Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1953

Kære gamle elever!

En rolig time — en dejlig morgenstund – solen lyser frem gennem skoven i øst – det er ganske stille. En let tåge stiger op gennem Bybækdalen og trækker langsomt ind over stadion. Imellem træerne ses et glimt af fjorden.

Vinter – forår – sommer – efterår i stadig veksling lige uden for vinduerne. Nær og daglig kontakt med naturen giver fred i sindet. — Livet kan være omskifteligt som det danske klima.

Udlændinge påstår, at vi danske taler alt for meget om vejret. I daglig samtale er det indledning, emne og slutning. Aviserne kommenterer vor glæde over det dejlige vejr, deltager i vore beklagelser over kulde og hedebølger, jo, det er stof, men hvorfor er det sådan?

Vort klima er så omvekslende, så uberegneligt, at netop det kan give oplevelser så rige, at udlændinge, der lever under mere stabile vejrforhold, ikke kan følge os i vor vejr meteorologiske interesse.

Bosætter vi os i et fremmed land, bliver dette at undvære årets omskiftelige gang det værste savn.

Fra Arizona — et sted, hvor der så at sige aldrig falder regn - kom to mennesker hjem. De havde været borte i 35 år. Samme aften de ankom, faldt der en voldsom torden regn, der sendte alle indendøre, blot ikke de to. Uden overtøj gik de med hinanden i hånden og lod sig gennembløde af den velsignede regn, lykkelige over igen at opleve dette under.

Vejret er et dejligt, neutralt emne, et glimrende middel til at komme i samtale med fremmede og udmærket til at undgå at komme i tale om alvorligere og ubehageligere ting.

Men jeg undgår det vel ikke —..

Det stadigt tilbagevendende spørgsmål: Hvornår? møder vi tit, når gamle elever spørger om skolens fremtid, og jeg er svar skyldig. Lad os tale om vejret, men det tilfredsstiller ikke jer og heller ikke mig. Jeg selv kan kun gøre så lidt, jeg har kun at håbe på, at de gode mænd i skolens bestyrelse kan finde en vej frem, må få »vilje til at finde en vej«.

Dette sted, denne lille skole rummer for os så mange dejlige minder, den har givet os lykkelige timer sammen med mennesker, vi kan lide, den har givet lykkelige stunder for dem, som er kommet her. Her begyndte mennesker, som havde et ideal, havde drømme om, at her skulle dansk ungdom samles og dygtiggøre sig til et uselvisk arbejde for en god sag.

Idealerne har vi stadig i behold. Drømmene har I gjort til virkelighed. Men skolens fremtid?

Det ville være let at opgive, hvis der ikke var brug for den, men det er der, sålænge ledermangelen er så fremherskende.

Dansk Idræts-Forbunds tilsagn om støtte står stadig ved magt, blot har man tydeligere præciseret, at det må være hjælp til selvhjælp. Det er rimeligt, for det har altid stået mig klart, at vil man have andre til at yde, må man selv yde noget først.

Jeg håber dog, at man til vor debetside vil medregne den beskedne indsats, der er ydet gennem de ti år, skolen har virket.

Men jeg må i gang med at fortælle om året, der svandt.

Et godt lille vinterhold, der blev større efter jul, havde vi, flinke og gode unge mennesker, som her fik en tid, der virkelig gav udbytte.

Vi startede ellers det nye år med bryllup i familien. Vor gymnastiklærerinde Gerda Høgdall blev gift. Hun bor nu i Fredericia, men har betinget sig, at hun stadig skal lede gymnastikken her, det gik nu anderledes i år, men herom senere.

Vi havde som sædvanlig vore gode timer med redaktør Jerlev, der fortalte om vore rygge, og med Rask Nielsen, der bragte os med ud i de problemer, som beskæftiger sin dene ud over jordkloden.

Sidst i januar havde vi besøg af verdens bedste bordtennisspillere Richard Bergmann, England, og » Charlie« Gutierrez fra Chile samt Knud Runkel, Danmark. De var her nogle dage, og eleverne vil sent glemme den fænomenale opvisning, de gav med den lille celluloidbold.

Fastelavnsfesten blev, traditionen tro, vinterens store begivenhed. Vore elleve norske elever, der ikke var vant til at fejre fastelavn, var meget imponerede over vor måde at »faste« på og gav sig helt hen i festens glæder.

Mod slutningen af vinterskolen var vi inviteret ned til Idrætshøjskolen i Sønderborg for at prøve kræfter med dem på idrætsbanen. Det blev en dejlig tur med godt samvær med vore venner.

Vi delte broderlig sejrens palmer. Sønderborg vandt håndbold 8-7 samt fodbold 3-2, så der var kamp om det. Vi tog os af fri idræt og bordtennis, hvor vore ikke var til at røre. Om aftenen viste jeg en film, og derefter blev vi underholdt på bedste måde af vore værter.

Næste formiddag fik vi lejlighed til at takke for strålende gæstfrihed og for den store oplevelse, hvorpå vi drog videre.

Allerede på turen til Sønderborg havde vi besøgt historiske minder, og nu fortsatte vi med besøg på Sønderborg slot, hvor den veloplagte kustode gav os en glimrende forklaring på alt, hvad vi så. I al beskedenhed må jeg másla have lov at sige, at han vel sjældent har haft en så inter seret flok. Vi fulgte ham lige i hælene hele tiden og lutter opmærksomt til alt, hvad han havde at fortælle.

Ved Dybbøl.

Videre til Dybbøl, Gråsten, ad strandvejen til Kruså, gennem det flade landskab til Tønder, over Rømødæmningen til verdens bredeste badestrand, og her var for en gangs skyld noget, der imponerede nordmændene, noget diametralt modsat deres fjelde.

En lille rundtur i Ribe med besøg på slotsbanken blev der tid til, før vi sluttede med at drikke aftenkaffe hos mine forældre i Vejen.

Så sluttede vor tiende vinterskole

Det bliver sværere og sværere at sige farvel til jer, for vi er jo ikke flere, end at vi kommer i nærkontakt med den enkelte, kommer til at holde af jer. Vi har det så godt sammen, vi glæder os hver dag over den fremgang, vi kan spore, og er stolte over jeres dygtighed.

April måned gik med travlhed, og en ting skal nævnes: Vi havde rejsegilde på en ny bygning, ikke nogen idrætshal eller elevbygning, men på en såre beskeden, men derfor ikke mindre nødvendig bygning, nemlig en ny garage og brændehus til afløsning af det gamle skur, der ikke kunne holde sig oprejst længere.

Det nye er virkelig pænt, bygget af rå stammer – med tag af tegl — passer det udmærket ind i landskabet.

Gerda Høgdall var kommet i god tid og fortalt, at hun, grundet lykkelige omstændigheder, ikke så godt kunne tage gymnastikken med sommerpigerne, men hun havde et forslag til en vikar, søsteren Judith Lind. Vi akcepterede gerne forslaget, hvilket vi ikke kom til at fortryde. Judith faldt til med det samme, og med sin smittende energi og sit gode humør tog hun fat på arbejdet. Det gav et fint resultat; vi vil gerne her takke dig, Judith, fordi du ville hjælpe os, og det er vort håb, at du er kommet til at holde så meget af »den jyske«, at du i fremtiden vil være os behjælpelig med dine mange gode ideer, og dertil være en flittig gæst hos os.

Sommerpiger – sol og sommer.

Det blev en herlig tid sammen med pigerne, der rigtig forstod at nyde forårets og sommerens glæder.

Den 10. maj var jeg inviteret til København af skolens Københavnskreds. Det blev en god dag med hyggeligt samvær. Rask Nielsen holdt et inspireret foredrag, og jeg fik hilsener fra alle med hjem på stålbånd til lærere, personale og elever. Jeg må hellere fortælle, at det blev påhørt med stor glæde.

Tiden gik hurtig mod elevmødet. Hvad skulle vi finde på i år? Vor gode ven, frisørmester Randvig, Vejle, fik den opgave at finde på et skuespil og valgte Peter Fristrups » Lille Nitouche«, som han hjalp Søgård med at indstudere. Judith havde ideerne til vore små overraskelser, og så gik de sidste dage med liv og lyst og megen travlhed.

Det blev også et elevmøde, der kunne måle sig med de foregående, ja, de gamle elever syntes, det var det bedste hidtil.

Gymnastikken gik fint, og folkedansene blev udført med et smittende humør; sådan skal folkedans være. Komedien blev hilst med stor begejstring, og mon I ikke sent vil glemme kong Faruk med sit skønne harem og damerne, der dansede menuet med overraskende moderne afslutning. Disse “overraskelser” foregik i projektørebelysning, og til afslutning fangede projektørerne Bjarne som den lille skorstensfejer på taget af Jomsborg.

Jo, vi var også på skihopbakken for at synge aftensang, og det blev den skønneste aften, vi kunne ønske os. Fuldmånen skinnede i den blikstille fjord, og dejlig lunt var det. Det varede længe, før de sidste gik til køjs.

Endnu et dejligt møde med gamle elever, vi var et minde rigere.

Vi var alle på besøg hos vore gode venner, forstanderparret Hagelsø, Vojens ungdomsskole. Pigerne lavede gymnastik, og vi så et dejligt sønderjydsk skuespil og blev derefter beværtet på det bedste.

Mod afslutningen af sommerskolen deltog vi i Sønder jydsk Idrætsforenings 50 års jubilæumsstævne på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Pigerne deltog i fri idræt og opnåede mange fine placeringer, desuden viste de virkelig god gymnastik og fik en fin kritik. Med stor interesse så vi på de øvrige delingsførerskolers opvisninger og nød de strålende aftenfester.

Jeg selv havde travlt med filmsapparatet og fik en god farvefilm ud af det, som jeg håber at kunne vise til næste elevmøde.

Da vi kom hjem til skolen igen, var alle pladser optaget af kursister, men vi fik alligevel en hyggelig stund sammen i Kaminstuen, før pigerne drog hver til sit.

En beretning over årets forløb bliver tit fattig, alting bliver så stift, når det skal sættes på papiret. - Hvor gerne ville jeg ikke kunne fortælle løst og fast om alle de små episoder, vi har moret os over, om alle de gode stunder, hvor vi har diskuteret og drøftet aktuelle problemer. - Hvor gerne ville jeg ikke kunne beskrive vore dejlige ture ude i naturen – jeg har prøvet – men resultatet blev kejtet og intetsigende. Her kan jeres fantasi fortælle det samme på den helt rigtige måde, blot den får stikordet — kan du huske —

Glædelig jul og godt nytår.

Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen.