Idrætsskole eller Folkehøjskole

TALE VED AABNINGSMØDET DEN 5. DECEMBER 1943

Den ny Idrætsskole, som i Dag fejrer sin Aabning, er tænkt ikke blot som en Skole med faglig Uddannelse i Gymnastik, Idræt og Boldspil, men ogsaa som en dansk Folkehøjskole. Den jyske Idrætsskole skal altsaa for saa vidt ikke være noget helt nyt under Solen, men den skulde helst glide naturligt ind ved Siden af vore øvrige Skoler med Delingsføreruddannelse. Paa Linie med disse Skoler skulde den prøve at finde sin Plads, saa den kan komme til at tjene dansk Ungdomsliv og dansk Folkeliv til Forædling, Opvækkelse og Oplysning. Det er ikke noget ringe Maal, der dermed er sat for Idrætsskolens Virksomhed og den ønsker nu kun at maatte blive taget i Brug af de unge, ikke blot som Idrætsskole, men ogsaa og i lige saa høj Grad som Højskole, saa vist som det tidligere ikke har været Skik her i Danmark, at Gymnastikken og Idrætten er gaaet paa egen Haand, men tværtimod har hørt til Folkehøjskolens bedste Følgesvende.

Det er en gammelkendt Sag, at hvis Livet skal forme sig lykkeligt, da maa der stræbes efter Harmoni mellem Natur og Aand, Samklang imellem det ydre og det indre Menneskeliv. Forenet er de to Ting Jordens største Smykke, siger Oehlenschläger. Eller som Jakob Knudsen udtrykker en lignende Tanke:

Det kan ikke nytte, det blot er aandeligt, det maa ogsaa være naturligt.

Her paa dette Sted kan det vel være rimeligt at vende de Ord om og sige saadan:

Vi tror ikke, det er nok med det naturlige; det aandelige maa ogsaa have sin Plads. Jævnt sagt: Vi tror ikke paa, at det er nok blot at udvikle de unges Færdigheder paa Kroppens Omraade; men de maa ogsaa gennem Vækkelse og Oplysning ledes ind i Aandens Rige, saadan at de faar Forstand paa sig selv og hjælpes i Gang med at finde deres rette Hylde baade i Haandens og i Aandens Verden.

Det er nu henved to Menneskealdre, siden Forstander Ernst Trier fik bygget et særligt Gymnastikhus ved Vallekilde Højskole, og nu til Februar er netop 60 Aar forløbet, siden den første Opvisning fandt Sted der. Det var Pehr Henrik Lings svenske Gymnastik, som dermed kom til Danmark. Og det var nok ikke blot et Lykketræf, at det skete saadan. Just ved at rykke ind paa en dansk Højskole fandt Gymnastikken sin rette Vokseplads i Danmark. Grundtvig havde sat det som et Maal at genoplive »Nordens Helteaand til kristelige Bedrifter paa en med Tidens Tarv og Vilkaar stemmende Bane.« – Pehr Henrik Ling vilde »give Norden tilbage til sine Mænd«. – –Hans Skrifter er fyldt af hans store Tanke om en folkelig Genfødelse gennem Legemsøvelser og Digtning. Derfor blev det et lykkeligt Møde mellem de to Mænds Lærlinge i Foraaret 1884 paa Vallekilde. Vi kan faa et Begreb om, hvor dybt og kønt Trier forstod at sammenfatte Grundtvigs og Lings Syn paa Menneskelivet, naar vi læser hans Tale ved denne første Opvisning. Han siger deri saadan: »Legemsøvelser skulde være et gavnligt Led i Folkeopdragelsens Tjeneste, et Middel, der kunde hjælpe til, at det Gudbilledlige, det, der egentlig skiller Mennesket fra Dyret. kommer til sin Ret, saa vi ved at se paa Mennesket faar Øjet op for, at Mennesket er Jordens ypperste Skabning. Med de Ord ramte Trier netop det, som er Kærnen i det folkelige Arbejde med Legemsøvelser, hvad enten vi kalder det Gymnastik eller Idræt. – Digterpræsten Jens Chr. Hostrup anslog lignende Toner med sin Sang »Vi fik ej under Tidernes Tryk «, som han havde skrevet til samme Lejlighed:

Kun Fod for Fod vi se, hvor vi gaa,
men véd dog godt, hvorhen vi skal naa;
Til dybt i Barm at ha vort Kompas
og ej blot finde, men fylde vor Plads.
Ja, vor Gang maa blive fast, vi er fribaarnes Æt,
Og vor Higen maa faa Hast, og Vor Fod blive let,
Øjet opladt, Haanden øvet, Tanken paa Flugt over Støvet.

Og Hostrup slutter et andet af Versene:

… Trøstig fremad, tændt er Fyret, Vej kender han, som har Styret.

Det var i 1884. Efter denne Opvisning løb Gymnastikken ud over Landet med rivende Fart. Først kom den til Højskolerne og derfra ud i Forsamlingshusene. Først blev den ledet af Højskolernes Lærere – her skal navnlig mindes Poul la Cour og Ingeborg Appel – men senere blev den ledet af Højskolernes Elever rundt om i Landet.

Med Triers og Hostrups Ord blev Gymnastikken budt velkommen i den danske Folkehøjskole. Den blev taget imod med aabne Arme; men samtidig fik den ogsaa anvist sin Opgave og Plads i det hele, nemlig som en god Hjælper i Arbejdet med Ungdommens Oplysning og Opdragelse. Den fik ikke selve Førstepladsen i Højskolen, men den fik derimod en god Første-Medhjælperplads. Og anderledes mener jeg heller ikke, det bør være. Den nye Skole ved Vejle bærer vel Navn af »Den jyske Idrætsskole«; men jeg vil gerne netop fæstne mig lidt ved de nærmere Oplysninger, som gives i den Skoleplan, Skolen udsender til sine vordende Elever, og jeg vil ogsaa have Lov til at henlede deres Opmærksomhed derpaa, som maaske har været uklare herover, at Skolen, som i Dag officielt aabnes, er planlagt som en dansk Højskole med Delingsføreruddannelse i Gymnastik og Idræt, og jeg vil ogsaa understrege, at den kun kan løse sin Opgave med Idrætsungdommen i samme Grad, som den faar og bevarer Karakter af Folkehøjskole.

Ikke saa faa vil maaske spørge, hvorfor det er ordnet Saadan. Man skulde jo, umiddelbart set, mene, at der i Dag ligger saa mange Opgaver og venter paa Sportspladserne Og i Gymnastiksalene, at der kunde være noget rimeligt i at lave en Skole, hvor man gav Idræt, Boldspil og Gymnastik den afgjorte Førsteplads. Man skulde tro, at der i disse Aar hvor der anlægges saa mange nye Sportspladser og bygges en Mængde nye Gymnastikhuse rundt Om ved Børneskolerne, nok kunde være Brug for en Skole, der helt og Holdent lagde Vægten paa Idræt og Gymnastik.

Det er Sikkert rigtigt, at der er mange Opgaver. Men skal alting gaa godt, maa man være sin Gerning voksen, ikke blot fagligt, men man maa ogsaa selv være voksen i den ForStand, at man ved, hvad Maalet med Gerningen er, nemlig et Arbejde for at Folket kan komme til at leve sit Liv til hans Ære, som har skabt Folkeslagene og givet dem deres Plads i Menneskehedens store Levnedsløb, ja, et Arbejde, for at vort Folk kan komme til at leve saa helt Og ægte et Folkeliv, at det bliver til Danmarks Frelse i Nødens Tid. Saadan maa man vide, hvad man vil, ogsaa med Idrætten og Gymnastikken. Og her er det, Højskolen hidtil har hjulpet Gymnastikken og Idrætten til at komme paa deres rette Hylde i det folkelige Arbejde. Ved at lytte og leve med i Højskoletimerne skulde de Idrætsledere og Delingsførere. der kommer til at udgaa her fra Skolen, gerne være kommet ind i den Modningsproces, der alene vil kunne gøre dem skikkede til deres Gerning.

Der er desværre Eksempler nok paa, at Idræt og Gymnastik kan komme paa Vildspor, naar der ikke er andet at sigte efter end den bedste Præstation. Saa kan det hele le løbe ud i blot Kropsdyrkelse og Rekordjag eller, hvad værre er, i Eksercits og Ensretning. Saa har vi det, der kaldes Sport, hvilket er noget andet og langt ringere end Gymnastik og Idræt. Men det var det, der var det store ved Pehr Henrik Lings Gymnastik, at den var baaret oppe af et højere Formaal. Derfor tog Højskolen imod den, og derfor kunde den komme til at gøre saa god Fyldest i det folkelige Oplysnings- og Opdragelsesarbejde.

Det er i en tung Tid, at »Den jyske Idrætsskole« begynder sin Gerning. Sorg fylder til Stadighed vore Sind i de forfærdelige Aar, vi oplever. Budskaber om Rædsel og Udaad kommer fra alle Kanter. Der er ingen Tvivl om, at Tilværelsen for mange paa Grund af alle disse voldsomme Begivenheder mere og mere kommer til at ligne en Gaade. Ingenting er til at gennemskue, alting truer med at falde Sammen i Ruiner, Mishaab og Tvivl, sjælelig Undergang. Ja, det er aabenlyst nok, at Undergangens sejge, opløsende Kræfter er i gruelig Virksomhed. Men alligevel – selvom alt Vort daglige Arbejde tilsyneladende er saa betydningsløst i disse Tider, saa er det dog kun tilsyneladende. Og trods alt vil vi alligevel vove at tale som de gamle, naar vi siger, at Højskolen ogsaa midt i den nærværende Tid skal være » en Skole for Livet«. Det vover vi at sige, først og fremmest fordi vi véd, at der ogsaa i disse Aar er en Ungdom, hvori det grønnes, – en Ungdom, i hvilken vidunderlige Længsler og Haab, rige, men dunkle, famlende rækker sig mod Lyset, – ja, en Ungdom, der ejer et Menneskeliv, som det er værd at kalde paa og oplyse. – Og vi vover ogsaa at sige det saadan, fordi vi tror paa, at det ikke kan være Meningen, at Tilværelsen saadan skal opløses i Stumper og Stykker, men at det tværtimod maa være Meningen, at alting skal klare sig for os »til Livet at forstaa«, saa vi øjner lidt, ikke blot af Menneskets Vilkaar, men ogsaa af dets høje Bestemmelse. Ja, Højskolen skal midt i Mørket vedblive at være »Skolen for Livet«, dér hvor den faar Lov til at gøre sin Gerning. Derfor er Kærnen i Højskolens Arbejde slet ikke de praktiske og faglige Emner, hvor gavnligt det end kan være at blive kvikket Op her. Og Kærnen er heller ikke den Orientering i Tidens og Samfundets Spørgsmaal, som mange unge søger, hvor vigtigt og godt ogsaa dette end kan være, især naar Læreren kan give denne Undervisning et alment Sigte. Men Kærnen i Højskolens Gerning er derimod og vil altid være Oplysningen af selve Menneskelivet, som det udfolder sig i den enkeltes Levnedsløb, i Folkets Liv og paa hele Menneskeslægtens Udviklingsbane gennem Tiderne.

Det siger næsten sig selv at “Hovedfagene” i et sådant Oplysningsarbejde nødvendigvis maa blive Historien og Poesien, fordi de to Emner frem for alle andre sigter på hele Mennesket. Igennem denne Oplysning vil Højskolen gerne nu som før prøve paa at pege paa de uskrevne, men grundlæggende Love for Tilværelsen, og den vil gerne hjælpe til, at Ungdommen indøves i Sandheden mod disse Love.

Nu ved jeg godt, at saadan Oplysning kan gives ud fra vidt forskellige – ja, vel endog ud fra helt modsatte Syn paa Livet. Men det er mit Haab, at Skolen her virkelig maa fortjene Navn af Højskole, og det skal forstaas paa den Maade, at saa længe der har været Højskoler Danmark er Livsoplysningen blevet givet ud fra Forvisningen om Menneskets Oprindelige uplettede Adelskab, da alting var saa helt og skønt som i vore Barndomsaar hjemme hos Far og Mor, – og den er blevet givet ud fra Bevidstheden om Menneskets Fald, som det tydeligt viser sig i hele vor Utilstrækkelighed og Magtesløshed over for Livets afgørende Problemer – men den er ogsaa blevet givet i Troen paa, at Tonen fra Himlen endnu genlyder – omend svagt os og mellem os -, og at Vorherre ved sin Søn, Jesus Kristus, naadigt kan og vil hjælpe os i al vor Famlen og Dunkelhed, saa vi kommer ind i en voksende Klaring og Afklaring.

Hvad det hele Saaledes drejer sig om i Højskoletiden er jævnt sagt en Oplivelse og Oplysning af de unges Ævner og Muligheder, saa det fører til Helhed og Sandhed i deres personlige Liv, og en Belysning af Menneskeslægtens mere bestandige Grundforhold, saa den enkelte derved kan blive klar over Maalet og Vejen for sin egen Færd. Lykkes denne Belysning, og lykkes denne Beaanding, saadan at de unge faar Ægthed ind i deres Tilværelse, saa er de samtidig blevet virkelig danske Mennesker, saa vist som den, der vil leve sandt og ret i sit personlige Liv, i det lange Løb nødvendig her i Landet maa ende med at blive en god Dansker. For saadan er det jo nemlig med det ægte danske, at det som

Alfred Povlsen engang har sagt det - simpelthen er en Udfoldelse af danske Menneskers gode Egenskaber.

Maaske er der her talt for meget om Højskolen, vil nogen mene, og for lidt om Idrætten, da vi dog er paa en ny Idrætsskole. Men det hænger sammen med Overbevisningen om, at skal alt gaa vel, saa maa man ikke glemme, at det for de unge ikke blot gælder om at faa den faglige Uddannelse i Orden, hvad de saa end selv kan mene derom, men at det i Ungdomstiden i nok saa høj Grad gælder en ren menneskelig Forberedelse.

Saa begynder da »Den jyske Idrætsskole« sin Gerning – med god Vilje til at tjene dansk Folkeliv paa Højskolevis; men ogsaa med Tro paa, at det nok vil kunne lykkes gennem Idrætten og Gymnastikken at komme i Berøring med nye Kredse af dansk Ungdom, og med Haab om, at det vil lykkes at føre disse unge til et Møde med Rigdommene i dansk Folkeliv, et Møde med de Livsværdier, som alene kan blive til Danmarks Frelse i Nødens Tid.

Skrevet af S. Haugstrup Jensen. Bragt i årsskriftet fra 1944