Jørn Richter om eleverne
Interview med Jørn Richter om de elever, han er stødt ind i som lærer på Vejle Idrætshøjskole.
Når øjnene begynder at lyse
Et interview med Jørgen Richter om eleverne, tiden – og det, der bliver
I podcasten “Vejle Idrætshøjskoles Stemmer” har viceforstander Lars Olesen sat sig over for Jørgen Richter, der var lærer på Den Jyske Idrætsskole og siden Vejle Idrætshøjskole fra 1973 til 2005.
Spørgsmålet er enkelt:
Hvilke elever har gjort størst indtryk?
Svaret er alt andet end enkelt.
“Der er de tykke og de tynde”
Jørgen Richter smiler, da han begynder at svare.
Der er de tykke og de tynde – for nu at citere den nye VIH-sang. De skæve og de lige. Det er en mangefoldig skare.
Alle kommer med ønsket om et godt ophold. De første syv dage fungerer det hele. Det er nyt. For dem – og for lærerne. Men så begynder grupperne at danne sig. Konstellationerne opstår. Eleven træder frem som sig selv – på godt og ondt.
“Man har jo det forfærdelige begreb, ‘de gode elever’,” siger han. For så må der jo også være nogle dårlige.
Men det er ofte de såkaldt “dårlige” elever, der gør stærkest indtryk.
De udsatte. De hudløse. Dem, der måske aldrig før har haft det så godt – selv om de bliver udfordret. Nogle af dem forandrer sig markant i løbet af otte måneder. Ikke genfødte, siger han – det ville være for meget – men mennesker, der hviler mere i sig selv, når de går, end da de kom.
Det er samværet, der gør det. Kammeraterne. Lærerne. Fællesskabet.
“Men hvis først du går ind i et andet menneskes skæbne, så kræver det noget af dig,” tilføjer han.
Når det tænder
Hvad er det så, der gør indtryk?
“Det er, når man ser lyset,” siger Richter.
Ikke det højskolemæssige lys, men det øjeblik, hvor en elev pludselig tænder. Øjnene stråler. Stemmen bærer. Der er noget, der brænder igennem.
Han nævner Randi fra Færøerne. En elev, der engagerede sig i alt – især i studiekredsen, hvor han selv havde hende. Den måde, hun gav noget af sig selv på, berørte ham dybt.
“Det er jo mig, der får noget som underviser,” siger han.
Når en elev uden at tænke over det giver af sig selv, opstår der noget gensidigt. Nogle gange endda venskaber, der rækker ud over det sædvanlige lærer-elev-forhold.
Det kalder han noget af det smukkeste ved at være højskolelærer.
Jesper Asholt og slowmotion på Puch Maxi
Så er der de elever, man senere opdager blev kendte.
“Der var jo ikke en sjæl, der anede, at Jesper Asholt ville blive så stor en skuespiller,” siger Richter.
Men morsom – det var han.
Sammen med nogle kammerater lavede han smalfilm i faget film. Richter husker stadig en scene i slowmotion, hvor de styrtede på en Puch Maxi nede i skoven. De skreg af grin.
Senere øvede Jesper og Jørgen Holbergs Erasmus Montanus i opholdsstuen – højt og intenst. Om optagelsesprøven på skuespillerskolen i Aarhus lå lige i forlængelse, husker han ikke. Men energien og talentet var tydeligt.
Og så er der hele holdene.
Man kan ikke rangordne dem, siger han. Men der er altid et hold, man husker særligt: det første. Og så nogle højdepunkter senere – hold, der bidrager med revy, temadage og personligheder, der sætter aftryk.
Fra fællesskab til “mig, mig, mig”
Lars Olesen spørger: Har eleverne ændret sig fra 1973 til 2005?
“Ja,” siger Richter. “Ellers er det bare mig, der er blevet ældre.”
Han oplevede en bevægelse fra et stærkt socialt fokus mod noget mere selvcentreret. Han nævner 90’ernes vise “Mig, mig, mig, mig”. En tid, hvor ønsket om at være i centrum fyldte mere.
“Jeg vil gerne være berømt.”
“For hvad?”
“Det er lige meget – bare jeg er berømt.”
Han forstår det godt. Tiden ændrer sig. Reality-shows og individualisering spiller ind. Men det ændrer ikke ved, at mennesket i sig selv stadig er værdifuldt.
“Eleven er i udgangspunktet et godt menneske,” siger han.
Møderne og diskussionerne blev anderledes – men ikke mindre vigtige.
Otte måneder eller fire?
Et andet skifte var overgangen fra otte måneders ophold til fire.
Fire måneder kan også rumme en god proces, siger Richter. Men otte måneder gav tid. Tid til at lande. Tid til at relationerne kunne forskyde sig. Tid til at blive mere sig selv.
De første to måneder kunne gå med at finde hinanden. Med otte måneder var der stadig lang tid tilbage til fordybelse.
Han oplevede selv forskellen, da han kom tilbage fra orlov i 1986. Et hold på fire måneder havde allerede fundet hinanden. Relationerne var etableret uden ham. Han fik gode forbindelser – men færre. Det er det hold, han kender færrest fra i dag.
“Jo kortere tid, jo mindre mulighed for påvirkning,” konstaterer han.
Kunar og Edderfuglen
Så fortæller han om Kunar.
En grønlandsk elev med svært ved det danske sprog. I studiekredsen forstod han ikke ret meget. Han var blufærdig og sagde næsten ingenting.
Men i en samtale mellem dem nævnte Kunar ordet “Edderfuglen”.
Det sagde Richter noget.
Knud Rasmussen havde omtalt Edderfuglen som en af de to grønlændere, der deltog i den femte Thule-ekspedition 1921–25. En mytisk skikkelse i grønlandsk historie.
“Det må være din oldefar,” sagde Richter.
De gik på biblioteket. Fandt bøger med sort-hvide billeder.
“Det er min oldefar.”
Den aften i havestuen fortalte Kunar – på sit gebrokne dansk – om Edderfuglen. Han lyste. Smilede over hele ansigtet. Pludselig var han en del af fællesskabet.
“Det er en stærk oplevelse,” siger Richter stille.
Efter mere end 30 år som lærer står det klart: Det er ikke præstationerne alene, der bliver husket. Det er øjeblikkene. Når et menneske træder frem. Når noget tænder.
Når øjnene begynder at lyse.
