Forside til Demokratisk Dannelse - højskolen til debat
Artiklen har oprindeligt været bragt i Jonas Møller og Rasmus Kolby, red.: Demokratisk dannelse - højskolen til debat, ISBN-13:9788771298567

TLDR;

På Vejle Idrætshøjskole har lærerne defineret deres forståelse af demokratisk dannelse. Forståelsen tager udgangspunkt i, hvordan vi får besvaret spørgsmålet: ”Hvordan vil vi gerne leve sammen?”. Demokratisk dannelse handler om at turde stå foran andre, at alle får mulighed for at sige noget, at ville byde ind, at have mulighed for medbestemmelse og at være sit ansvar bevidst. Gennem tre konkrete eksempler fra idrætsundervisningen vises, hvordan den demokratiske dannelse sættes i spil i praksis gennem idrættens iboende kvaliteter. Idrætten behøver altså ikke at være noget andet, men kan løfte det lovmæssige krav om demokratisk dannelse i sig selv.

Forståelsen af demokratisk dannelse

Vi skulle på faget Det Gælder Livet fortælle en af vores personlige historier for de andre elever. Det gjorde især indtryk på mig, da en elev skulle fortælle. Det var tydeligt, at det var en kæmpe udfordring for hende. Der blev holdt lange pauser med tung vejrtrækning, og hun kæmpede for at holde tårerne inde. Det overraskede mig, at alle andre elever var hundrede procent fokuserede på, hvad der blev sagt. Alle sad bare musestille. Da hun afrundede sit oplæg begyndte folk at klappe; højlydte faste klap, som varede fem gange så lang tid som ved de andres oplæg. Denne form for gensidig respekt gjorde et kæmpe indtryk på mig. (Højskoleelev)

Hvis man ikke har modet til at præsentere sine synspunkter og stille sig op, er det meget vanskeligt at være en del af en demokratisk proces, hvor man selv har indflydelse. Og hvis man ikke er lydhør og har tålmodighed til at høre, hvad den anden part har at sige, er det heller ikke nemt at inddrage dem. Man skal øve sig i begge ting. Det er højskolen et oplagt sted at gøre.

Højskoleloven stiller to indholdsmæssige krav til, hvad det er eleverne ‘ikke lærer andre steder’. For det første er hovedsigtet for højskolerne, at eleverne skal arbejde med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det skal ske gennem undervisning og samvær. For det andet skal halvdelen af undervisningen være af bred almen karakter, hvilket ifølge lovbemærkningerne til den seneste højskolelov betyder, at undervisningen skal indeholde perspektiver af filosofisk, historisk, kulturel, politisk, samfunds- eller naturvidenskabelig karakter, hvori der indgår et menneske-, samfunds- eller natursyn.

På Vejle Idrætshøjskole har vi gjort os mange anstrengelser for at præcisere vores overvejelser om, hvordan vi griber undervisning af bred almen karakter an i vores indholdsplan. Det har fyldt meget i diskussionerne på lærerværelset, og når vi har været sammen med andre højskoler. Det er undervisning af bred almen karakter, ministeriet bruger som udgangspunkt for sine kontrolbesøg på højskolerne, og højskoleforeningen har lavet inspirationsmateriale, som kan hjælpe højskolerne med at få sat det lovmæssige krav på dagsorden.

Hovedsigtet og forståelsen af undervisning af bred almen karakter er naturligvis ikke modsætninger, men for os er det også interessant at bringe diskussionen ind på lærerværelset, hvor det i sidste ende ikke handler om, hvad ministeriet vil godkende, men om hvordan vi bedst løser den opgave, højskolerne er sat i verden for. Der er i lige så høj grad brug for at italesætte det indholdsmæssige krav, som gælder hele tiden på højskolen, nemlig at højskolen skal beskæftige sig med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Hovedsigtet med højskolen burde være det primære omdrejningspunkt for diskussionerne af vores højskolevirksomhed.

Højskoleeleven i citatet ovenfor formulerer ikke, at undervisningen i virkeligheden arbejder med en af hjørnestenene i hovedsigtet, nemlig det indholdsmæssige krav at højskolerne skal arbejde med demokratisk dannelse. I stedet sker det snarere indirekte.

I højskoleloven er der ikke præsenteret en definition af demokratisk dannelse. Vi forstår den demokratiske dannelse som en sag, der handler om, hvordan mennesker står i forhold til hinanden. Dannelsen sker i processen med at besvare det grundlæggende spørgsmål: “Hvordan vil vi gerne leve sammen?” - og hvordan det enkelte menneske kan være med til at forme de mulige svar på spørgsmålet. For os kan idrætten bruges til at svare på nogle af de spørgsmål.

Konkret har vi opstillet en række punkter, som illustrerer, hvordan vi på Vejle Idrætshøjskole for tiden forstår og arbejder med demokratisk dannelse.

  • Forståelse og respekt. At man skal respektere hinandens synspunkter, selvom man kan være undrende uenig. Alle skal have lejlighed til at blive hørt med de forskelligheder, det nu bringer til diskussionen. Der skal være plads til at ytre det, der er en på hjerte. Det skal der være åbenhed og respekt omkring.
  • Medbestemmelse. Man skal have mulighed for at være med til at bestemme noget og lære at være en del af en beslutningsproces. Det indebærer også, at man føler, at man har indflydelse på ens egen hverdag.
  • At kunne gå på kompromis. At vide at alting i et fællesskab ikke kan blive nøjagtigt, som man gerne vil, men at der kan være løsninger, der tilgodeser alle. Og hvad gør man, når man ikke får ret? Hvordan kommer man til enighed?
  • Tage stilling. Det handler om at få lyst, mod og evne til at tage stilling - og reflektere over, hvordan man egentlig gerne vil have, at tingene foregår. At kunne forklare hvorfor man gerne vil have tingene på en bestemt måde - og gennem den diskussion blive endnu mere klar over, hvad man egentlig mener. Det handler også om at skærpe den enkeltes kritiske sans.
  • Evne og mod til at forklare sig. Den enkelte skal hvile nok i sig selv til at kunne forklare sine egne synspunkter. Eleven skal indgydes mod til at turde stå fast og fortælle, hvad vedkommende har på sinde. At turde lægge sine synspunkter ud i det åbne og ikke vælte, selvom de møder modvind.
  • Byd ind. Væsentligheden af at bidrage i fællesskabet - men også arbejde med, hvordan den enkelte kan bidrage til at påvirke fællesskabet og den måde vi gerne vil leve sammen på. Hvordan vil vi gerne bidrage til samfundet og tage del i samfundet? Den enkelte skal forstå, at vedkommende som en del af fællesskabet er ansvarlig for det - og hvordan den enkelte varetager sin rolle får betydning for, hvordan vi lever sammen.
  • Rettigheder og pligter. Der er rettigheder og pligter, som eleverne selv skal være med til at løse. Vi har formuleret pligterne og hjørneflagene for den måde, vi gerne vil være sammen på, men vi skaber og genskaber rammerne sammen med eleverne.

Vi arbejder især med demokrati som livsform, forstået som et mellemværende mellem mennesker. Hvis man vil gøre sin indflydelse gældende i demokratiet som styreform, er mange af de samme egenskaber naturligvis også nødvendige. I det følgende beskrives hvordan den demokratiske dannelse bl.a. løftes i undervisningen.

I Bootcamp og i livet

Hovedsigtet skal gælde hele tiden på højskolen. Derfor er man i vores optik også forpligtet til i de enkelte fag at sikre sig, at de er tilrettelagt sådan, at eleverne indgår i en demokratisk dannelse. Det er helt legitimt at gøre sig overvejelser over, hvor godt et fag er til at løfte den opgave. Når jeg kigger på vores fagudbud, så er der også fag, hvor jeg tænker: gad vide, hvordan vi bedst løfter opgaven her?

I faget Bootcamp, hvor det gælder om “at give den gas”, mens du får “motiverende tilråb”, og hvor du lærer at “træne effektivt”, så du kan opnå “træningseffekt og få en trimmet krop”. Det er sådan vi beskriver faget i markedsføringsmaterialet. Samtidig har faget en relativt uerfaren højskolelærer som den primære underviser. Hvordan giver de iboende kvaliteter i Bootcamp overhovedet mulighed for demokratisk dannelse uden at det skal blive (for) søgt?

Det allermest interessante er, hvad eleverne tager med sig fra undervisningen? Vi har afsluttet de seneste semestre med at få eleverne til at skrive en historie om en konkret iagttagelse i løbet af deres højskoleophold med den indledende sætning: Det har især gjort indtryk på mig, at … Det kommer der mange konkrete historier ud af. I to uafhængige, men enslydende historier om bootcamp, har jeg fundet noget af svaret på, hvorfor bootcamp har sin berettigelse som højskolefag.

