Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1951

Kære gamle elever!

Endnu et solhverv — tiden løber af sted — forværres og bedres — pessimisme afløses af optimisme — bekymringer af lyspunkter.

Vi havde nogle kære gæster en aften, og de spurgte, om ikke de måtte se min film fra besættelsesårene og de glade dage omkring 5. maj.

Det var lang tid siden, jeg havde haft den fremme, så lang tid var gået, at jeg synes, den indeholdt noget nyt, en stemning, der i relation til nuet forekom uvirkelig.

Den knugende følelse fra besættelsestiden – det var, som om man kendte den fra dagen i dag, hvor man daglig føler retfærdighedens og menneskenes afmagt i de nød skrig, der kommer fra undertrykte lande.

Den jublende glæde, der lyste ud af billederne fra den 5. maj — man kunne ikke undgå at blive revet med endnu engang. – Det er kun 6 år siden. Hvor tiderne dog for andres,

Skulle det virkelig ikke være mulig at bevare glæden over at være fri fra al tyranni og undertrykkelse - i tiden, der kommer?

Over hele verden kæmper det onde stadig med det gode, hvem vil vinde?

Det onde vil altid finde en lejlighed til at ødelægge og rive ned. Det viste sig med al tydelighed efter 5. maj 1945, det onde havde fået en sådan magt i menneskenes sind, at de, selvom de følte glæde og taknemlighed, ikke kunne lade være med at gøre livet surt for hinanden.

Får vi endnu en verdensbrand, er jeg bange for, at vore sind vil blive endnu mere forgiftede, og det vil blive endnu værre at få menneskene i verden til at tilpasse sig efter hinanden. Det vil blive en dyrekøbt fred.

Har disse store perspektiver nogen relation til dig og mig, til det arbejde, vi skal gøre.

Ja, så længe, vi lever i en verden, hvor det enkelte men neskes liv og værd regnes for noget. Så længe en nations trivsel er afhængig af enkeltpersoners indsats, er der noget for os at gøre. Vi må, hver på sin post, være med til at sikre fremtiden.

Gør din pligt, hvor du end er, i dit daglige arbejde, i dit hjem og i det ungdomsarbejde, som vi har prøvet at vise dig vejen til. Vore gode ønsker følger dig.

Og så må jeg i gang med at fortælle om året, der svandt.

November og december er årets stille måneder, store begivenheder er der ikke at fortælle om, men der arbejdes energisk, og et solidt grundlag opnås. Vi lærer eleverne at kende og tager glad afsked til juleferien, fordi vi ved, de glæder sig til at komme igen efter nytår.

Vejret var godt indtil jul, og vi kunne være meget udendørs. Vore traveture, medens bladene ligger i driver, er altid en oplevelse.

For tredie gang havde vi indbudt til 3 måneders skole fra 6. januar til 29. marts, og mange havde efterkommet. indbydelsen.

Det er altid spændende at se disse nye glide ind i kammeratskabet, men de »gamle« tager altid pænt imod, og efter ganske kort tid er der et udmærket samarbejde til gavn og glæde for begge parter.

Månederne efter nytår bød i år på mange ting, der satte kulør på den daglige tilværelse. Jeg nævner nogle af dem.

Rask Nielsen fortalte levende om Finland, suppleret med gode lysbilleder. Et delingsførermøde i Vejle med deltagelse af de fleste af eleverne. Tankelæseren og hukommelseskunstneren Arndt, som tidligere elever kender, var i år usædvanlig godt oplagt. En aften så vi en interessant film fra F. D. B.s virke. Kaptajn Hafstrøm holdt foredrag om veje til fred og fortalte om Folk og Værn.

Det var gode timer i godt selskab.

Fastelavnsfesten blev, traditionen tro, vinterens fornøjeligste dag. De mødte kusiner kunne ikke andet end imponeres af det store forarbejde, som lagde grunden til en virkelig god fest.

Herning Gymnastikforening havde i slutningen af februar måned arrangeret et weekend-besøg til skolen. En god ide, bragt til udførelse af vor gode ven, gymnastikforeningens instruktør Arne Højme. 30 unge mænd og kvin der tilbragte sammen med vore elever et par gode dage. Lørdag eftermiddag gik med instruktion og badstuebad, og om aftenen havde vi filmsforevisning og kammeratligt samvær. Søndag formiddag var vi ude i skoven og hyggede os sammen bagefter. Hen på eftermiddagen tog vi afsked med vore gæster, men forinden havde de afleveret en invitation til genvisit i Herning, og den var fornem. Vi skulle blive forplejet på det bedste, og rejsen med rutebil ville de også betale.

Intet under, at vi imødeså dagen med spændt forventning, og det blev en uforglemmelig tur.

Tidlig en søndag morgen startede vi mod Herning. Første mål var H. G. F.s træningshytte i skovene ved Rind. Rigtig plantageterræn med høje graner og blød mosebund, som eleverne og idrætsfolkene fra Herning tog en længere tur i.

Imedens fyrede vi »ældre« op i hytten og badstuen. Koldt var det, og enkelte steder lå sneen i driver, men det anfægtede hverken mændene eller pigerne, alle skulle efter opholdet i badstuen have en dusch i iskoldt brøndvand i fri luft. Det var det store, kolde gys.

Og så videre til Herning, hvor vi blev indkvarterede og beværtede på det allerbedste. Vild diskussion bagefter, da alle påstod, at netop de havde haft de bedste værter.

Om aftenen samledes vi med værterne og øvrige medlemmer af H. G. F. i Håndværkerforeningens festsal, hvor vi meget hurtigt blev rystet sammen og gav en underholdning til bedste, som sent vil glemmes i Herning. Som en af mine gamle idrætskammerater sagde ved afskeden: Sådan en dag kalder vi her i H. G. F. for en tolver.

Også Vejle Idrætsforening var flere gange i løbet af vinteren til instruktion under Ernst Larsen med efterfølgende film og kammeratligt samvær.

Imellem er jeg jo ude at lede delingsførermøder, holde foredrag og vise film. I vinter startede vi ofte en hel bil fuld, vore dygtige musikere og recitører, Solbu, Krossen og Sætre, min kone og mig, og så fik vore indbydere en aften lidt ud over det almindelige, til stor glæde for dem og os.

Vejle Husmoderforening havde fået lyst til at se skolen og høre om vort arbejde, og det resulterede i en invitation til at komme ned i Håndværkerforeningen og underholde den samlede forening. Vi var lidt betænkelige, ikke mindst da vi så, at 300 forventningsfulde husmødre var troppet op, men det blev en stor aften, måske mest for os, der ikke havde anet, at vor beskedne underholdning kunne gøre så stor lykke.

Skolens stedlige tilsynsførende, fhv. højskoleforstander Sigfred Munch, besøgte os som vanlig i marts måned. Vi er meget glade for den interesse, han altid viser vort arbejde.

Så kom vore dommerprøver med førstelærer Ingemann Kvist som censor. Han talte til os bagefter, og vi var glade for de gode og kloge raad og vink, han gav os.

Påsken, som måske er årets travleste kursusuge, faldt i år sidst i marts. Vi skylder vore vinterelever tak, fordi de uden at kny tog den masseinvasion, som dagene bød på, ja tog det som en ekstra oplevelse, som de kunne høste belæring af ved siden af det daglige arbejde. På den måde blev det gode dage.

Vore idrætsmærkeprøver fik vi også godt afviklede, og en dejlig vinter var endt.

Store begivenheder var i vente, og skolen skulle som sædvanlig gøres i fin stand. Vi fik alle vore hårde senge bunde udskiftet med fine fjedermadrasser, så nu kan det ikke være sengenes skyld, om nogen klager over ømhed.

April måned gik med travlhed. Højdepunktet var finske, norske og danske idrætsfolks besøg i 14 dage, men om dette vil jeg gerne fortælle under skolens kursusvirksomhed.

Foråret lod vente på sig, men det havde den fordel, at vi kunne opleve hele det skønne forår sammen med den flok raske piger, der mødte op den 3. maj. Det var en her lig optakt til en begivenhedsrig sommer.

Vor elevforeningsformand, Thormod Petersen, havde under en udsendelse med redaktør Gunnar »Nu« Hansen omtalt det ønskelige i, at man ud over landet kunne blive gjort bekendt med, hvad en delingsfører er, og med dette emne som grundlag blev der arrangeret en udsendelse her fra skolen.

En herlig junidag mødte en veloplagt Gunnar Hansen op sammen med de fornødne teknikere, og vi havde en virkelig interessant dag, hvor vi fulgte hele indspilningen på plader og glædede os over selv at medvirke. Vi har fra mange steder fået virkelig, velment ros for udsendelsen, og når den blev så god, skyldes det i første række Gunnar Hansen, der på en ganske storartet måde fik alt til at glide. På sin rolige måde at stille spørgsmål på, fik han de nervøse piger til at folde sig ud under sin lille samtale med den.

Også en tak til de dygtige teknikere i radiovognen, der tålmodigt fandt sig i, at vi flokkedes om dem, og endda gav de sig tid til at besvare alle spørgsmål om deres interessante job.

Efter at have vinket farvel til disse tiltalende radiofolk havde vi natten derpå et hårdt arbejde med at stille en stand op på Sydjysk Udstilling i Vejen.

I denne lille by, hvor mine forældre og søskende bor, og som jeg har megen tilknytning til, var man gået igang med en landsudstilling, og da komiteen tilbød os en stand på rimelige vilkår, slog vi til og fik med billeder og andet materiale bygget en god fremstilling af det, vi beskæftiger os med. Vi fik desuden en yderst vedkommen håndsrækning af købmand Holger Christensen, Vejle, til en lille tryksag, der blev delt ud til 10,000.

Desuden fik vi lejlighed til at tale med mange mennesker, og vi håber, denne udstilling har været med til at udbrede kendskabet til vor skole.

Vore sommerpiger skulle selvfølgelig også se udstillingen, og vi valgte den dag, da vor konge og dronning havde anmeldt deres besøg, og pigerne fik en oplevelse, som de sent vil glemme.

Kan vi fortænkes i, at vi havde pyntet os til dagen. Pigerne så tiltalende ud i vor nye skoledragt, gule bluser, skolemærke på brystet og lange, blaa benklæder. Med skolefanen på fløjen tog vi sammen med de lokale spejdere opstilling ved banegården, da kongeparret ankom, og kongen gav sig tid til at veksle nogle venlige ord med Anny Rytter, der var fanebærer.

På sin vej gennem udstillingen kom kongen også forbi vor stand. Jeg blev præsenteret for kongen, der gav mig hånden og spurgte ud om skolen med en interesse, der lydeligt viste hans kendskab til idrætten.

Sammen med min ældste bror farvefilmede jeg udstil lingen, og kongebesøget blev naturligt fulgt fra ankomst til afrejse.

Jeg må beundre kongeparret for den frie og ukunstlede måde, de bevægede sig mellem os, til tider temmelig nærgående fotografer. Ikke en eneste gang lod de sig anfægte af vor nærværelse, og resultatet blev en ganske udmærket reportage, der har gjort megen lykke, hvor vi har vist filmen.

Det var lige ved, at disse begivenheder fordunklede sommerens store dage under elevmødet, men heller ikke denne fest glemte vore piger, den gik på en smuk måde ind i ræk ken af gode møder.

Programmet var i store træk, som I kender det, og som vi ved, I holder af. Kammeratligt samvær, måske det bedste af det hele, forevisning af senest optagne film, generalforsamling, munter leg på idrætsbanen, badstuebad, gymnastikopvisning, folke- og anstandsdanse, komedie på friluftsscenen, Sct. Hansbål og aftensang på skihopbakken og til slut en lille overraskelse, som jeg vil referere med et uddrag fra en vandrebog:

»Man må beundre skolen, at den stadig hvert år kan finde noget nyt og smukt at vise os til elevmødet. I år dansede elverpiger med hvide slør i projektørbelysning på friluftsscenen, deres skygger kastedes op mod træernes grønne baggrund, det så fantastisk ud, og ikke nok med det, da projektørerne var slukkede, blev vi bedt om at gå ud til udsigtspunktet med bænken, som I nok kender, lige udenfor udgangen til skoven. Vi stod her og så på den glitrende fjord i månelyset, da pludselig en projektør tændtes og drog vort blik ned mod en bitte krog mellem mørke graner, medens en fløjte trilrede. Der så vi Pan med horn og bukkefødder spillende på sin fløjte. Lokket af spillet kom Puk med hale og store ører og dansede til fløjtens lyd, dernæst et par elverpiger. Hvor var det skønt, det gav et suk i os alle af betagelse, da det var forbi, og lyset sluktes.«

Nogle små opvisningsture blev der også tid til. Vi var i Vinding med gymnastik og i Alminde til håndbold, Hagelsø, Ida Christensen og redaktør Jarnø holdt foredrag for os, og arbejdet gik med liv og lyst.

Endnu engang skulle vi give en gymnastikopvisning. denne gang lidt ud over det vanlige, idet vi var indbudte til De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningers 90 års jubilæumsstævne i Vingsted. Al pigernes fritid gik de sidste dage, for dette skulle jo være vor første officielle præsentation for en større, kyndig forsamling.

Blev vi så skuffede, nej egentlig ikke, selv om vi havde regnet med lidt mere medvind. Vi kunne i hvert fald ikke gøre for, at vor opvisning faldt på et mildest talt uheldigt tidspunkt, hvor en gøglerforestilling trak publikums opmærksomhed. Vi gennemførte opvisningen uden at lade os anfægte heraf, og det blev en god opvisning. Jeg har lov at sige det, fordi jeg hermed kun citerer referenterne.

Det var iøvrigt et stort og veltilrettelagt jubilæumsstævne, det var fornøjeligt at være med og se på alt det, der foregik. Jeg havde lejlighed til at forevige begivenhederne på farvefilm. Filmen er forlængst færdig og afleveret til overbestyrelsen, og den får en god modtagelse overalt.

Og så var det slut på sommerens mange begivenheder, og pigerne rejste hver til sit.

Hvordan var de to hold fra i år? De bedste, vi endnu har haft, sådan er det altid.

I har kun givet os glæder og gode minder at tænke tilbage på.

Min kone og jeg tog os den frihed at tage ferie midt under sommerskolen, det var ikke pænt gjort, det indrømmer jeg, men når vi til næste sommer til elevmødet gerne vil vise jer den skønne farvefilm fra vor rejse til Finland, Sverige og Norge, håber vi at kunne få tilgivelse. Det var skønt at kunne slappe af midt i al travlheden.

Vi har i år fået en ny gymnastiklærerinde, frk. Gerda Høgdall fra Vejle. Vi har været meget glade for hende og håber at kunne bevare hende endnu i mange år som vor gode medhjælper.

Jeg vil gerne her takke vor tidligere gyınnastiklærer inde, Oda Larsen, for de to gode somre, hun har ledet gymnastikken. Vi håber, at hun stadig vil føle sig knyttet til den skole, hvor hun som elev og lærerinde har så mange gode timer.

Vi er nu i gang med vor niende vinterskole, ikke med noget stort hold, men med et godt hold, der yderligere vil blive suppleret op med mange unge til vort tre måneders kursus fra 6. januar.

Det er vanskelige tider for vore højskoler, og vi går ikke ram forbi, men vi håber med jeres hjælp at kunne ride stormen af og føre vor egen lille skole frem til lysere tider.

Skolen skal udbygges engang, og den bliver det også, men vi må gøre os klart, at tiden er ikke inde endnu. Det vil kræve så uforholdsmæssig stor kapital, at det bliver umuligt at forrente den gennem driften, og så må vi vente, hvor nødig vi end vil.

Kommer tid, kommer råd, håber vi, og indtil den tid må vi trofast arbejde videre og glæde os over hver dag, der går godt.

Glædelig jul og godt nytår.

Jeres Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen.