Friheden

I dag står flagstangen naken
Blandt Eidsvolls grønnende træer
Men netopp i denne timen
Vet vi hva frihet er.

Jeg tror at Nordahl Grieg med disse linier ikke alene har sagt noget aktuelt dagens anledning (17. maj 1940). men også har sagt noget væsentligt om, hvad frihed er.

Grieg og størstedelen af det norske folk var klar over at den frihed, som EidsvoII og alt, hvad der knytter sig dette sted, var udtryk for, var i fare, og man gjorde op med, hvad frihed var.

Frihet og liv er ett
så enkelt så uunnværligt
som menneskets åndedraet.

Men gennem dette digt og den norske krigslyrik iøvrigt som Grieg og andre norske digtere var mestre for, lyser på trods af ydre modgang og nederlag en varm tro på fremtiden og en forsikring om, at tabet af ydre frihed ikke er ensbetydende med tab af den personlige frihed.

Tværtimod viste mange, at de netop på trods af landets ydre besættelse havde de egenskaber, der gjorde dem til frie mennesker.

Hermed er jeg ved det væsentlige i det, jeg vil skrive nogle ord om i det følgende.

Man er i dag godt i gang med at knytte begrebet frihed til stater og menneskesamfund mere end til enkeltmennesker. Når man nu er ved at dele lande og stater ind i frie og ufrie områder, så synes det mig mere nærliggende og rigtigt at rette blikket mod individerne i de forskellige områder og spørge, om frihed i grunden kan gives kollektivt.

Der er selvfølgelig en vis sammenhæng mellem en stats styre og muligheden for de enkelte mennesker til at leve som frie mennesker, men jeg synes, at man lægger for megen vægt på de ydre ting og ikke på det væsentlige i denne forbindelse: det enkelte menneskes evne til at være sig selv som personlighed.

Jeg sad en aften i Flensborg og talte med en ung mand, der havde været med hele krigen igennem. Han fortalte om nogle af sine oplevelser, om hvordan han havde været med til at slagte en hel bys befolkning, hvordan han havde overværet menneskelig udryddelse kollektivt i koncentrationslejrene, og han sluttede med at spørge, hvordan kan man være menneske efter dette.

Jeg måtte blive ham svar skyldig. Men jeg kom til at tænke på kollektivismens forbandelse, der udsletter enkeltmenneskers værdi og gør dem til brikker i den store sammenhæng.

Derfor er faren i dag troen på, at friheden alene er noget ydre, som kan tages og gives af stater. Man må vist gøre sig klart, at frihed helt enkelt er det enkelte menneskes evne til at leve som menneske under ansvar, uanset hvordan de ydre forhold så end arter sig.

Det må være det tilgrundlæggende i al opdragelse: at stille mennesket over for sit ansvar som menneske.

Det er højskolens store chance, det er dens opgave – – vil den, som det er tilfældet på mange af disse skoler, stadigvæk være røgter af sidste århundredes tanker og livsform, vil den stadig være forkæmper for ideer og brydninger, som har udspillet deres rolle, eller vil den være et fristed for en søgende ungdom og hjælpe den til at være menneske, til at finde ind til en livsform, der gør det muligt at være enkeltmenneske i kollektivismens tidsalder på trods af ydre omvæltninger – eller rettere sagt, i trods mod alt det, der kommer ude fra.

Ydre begivenheder kan have indflydelse på Danmarks stilling som nation, men ikke på, om Danmark er et frit land. Det afhænger af, om de enkelte mennesker ejer personlig frihed og styrke. Det kan de mangle selv under de tryggeste materielle forhold. Det kan de have og har måske stærkest, når de ydre forhold trænger sig stærkest på. Det er værd at tænke på i denne tid, da mange med bekymring ser udviklingen i verden i møde. Til syvende og sidst afhænger menneskeværd og personlig frihed ikke af ydre forhold, men af troen på det bedste i livet.

Der siges så ofte, at vi lever i en stor tid – måske – men Spørgsmålet om tidens storhed afgøres ikke alene af begivenhedernes størrelse. Massen og kollektivismen skaber ikke i sig selv en stor tid – den skabes kun af frie mennesker, der er opgaverne og ansvaret voksen.

Det er med disse tanker som baggrund, at søgelyset i dag rettes mod dansk ungdom med spørgsmålet, om den er parat til at tage sin tørn i den verden, der må komme ud af omvæltningerne rundt omkring os. Måtte søgelyset ikke blive rettet forgæves mod os.

Det, jeg har berørt her, dækker ikke helt det, jeg ville sige. Derfor slutter jeg med nogle vers af Nordahl Grieg, der rammer ind til det, denne artikel skulle være udtryk for.

Kringsatt av fjender
gå inn i din tid.
Under en blodig storm -
vi deg til strid.
Kanskje du spør i angst
Udekket åben
Hvad skal jeg kjempe med, hvad er mit våpen?

Her er ditt vern mot vold
her er ditt sverd:
Troen på livet vort,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det
dø om du må — men:
øk det og styrk det.

Elsk og berik med drøm
alt stort som var.
Gå mot det ukjennte,
fravrist det svar
Ubygde kraftverker,
ukjennte stjerner –
skab dem, med skånet livs
dristige hjerner.

Da synker våpnene
magtesløs ned.
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.

Skrevet af Thormod Petersen. Bragt i Årsskriftet 1950.