Efterårssemesteret blev sat i gang ved at lærerne sammen skulle genkalde sig nogle af forårets gode oplevelser som højskolelærer på VIH og fortælle historierne til hinanden. Mette Holst Nymand skrev de dejlige fortællinger ned, og du kan nu forhåbentlig mærke energien fra historierne ved at læse dem her.

Det lange seje træk - Ole Damgaard

I foråret 2017 har vi en elev, vi bøvler en del med. Når jeg skal fortælle om en god oplevelse fra foråret, så er det alligevel den elev, jeg kommer til at tænke på, fordi jeg oplever, at han langt hen ad vejen udvikler sig i en god retning. Det, at vi kan tumle ham, sammen, som lærergruppe ift. at rumme, skubbe ham og sætte grænser er positivt. Det samarbejde, jeg oplevede med elevens teamlærer, Martin Olsen, var rigtig godt, og jeg oplever, at der er stor tillid og opbakning fra lærerrådet til “projektet”.

Undervejs i et sådant forløb er det altid en balance, som udøves. Når man kigger på det bagefter, kan jeg stadig være i tvivl, men jeg oplever, at vi giver ham chancen og laver et godt stykke arbejde i kraft af vores tilgang til ham.

For forårsholdet 2017 startede den sidste dag på VIH med landsstævneopvisningen. Det var så tydeligt at mærke den energi og følelse, der lå i det, og at projektet var ført til ende og lykkedes. Senere den dag til lærerafslutningen på terrassen hjemme hos mig, sad jeg med en stærk følelse af, at det havde vi gjort sammen, og at jeg bare var det helt rigtige sted sammen med en fantastisk gruppe højskolelærere.

Hvad fællessang også kan - Mille Sigsgaard Christensen

Eleverne på Vejle Idrætshøjskole har sang flere gange om ugen. Nogen elsker det, og andre elsker at hade det. Jeg elsker at undervise i det, især i de øjeblikke, hvor eleverne bliver ramt - bevidst eller ubevidst - af det, som sangene, musikken og det at synge sammen kan gøre ved et menneske.

Et klart eksempel på, hvad (en) sang kan gøre ved et elevhold, fandt sted til forårets introfest. Eleverne havde morgenen før lært VIH-sangen, og med årets første fest godt i gang, skulle vi selvfølgelig afslutte det “officielle program” af med en sang: VIH-sangen.

Til en fest som denne er det typisk lidt forskelligt, hvor stor deltagelse, der er i fællessange. Men her var den stor. Kæmpestor. Rundt regnet 16 sekunder efter start, stod alle 95 elever rundt på gulvet i en cirkel med armene om hinanden og sang løs. De var så meget på, så hurtigt, at det var svært ikke at blive rørt. De har kun kendt hinanden i ganske kort tid, kun sunget sangen 2 gange før, og alligevel er de en samlet gruppe, som vil noget sammen, som vil noget med hinanden.

Opskrift på Morning Energy - Karsten Lund

Jeg havde et super godt team i foråret 17. Søde, artige og stabile. Det eneste, de kunne klandres for, var deres energiniveau. Ligeså kedelig som beskrivelsen af dem ovenover lyder, lige så stille og energiforladte kunne de være om morgenen. Efter noget tid med trælse mandags teammøder, hvor meninger skulle trækkes ud af dem (snak om at påvirke dem i rammesætning og forforståelse) tænkte jeg, at der nu måtte skabes handling; vi skulle have noget energi i de her unge mennesker. Vi begyndte at lave beats og kor på de dage, hvor de var energiforladte. Imens stillede jeg mig op og sang og performede for dem og opfordrede dem på skift til at gøre det samme. Som en konsekvens af dovenskab og dvaskhed startede dermed en tradition mandag morgen. Det gav også mig mere energi og gav os alle et smil på ansigtet til det næste, vi skulle i gang med.

DGIs Landsstævne 2017 - Mika Lund

Landsstævne er for mig personligt en stor ting. Jeg har selv haft så mange fantastiske oplevelser i forbindelse med de forskellige landsstævner, jeg har deltaget i. Den oplevelse vil jeg gerne være med til at give videre til eleverne. Undervejs i forløbet op til landsstævnet prøver vi på alle mulige måder at beskrive det, eleverne skal være en del af, uden at jeg synes det lykkes særlig godt.

Mens vi opbygger programmet og showet, de alle skal være en del af, møder vi både modstand, ugidelighed og bøvl. Der er selvfølgelig også mange gode oplevelser, men undervejs mangler eleverne helt klart forståelsen af, hvad det er, vi vil.

Under selve stævnet er der til gengæld ingen tvivl om, at de synes, det er en fed oplevelse. For mig er en af de største oplevelser den forandring, der sker, når de står sammen med de andre højskoleelever og er med til at lave et to timer langt show foran et publikum. Der sker bare noget, den stolthed de får, den fællesskabsoplevelse de får.

Først der forstår de, hvad det er, vi har forsøgt at sige til dem hele vejen. Jeg tror, vi skal acceptere, at vi kan ikke kan forklare dem alt undervejs, men at de forstår det bagefter. Følelsen de får: Wow, det her er langt større end dem selv. Det er en fantastisk oplevelse.

Hvorfor er man fortsat højskolelærer efter 15 år i jobbet? - Mika Lund

Det er der mange gode grunde til, men en af dem er den betydning, man har og den forskel, man gør for den enkelte elev. Igennem årene opleves det på mange måder. Eleven, der under sit ophold var en af dem, der kostede mange snakke og timer på lærermøderne, fordi han var en værre rod og havde en belastet baggrund. Men som man møder tilfældigt på gaden i København, og han kommer løbende efter en for at fortælle, at han nu er på vej til at blive lærer og er blevet far og er kommet rigtig godt videre.

Og ikke mindst teameleven, der på den sidste dag skal sige farvel. Lærerne står på en række klar til at give den sidste farvel-krammer, inden eleverne er på vej ud af døren, på vej ud i livet efter endt ophold på skolen. Der er en elev, der går lidt rundt og rundt, han får sagt farvel til de andre lærere, men kommer ikke rigtig forbi mig. Der går et godt stykke tid, og tiden nærmer sig, hvor han skal ud af døren. Jeg når at tænke, at det er i orden, hvis han ikke har lyst til at sige farvel.

Til sidst kommer han så hen til mig, siger ingenting, men giver mig en kæmpe krammer og vil slet ikke slippe igen. Han bliver ved med at holde fast og jeg når at tænke, hvor længe vi mon skal stå her. Det giver noget at mærke, at vi flytter noget for nogen elever, og det er stort at få lov at være med til.

Den store udvikling - Thea Storm Henriksen

TH: Det handler om en af vores elever. Da jeg havde samtale med ham før sommerferien, var jeg lidt bekymret, for han vidste stadig ikke, hvad han ville efter højskoleopholdet og havde tidligere droppet ud af 4 uddannelser. Til sidst i opholdet siger han, at han gerne vil fortsætte, altså være her i 1 ½ år og jeg tænker ‘åh, nej, er det nu en god idé’ Men her på friluftsturen ser jeg Jesper, der træder i karakter, står frem og forklarer, hvad der skal ske på både dansk og engelsk foran 100 elever. Jeg har talt med ham om, at det er nu chancen er her, ift. et elevhold med knap så markante typer at træde i karakter, og så er det fedt at se, at han gør det og gør det rigtig godt. Det har givet så meget mening, at han fortsatte. Fedt, at vi efter lang tid kan rykke ham; måske er han bare en af de langsomme startere.

Jeg vil også benytte lejligheden til at sige, at det var fedt at komme tilbage efter barsel og tænke, at jeg har det fedeste job, ikke kun ift. eleverne men også ift. alle jer fantastiske kollegaer, som man kan sparre fagligt med, have det sjovt med og tale private ting med. Jeg har nogen gange været i tvivl, om højskolen fortsat var det helt rigtige for mig, og derfor er det fedt at komme tilbage og tænke, at det her er helt rigtigt. Og prikken over i’et var en fed aften med afslutningsfest hos Ole.