I faget bootcamp har vi især lært meget om fællesskabet. Ingen er færdige før alle er færdige. Det gælder altid om at støtte hinanden på den bedst mulige måde - at vente på hinanden og hjælpe hinanden i mål, også selvom det er en konkurrence. Også da vi skulle transportere vores kettlebells hjem til skolen, hjalp man hinanden på tværs af holdene, så dem, der havde overskud, hjalp dem, der var helt færdige. I sidste ende handler det ikke om, at komme først, men om at alle gennemfører. (Højskoleelev)

Det har ganske enkelt været centralt i bootcamp at arbejde med fællesskabet og italesætte en måde at være sammen på. Læreren har ikke siddet sammen med eleverne og teoretisk analyseret fællesskab og givet handlingsanvisninger. Det har været en underliggende præmis, som elevene gennem faget er med til at udvikle. Det er en gradvis proces, som former holdet.

Læreren har givet sit bud på det centrale spørgsmål, vi gerne vil besvare ift. den demokratiske dannelse: Hvordan vil vi gerne leve sammen?. Oplevelsen af hvordan den med overskud, hjælper den med mindre overskud har haft skelsættende betydning for flere og rodfæstet sig som den stærkeste fortælling fra et helt semester på højskole.

Når to elever netop fremdrager denne læring som det væsentligste blandt virkelig mange indtryk fra deres højskoleophold, så viser det, at et fag kan mere end det foregiver i markedsføringsmaterialet. Men historien viser også, at eleverne sætter pris på at det bliver tydeligt - og derfor kunne markedsføringsmaterialet formentlig skrives om til at inddrage disse perspektiver og fortsat være lige så attraktivt for potentielle elever.

Polemisk kan man anfægte, at man også kan opleve noget af det samme i fx militæret. Forskellen er, at det samtidig indebærer en risiko at skulle i krig. Hvis ikke man er dygtig nok, vil man blive udskilt. På højskolen er det egentlig ikke tvingende nødvendigt at agere på den måde, men det er sådan vi gerne vil leve sammen. På højskolen har vi mulighed for at sætte den tankegang i spil i andre situationer, i fagene eller i samværet.

Læringsoplevelsen i Bootcamp er også et eksempel på, at det ikke er hvad vi gør, men hvorfor vi gør det, der er det centrale. I den måde vi tænker demokratisk dannelse på, har man rettigheder og pligter. En af pligterne er, at man skal byde ind, når man har overskud til det - og at man skal løfte andre op til gavn for fællesskabet. Selv i et fag der tilsyneladende handler om den enkeltes træning, arbejder vi ud fra et relationelt udgangspunkt.

Teamplayer - hvordan skal vi spille sammen?

Faget Teamplayer handler om forudsætningerne for at arbejde sammen for at forbedre teamet. Vi tager udgangspunkt i holdspil, og eleverne er selv både aktører og coaches. En dag har lærerne besluttet, at floorball skal danne baggrunden for dette møde. Lærerne har lagt bolde og stave frem i hallen, og målene er stillet op i enderne. Nogle af eleverne går straks hen og tager en stav og begynder at skyde på mål. Andre begynder at spille til hinanden, mens nogle enkelte står lidt afventende på sidelinjen. To elever får til opgave at udtage to hold. De får at vide, at holdene skal være jævnbyrdige, og at de skal holde deres proces hemmelig for de andre spillere. De to elever diskuterer frem og tilbage, hvordan de skal gå til opgaven, og de bliver enige om, at de matcher spillerne parvis efter evner, og deler dem ligeligt på de to hold. Holdene samles og hvert hold får trøjer på. I dag er der to undervisere på teamplayer, og hver underviser går hen til et hold. De fortæller at der er to minutter til, at der fløjtes til kamp.

Spillerne kigger lidt på hinanden. Hvem skal tage ordet? På begge hold bliver der kigget lidt hen mod hvem, der har flest erfaringer med at spille bold, fordi der ligger en uudtalt forventning om, at opgaven er at lave en holdopstilling. Begge hold er klar til at spille. Omtrent hver femte minut stoppes spillet for at diskutere forskellige situationer. Nogle diskussioner er faciliterede af lærerne, mens andre overlades til holdene selv. Efter samtalerne fortsætter spillet igen. I den første pause stilles følgende spørgsmål:

  • Hvordan startede i - og hvem førte ordet? Begge hold havde ladet nogle af de erfarne give deres bud på en holdopstilling. Ingen af holdene havde gjort sig særlige overvejelser om, hvordan de gerne ville spille - eller hvilken stemning der skulle være på holdet. Læreren spørger udfordrende, om de overhovedet har gjort jer overvejelser om, hvad det er for et spil, de skulle i gang med?

