om, hvordan den jyske idrætsskole blev til – og om de tanker og drivkræfter, der fik Svend Aage Thomsen til at føre idéen ud i livet.

“Mit liv med idrætten i det jyske”

Sådan forestiller Knud Thomasen sig titlen på den bog, han sætter sig for at skrive. Foran sig har han skolens scrapbøger, årsskrifter, sit eget fotoalbum og personlige notater. Opgaven er klar: at beskrive 44 års historie.

Han kalder det selv den største opgave, skolen har stillet ham.

Tiden på den jyske idrætsskole beskriver han som en dejlig tid – fyldt med minder, som næsten ikke lader sig indfange med ord.

Den 25. januar 1942

Efter et enormt forarbejde af den alsidige og dygtige idrætsmand Svend Aage Thomsen blev der den 25. januar 1942 skrevet historie i Vejle.

Repræsentanter fra idrætten vedtog enstemmigt, at den jyske idrætsskole skulle placeres i byen.

Skolen fik et motto af oberst H. Snitker fra Dansk Idræts-Forbund:

“Hvor der er vilje, er der også vej.”

Thomasen tager ordene til sig. Viljen har han, siger han – nu begynder vejen.

En gæld til idrætten

For at forstå skolens tilblivelse lader Thomasen Svend Aages egne ord danne indledningen til sin bog:

“Kærlighed til idrætten har været med til at give mit liv indhold. Utallige er de herlige timer, jeg har tilbragt, hvor idrætten dyrkes i selskab med gode kammerater.”

Og videre:

“Jeg står i gæld til idrætten. Må jeg gennem dette arbejde, jeg har taget mig på, få lov til at betale lidt af på denne gæld.”

Det var ikke blot en institution, der skulle bygges – det var et livsprojekt.

Tanken fødes

Idéen tog form i årene 1936–1940. På det tidspunkt arbejdede Svend Aage ved et firma for vejmaterialer, hvilket sendte ham rundt i landet.

Her oplevede han med egne øjne en udbredt mangel på idrætsledere. Overalt manglede der uddannede kræfter.

Tanken opstod: En idrætsskole i Jylland kunne være med til at afhjælpe behovet.

Men hvor skulle den ligge?

Han drøftede planerne med sin far og nævnte ønsket om at bygge en idrætsskole i Jylland. Faderens svar var enkelt:

“Jamen så byg dig en idrætsskole.”

Der lå både tro og tillid bag ordene. De blev gemt – og aldrig glemt.

Uddannelse og forberedelse

I efteråret 1940 blev Svend Aage optaget på en skole for ungdomsledere nær København. Senere fulgte tre måneder på Statens Gymnastikinstitut.

Sommeren 1941 arbejdede han aktivt som ungdomsleder og instruktør i en række jyske byer.

Under hele forløbet voksede tanken om en jysk idrætsskole sig større og stærkere.

Nu skulle det være.

Men spørgsmålet stod tilbage:
Hvor skulle den jyske idrætsskole placeres?

Podcasten tegner et billede af en idé, der voksede frem af kærlighed til idrætten, oplevet behov og personlig vilje – og som i 1942 blev til virkelighed i Vejle. En fortælling om mod, drivkraft og troen på, at hvor der er vilje, er der også vej.

Knud Thomassen fortæller på en gammel kasettebåndsoptagelse fra arkivet om Svend Aage Thomsens idrætskarriere.

Dansk rekord i lommelygternes skær

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” tager viseforstander Lars Olesen os endnu en gang med ned i arkiverne. Her har han fundet gamle kassettebånd indspillet af Knud Thomasen, der var tilknyttet skolen fra begyndelsen og frem til sin pension i 1986.

Dette er tredje udsendelse i rækken med Thomasens erindringer – og denne gang handler det om Svend Aage Thomsens bemærkelsesværdige idrætskarriere og om, hvordan den gik hånd i hånd med rollen som forstander for den jyske idrætsskole.

Et koncentreret øjeblik før hækkeløbet

Knud Thomasen husker særligt én dag. Et fantastisk løb. En præstation, han aldrig glemte.

Tyve minutter før starten på 110 meter hækkeløb – en af de afgørende discipliner i tikampen – lå Svend Aage hjemme i lejligheden på Nørrevang. Indhyllet i tæpper. Sovende.

Han blev vækket, trak i træningstøjet og løb ud i skoven. Efter et par små prøveløb var han klar. Fokuseret. Samlet.

Forud for tikampens afsluttende disciplin havde han allerede leveret stærke resultater:

• Diskoskast: 35,46 meter
• Stangspring: 3,90 meter
• Spydkast: 43,84 meter

Alt skulle afgøres i den sidste øvelse: 1500 meter løb.

Mørket over Vejle Stadion

Spændingen var til at tage og føle på. Kunne han løbe en tid hjem, der sikrede dansk rekord?

Mørket havde for længst sænket sig over Vejle Stadion. I skæret fra dommernes og publikums lommelygter udspillede der sig et næsten teatralsk øjeblik.

Da stævnets speaker, sportsredaktør Oluf Pedersen, meddelte tiden – 4.49,2 på 1500 meter – og dermed ny dansk rekord, brød jubelen løs.

Stærke hænder løftede ham op på skuldrene. Hundredvis af lommelygter rettede et hvidt projektørlys mod den lykkelige rekordsætter, der blev båret i triumf forbi de begejstrede tilskuere.

Og midt i fejringen forblev han den samme:

“Uden jer var det slet ikke gået,” takkede Svend Aage sine idrætskammerater.

Med resultatet placerede han sig som verdens tredjebedste tikæmper.

Tvivl, rygter og afskedsstævner

Efterfølgende opstod der tvivl om rekordens gyldighed. Havde vindstyrken i hækkeløbet givet ham en fordel?

Rekordudvalget gennemgik sagen og konkluderede, at blæsten ikke havde haft betydning. Rekorden stod ved magt.

Atletikstævnet gav et overskud på 1.557 kroner, som senere blev overdraget til Svend Aage og den jyske idrætsskole.

Der svirrede også rygter om professionalisme. Kunne han være både lærer og amatør? Formanden for Jysk Atletik Forbund, Antonius Sørensen, afviste rygterne.

Buddene strømmede ind fra hele landet. Det blev til mange afskedsstævner – blandt andet i Aalborg og Odense.

Flikflak over 1,45 meter

I Silkeborg deltog Svend Aage i et børneidrætsstævne. Før højdespringskonkurrencen demonstrerede han forskellige springteknikker: kalifornisk spring, væltespring og andre varianter.

Som afslutning – under stor jubel – slog han en flikflak over 1,45 meter uden at rive ned.

Det var idræt med både alvor og leg.

Fra rekordløber til Tarzan

Svend Aage var ikke kun atlet. I 1942 deltog han i Vejle Idrætsforenings Sportsrevy. Håndværkerforeningens store sal var fyldt til sidste plads.

Han høstede stort bifald – blandt andet i en rækkeøvelse, hvor han spillede en let beduget herre, og senere som selveste Tarzan.

Idræt, kammeratskab og murstensmærkater

Selv med det store arbejde på idrætsskolen rejste han landet rundt i efteråret for at fortælle om idrættens betydning og om kammeratskabet som bærende kraft.

På sine rejser havde han små murstensmærkater med, som blev solgt til fordel for idrætsskolen. På dem stod:

“Med stenen mures vores ønsker ind, om sundhed, kraft og rene sind.”

Alle blev solgt.

Knud Thomasen retter i podcasten en særlig tak til Svend Aages datter, Birthe, for at stille hans scrapbog til rådighed – en scrapbog, Thomasen selv i sin tid var med til at skabe.

Podcasten tegner et levende billede af en mand, der forenede topidræt, folkelighed og lederskab – og som i lommelygternes skær skrev sig ind i både dansk atletikhistorie og Vejle Idrætshøjskoles fortælling.