Adventureturen - Thomas Gejl Hartvigsen

Et par elever står alene og er lidt nervøse, inden vi skal ud på Klatresteig på Adventureturen til Østrig. Jeg har en lang snak med dem om, om man skal gøre det eller ikke. Og hvad får de ud af at gøre det. De vil begge to gerne op på toppen. Og vi aftaler, at vi følges og hjælper hinanden. Tanja synger, det hjælper hende, og det er nærmest grønlandsk opera, og det hjælper samtidig Channie, som lytter til sangen, som handler om at turde.

Når Tanja har en lille krise undervejs på turen, snakker Channie til hende og griner nervøst, og så hjælper det. Og med fælles hjælp fra hinanden og mig kommer vi til tops, og begge piger har en god følelse i kroppen, og selvtilliden er i top. Det var mega fedt at se, hvordan to elever kan hjælpe hinanden, også selvom de til hverdag ikke er de tætteste veninder.

Højskolens historie - Lars Olesen

Jeg havde et inspirationsfag, som jeg blev meget optaget af. Jeg gjorde egentlig rigtig god reklame - og endte med at have: tre elever. Det første, vi gik i gang med på faget var at finde alle ting i alle depoterne og få det samlet et sted. Rasmus Dalsgaard var en af eleverne - og det allerførste han overhovedet tager fat i er et gult album med billeder fra et elevhold. Heri finder han så sin onkel og hende, han under højskoleopholdet blev kærester med - og den dag stadig er gift med. Rasmus ringer også til onklen og får ham til at dele nogle af sine historier fra sit højskoleophold i begyndelsen af 1970’erne.

Jeg er bagefter fortsat mit eget inspirationsfag alene, men der er plads til flere i min lille studiekreds, hvis I har lyst. Jeg har bl.a. brugt en del tid med og på Stadsarkivet, og det kan jeg kun anbefale. De er helt utrolig søde dernede. Man skal dog efterhånden skynde sig, hvis man vil nå at læse fx Svend Aage Thomsens skænderier gennem præcis og kontant breveksling med arkitekterne om, hvordan hovedbygningen skulle bygges. Og da jeg har kontor over for Ole Damgaard, forstander, og kan høre, hvor højt bølgerne går på byggemøder nu om dage, så er det åbenbart heller ikke i dag bare let at bygge nyt.

Det er godt at komme væk, for så at komme igen! - Jesper Dupont

Hvad gør en moderne mand, når han har fået barn? Ja, ud over at være til stede under fødslen og ‘ligne’ en der er i balance - ja, så tager han selvfølgelig barsel. Helst så meget barsel, at far og barn lærer hinanden godt at kende.

Så jeg kan med sindsro konstatere, at jeg er en af de moderne mænd! Om jeg var håbløs til at være på barsel eller bare ikke kunne leve uden mine elever, er lidt uklart. Men i al hemmelighed gik jeg og glædede mig til at komme tilbage, til eleverne og til undervisningen.

Tro det eller ej, der var imellem bleskift og sutteflaske, tid til halvstore filosofiske tanker om, hvad det er, man er væk fra og hvad man har gang i. Jeg får tit flg. spørgsmål fra gamle elever: “Er du da virkelig her endnu?” Og svarer: “Øh, ja, synes du da jeg skulle være et andet sted?” Hvad er det egentlig, der driver mig efter mange år som højskolelærer?

Kort og godt: at kigge eleverne i øjnene, lidt alvorligt faktisk - det er jo ikke for sjov. Mærke deres frustration og passion. Jeg holder af mit arbejde, men mest af alt holder jeg af at undervise.

Højskolens enorme læringspotentiale - Martin Olsen

Øjeblikke hvor det går for een, hvor stort et læringspotentiale, en højskole har. Jeg havde et DGL hold med et særligt sammenhold, hvor jeg pludselig fik 6 nye elever ind på holdet midt i forløbet. De seks elever fik opgaven, som de øvrige elever også havde fået i opstarten, at de skulle interviewe hinanden to og to med det formål at komme ind under huden på hinanden og derefter præsentere hinanden for de øvrige på holdet.

Een fortæller om den pige, hun har interviewet, at hun har haft en svær periode, og at hun kommer for at få det bedre og møde nye mennesker. Afslutningsvis fortæller hun, at hun er meget nervøs, og at hun “bare” håber, at de andre elever vil kunne lide hende. Imens dette fortælles triller tårerne ned af kinden på personen, som præsenteres. Hvilket mod, midt i en krise og meget sårbar, stiller hun sig helt åbent frem og udtrykker helt præcist et af de mest grundlæggende livsvilkår.

At hun tør det har givetvis flere forklaringer, men for mig er det et eksempel på, hvorfor højskole har et stort læringspotentiale. Det er, når alt kommer til alt, meget enkelt at beskrive hovedingredienserne til dette potentiale: En skole, som vil et menneske rigtig meget og et menneske, som vil en skole rigtig meget.

Basket åbner for læring og samtale - Martin Madsen

Jeg havde en elev, som var meget dygtig til basketball i faget. Han (og andre på holdet) havde i begyndelsen lidt svært ved tilpasse sit spil og især sit fysiske spil til højskolesituationen, hvor holdet også består af meget uerfarne elever. Det kom til en mindre konfrontation, da nogle hårde afleveringer ramte de uerfarne elever steder på kroppen, som ikke var tilsigtet.

Det blev noget tilfældigt denne elev, som blev fremhævet i denne situation. Han blev meget sur på mig og mente, at jeg dybt uretfærdigt havde udstillet ham. Han tog sin vrede med ud af hallen og fortalte historien over det meste af højskolen. Det havde vi en snak omkring, og han stoppede også med denne del. Hans attitude ændrede sig dog ikke i undervisningssituationen.

Han var imidlertid god til basket og god til at give viden fra sig. Jeg valgte derfor at give ham flere og flere undervisningsopgaver i timerne, hvilket betød, at vi på to-mandshånd kommunikerede en del sammen. Og langsomt ændrede han helt klart sin attitude. Jeg var i tvivl om den øgede opmærksomhed ville virke i en retning, der fik ham til at føle, at jorden drejede endnu mere rundt om ham selv. Men det modsatte skete faktisk, og han ændrede både sin måde at spille på, men bestemt også sin måde at behandle de andre elever på, når han spillede.

Vi snakkede aldrig rigtig omkring vores indbyrdes forhold, men den sidste dag på højskolen kom han - 20 cm højere og en del flere kilo mere end mig - hen til mig. Han gav mig det obligatoriske kram. Han maste næsten al luften ud af livet på mig - vi sagde ikke så meget, men det var, som om han uden ord sagde tak og en lille smule undskyld.

Landsstævne med mening - Ann-Britt Nordby

Landsstævnet, 800 mennesker samlet, fællesskabet omkring det. Tankerne bag, forberedelserne inden, et puslespil som skulle gå op. Kris Herman var en af brikkerne. Han besøgte alle de deltagende idrætshøjskoler inden landsstævnet og gav eleverne en optakt til det, de skulle opleve i Aalborg. Så står vi alle der til stævnet og oplever….. måden hvorpå han får alle skolerne involveret og samlet op på det hele. Oplever, at han virkelig har villet noget med os og hvordan alle pludselig står og synger de sange, de har hørt før på en måde, så det løfter taget på en virkelig fed måde.

Det var en kæmpe oplevelse at se at vores store stykke arbejde, som vi har brugt en masse tid og energi på, give så meget mening.

Vi vil noget med nogen - Mette Holst Nymand

En af højskolens værdisætninger er, at vi vil noget med nogen. Vi vil noget med hinanden og vi vil noget med vores elever.

Som platform for vores arbejde med eleverne ligger den kollegiale base. På VIH er den stærk. Vi vil noget med hinanden - det mærker jeg dagligt i faglige, pædagogiske, humoriske, private snakke og samvær med en fantastisk kollegaflok.

Som højskolelærer er det en betydningsfuld del af jobbet at ville noget med eleverne. Men når ens egne initiativer og aktiviteter gør, at den energi, man selv mærker mangedobles af elevernes ditto, så går tingene for alvor op i en højere enhed.

En aften på et værtskab ville jeg prøve kræfter med et nyt initiativ, et nordisk møde, hvor jeg havde indkaldt grønlandske, færøske og islandske elever. Samtidig havde jeg inviteret et antal danske elever som samtalepartnere. Som dansklærer brugte jeg mødet på at få stillet min nysgerrighed ved at bede de nordiske elever om svare på en masse spørgsmål, hvor de skulle reflektere over deres forhold til og læring af det danske sprog. Men den væsentligste del af mødet var samtalen med de dansktalende elever. De færøske elever var også i rollen som flydende dansktalende. Det fungerede super godt, og energien var markant i løbet af den halve time, hvor islandske elever, der ellers mest begår sig på engelsk og grønlandske elever, der for de flestes vedkommende er meget tilbageholdende ift. at tale med andre end hinanden pludselig begik sig på dansk og mestrede samtalen glimrende. De oplevede succes og stolthed samtidig med, at de danske elever kastede om sig med anerkendelse. Det var tydeligt, at eleverne ville noget med hinanden og sammen med de udtalte positive følelser, skabte det en intens energi i rummet, som jeg længe vil huske.

Musikken i eleverne - Mette Holst Nymand

På årets friluftstur havde vi bålaften med hygge og sang ved bålet. Ilden knitrede og mørket var brudt frem. Vi havde lavet nogen sanghæfter og allieret os med et par elever, der kunne spille guitar - men vi havde ikke en superkvalificeret musiklærerautoriet til med hård hånd at styre slagets gang. Enkelte elever oplevede det som ærgerligt, at der ikke var en musiklærer, og nogle kunne måske få øje på kaotiske elementer i aftenens indslag - men ud af det kaotiske voksede elevernes egen energi og af flere omgange brød de selv spontant ud i andre sange end dem, der stod i hæftet. Pludselig greb en islandsk elev guitaren, mens de øvrige 12 islændinge rejste sig op og med armene om hinanden stod og sang en islandsk sang, som tydeligvis havde stor betydning for dem. De turde stå op og stå frem, ville noget med hinanden, de ville dele ud af det og give deres stemme og deres stolte sang til de andre elever med en smittende kraft, som jeg tror ramte os alle, den augustaften.

At lære tegnsprog - Mette Holst Nymand

På en værtsaften havde jeg aftalt med en døv elev, at hun skulle lære de andre elever noget tegnsprog. Louise var ret nervøs og mente ikke selv, at hun kunne gennemføre uden en tolk, men jeg overbeviste hende om, at det skulle vi nok klare. Jeg var til gengæld spændt på, om de øvrige elever ville bakke op. Det var en anderledes spænding, idet jeg vidste, det ville ramme en i forvejen lettere marginaliseret elev, hvis der ikke var opbakning. -‘Ikke-obligatoriske’ arrangementer tiltrækker ikke altid i hobetal, da der på VIH altid er en masse spændende ting, man kan tage sig til.

Men kursisthavestuen blev denne aften fuld. Der sad 35-40 danske og internationale elever, der gerne ville lære bl.a. alfabetet, at sige ‘mokai’, ‘skal vi danse’ eller ‘vil du med ud og spille fodbold’. I kraft af de mange elever virkede det til, at Louises selvsikkerhed voksede, og hun havde en fest med at lære fra sig. Ugen efter var der friluftstur og hendes gruppe lavede deres kamp’råb’ på tegnsprog! Som lærer er det altid ekstra fedt, når den energi, man kaster i at skabe en aktivitet og i at give energi til en usikker elever kommer tilbage af flere omgange. Så giver det energi til mere - og til det fortsatte, skønne arbejde med at ‘ville noget med nogen’.

Kommentarer

Ib Knudsen

Da jeg læste Mille Sigsgaards beskrivelse af hvad fællessang kan gøre ved mennesker, kom jeg selv tilbage en kort stund, vinteren 1963-64, hvor vi dengang sang under skønne Astrid Hartvigs ledelse.Det glemmer man aldrig.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...