I samtalen giver lærerne plads til at den enkelte kan forklare sig. Det foregår roligt. Det skal ikke være den ressourcestærke, der styrer det. Den (tilsyneladende) ressourcestærke opdager ofte også i processen, at man ikke er vant til at få tingene til at fungere med så forskellige mennesker, fordi man plejer at være på et relativt homogent hold. Efter samtalepausen er begge hold meget fokuserede på spillet, men også at overholde aftalerne på holdet. Alle de følgende pauser begynder med at evaluere, hvordan den foregående spilperiode er gået. I de følgende pauser diskuterede holdene desuden følgende temaer.

  • Målsætning. Hvordan vil I gerne spille? Hvordan vil I gerne fungere som hold? Hvordan vil I måle, om I når jeres målsætning?
  • Talent spotting. En runde hvor spillerne på skift får gruppens vurdering af, hvad vedkommende kan byde ind med. Spillerne er altså på skift i den varme stol, hvor de andre fortæller, hvad man har gjort godt indtil nu, som man skal holde fast i. Hvordan man kan udfylde sin plads i fællesskabet bedst muligt.
  • Gøre de andre gode. Hvad skal der til for at hver enkelt bliver rigtig god? Hvordan fungerer du bedst i dette fællesskab? Hvad har du brug for, hvis du skal spille bedst muligt på holdets præmisser? Aftal med dem du spiller ved siden af, hvordan de kan gøre dig bedre?
  • Spændingsniveau. Hvad er dit spændingsniveau lige nu? Hvordan er holdets spændingsniveau? Hvordan påvirker jeres spændingsniveau hinanden? Hvordan udnytter vi forskellene?

Det bliver en forrygende intens kamp, hvor de to hold skiftes til at vinde de enkelte halvlege. Det bliver tydeligt for deltagerne, at en aflevering kræver en modtagning for at være en god aflevering. Alle spillerne på et hold må tage sig selv med i forklaringen, når de skal beskrive, hvad der sker på teamet. Både når det lykkes, og når det går galt. Eleverne bliver således ansvarlige for at tilrettelægge deres spil, så det giver bedst muligheder for holdet – uanset holdkammeraternes færdigheder - ikke bare for at vinde, men også for at alle har en god oplevelse med spillet. Den enkelte og holdet må tage stilling - og forsøge at få den fælles stillingtagen ført ud i livet. Det kan man ikke uden at byde ind med sin indsats.

Indtil nu har holdene selv fået lov til at definere udgangspunktet for holdet. Men inden den sidste halvleg bestemmer lærerne, at det handler om at vinde: Nu skal I lave det bedste hold! Målet i denne periode er at vinde. I skal ikke tage hensyn til andre ting i denne halvleg.

Det ene hold besluttede sig for at fastholde den måde at spille på, som de i løbet af de andre pauser var blevet enige om, da de mente, at holdet var stærkest på den måde. Det andet hold holdt de samme to spillere på udskiftningsbænken hele tiden i løbet af den sidste halvleg.

Efterfølgende blev der spurgt ind til eleverne: Hvad gjorde det ved jer at skulle lave det bedste hold? Hvilke kvaliteter vil I tage med jer videre? Hvordan blev I enige om jeres målsætning? Hvem tog lederskab? Hvordan går man til en opgave? Hvordan sikrer I jer forventningsafstemning?

Eleverne lærer, at man ikke kan fraskrive ansvaret for andre ved ”at passe sit eget bord”, men at de selv har et ansvar for at få det bedste ud af deres kammerater og medmennesker. Læreren afslutter timen med at spørge: “Hvornår har du sidst taget dette ansvar uden for banen, i dagligstuen, på gågaden?” På den måde bruger udfordrer læreren eleverne til at tænke over at mange af de samme spørgsmål kan være rigtig gode at bringe i spil på værelset, når man skal bo på kollegium, på arbejdspladsen og i familielivet.

Hvis man har en træner, der forstår at italesætte fællesskabet og hinandens nødvendighed, så kan man formentlig opleve noget af det samme i holdidrætter i klub- og foreningslivet. På højskolen er det imidlertid udgangspunktet og forudsætningen, at vi skal have holdet til at virke med dem, der er her. I klublivet kan man ryge af holdet, eller man kan finde nye, bedre spillere til holdet. På højskolen skifter vi ikke ud. Vi kaprer ikke nye spillere. Det gør, at vi øver os i at rumme og forstå hinandens synspunkter og tilgange til verden hele tiden i holdidrætten.

At bryde boblen og engagere sig i samfundslivet

900 spændte børn står klar i den store hal i DGI-huset i Vejle. Musikken starter. To højskoleelever får børnene til at tage armene op i vejret og ryste dem - og alle begynder at hoppe samtidig. Alle kommunens femteklasser er samlet til fælles idrætsdag. 15 højskoleelever har gennem et fag om kreativitet, projektledelse og spiludvikling planlagt idrætsdagen. De har før arrangementet afholdt møde møder med Dansk Skole Idræt og folk fra kommunen for at afstemme forventningerne. Alle højskolens elever hjælper på dagen med at følge holdene rundt, forklare aktiviteterne og gøre det til en rigtigt god dag for de mange børn. Fem timer efter er der kun tilbage at rydde op. Nogle af højskoleeleverne er helt høje, for de synes at det var for fedt at være helt for en dag. Andre er virkeligt trætte, fordi det har krævet så meget af dem at være på. Alle er enige om, at det har været en god dag.

Eleverne skal have mulighed for at være ansvarlige for aktiviteter. På den måde får de modet til at byde ind og tage del i det liv omkring dem. Alle højskoleeleverne yder en stor indsats på idrætsdagen, og målet er, at mødet med glade børn kan være med til at inspirere dem til fx at blive en del af det frivillige foreningsliv og give mod til at stå foran.

De 15 elever, der har arrangeret dagen, har lavet projektet fra bunden af. De har fået præsenteret nogle værktøjer, som de kunne benytte sig af i planlægningen. De har gennemgået tidsskemaer, analysemodeller, kreative processer og været en del af et utal møder, inden de er blevet enige om, hvordan programmet skulle skrues sammen. Nogle i gruppen er fremme i skoene og snakker meget. Andre er mere tilbageholdende. Nogle føler sig overset, når de kommer med forslag, og nogen synes, at det går alt for langsomt med at få taget beslutninger. Det er udfordrende at være åben over for alle, når man selv har så fremragende ideer. Hele processen er meget praktisk orienteret, og lærerne forsøger at give eleverne de redskaber, der er nødvendige - og de coacher hele tiden gruppen for at få eleverne til at tænke over, hvilke processer der er i spil.

Vi har masser af undervisning, hvor vi mener, at eleverne bliver dygtigere til at navigere og leve deres liv, men vi kan stadig forbedre os med at få gjort vores elever endnu mere interesseret i at deltage i både det nære og overordnede samfundsliv. Når eleverne skal forholde sig til deres højskoleophold, så kan mange genkende følgende beskrivelse:

Men på højskolen lever man lidt i en boble. Man aner næsten ikke andet end det, der sker her. Man glemmer på en måde, at der eksisterer en verden uden for skolen. Man skubber alt andet ud af hovedet, fordi der er så meget, man skal koncentrere sig om på skolen. Alle de virkelige nyheder uden for skolen, hører man næsten ikke om.(Højskoleelev)

Vores elever er interesserede i at få beviser på forskellige trænerkurser. Vi er interesserede i, at eleverne får lyst til at deltage i (idræts)foreningslivet efter deres højskoleophold. Vi laver små samarbejder med de lokale foreninger, og vi har elever der lærer at udvikle og gennemføre projekter, der har eksterne målgrupper. I efterårsferien inviterer vi i samarbejde med DGI til idrætsskole for unge mennesker, hvor de elever, der har lyst, kan byde ind og blive trænere i et par dage. I november har vi arrangeret en fælles frivillighedsdag, hvor eleverne får et oplæg om, hvad frivillighed er, og så får de til opgave at være frivillige med en selvvalgt organisation.