Interview med Jørn Richter om, hvordan menneskesynet og idrætssynet i hans tid som højskolelærer fra 1973 - 2005 blev sat på dagsorden på Den Jyske Idrætsskole og Vejle Idrætshøjskole.

Fra tilpasning til dannelse

Om menneskesyn og idrætssyn på Vejle Idrætshøjskole

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” taler viceforstander Lars Olesen med Jørgen Richter, der var højskolelærer fra 1973 til 2005.

Samtalen kredser om de værdimæssige og dannelsesmæssige diskussioner, der fra midten af 1980’erne og frem satte menneskesyn og idrætssyn på dagsordenen – og som i 1993 mundede ud i et nyt værdigrundlag, der fortsat præger skolen i dag.

Et bredere syn på idræt

Da Jørgen Richter begyndte på skolen i 1973, var idrætten naturligt organiseret i discipliner: håndbold, fodbold, gymnastik og så videre.

Men i løbet af årene ændrede forståelsen af idræt sig.

Man specialiserede sig ganske vist mere – gik i dybden med teknikker og detaljer – men samtidig blev idrætsforståelsen bredere. Idræt blev ikke kun et spørgsmål om indersideafleveringer og korte server. Den sociale dimension trådte tydeligere frem.

Idræt handler ikke kun om, at jeg spiller godt. Det handler om, at holdet fungerer. At man gør sig spilbar. At man støtter hinanden. At man indgår i et fællesskab.

Den sociale dimension blev gradvist en mere bevidst del af undervisningen. Idrætten havde værdi i sig selv – men den bar også noget med sig: en form for socialisering og menneskelig udvikling.

“Mod nye tider” – værdigrundlaget fra 1993

I begyndelsen af 1990’erne arbejdede skolen med udviklingsprojektet “Mod nye tider”, som førte til formuleringen af et nyt værdigrundlag i 1993.

Skolen havde fra starten haft en fundats, men der var ikke tidligere formuleret et egentligt idrætssyn eller menneskesyn. Det blev der nu.

Et centralt begreb blev det værdige menneske.

Mennesket har værdi i sig selv – ligesom idrætten har værdi i sig selv. Det var et opgør med et tidligere, mere underforstået ideal om tilpasning: at man skulle indordne sig, rette ind og gøre, som der blev sagt.

I stedet blev dannelse et nøgleord.

Tilpasning eller dannelse?

Jørgen Richter beskriver forskellen skarpt:

• Tilpasning: Du gør, hvad der bliver sagt. Ellers er det ud.
• Dannelse: Du forholder dig. Du tænker. Du indgår i dialog.

Dannelse er ikke en envejsproces fra lærer til elev. Det er en bevægelse mellem mennesker – i dialog. Ikke fordi lærer og elev er identiske, men fordi begge har ret og mulighed for at udtrykke sig.

Undervisning – også i idræt – er et møde mellem et jeg og et du.

Det gælder, hvad enten emnet er fodbold, håndbold eller et teoretisk oplæg. Eleven skal ikke blot indordne sig, men forholde sig. Reflektere. Udvikle sig.

Hvis man kun tilpasser sig, udvikler man sig ikke.

Frigørende pædagogik

Richter var personligt inspireret af den frigørende pædagogik – blandt andet Paulo Freire.

Tanken er, at mennesket må frigøres fra undertrykkelse – i snæver og bred forstand – for at kunne deltage aktivt og selvstændigt i livet.

Frigørelsen sker gennem dialog.

Det kan måske lyde fjernt fra en badmintontræning eller en håndboldøvelse. Men i praksis handler det om det samme: Forstår eleven, hvad der sker? Får eleven aha-oplevelser? Er der mulighed for refleksion og evaluering?

Man skal ikke diskutere hver eneste tekniske detalje i situationen – men man skal skabe et rum, hvor forståelse og udvikling kan finde sted.

Det gode hold – eller den gode klasse – skabes ikke gennem blind tilpasning.

Debatten i lærergruppen

Arbejdet med værdigrundlaget blev drevet af et udvalg på tre lærere, men diskussionerne foregik bredt i lærergruppen.

Man trak på pædagogiske strømninger, historiske perspektiver og samtidsdebatter. Der blev inviteret oplægsholdere udefra – blandt andre Jan Lindhardt, Leo Tandrup og Werner Møller – som satte tanker i gang.

Ikke alle var lige begejstrede for de værdibaserede diskussioner. Men ifølge Richter flyttede de noget.

Det var ikke sådan, at én bestemt dag markerede et skarpt skel. Det var en proces. En bevægelse, der allerede var i gang, og som værdigrundlaget satte ord på og retning for.

En tid, der satte spor

Når Richter ser tilbage, er det med taknemmelighed.

Diskussionerne om menneskesyn og idrætssyn fra midten af 80’erne og frem var med til at forme skolens selvforståelse. De gjorde dannelse og dialog til bevidste pejlemærker.

Og værdigrundlaget fra 1993 – i let omskrevet form – er stadig et navigationspunkt for Vejle Idrætshøjskole i dag.

“Det er en tid, man aldrig glemmer,” siger Jørgen Richter.
“En tid med gode minder. En tid med en dejlig hverdag.”

Interview med Jørn Richter om, hvordan hvordan han ser på det at være højskolelærer.

Menneske først – så lærer

Hvad vil det sige at være en god højskolelærer?

I denne episode af “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” taler viceforstander Lars Olesen med Jørgen Richter, der var lærer på Den Jyske Idrætsskole og Vejle Idrætshøjskole fra 1973 til 2005.

Samtalen kredser om ét centralt spørgsmål:
Hvad vil det sige at være en god højskolelærer?

Brugerne ved det bedst

Allerede som studerende lavede Jørgen Richter en undersøgelse med titlen: “Hvordan bør min lærer være?”

Svarene kom fra en 5. klasse, han underviste som vikar. For ham var pointen klar: Hvis nogen kan svare på, hvordan en lærer bør være, så er det dem, der møder læreren – eleverne.

Det princip tog han med sig ind i højskolelivet.

Menneske først, så lærer

For Richter er udgangspunktet grundtvigsk:

Menneske først – så lærer.

En lærer skal være ægte. Autentisk. Sand. Ikke spille en rolle, men være et menneske, der underviser.

Han kan lide at dele ordet underviser op:
At undervise er at vise under – at åbne for det, der ligger under overfladen.

Den gode lærer skaber situationer, hvor der opstår små “undere” – øjeblikke, hvor det går op for én:

“Nå! Det var jeg ikke klar over.”

Dannelse sker, når eleven ikke bare får svaret, men stiller spørgsmålet: Hvorfor?

At stille krav – og stille spørgsmål

En god lærer skal ikke være konfliktsky. Tværtimod.

Richter stiller udviklingsorienterede krav. Han spørger:

• Hvor ved du det fra?
• Er det noget, du tror – eller noget, du ved?

Han henviser til filosoffen K.E. Løgstrup Sløk (via Sløk-citat), der sagde, at når man hører nogen sige noget, kan man tænke: “Det er sgu nok løgn.”

Ikke for at afvise – men for at undersøge.

Den undersøgende tilgang er central. Nysgerrighed er et redskab. Et mikroskop, man stiller skarpt med.

En kultur for udvikling

Richter fremhæver højskolens ledelse gennem årene som afgørende for hans virke.

Der var rum til at undersøge, udvikle og efteruddanne sig. Forslag blev ikke mødt med “det kan ikke lade sig gøre”, men med opbakning.

Ophold på Nordens Folkelige Akademi i Kungälv og møder med nordiske kolleger og tænkere – blandt andre Nils Christie – gav inspiration, som blev taget med hjem i undervisningen.

Det er den dynamik, siger han, der udvikler et sted.

Eksistentialismen som ledetråd

En vigtig inspirationskilde har været eksistentialismen.

Hos Kierkegaard handler det om at træde i eksistens – at træde frem foran sig selv og spørge: Hvem er jeg?

Hos Sartre:
Du eksisterer i dine valg.

Hos Camus:
Det absurde vilkår er, at vi er født for at skulle dø. Når vi erkender det, har vi to muligheder. Vælger vi livet, vælger vi det med ansvar.

Pointen for Richter er klar:
Ikke at vælge er også et valg.

Det gælder i livet – og i undervisningen.

Retten til at fejle

En vigtig del af dannelsen er retten til at fejle.

Man skal turde sparke straffesparket. Turde give slip. Hvis man bliver lammet af konsekvenstanker, rammer man ved siden af.

Fejl er ikke nederlag, men en del af at træde frem som menneske.

Den gode højskolelærer i tre sætninger

Til sidst opsummerer Jørgen Richter, hvad den gode højskolelærer er for ham:

1. Vær ægte i mødet mellem du og jeg.
   Eleven er ikke et “det”, men et “du”.

2. Vær autentisk.
   Sig kun det, du mener – og men det, du siger.

3. Vil noget med det andet menneske.
   Insistér på processen. Man kan ikke smutte midt i det. Hverken lærer eller elev.

Med inspiration fra Martin Buber peger han på, at det er i mødet mellem mennesker, at noget væsentligt opstår.

At være højskolelærer er ikke en metode.
Det er en måde at være menneske på – sammen med andre.

Og måske netop derfor kan det ikke reduceres til en formel.

Interview med Jørn Richter om de elever, han er stødt ind i som lærer på Vejle Idrætshøjskole.

Når øjnene begynder at lyse

Et interview med Jørgen Richter om eleverne, tiden – og det, der bliver

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” har viceforstander Lars Olesen sat sig over for Jørgen Richter, der var lærer på Den Jyske Idrætsskole og siden Vejle Idrætshøjskole fra 1973 til 2005.

Spørgsmålet er enkelt:
Hvilke elever har gjort størst indtryk?

Svaret er alt andet end enkelt.

“Der er de tykke og de tynde”

Jørgen Richter smiler, da han begynder at svare.

Der er de tykke og de tynde – for nu at citere den nye VIH-sang. De skæve og de lige. Det er en mangefoldig skare.

Alle kommer med ønsket om et godt ophold. De første syv dage fungerer det hele. Det er nyt. For dem – og for lærerne. Men så begynder grupperne at danne sig. Konstellationerne opstår. Eleven træder frem som sig selv – på godt og ondt.

“Man har jo det forfærdelige begreb, ‘de gode elever’,” siger han. For så må der jo også være nogle dårlige.

Men det er ofte de såkaldt “dårlige” elever, der gør stærkest indtryk.

De udsatte. De hudløse. Dem, der måske aldrig før har haft det så godt – selv om de bliver udfordret. Nogle af dem forandrer sig markant i løbet af otte måneder. Ikke genfødte, siger han – det ville være for meget – men mennesker, der hviler mere i sig selv, når de går, end da de kom.

Det er samværet, der gør det. Kammeraterne. Lærerne. Fællesskabet.

“Men hvis først du går ind i et andet menneskes skæbne, så kræver det noget af dig,” tilføjer han.

Når det tænder

Hvad er det så, der gør indtryk?

“Det er, når man ser lyset,” siger Richter.

Ikke det højskolemæssige lys, men det øjeblik, hvor en elev pludselig tænder. Øjnene stråler. Stemmen bærer. Der er noget, der brænder igennem.

Han nævner Randi fra Færøerne. En elev, der engagerede sig i alt – især i studiekredsen, hvor han selv havde hende. Den måde, hun gav noget af sig selv på, berørte ham dybt.

“Det er jo mig, der får noget som underviser,” siger han.
Når en elev uden at tænke over det giver af sig selv, opstår der noget gensidigt. Nogle gange endda venskaber, der rækker ud over det sædvanlige lærer-elev-forhold.

Det kalder han noget af det smukkeste ved at være højskolelærer.

Jesper Asholt og slowmotion på Puch Maxi

Så er der de elever, man senere opdager blev kendte.

“Der var jo ikke en sjæl, der anede, at Jesper Asholt ville blive så stor en skuespiller,” siger Richter.

Men morsom – det var han.

Sammen med nogle kammerater lavede han smalfilm i faget film. Richter husker stadig en scene i slowmotion, hvor de styrtede på en Puch Maxi nede i skoven. De skreg af grin.

Senere øvede Jesper og Jørgen Holbergs Erasmus Montanus i opholdsstuen – højt og intenst. Om optagelsesprøven på skuespillerskolen i Aarhus lå lige i forlængelse, husker han ikke. Men energien og talentet var tydeligt.

Og så er der hele holdene.

Man kan ikke rangordne dem, siger han. Men der er altid et hold, man husker særligt: det første. Og så nogle højdepunkter senere – hold, der bidrager med revy, temadage og personligheder, der sætter aftryk.

Fra fællesskab til “mig, mig, mig”

Lars Olesen spørger: Har eleverne ændret sig fra 1973 til 2005?

“Ja,” siger Richter. “Ellers er det bare mig, der er blevet ældre.”

Han oplevede en bevægelse fra et stærkt socialt fokus mod noget mere selvcentreret. Han nævner 90’ernes vise “Mig, mig, mig, mig”. En tid, hvor ønsket om at være i centrum fyldte mere.

“Jeg vil gerne være berømt.”
“For hvad?”
“Det er lige meget – bare jeg er berømt.”

Han forstår det godt. Tiden ændrer sig. Reality-shows og individualisering spiller ind. Men det ændrer ikke ved, at mennesket i sig selv stadig er værdifuldt.

“Eleven er i udgangspunktet et godt menneske,” siger han.

Møderne og diskussionerne blev anderledes – men ikke mindre vigtige.

Otte måneder eller fire?

Et andet skifte var overgangen fra otte måneders ophold til fire.

Fire måneder kan også rumme en god proces, siger Richter. Men otte måneder gav tid. Tid til at lande. Tid til at relationerne kunne forskyde sig. Tid til at blive mere sig selv.

De første to måneder kunne gå med at finde hinanden. Med otte måneder var der stadig lang tid tilbage til fordybelse.

Han oplevede selv forskellen, da han kom tilbage fra orlov i 1986. Et hold på fire måneder havde allerede fundet hinanden. Relationerne var etableret uden ham. Han fik gode forbindelser – men færre. Det er det hold, han kender færrest fra i dag.

“Jo kortere tid, jo mindre mulighed for påvirkning,” konstaterer han.

Kunar og Edderfuglen

Så fortæller han om Kunar.

En grønlandsk elev med svært ved det danske sprog. I studiekredsen forstod han ikke ret meget. Han var blufærdig og sagde næsten ingenting.

Men i en samtale mellem dem nævnte Kunar ordet “Edderfuglen”.

Det sagde Richter noget.

Knud Rasmussen havde omtalt Edderfuglen som en af de to grønlændere, der deltog i den femte Thule-ekspedition 1921–25. En mytisk skikkelse i grønlandsk historie.

“Det må være din oldefar,” sagde Richter.

De gik på biblioteket. Fandt bøger med sort-hvide billeder.

“Det er min oldefar.”

Den aften i havestuen fortalte Kunar – på sit gebrokne dansk – om Edderfuglen. Han lyste. Smilede over hele ansigtet. Pludselig var han en del af fællesskabet.

“Det er en stærk oplevelse,” siger Richter stille.

Efter mere end 30 år som lærer står det klart: Det er ikke præstationerne alene, der bliver husket. Det er øjeblikkene. Når et menneske træder frem. Når noget tænder.

Når øjnene begynder at lyse.

Interview med Jørn Richter om de personligheder, han er stødt ind i som lærer på Vejle Idrætshøjskole.

Når verden kom forbi Vejle

Et interview med Jørgen Richter om de store personligheder på højskolen

I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” taler viceforstander Lars Olesen med Jørgen Richter, der var lærer på Den Jyske Idrætsskole og senere Vejle Idrætshøjskole fra 1973 til 2005.

Denne gang handler det ikke om eleverne – men om de markante personligheder, der lagde vejen forbi skolen gennem årene. For Vejle Idrætshøjskole var ikke kun et sted for idræt og undervisning. Det var også et sted, hvor kunstnere, forfattere, politikere og provokatører mødte elever og lærere.

Jens-Jørgen Thorsen og den forargede Jesusfilm

En af de første, Richter mødte gennem sit arbejde i foredragsudvalget, var filmmanden og kunstneren Jens-Jørgen Thorsen.

Thorsen var kendt for sine happenings med Jørgen Nash – og rygterne om, at de stod bag den første halshugning af Den Lille Havfrue. Han kom til skolen for at fortælle om sin planlagte Jesusfilm, som vakte voldsom forargelse i kirkelige kredse, længe før nogen reelt vidste, hvad den ville indeholde.

Richter husker foredraget som festligt og livligt. Der blev grinet og jublet i den gamle foredragssal.

Før arrangementet sad de sammen i “Privaten” – et lille rum bag foredragssalen, hvor gæster blev taget imod. Thorsen talte uafbrudt, lo og sagde: “Det bliver skægt, det vi skal ned og lave.” Og det blev det. Efterfølgende fortsatte latteren over kaffe med et par kolleger.

“Det var en god oplevelse,” siger Richter.

Ib Michael og det grønne firben

Forfatteren Ib Michael kom også gennem flere år. Richter havde læst Rejsen til det grønne firben og hørte ham fortælle om Ernesto Terram – indianeren fra Ecuador.

Det grønne firben refererer til området Colombia, Ecuador og Paraguay, hvor fortællingen udspiller sig. Eleverne blev grebet af Ib Michaels måde at fortælle på – levende, indlevende og med et særligt nærvær.

Richter inviterede ham også hjem privat. Samtalerne var lange og inspirerende.

“Det var enormt givende,” fortæller han.

Digterscenen og den æstetiske nerve

Skolen havde også besøg af “Digterscenen” – forfattere og lyrikere som Knud Sørensen, Peter Poulsen, Sten Kaalø, Vagn Lundbye og Marianne Larsen.

Der blev holdt temadage, og eleverne skrev selv digte. Det var, ifølge Richter, utroligt berigende.

Det samme gjaldt mødet med billedkunstneren Doris Bloom, som har lavet både et markant værk til skolen og forsiden til et jubilæumstidsskrift. For Richter vidner det om, at stedet altid har søgt kunstnere med vægt og æstetisk kvalitet.

Teater, politik og sorte negle

Teatergruppen Banden kom flere gange – blandt andre med Jesper Christensen, der senere blev en af landets store skuespillere. Han var politisk og socialt engageret og optaget af, at kunsten skulle have et budskab.

Den oprindelige stifter, Niels Andersen, var gennem mange år drivkraft i dramaugerne. Han kunne få eleverne til ting, man ikke troede var muligt. Man sad som lærer og tænkte: “Hvad er det, han kan?”

Og så var der Dan Turèll.

Richter hentede ham på stationen. Han kom i stor sort frakke og med sortlakerede negle. I Privaten sad de og “ladede op”. Turèll var imødekommende, ligefrem – og utrolig morsom.

“Elskelige mennesker,” kalder Richter de gæster, han mødte.

Muskelsvindfonden og begyndelsen på Grøn Koncert

En særlig relation havde skolen til Evald Krog fra Muskelsvindfonden.

I slut-70’erne arrangerede skolen et UNICEF-initiativ, hvor pengene gik til Muskelsvindfonden. Et af indslagene var Sneakers med Sanne Salomonsen i Idrættens Hus.

Ifølge Richter blev netop det arrangement en del af inspirationen til det, der senere blev Grøn Koncert.

Skolen havde i det hele taget et stærkt engagement i handicapidræt – både for psykisk og fysisk handicappede – med navne som Ellen Jørgensen, Bent Lyngholm og Flemming West som centrale kræfter.

Anker Jørgensen i lænestolen

Også politikere lagde vejen forbi.

Anker Jørgensen sad i sin lænestol i den gamle foredragssal og talte. Senere fortsatte samtalen i Privaten med hans kone.

Teologen Jan Lindhardt kom og holdt oplæg – blandt andet om De Syv Dødssynder. Det førte til diskussioner i lærergruppen på tværs af fag og holdninger.

Richter fremhæver især perioden under forstander Ole Worm (1984–1998), hvor man bevidst inviterede kompetente, vidende oplægsholdere til pædagogiske aftener. De satte tanker i gang og gav stof til debat, som rakte ind i hverdagen.

“På almindelige lærermøder har man ikke de store fundamentale diskussioner,” siger Richter. “Men de kunne tage afsæt i det, vi havde hørt.”

Musikken som gennemgående tone

Musikken har altid haft en plads. Pianisten Mogens Dalsgaard har spillet i huset igen og igen – oplevelser, Richter beskriver som store.

Når han ser tilbage, tegner der sig et billede af en skole, der ikke blot var et undervisningssted, men et kulturmødested. Et sted, hvor elever og lærere kunne møde tidens kunstnere, forfattere og samfundsstemmer – tæt på.

“Det karakteriserer perioden,” siger Richter, “at man ville have kompetente folk. Folk, der vidste noget om det, de talte om.”

Og det satte spor – både i eleverne og i lærerne.

For i mødet mellem højskolen og verden udefra opstod noget særligt: inspiration, debat, latter – og nogle gange øjeblikke, man aldrig glemmer.

Interview med Bent Aalbæk-Nielsen om, hvordan Rask Nielsen, skolens tredje medforstander, kom til Vejle Idrætshøjskole.

En fortælling om krig, mod og højskoleånd

I de sidste sitrende måneder af Anden Verdenskrig fandt en lille familie fra Fyn et nyt hjem i Vejle. Men bag idyllen på Nørremarksgården gemte der sig våben i halmen, tyske razziaer og en medforstander, der snød besættelsesmagten med dræbende kedelige litteraturforedrag.

Det er en formiddag med plads til eftertænksomhed, da jeg sætter mig til rette med Bent Aalbæk-Nielsen. Vi er her for at tale om en helt særlig tid i Vejle Idrætshøjskoles historie – nemlig årene 1945 til 1948. Bent er søn af Rask Nielsen, manden der trådte til som medforstander, da skolens karismatiske grundlægger, Svend Aage Thomsen, manglede en pædagogisk partner for at få ministeriets godkendelse.

Flugten fra soldaterlejren

Lars Olesen: “Bent, prøv at tage os med tilbage. Hvordan endte din familie overhovedet her i Vejle?”

Bent Aalbæk-Nielsen: “Det hele startede i Ollerup. Min far blev lærer på Gymnastikhøjskolen helt tilbage i 1922. Han stod for de boglige fag – dansk, historie og litteratur. Idræt var overhovedet ikke ham! Men i 1943 beslaglagde tyskerne skolen. Far måtte flytte med skolen rundt i Jylland og på Fyn for at holde undervisningen i gang, mens min mor sad tilbage i Ollerup med tre børn midt i en tysk soldaterlejr. Det var en hård tid.”

Redningen kom fra en uventet kant. Svend Aage Thomsen, en tidligere elev af Rask Nielsen, manglede en medforstander i Vejle. Ministeriet ville nemlig ikke godkende Thomsen som eneforstander uden en pædagogisk uddannet makker.

Bent Aalbæk-Nielsen: “Da Svend spurgte, sagde far ja. Det betød først og fremmest, at familien kunne blive samlet igen. Vi ankom den 1. maj 1945 – lige før befrielsen. På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor længe krigen ville vare.”

Våben i halmen og Gestapo ved døren

Livet på Nørremarksgården, som dengang hørte til højskolen, var alt andet end kedeligt. Selvom krigen var ved at slutte, var faren stadig reel.

Bent Aalbæk-Nielsen: “Kort efter vi var flyttet ind, kom Gestapo på razzia. De gennemsøgte gården fra kælder til kvist. De gik også ud i laden, men de stak heldigvis ikke deres bajonetter dybt nok ned i halmen. Havde de stukket blot en meter dybere, havde de fundet et ganske stort lager af våben og sprængstoffer.”

Lars Olesen: “Nørremarksgården var jo også et aktivt landbrug dengang. Hvordan fungerede det i hverdagen?”

Bent Aalbæk-Nielsen: “Min bedstefar flyttede ind hos os, og han var gammel landmand. Jeg husker engang i høsten, hvor han så Svend Aage Thomsen køre med selvbinderen. Svend lod hestene trække direkte ud i kornet for at være effektiv. Morfar stoppede ham og gav ham en ordentlig skideballe – sådan gjorde man bare ikke! Men Svend var ‘effektiviteten selv’, en rigtig handlingsmand.”

Kunsten at kede en tysker

Rask Nielsen var ikke blot lærer; han var en efterspurgt foredragsholder med en skarp politisk holdning, hvilket bragte ham i tyskernes søgelys.

Bent Aalbæk-Nielsen: “Far var ikke populær hos tyskerne. Hans orientering om krigen var langt mere objektiv og kritisk end Danmarks Radio. Hvis der dukkede ukendte ansigter op til hans foredrag, som han mistænkte for at være tyskere eller sympatisører, havde han en fast taktik: Han startede med et dræbende kedeligt foredrag om en dansk forfatterinde. Han blev ved, indtil de listede af af bar kedsomhed. Først derefter gik han over til det rigtige – de politiske analyser af verdenskrigen.”

En tid præget af entusiasme

I 1948 ændrede reglerne sig, og Svend Aage Thomsen kunne endelig blive eneforstander. Rask Nielsens helbred rakte ikke til at vende tilbage til Ollerup, og familien slog sig i stedet ned i Jelling.

Lars Olesen: “Hvis du skal sætte ét ord på den tid og på samarbejdet mellem din far og Svend Aage Thomsen, hvad skulle det så være?”

Bent Aalbæk-Nielsen: “Entusiasme. Svend tog aldrig et nej for et nej. Det var en tid med en enorm vilje til at skabe noget, trods krigens begrænsninger.”

Du har læst en bearbejdet fortælling fra podcastserien ‘Vejle Idrætshøjskoles stemmer’.

Læs mere

• Bent-Aalbæk Nielsen: Mine år på den Jyske Idrætsskole
• Podcast med Bent-Aalbæk Nielsen: Interessante personer på Jyske Idrætsskole

Interview med Bent Aalbæk-Nielsen om de interessante personer, han husker fra den tid, hvor hans far, Rask Nielsen (skolens tredje medforstander) var på Den Jyske Idrætsskole.

Minder fra Den Jyske Idrætsskole: En samtale med Bent Aalbæk-Nielsen

Jeg hedder Lars Olesen og er viceforstander på Vejle Idrætshøjskole. Du lytter til Vejle Idrætshøjskoles stemmer, hvor vi forsøger at blive klogere på højskolen gennem de interessante personer, der har været en del af højskolens historie.

I dag sidder jeg med Bent Aalbæk-Nielsen, søn af Rask Nielsen, som var skolens tredje medforstander fra 1945 til 1948. Bent har skrevet om sine år på Den Jyske Idrætsskole på historie.vih.dk, og i dag skal vi høre om, hvordan højskolen tog sig ud gennem et barns øjne – krydret med Bent’s minder og senere samtaler.

Mennesker, der gjorde indtryk

Bent husker især flere af de mennesker, der var en del af skolen:

• Svend Aage Thomsen og hans kone – som han også legede med gennem deres børn, Birthe og Bjarne.
• Knud Thomasen, inspektøren, som Bent beskriver som et fantastisk menneske, der kunne løse alle problemer. Han husker især en underholdningsaften, hvor Thomasen spillede Kong Faruk i en revy med sangen:

“Navnet mit er Kong Farouk, abdiceret med et suk…”

• Viggo Søndergaard, svømmelærer og dygtig idrætslærer, som senere blev minkavler på Nordvestfyn. Sammen med Bents far havde han også forsøgt at starte en sports- og radioforretning, Spora, som dog lukkede efter kort tid.

Bent beskriver de ansatte som mennesker, man ikke glemmer – og deres indflydelse på hans barndom var tydelig.

Området omkring skolen

Skolen lå midt i et åbent landskab med gardnerier, teglværk og Nørremarksgården, hvor Bent boede med sin familie. Han mindes:

• Martin Hansens handelsgardeneri, med drivhuse, friland og transport med hest og vogn til Vejle.
• Teglværket, hvor man kunne lege mellem mursten og ringovne – et spændende og lidt farligt sted for børnene.
• Lærgrav og krebssø, hvor børnene kunne fange krebs, som senere blev brugt til krebsgilder.

Landskabet bestod ellers af åbne marker og små veje, før man nåede idrætsanlæggene.

Flyvning og hangarprojekt

Bent har altid haft interesse for luftfart. Efter krigen deltog han i at nedrive en hangar på en flyveplads i Vandl. Planen var, at den skulle flyttes til skolen som idrætshal, men det blev opgivet.

På en af turene fik Bent lov til at prøve et træningssvævefly – en oplevelse, der gjorde stort indtryk på ham som dreng. Dette, kombineret med hans senere session, hvor det blev besluttet, at han skulle i flyvåbnet på grund af platfod, formede hans senere liv og interesse for flyvning og rumfart.

Livet på Nørremarksgården

Flytningen til Nørremarksgården var en stor omvæltning for familien:

• Huset havde ingen moderne faciliteter – kun et udendørs lokum og et vaskerum med koldt vand.
• Lørdage var specielt gode, fordi der blev fyret op i badstuen, hvor både lærerfamilier og børn kunne få et grundigt varmt bad.
• En lille plumpassænk udenfor blev brugt til vinterbade, hvor børnene kunne hoppe ud i isvandet – en sund, omend barsk, tradition.

Bent husker også kunstværker på gården, fx en betonøgle, der kunne fylde bassinet med vand, bygget af Svend Aage Thomsen.

Den illegale periode under krigen

Bag den finske badestue lå et rensningsanlæg, hvor nogle våben blev gemt under 2. verdenskrig. Bent har set filmklip fra Vejle Stadsarkiv, hvor politifolk blev meldt ind som elever på idrætsskolen under falske navne, og hvor operationer med fjernelse af bund- og gulvbrædder blev brugt til at hente våben og sprængstoffer.

“Det er en tid, man aldrig glemmer. En tid med gode minder. En tid med et dejligt hjerte,” siger Bent.

Afslutning

Jeg hedder Lars Olesen, og du har lyttet til Vejle Idrætshøjskoles stemmer. I dag har jeg talt med Bent Aalbæk Nielsen, som har givet et unikt indblik i livet på Den Jyske Idrætsskole, de mennesker, der satte spor, og de minder fra en tid præget af både hverdag og krise.

Flere podcasts og artikler om højskolens historie kan findes på historie.vih.dk. Tak fordi du lyttede med, og del gerne denne historie med andre, der er nysgerrige på højskolens spændende fortid.

Læs mere

• Bent-Aalbæk Nielsen: Mine år på den Jyske Idrætsskole
• Podcast med Bent-Aalbæk Nielsen: Om Rask Nielsen

Interview med Inger Christensen som i mange år boet i Skovhytten fra 1978 - 2004 og været involveret i højskoledagen, som blev startet af Signe Troelsen.

Da Inger boede i hjertet af højskolen

I næsten 30 år kørte Inger Christensen hver dag ind gennem “portalen” på Nørremarksvej og mærkede freden sænke sig. Som nabo og ven af huset har hun dækket bord med viskestykker hos legendariske Signe Troelsen og set 11 svenske børn hoppe ud fra loftet i Skovhytten. Her fortæller hun om et liv i skyggen af de store bøgetræer.

Det er svært at sige Vejle Idrætshøjskole uden også at tænke på de små, historiske huse, der putter sig mellem de moderne idrætsfaciliteter. Et af de mest markante er det stråtækte hus, Skovhytten, der ligger som en lille tidslomme midt på skolens område. Jeg har sat Inger Christensen stævne til en snak om hverdagen som nabo til skolen, og om de bånd, der bliver knyttet, når man bor dør om dør med en højskole.

Blyant, planer og viskestykker på spisebordet

Lars Olesen: “Inger, du har haft din gang her i mange år, men du har faktisk aldrig været ansat på skolen. Alligevel har du spillet en stor rolle omkring vores årlige Højskoledag. Hvordan startede det?”

Inger Christensen: “Det var Signe Troelsen. Man kunne simpelthen ikke komme udenom Signe, for hun kunne altid bruge en hånd! Når vi skulle planlægge Højskoledagen, foregik det altid hjemme ved hendes spisebord. Hun lagde et viskestykke over dugen, så vi ikke svinede, og så blev der dikteret planer. Alt skulle være i orden, og der var styr på blyanterne. Jeg elskede det. Jeg var hendes ‘blæksprutte’ i 25-30 år, og jeg hjælper stadig til her i 2018. Det sociale betyder alt – især for pensionisterne.”

Lars Olesen: “Du har også været med til at holde liv i gymnastikken på en anden måde gennem foreningen Mikos?”

Inger Christensen: “Ja, Alice Grønborg startede den i 1983, og den kører endnu! Jeg har fornøjelsen af at have herreholdet hver anden tirsdag. Vi træner nede på Rødkilde Gymnasium. Det er fantastisk, at det stadig lever.”

Skovhyttens hemmeligheder: 11 børn og en stige

Skovhytten er ikke bare et smukt hus; det er en bygning med en historie, der rækker helt tilbage til skolens grundlæggelse. Inger boede der fra 1978 til 2004 og fik i 1995 besøg af en 84-årig dame, der kunne fortælle ting, man ikke finder i historiebøgerne.

Inger Christensen: “Hun var datter af dem, der boede der, da Svend Aage Thomsen startede skolen. Hun fortalte, at de var 11 børn i det lille hus! Dengang var der ingen vinkel på huset og ingen udnyttet overetage. Børnene måtte kravle op ad en stige i bryggerset, hen over loftet og hoppe ud af et vindue ned på taget over grisestien. Hun fortalte det så levende, at det står for mig som var det i går.”

Lars Olesen: “Svend Aage Thomsen kæmpede jo faktisk for at få fingrene i huset dengang?”

Inger Christensen: “Ja, han havde brug for plads til en lærer. Han løb frem og tilbage mellem Skovhytten og Nørremarkseje for at få lov at købe en af dem. Han endte med at give 6.000 kroner for Skovhytten. Da vi købte det i 1978, gav vi over 600.000.”

En portal til en anden verden

For Inger har tiden i Skovhytten været præget af en helt særlig atmosfære. Selvom skolen voksede op omkring hende, føltes de fire længer som et fristed.

Inger Christensen: “Jeg har altid følt, at når jeg kørte ind på Nørremarksvej, så kørte man ind i en portal. Herinde var der fred. Da vi solgte huset i 2004, var det faktisk til et par, der selv havde været elever på idrætsskolen i 60’erne. De var blevet kærester her, og da de så huset til salg, vidste de bare, at de måtte bo der. Det er da en sjov krølle på historien.”

Lars Olesen: “Hvordan har det været at flytte fra ‘portalen’ og ud i verden igen?”

Inger Christensen: “Min datter sagde altid, at der var så mørkt inde i skoven. Nu bor jeg også i et gammelt hus med stråtag, men med masser af luft og udsigt. Men jeg har stadig Skovhytten med mig – min mands onkel, Egon, der dyrkede atletik med Svend Aage Thomsen i de helt unge dage, malede huset til os. Det billede hænger over mit fjernsyn i dag, så jeg føler mig altid lidt ‘hjemme’.”

Interview med Lischen Lyngholm, der var højskolelærer på Den Jyske Idrætsskole fra 1968 - 1993. Hun fortæller om, hvordan hun startede som faglærer i gymnastik, men langsomt fandt nye veje ind i højskolelærerlivet.

Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen i kommentarerne, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.

Interview med Birte Christensen som var fem år, da højskolen blev etableret, og som datter af Svend Aage Thomsen har hun naturligvis mange minder fra sine år på Den Jyske Idrætsskole.

Barn af Højskolen: Da Birthe lagde grundstenen og mødte Kongen

Forestil dig at dele din dagligstue med hundredevis af elever, at spise julemiddag med modstandsfolk under jorden og at se din far kæmpe en utrættelig kamp for en drøm. Birthe Christensen, datter af Vejle Idrætshøjskoles grundlægger Svend Aage Thomsen, tager os med bag de røde mure i en tid præget af entusiasme, “sommerpiger” og historiske øjeblikke.

Af Lars Olesen, Viceforstander på Vejle Idrætshøjskole

Det er ikke hver dag, man sidder over for en kvinde, der bogstaveligt talt har været med til at mure skolens fondats ind i fundamentet. Birthe Christensen var blot fem år gammel, da Den Jyske Idrætsskole (DJI) så dagens lys i 1944. Selvom minderne fra de tidligste år er gemt i gamle fotografier, er følelsen af højskolelivet printet dybt i hende.

En opvækst uden døre

Lars Olesen: “Birthe, du var barn, da det hele startede. Hvordan husker du hverdagen på en spritny idrætsskole?”

Birthe Christensen: “Vi var som én stor familie. Dengang boede vi i selve hovedbygningen, dør om dør med eleverne. Der var altid en værre færden i dagligstuen, og jeg blev nok lidt forkælt af eleverne. Jeg fik lov til at prøve alle idrætsdisciplinerne, og de syntes bare, det var sjovt at have en lille pige rendende.”

Men det var ikke kun leg og idræt. Krigen satte også sit præg på de første år.

Birthe Christensen: “Far fik gratis film fra modstandsbevægelsen mod, at han fotograferede, hvad der skete. Vi havde folk boende, der foregav at være elever, men som i virkeligheden var gået under jorden. Jeg husker særligt Ole, som holdt jul med os. For mig var han bare en elev, men han var en del af modstandskampen.”

“Når bøgen springer ud” – Sommerpiger og skolenåle

I 1958 blev Birthe selv elev på skolen. Det var dengang, holdene var kønsopdelte: Karle om vinteren og piger om sommeren.

Lars Olesen: “Du har fortalt om afslutningerne på sommerholdene. Din far havde en helt særlig tradition, ikke?”

Birthe Christensen: “Jo, far sagde altid: ‘Sommerpigerne kommer, når bøgen springer ud’. Når holdet sluttede, blev alle pigerne kaldt op én for én, og far satte skolenålen på brystet af dem. Vi sang altid ‘Udgår du nu på livets vej’, og det var så følelsesladet, at mange af pigerne småtudede. Det var øjeblikke, man aldrig glemte.”

Senere vendte Birthe tilbage som svømmelærer. Dengang foregik svømningen i et lille rundt bassin ved den finske badstue – kun seks meter i diameter.

Birthe Christensen: “Det blev en lidt skæv svømning, man lærte der! Vandet var tre meter dybt på midten, og det var fars job at dykke ned og dreje på en stor nøgle i bunden, når bassinet skulle tømmes og gøres rent.”

Da den røde løber kom i sving

Et af de absolutte højdepunkter i skolens historie var genindvielsen i 1958, hvor selveste Kong Frederik 9. kom på besøg.

Lars Olesen: “Det må have været en voldsom dag for din far og hele skolen?”

Birthe Christensen: “Det var en kæmpe begivenhed! Kongeskibet lå i Vejle Havn, og hele byen var på den anden ende. Men det var lige ved at gå galt. Pludselig opdagede forretningsføreren, at den røde løber ikke var rullet ud! Han kom løbende med løberen, og min senere mand, Bent, hang i den anden ende og forsøgte at følge med. De nåede det lige præcis, før Kongen trådte ind.”

Kongen roste skolen, og Birthe fortæller, hvordan hendes far blev dybt berørt. Han havde kæmpet i årevis mod økonomiske kriser og bureaukrati for at få lov til at udvide skolen med haller og bassin.

Et brat farvel

Glæden over den færdige skole blev dog kort. Kun tre år efter genindvielsen døde Svend Aage Thomsen pludseligt under et orienteringsløb i skoven, kun 50 år gammel.

Birthe Christensen: “Det kom som et chok. Arbejdet med skolen havde slidt voldsomt på ham. Efter hans død opstod der splid med bestyrelsen om, hvem der skulle føre arven videre. Vi foreslog en mand, vi stolede på, men bestyrelsen ville det anderledes. Det endte med, at vi måtte forlade skolen. Min mor kom sig aldrig rigtig over det.”

Der skulle gå næsten 30 år, før Birthe og hendes bror, Bjarne, igen satte deres ben på skolen til jubilæet i 1992.

Minderne lever i Ådalen

I dag ser Birthe tilbage på tiden med et “dejligt hjerte”. Selvom afskeden var svær, lever historierne videre – ikke mindst i Tørskin i Vejle Ådal, hvor hendes far købte et fristed for at lade op midt i naturen.

Birthe Christensen: “Det er en tid, man aldrig glemmer. Det har fulgt mig altid, at far ville have, at vi børn skulle gå foran med et godt eksempel. Det har ikke været noget minus i livet.”

Lars Olesen: “Tak for historierne, Birthe. Det er dem, der gør os klogere på, hvorfor Vejle Idrætshøjskole er det sted, det er i dag.”

Interview med Hans Lauge, som fra 1981 - 1993 var lærer på Den Jyske Idrætsskole. Hans fortæller om hvordan højskolen har påvirket hans liv.

At gøre mennesker til mennesker

En samtale med Hans Lauge om “åndelig fitness” og flikflak af bar glæde

Da Hans Lauge i 1981 fik beskeden om, at han var ansat som højskolelærer, slog han en flikflak i stuen. Det blev starten på 11 år, der ikke bare ændrede hans eget liv, men også satte et markant præg på Vejle Idrætshøjskoles visuelle og åndelige identitet.

Det er en formiddag præget af lune og livsklogskab, da jeg sætter mig til rette med Hans Lauge. Hans var lærer på skolen (dengang DJI) fra 1981 til 1993, og selvom han i dag er konsulent og blogger, mærker man tydeligt, at “højskole-medicinen” stadig virker i ham. Han kalder det selv en livslang gæld til den danske folkehøjskole.

Vejen via “triumviratet”

Lars Olesen: “Hans, du kom jo til skolen på en lidt usædvanlig måde. Det var faktisk to små piger i en folkeskole, der fik bolden til at rulle?”

Hans Lauge: “Ja, det er faktisk rigtigt. Jeg var folkeskolelærer på Helleager-skolen i Vejle, og i min formningstime havde jeg to søstre, som var døtre af Bent og Lissien Lyngholm, der arbejdede på idrætsskolen. Jeg tror, de to piger anbefalede mig til deres forældre. Sammen med min gamle kammerat Carsten Rasmussen udgjorde de et lille ‘triumvirat’, der støttede min ansøgning. Da jeg blev ringet op af Tage Benjaminsen og fik jobbet, slog jeg en flikflak af bar glæde – det kan min ældste datter stadig huske.”

Lars Olesen: “Du blev ansat i en tid, hvor højskolen turde spørge om noget andet end blot faglige kompetencer?”

Hans Lauge: “Præcis. Til samtalen spurgte de ikke: ‘Hvad kan du?’, men derimod: ‘Hvad vil du egentlig gerne arbejde med?’. Filosofien var, at dér hvor mit engagement lå, dér ville jeg også være den stærkeste underviser. Jeg endte med at undervise i alt fra fodboldlinjen til studiekreds, litteratur og billedkunst.”

Kunst, syre og politisk kant

I begyndelsen af 80’erne skete der noget med skolens ansigt udadtil. Årsskrifterne fik pludselig et helt andet udtryk.

Hans Lauge: “Jeg havde et engagement i kunst, og sammen med Carsten Rasmussen begyndte vi at lave årsskrifter med originale silketryk. Vi stod mange aftener og trykte serigrafier, så vi blev helt svimle af al den syre. Vi fik store navne som Svend Wiig Hansen, Poul Gernes og Per Kirkeby til at bidrage. Det var vigtigt for os, at årsskriftet ikke bare var en årsberetning, men blev mere politisk, polemisk og åndfuldt.”

Lars Olesen: “Hvordan husker du lærerværelset i de år? Det lyder som et sted med masser af dynamik.”

Hans Lauge: “Det var et samsurium af stærke individualister, der bekendte sig til fællesskabet. Vi havde nogle voldsomme værdikonflikter, men vi var dygtige til ikke at gøre dem personlige. Det gav en dynamik, der flyttede skolen rigtig meget.”

Afspændt koncentration og gennembrud på loftet

For Hans Lauge handlede højskolen om at skabe rum for det ekstraordinære møde mellem mennesker.

Hans Lauge: “Jeg arbejdede med et begreb, jeg kalder ‘afspændt koncentration’. I studiekredsen læste vi Sandemoses ‘En flygtning krydser sit spor’. Vi satte os op på loftet i en rundkreds, og jeg sagde bare: ‘Hvad så?’. Efter en tæt tavshed kom gennembruddet altid. Eleverne fandt en måde at tale sammen på, som de aldrig havde prøvet før. Højskolen er det eneste sted, jeg har oplevet, hvor man ser det enkelte menneske helt uden at blande fagperson og menneske sammen.”

Lars Olesen: “Du har også en ret bevægende historie om, hvordan højskolen fulgte dig, selv da du lukkede kapitlet?”

Hans Lauge: “Ja, i 1993, ti minutter efter jeg havde sagt mit job op for at prøve noget nyt, ringede telefonen. Det var Hans Erik, en elev fra mit allerførste hold 11 år tidligere. Han ringede for at fortælle, at han havde fået en datter og spurgte, om jeg ville være fadder. Der indså jeg, at det fælles, vi skabte på højskolen, havde en utrolig klangbund.”

Åndelig fitness i en moderne verden

Selvom Hans i dag sidder i repræsentantskabet og kigger fremad, bruger han stadig sit “højskole-kompas” i sit virke som konsulent og blogger.

Lars Olesen: “Du har for nylig kastet dig over blog-universet. Hvad skriver en ‘gammel krage’ som dig om?”

Hans Lauge: “Jeg skriver blandt andet klummer under titlen ‘Jeg er nødt til at sige’. En af dem handler om ‘Åndelig Fitness’. I en verden af management og kontrol, forsøger jeg at holde fast i det grundtvigianske. At vi først er mennesker, og sidenhen fagpersoner. Det er det, højskolen er bedst til: At gøre mennesker til mennesker.”

Lars Olesen: “Hvad er dit ‘købmandsregnskab’ her mange år efter?”

Hans Lauge: “Jeg har givet meget til højskolen, men jeg har fået endnu mere tilbage. Da vi kørte fra skolen i 1993, sad vi alle fire i bilen – min kone, mine to piger og jeg – og græd. Man forlader ikke bare et job; man forlader et samfund og en måde at være i verden på.”

Errata

Hans Lauge kommer i podcastet til at sige, at han har været selvstændig erhvervsdrivende i 4 år, men det er i starten af 2018 24 år.

Mere om Hans Lauge

Du kan følge Hans Lauges blog på Facebook og læse mere på hans hjemmeside.

Interview med Tage Benjaminsen, som både har været elev, højskolelærer og forstander fra 1982-1984 på Den Jyske Idrætsskole.

Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen i kommentarerne, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.

Interview med Marie Lisby, som startede i rengøringen i 1963 og sluttede med ansvaret for kursuscenteret i 2003.

Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen i kommentarerne, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.

Efter 15 år som forstander på Vejle Idrætshøjskole takker Ole Damgaard af. Det markerer afslutningen på en markant æra, hvor skolen har udviklet sig fysisk, fagligt og menneskeligt. I en samtale med tidligere lærer og journalist Martin Davidsen reflekterer han over begyndelsen, udviklingen, højdepunkterne – og det svære farvel.

“Man ved godt, at mange af de ting, jeg er en del af lige nu, er for sidste gang.”

Ole Damgaard sidder på forstanderkontoret med udsigt til udendørsbassinet, der i dag summer af liv. Om lidt er det slut. Efter 15 år giver han stafetten videre.

Han har besluttet at stoppe, mens legen er god, og netop ordet “leg” er ikke helt tilfældigt. Men det vender vi tilbage til. Først handler det om at se tilbage på 15 begivenhedsrige år på VIH, hvor Ole Damgaard har stået i spidsen for en skole med vokseværk.

Han begyndte som forstander den 1. juni 2010, hvor skolen stod i en sårbar position på flere fronter.

“Jeg kom til en slidt skole med et renoveringsefterslæb på over 25 millioner,” fortæller han.

Samtidig var elevtallet lavt, og økonomien skrøbelig. Med erfaring fra højskolelivet og en fortid som håndboldtræner kastede han sig alligevel ind i rollen.

“Jeg havde været højskolelærer før og havde en kærlighed til livet og fællesskabet på en højskole. Men jeg kastede mig også lidt hovedkulds ud i det.”

De første år handlede om at sikre skolens fundament: økonomisk, bygningsteknisk og pædagogisk. I foråret 2013 nåede skolen over 100 elever for første gang i nyere tid – en milepæl, der blev fejret med champagne.

En skole i forandring

Damgaard og skolens lærere og ansatte stod over for store beslutninger. Kursuscentret blev afviklet, og hele skolens areal blev dedikeret til højskoleelever. Der blev udviklet nye fag og satset målrettet på at skabe en attraktiv og nutidig højskole.

“Vi må aldrig stå stille. Hvis vi gør det, smuldrer elevgrundlaget,” siger Ole Damgaard.

Et konkret eksempel på udvikling er udendørsbassinet. Gennem et flerårigt projekt lykkedes det at sikre fondsmidler og renovere området, og i dag bruges bassinet året rundt og er blevet et symbol på skolens vilje til udvikling. Stort siden 2017 har skolen været fuldt belagt med 150 tilmeldte elever hvert år.

“Vi er et godt sted i dag. Vi har et stærkt lærerteam, og vi oplever, at unge har lyst til at være her.”

En ledelsesstil i bevægelse

Damgaard har selv udviklet sig i takt med skolen.

“Jeg var mere temperamentsfuld i starten. I dag er jeg roligere og mere lyttende. Jeg har fundet en tryghed i rollen som leder,” siger han.

På en skole med mange forskellige mennesker og lige så mange forskellige mennesketyper, lægger vægt Ole Damgaard vægt på, at ledelse handler om nærvær og relationer.

“Jeg tror på, at man må møde folk forskelligt. Hvis man behandler alle ens, så behandler man dem i virkeligheden forskelligt. Det gælder både elever og ansatte,” siger han.

Særligt relationen til eleverne har været vigtig.

“Jeg har haft en ambition om at være elevernes forstander. Det er der, jeg har fået energi. I timerne, på rejserne, i snakken på gangen. Det er ikke bare et arbejde. Det er liv,” siger Ole Damgaard.

Højdepunkter og hårde tider

Når han ser tilbage på de 15 år i spidsen for VIH, har der været mange højdepunkter. Det første forår med over 100 elever. Renoveringen af skolens faciliteter. Indførelsen af ung-lærere som en fast del af skolens pædagogiske model. Men mest af alt: fællesskabet.

“At få lov til at være en del af elevernes udvikling er en gave. At se relationer opstå, venskaber gro, mennesker vokse. Det er stort,” siger han.

Men ikke alt har været lige nemt. I efteråret 2023 oplevede skolen et markant fald i elevtallet.

“Vi gik fra 150 til 90 elever. Det var et wakeup-call. Vi havde måske sovet lidt i timen ift. markedsføring. Men vi fandt sammen i lærergruppen og bestyrelsen og vendte udviklingen. Allerede foråret efter var vi fuldt belagt igen,” fortæller Ole Damgaard.

Den afgående forstander fremhæver også udfordringerne i kombiskolen, hvor efterskole og højskole deler faciliteter.

“Det er den sværeste del af vores setup. Men vi har fundet en måde at gøre det til en styrke i stedet for en kamp,” fastslår han.

Højskolen i dag og i fremtiden

Hvordan har højskolebevægelsen det i dag?

“Godt,” svarer han uden tøven. “Det er blevet moderne igen at tage på højskole. Unge vil fordybe sig, lære sig selv at kende og være en del af et fællesskab.”

Han understreger, at højskolen er nødt til at udvikle sig i takt med de unge:

“Vi skal leve sammen med de elever, vi optager. Det kræver, at vi er i konstant bevægelse og tør give slip på gamle vaner.”

For Vejle Idrætshøjskole håber han, at man bevarer modet til at udvikle sig og engagementet i det enkelte menneske.

“Vi skal blive ved med at lege. Blive ved med at engagere os. Og aldrig glemme, at det er relationerne, der gør en højskole til noget særligt,” siger Ole Damgaard.

Afsked og nyt kapitel

Fredag den 20. juni 2025 holdt Ole Damgaard afskedsreception, og da vi talte med ham et par dage inden den store dag, var det med vemod hos den afgående forstander.

“Jeg tror, det bliver rørende. Det er 15 år, der rundes af. Det bliver et punktum.”

Men afskeden med VIH markerer også begyndelsen på noget nyt. Ole Damgaard skal være talentchef og assistenttræner i Ribe-Esbjerg Håndbold, og det glæder han sig til.

“Håndbold og højskole har været mine to passioner. Nu vender jeg tilbage til den ene. Men jeg ved jo ikke, hvad der skal ske efter de to år. Det er en ny usikkerhed – men også en ny mulighed,” siger han.

Forstanderen kommer til at savne mange ting. Kollegaskabet. Eleverne. De små hverdagsritualer.

“Det at gå gennem køkkenet om morgenen og sige godmorgen. Det varme lys i spisesalen. At møde eleverne med liv i øjnene,” siger Ole Damgaard.

Hvordan håber han, at de 15 år vil blive husket?

“Jeg håber, jeg har bidraget til, at VIH er et sted, hvor man møder mennesker og vokser. Og jeg håber, man vælger en ny forstander, som også vil være elevernes forstander.”

Et kapitel slutter. Men energien, relationerne og visionerne lever videre – præcis som det skal være på VIH.

Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen i kommentarerne, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.