Sibirien, Kaj og Olsen

Han plukkede æblerne i Sibirien. Det sagde man i hvert fald. Jeg tænkte det var da langt væk, når man skulle plukke æbler og boede i Vejle.

Men den var god nok. Kaj plukkede æbler i Sibirien, og Sibirien lå for enden af Wembley.

Og tit var Olsen med, når Kaj plukkede æbler til køkkenet i Sibirien. Altså ikke at køkkenet lå i Sibirien. Slet ikke. Det lå for enden af spisesalen på højskolen.

Og vandværket - skolens eget - lå ved siden af køkkenet. og ved siden af vandværket boede Kaj. og han passede tit Olsen, som han så tog med til Sibirien, hvor han altså plukkede disse æbler til og for køkkenet på højskolen.

Olsen fulgtes tit med Kaj, som havde været hjulmager og herregårdsbisse, og nu var den eneste fuldtidspedel på idrætshøjskolen.

Olsen gøede nu og da. Sådan er et hundeliv osse. Det var en glad gøen i Sibirien sammen med Kaj. Og de plukkede mange æbler sammen.

“Der er den igen,” sagde Kaj, når vi sad sammen ved sidste bord ud til køkkenet i spisesalen. “Der er den igen!”

Og vi som sad ved siden af Kaj ved bordet, hvorfra han kiggede ud og sagde:”Der er den igen!” forstod ikke helt, hvad han mente.

Men vi kom til at lære den at kende og vidste, hvad den var for én. “Der er den igen” var selvfølgelig solsorten, der spiste af fedtkuglen hængt op i en af granerne ud for vinduet ved sidste bord ud til køkkenet i spisesalen.

Efter kaffen ved det der bord hentede Kaj Olsen, der for øvrigt slet ikke var Kaj’s egen hund, men Ellen og Fredes.

Men derfor kunne Kaj og Olsen jo godt gå over til Sibirien for at plukke æbler for enden af Wembley, som hedder sådan den dag i dag, selv om den nu er belagt med kunstgræs, og Kaj og Olsen af helt naturlige årsager ikke længere hverken hver for sig eller sammen er i stand til at plukke æbler i Sibirien.

Jørn Richter