Vi øver os fortsat på at gribe ud i samfundet, så eleverne ikke står tilbage efter et højskoleophold og tænker, at de har været løsrevet fra “det rigtige” liv i flere måneder. Løsrivelsen kan sommetider skyldes de strukturelle rammer, vi selv har konstrueret, hvor vi ikke giver os selv så meget rum til spontanitet og ændringer i normalskemaet.

Udfordringerne ved frisættelsen af den demokratiske dannelse

Hvert enkelt elevhold er unikt og holdet bliver skabt i mødet mellem skolen, de ansatte og eleverne. Men det bliver ikke skabt fra bunden hver gang. Elevholdet bliver skabt indenfor en ramme og i en sammenhæng, som hele tiden genskabes i hele organisationen. Genskabelsen påvirkes af de forskelligartede elevhold, de udfordringer vi møder, de forskellige personalegruppers holdninger, de samfundsmæssige strømninger, ministeriets retningslinjer, højskoleforeningens forskellige kampagner og de tilbagevendende drøftelser på lærerværelset.

Det betyder, at der kan være travlt, men også at det nærmest aldrig er oppe til diskussion, om vi skal suspendere normalprogrammet og tage fat i noget helt andet og diskutere, hvordan vi som skole vil forholde os til aktuelle udfordringer på skolen eller i samfundet.

I lærerrådet har vi nogle relativt klare holdninger til hvad højskolen er. Der er flere ting, hvor vi som udgangspunkt ikke ønsker, at eleverne har selvbestemmelse. Vi har en alkoholpolitik, hvor vi ikke ønsker ændringer. Vi har nogle fysiske rammer, hvor vi også er meget tilbageholdende med ændringer. Vi opfordrer naturligvis eleverne til at påvirke deres hverdag, men det er inden for vores rammer - og i mange situationer skal de spørge forstanderen eller en lærer om at få lov.

For os drejer demokratisk dannelse sig i at styrke den enkelte til at tage del i samfundet. For vores elever er idrætten og foreningslivet et oplagt sted at starte. Vi griber bevidst alle vores fag an, så man får erfaringer med at være del af et fællesskab. Sammen med eleverne italesætter vi, hvor og hvordan der i samfundet findes fællesskaber, man kan tage del i - og hvordan man kan være med til at sikre sammenhængskraften i fællesskaber, der måske i dagens samfund er mere flygtige.

I det tilsyneladende individuelt rettede Bootcamp-fag deles overskuddet, fordi alle skal have en god oplevelse. I Teamplayerfaget italesætter vi, hvordan vi kan afstemme forventningerne om de rammer, som vi agerer under. I idrætsprojekterne forsøger vi at være gnisten, der skal tænde eleverne til at blive en aktiv del i (idræts)samfundslivet. Vi kan inspirere på den enkeltes niveau, fordi vi ser eleven i alle mulige sammenhænge.

Sammen tager vi stilling, går på kompromis, søger medbestemmelse, bliver irriterede fordi vi ikke får ret, råber op, hører efter, rakker ned, byder ind, stikker af, tænker os om, finder tilbage, snakker alt for længe, glemmer at snakke nok. Alle disse situationer kan være en del af den demokratiske dannelse, når vi fanger øjeblikket, for vi skal også være i det næste dag med de samme mennesker.

Genskabelsesprocessen betyder sammen med rammerne og grænserne, at der er en vis fasthed i vores organisation. Den faste struktur betyder også, at der findes en tryghed i, at tingene er som det er aftalt. Stor elevinddragelse kan rokke ved status quo - og gøre at vi skal gøre tingene på en ny måde, arbejde på andre tidspunkter eller komme til at kigge på noget på væggene, vi ikke bryder os om. For hvem skal egentlig bestemme om det er en god ide? Svaret er sikkert et både-og.

Vejen til svarene på spørgsmålet om “Hvordan vil vi gerne leve sammen?” kan være indviklede og omfattende. Idrætten kan være med til at åbne op for svarene. Svaret på spørgsmålet kan imidlertid også formuleres meget enkelt:

Det har især gjort indtryk på mig, at alle hjælper hinanden og altid er klar til at løfte den anden op, hvis der er brug for det. Gøre tårerne til latter. Gøre nederlag til sejr. Det bedste er, at alle er med til at gøre andres mørke dag til den bedste dag - og det allerbedste er, at man er en af dem. (Højskoleelev)

Artiklen har oprindeligt været bragt i Jonas Møller og Rasmus Kolby, red.: Demokratisk dannelse - højskolen til debat, ISBN-13:9788771298567

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...