25 år på Den Jyske

22 minutters læsning

Den 16. juni i år kunne jeg fejre 25 års jubilæum på skolen og for 25 år siden blev det første spadestik til Den Jysk Idrætsskole taget af Svend Aage Thomsen.

Under strengt primitive forhold og på et i mange henseender ugunstigt, men for netop denne sag måske et særdeles klogt valgt tidspunkt, startede den indtil det stædige energiske idealist den skole, som ikke blot skulle give elementær højskoleundervisning, men også og ikke mindst yde dansk idræt over en bred front en lige så tiltrængt som betydningsfuld håndsrækning. »Vi ser rundt om i landet det ene stadionanlæg efter det andet blive indviet,« sagde Svend Aage Thomsen, »og en mængde møder frem til træning og konkurrence, men dansk idræt fattes instruktører. Det må der rådes bod på.«

Jeg havde dyrket idræt sammen med Svend Aage i Århus Idræts Club »Fremad«, og det var blevet til et nært venskab, hvilket bekræftedes, da jeg – efter at han havde orienteret mig om sine planer – spurgte, om han havde brug for min hjælp. For han svarede, at han ikke kendte nogen, han med større lyst ønskede at samarbejde med end mig. Med det svar var den sag afgjort. Men at jeg skulle opleve at holde 25 års jubilæum på »Den Jyske« – og oven i købet blive den første, der gjorde det, drømte jeg naturligvis ikke om.

Og nu har jeg så påtaget mig at berette om de 25 år. De fleste læsere vil indrømme mig, at det ikke er noget let job, og at den største vanskelighed ligger i begrænsningen. Mange elever og kursister kunne fylde dette årsskrift med minder og betragtninger over et enkelt semester eller over et kursus eller to, om oplevelser, som er uforglemmelige for dem, og de udgør kun en brøkdel af, hvad jeg har oplevet i de omkring 9.000 dage, jeg har tilbragt på »Den Jyske«. Men jeg vil forsøge af fremkalde minder om skelsættende begivenheder og om episoder, der enten fortæller om livet på skolen i alvor og gamme eller indgår i en bedømmelse af skolens virksomhed og udvikling.

På den koldeste dag i 1942 — et sted registreredes mini 28 grader celsius – besluttedes det at placere »Den Jyská Idrætsskole« i Vejle, og når valget faldt på denne by, skyldes det blandt mange andre ting, at Vejle byråd stillede det nødvendige areal til rådighed for Svend Aage Thomsen. Og vi kan vel hurtigt blive enige om, at en yndigere og mere velegnet plet end den i Nørreskoven kan ikke tænkes. Ud over arealet på 10 tønder land gav Vejle by et tilskud på 20.000 kr., senere forhøjet til 40.000 kr., samt lod udføre diverse anlægsarbejder til 64.000 kr.

Der opnåedes et statslån på 97.000 kr., Vejle Bank bevilgede et prioritetslån på 100.000 kr., hos sin familie lånte Svend Aage 20.000 kr., og endelig indbragte en landsindsamling, bl. a. gennem salg af 25 øres murstensmærker, den imponerende sum af 42.000 kr.

Men penge var ikke nok i besættelsestiden, f. eks. var det forbudt at anvende cement til andet end det nødvendigste boligbyggeri, og de moderne grave- og transportmidler, der i dag betragtes som uundværlige, kendte man ikke i 1942. Bortkørsel af jord fra udgravningen foregik således med trillebør og hestevogn, kalk måtte man selv læske på stedet, betonblandingen skete med håndkraft, og tømmeret måtte hejses op ved hjælp af taljer.

Men der var alligevel en vis fart over feltet, hvilket også gjaldt skydebanen i Bybækdalen og skihopbakken på Gyllinghøj, hvilket sidste projekt nød mere end almindelig interesse fordi det var den første af sin art herhjemme.

Grundstensnedlæggelsen den 3. oktober 1942 blev en såre enkel, men alligevel smuk højtidelighed. Svend Aage murede selv den tredie sten ind, idet han sagde:

»Måtte alle de ønsker, tanker og drømme, jeg har haft med denne skole, blive til virkelighed. Jeg murer denne sten ind med de ord, der står på vor mærke: Med stenen mures ønsker ind om Sundhed, kraft og rene sind.

Allerede den 14. november holdtes rejsegilde.

Men herefter generedes arbejdet af frosten, og det var ikke til at overskue, hvornår skolen kunne stå færdig, hvorfor det var med nogen betænkning, man indbød til første kursus med start den 3. juli. Dansk Håndbold-Forbund havde glæden og æren ved at have det første hold kursister på skolen, i øvrigt under Axel Pedersens dygtige ledelse. Det blev i denne første sommer til i alt syv kursus – et beskedent antal i sammenligning med, hvad det har udviklet sig til gennem årene.

Mens kursisterne boltrede sig på skolen og i dens herlige omgivelser, begyndte vi at glæde os til skolens første fem måneders vinterkursus, idet dette hold skulle være det pionerhold, skolens virksomhed skulle bygges videre på. Under denne vinterskole fandt den officielle indvielse af skolen sted, den 5. december, en stor dag for alle der havde medvirket til resultatet, og for alle der var til stede.

Så havde da Den Jyske Idrætsskole begyndt sin gerning - med vilje til at tjene og styrke dansk folkeliv på højskolevis, men også med tro på, at det gennem idræt og gymnastik ville lykkes at komme i kontakt med nye kredse i dansk ungdom. På vinterskolen var der 36 elever, der – som kursisterne havde gjort det – tog de endnu primitive forhold, skolen kunne byde dem, med godt humør. Eleverne blev indkvarteret med fra fire til seks på hvert værelse. Her fandtes ud over sengene, som i øvrigt havde træbunde, kun to taburetter, et bord og et lille skab. Sengebundene måtte nu og da hentes hjem fra skoven, når det var gået livligt til.

Skolens gymnastiksal var antagelig Danmarks mindste, men til gengæld den stærkest udnyttede. Ofte var der i den samlet 60-70, og den er såmænd også blevet brugt til instruktion i ishockey. Til egentligt boldspil var den absolut uegnet, og når der skulle spilles eller dyrkes fri idræt, måtte det foregå udendørs, ikke sjældent i forrygende snestorm, oft i øsende regnvejr.

Ud over elevværelser og gymnastiksal rummede hovedbygningen to klasseværelser, en opholdsstue, spisesal og køkken. Man var altså ikke forvænt med undervisningslokaler, og det ene klasseværelse blev endda undertiden brugt som sovesal for kursister, ja, det hændte endog, at man måtte ty til strygestuen, hvor flere af Dudderne har boet. Weekend-hytten – af sommereleverne kalde »Jomfruburet« – blev bygget om til vinterbrug, fik installeret kakkelovn og kom til at huse mange både elever og kursister.

Var forholdene inden døre trange, havde man til gengæld gode forhold udendørs, et dejligt stadionanlæg med løbebaner, hele Nørreskoven og den finske badstue, som var af uvurderlig betydning for eleverne, som her kunne hente lindring for ømhed i lemmerne.

De snævre kår inderdørs blev forbedret lidt efter lidt. Svend Aage Thomsens broder Alfred Thomsen, Askov, kom til undsætning ved erhvervelsen af »Skovhytten«, som efter ombygning gjorde god fyldest som kombineret lærer- og elev bolig. Desuden blev skolens nabo mod vest Nørremarksgården først forpagtet og siden købt af Svend Aage Thomsen, og mens stuehuset blev anvendt til lærerbolig, rykkede skolen landbrugsafdeling ind i udhusene, Joh, vi havde såvel heste som køer og grise og var så godt som selvforsynende med haveprodukter, hvilket havde stor betydning under besættelsen, da alt var både rationeret og dyrt.

I foråret 1944 indgik mange forespørgsler om kursus, som man nødigt ville sige nej til, og derfor tog man den 20. marts fat på opførelsen af kursusbygningen »Jomsborg«, som allerede kunne indvies ved elevmødet den 25. juni samme år.

Også det første hold sommerpiger skal fremhæves. Der var ikke mange på holdet, men det var ivrige og talentfulde piger, og det var en bevæget afsked, da de rejste hjem den 30. juli De to “lange kursus” kom til at danne mønster for den lange række af sådanne kursus, der er fulgt efter den spændende start.

Fristelsen til fordybelse i minderne dæmpes af forvisningen om, at mange læsere, hvis kontakt med skolen f. eks. hidrører fra det sidste tiår, ikke har de rette forudsætninger for at kunne placere tildragelser i det perspektiv, vi havde i 40’erne, men lad mig alligevel i flæng remse op, hvad der i skriveøjeblikket vælter rundt i min “husker”.

Cykelturen til Jelling og Faarup Sø, og den til VASG&I- formanden Kr. Mogensen på Vindelevgård. Pinseturen pr. hestevogn til konsul Aage Schjøth. Tankelæseren Villefrance. Gymnastikopvisninger i øsende regn under elevmøderne. Danmarks Saga«. Sejlturene med fiskekutteren på Vejle fjord. »Katten af tønden« i bidende kulde. Besøg på institutioner og virksomheder i Vejle. Håndbolddommereksamen udendørs i stormvejr. Min egen ringhed som »Kong Faruk. De mange gode underholdningsaftener både ude og inde.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne, at Den Jyske spillede en vis rolle i den illegale periode. I 1944 modtog skolen således flere politibetjente, der var “gået under jorden”. Rensningsanlægget bag den finske badstue var et godt gemmested, og her lå således sprængstoffet og andet nødvendigt til besættelsestidens største danske jernbanesabotagehandling, der ramte den jyske hovedlinje ved Tirsbæk. Også »Nørremarksgården« blev benyttet som gemmested for nedkastet materiale. På »Jomsborg« var det hemmelige rum under Ross Sørensens seng en overgang fyldt med sprængstof, og det var også på »Jomsborg«, det antagelig hidtil mest besynderlige indendørs håndboldkursus blev afviklet. Det var bestemt ikke luftfyldte bolde, der blev snakket mest om ved den lejlighed.

3. maj 1945 foretog tyskerne en razzia på skolen og på »Nørremarksgården«, men Dencker klarede skærene, og de øvrige blev advaret så betids, at ingen kom til at lide overlast.

Jeg vil heller aldrig glemme aftenen den 4. maj. Eleverne var samlet hos Viggo Søndergård i »Skovhytten«, da budskabet om tyskernes kapitulation blev bragt i radioen fra England. Jubelen var så voldsom, at vi bagefter undrede os over, at taget ikke var løftet af hytten. Så snart vi havde sundet os, tog vi selvfølgelig ind til Vejle for på nært hold at kunne følge de begivenheder, kapitulationen umiddelbart satte i gang.

Besættelsestiden havde uden tvivl sin andel i, at interessen for at komme på kursus steg ganske betydeligt, og det var sådan, at så godt som hvert eneste kursus drog flere med sig. »Den Jyske« fik hurtigt et godt ry, og trods sin lidenhed blev den hurtigt Danmarks største på kursusområdet. Et danmarkskort i kaminstuen blev hurtigt overbroderet med nipsenåle, som angav hvorfra i landet elever og kursister kom.

Skolens ry bredte sig snart ud over landets grænser. Allerede i 1947 var skolen hjemsted for et intereuropæisk håndbolddommerkursus, i foråret 1948 var der træning med henblik på de olympiske lege i London, og det gentog sig i 1952 forud for Helsinki-legene, da vi havde besøg af såvel danske som norske og finske eliteidrætsmænd. Også kandidaterne til det finske fodboldlandshold trænede på »Den Jyske«, og de fik sig for resten en kold overraskelse. Da de kom til skolen, gjaldt deres første fryderåb de dejlige grønne plæner, som de den følgende dag skulle boltre sig på, men da de vågnede om morgenen, lå der en halv meter sne overalt. Situationen lettedes dog hurtigt. Sluffen til plæneklipperen blev lavet om til sneplov, og ved fælles hjælp blev banen hurtigt ryddet.

Når talen er om olympisk træning, må jeg ikke glemme at nævne, at blandt de udenlandske idrætsmænd, som har grundlagt topformen på »Den Jyske«, er nordmanden Egil Danielsen antagelig den, der nåede længst. Han trænede på skolen i det tidlige forår 1956, og i november drog han til Melbourne, hvor han blev olympisk mester og ikke blot satte olympisk rekord i spydkast, men også verdensrekord med 85,71 m, næsten seks meter længere end sølvmedaljetageren, polakken Sidlo.

Hans resultat var en god reklame for »Den Jyske«, idet Egil Danielsen i de mange interviews, han måtte give, sjældent glemte at fortælle, hvor han havde grundlagt formen.

Topresultater er som regel med til at give idrætten bredde, og det er naturligvis først og fremmest for bredden, en idrætsskole skal arbejde. Hvad »Den Jyske« da også altid har gjort og fortsat gør.

Bredden blev endda så stor, at det snart stod klart, at nødløsninger og udvidelseslapperier ikke løste pladsproblemerne. Den allerede omtalte baby-gymnastiksal blev brugt af brydere, cricketspillere, cykelryttere på ruller samt af fodbold- og håndboldspillere, men tilfredsstillende var det naturligvis ikke, og det var det slet ikke, at de drenge, der blev inviteret for at virke som »medier« for deltagerne på DBU’s trænerkursus, måtte indkvarteres på loftet og i garagerne på »Nørremarksgården«. De måtte gøre toilette i vaskehuset, hvor der end ikke var brusebad, men kun koldt vand og vaskefade. Samt gammeldags das – !

Allerede i 1945 nedsattes et byggeudvalg, i 1946 blev man klar over retningslinjerne for fuldførelsen af den nu kun »barberede« skole, og tegningerne blev udfærdiget, men det skulle vise sig at være et spinkelt grundlag for de vanskeligheder i både økonomisk og restriktiv retning, der tårnede sig op for byggeri af denne karakter.

Der kunne skrives et langt og interessant, om end ikke just opmuntrende kapitel om de anstrengelser, skolens ledelse gennem en halv snes år gjorde sig for af få alle de myndigheder, der skulle give tilladelse, i tale. I 1949 opnåedes Dansk IdrætsForbunds tilsagn om økonomisk støtte, og det var dejligt, men kun et meget lille skridt på vejen.

Først i 1956 blev planerne endelig godkendt, og samtidig forelå tilsagn om økonomisk støtte fra Vejle kommune, staten og Dansk Idræts-Forbund. Sidstnævnte havde haft et godt udbytte af et landslotteri, hvis formål bl. a. var at skaffe midler til udvidelse af »Den Jyske«, og fra denne blev der da også solgt ikke færre end 2.113 lodder.

Men – kort før jul viste en licitation over arbejderne ved den projekterede udvidelse, at budgetsummen ville blive overskredet ganske betydeligt. Skulle man så gennem hele »maskineriet« en gang til? Nej, her præsterede arkitekt Chr. Lauersen og ingeniørfirmaet Chr. Ostenfeld og W. Jønsson et virkeligt imponerende stykke revisionsarbejde. En licitation den 25. februar 1957 viste, at nu var der ramt rigtigt.

Og hvad fik man så for millionerne?

Et svømmebassin på 12,5 X 25 m, en idrætshal på 24×44 m, en gymnastiksal på 10 X 20 m, en elevbygning med 60 to-mands værelser, spisesal, foredragssal, et moderne køkken, diverse omklædnings-, bade-, redskabs- depot- opholdsrum samt en lærerbolig. Hertil kom forandringer i den bestående hovedbygning og en stor udvidelse af de udendørs træningsanlæg, til en samlet byggeudgift på 3.353.500 kr.

Mindre end fire uger efter den sidste licitation forelå den endelige byggetilladelse, og en uge senere tog vintereleverne de første symbolske spadestik. Det var den 27. marts. Tre måneder senere var køkken, spisesal og foredragssal i rejsehøjde, 13. og 29. august var henholdsvis elevbygning og gymnastiksal lige så langt, 17. september holdtes rejsegilde, og 19. oktober var alle større bygninger under tag, – altså mindre end syv måneder fra modtagelsen af byggetilladelsen.

»Sikken et rod« var det stadige omkvæd i den tid, når et hold kursister arriverede til skolen, men de, der havde været her før, tilføjede: »Et dejligt rod«, og de udtrykte glæde over, at Svend Aage Thomsens drøm endelig var ved at gå i opfyldelse.

Det var da også en stor dag, da de tolv store kranse blev hejst over idrætshallen. Det var ved den lejlighed, det blev sagt, at man stilede mod at gøre Vejle til et centrum for dansk idræt.

Svend Aage Thomsen var for rørt til at sige, hvad hans hjerte og hjerne havde ønsket, han skulle fremføre ved rejsegildet, men jeg tillader mig at citere et afsnit af det, han skrev i årsskriftet samme år:

»Jeg vil gerne pointere, at Den Jyske Idrætsskole ikke er et enkeltmandsværk – lige så lidt som noget andet stort værk kan blive det. En mand kan tiltuske sig æren eller få den tildelt. Det er ikke falsk beskedenhed, men inderligt og ærligt ment, når jeg siger, at Den Jyske Idrætsskole er et værk, der i første række skyldes min bestyrelse, der roligt og besindigt udstak den linje, hvorefter værket skulle fuldføres, og fulgte den uden at lade sig besnakke af min utålmodighed og optimisme. Disse mænds nøgterne vurdering og saglighed har også været stærkt medvirkende til den goodwill, der er blevet os til del, først og fremmest fra DIF, Vejle byråd og de bevilgende myndigheder. — Tak!«

Den 20. juli 1958 oprandt endelig den dag, Den Jyske Idrætsskole skulle indvies, og sommersolen viste sig fra sin pæne side, da kong Fr. IX præcis kl. 14 ankom til skolen. Jeg havde i al min travlhed nær glemt at rulle den røde løber ud, men netop som majestætens vogn kørte ind på pladsen foran hovedindgangen, var alt klart til den store fest. Et stort arbejde var gået forud, nær 1.000 gæster var inviteret, men alt klappede.

Det blev en uforglemmelig fest i idrætshallen, og skolen fik mange gode ord med på vejen, men jeg må nøjes med nogle korte citatudpluk:

Kongen blev budt velkommen af skolebestyrelsens formand, borgmester Willy Sørensen, Vejle, som bl.a. sagde:

»Vi er taknemmelige for Deres Majestæts nærværelse på denne store dag for Den Jyske Idrætsskole, da resultatet af mange ihærdige og årelange anstrengelser er fuldbyrdet med de - synes vi “Smukke og gode resultater, vi i dag præsenterer.

På byggeudvalgets vegne udtalte skolens næstformand, Otto Lassen, Århus:

»Vi takker for den tillid, man har vist os ved at lade os arbejde med denne interessante opgave. Vi glæder os over, at vor stædighed og tro på sagens rigtighed omsider har givet resultat. Men denne tro og stædighed hænger nøje sammen med Svend Aage Thomsens ideelle tanker, og derfor har overdragelsen et videre perspektiv. Skolen er rejst til gavn for dansk idræt, og vi håber, at denne må finde et hjem og et samlingssted her, således at skolen i virkeligheden er skænket og overdraget til dansk idræt.«

Dansk Idræts-Forbunds formand, landsretssagfører Leo Frederiksen, udtalte bl. a. i sin meget smukke indvielsestale:

»Nu står vi så her, da arbejdet er færdigt, og da vi kan indvie skolen. Jeg vil gerne have lov til at sige, at dette kun er afslutningen på et vist stadium på vejen. Nu har man skabt skolen, men tilbage står en endnu vigtigere opgave: at drive skolen. I morgen er det hverdag for skolen igen, og også i det arbejde bliver der brug for alle gode kræfter. Det står til ungdommen at udnytte de gode forhold, der er skabt for den på denne nye skole. Her kan skolearbejdet foregå under de bedste betingelser, og her kan idrætsledere og -instruktører dygtiggøre sig, udvide deres kundskaber til glæde for sig selv og til gavn for dansk idræt.«

Desuden talte statskonsulent for ungdomsundervisningen, dr. phil. Roar Skovmand, og kontorchef F. Martensen-Larsen, indenrigsministeriet, hvorefter sommerpigerne sang en kantate, Birte Thomsen læste en prolog, og der blev vist gymnastik.

Det er sjældent og var navnlig dengang yderst sjældent, kong Frederik tog ordet ved slige lejligheder, men opmærksomme festdeltagere lagde mærke til, at der fandt en kort ordveksling sted mellem majestæten og Leo Frederiksen, og da gymnastikpigerne var af gulvet, gik kongen på talerstolen for spontant at sige:

»Jeg vil gerne bringe Den Jyske Idrætsskole min hjerteligste lykønskning i anledning af indvielsen. Først og fremmest synes jeg, at dagen er Svend Aage Thomsens – det er hans og hans families energi og urokkelige tro på den opgave, han i sin tid stillede sig, der i dag er forvandlet til Den Jyske Idrætsskole. Måtte denne skole blive til gavn for dansk idræt og til ære for Danmark!«

Det, at majestæten tog ordet, og det majestæten sagde slog benene væk under den ellers så koncentrationsstærke Svend Aage Thomsen. Han var simpelthen for bevæget til at sige det, han havde forberedt sig på, men fik dog udtrykt håbet om, at

»vi, der har fået så mange gode ønsker med på vejen, må få kræfter til at gøre et godt og dygtigt arbejde for dansk ungdom. Tak, Deres Majestæt – tak allesammen.«

Efter den officielle indvielse var der lejlighed til for gæsterne at bese skolen og idrætsanlæggene, inden det store selskab igen samledes i den festligt smykkede hal til det største kaffebord i skolens historie. Da så mange stod bag kæmpearrangementet, har jeg lov til at sige, at alt klappede.

Nu kunne »Den Jyske« for alvor begynde sin gerning til gavn for elever og kursister og til gavn for dansk idræt, og jeg skal love for, der kom gang i både vinter- og sommerskolerne, hvortil vi indtil da ikke havde været ligefrem forvænt med tilstrømningen. Nu var forholdene, som de skulle være, og det rygtedes omgående.

Vinterskolen blev gjort til fællesskole, hvilket bl. a. var en gevinst derved, at vi fik flere udenlandske elever, f. eks. fra Norge, hvor de ikke havde en tilsvarende skole.

Som tidligere nævnt begyndte vi med syv kursus i 1943, allerede i 1946 passerede vi for første gang 25 kursus, idet vi nåede op på 31 med tilsammen 1.075 deltagere. Efter en lille nedgang i det olympiske år steg det på ny, og rammerne blev faktisk sprængt i 1953 og 54, da vi nåede op på 49 kursus med 1648 kusister. Udvidelsen var alltså tiltrængt alene på grund af tilstrømningen til vore kursus. I det sidste kursusår nåede vi op på 175 kursus med 5.078 deltagere, og på 25 år blev det til 2.100 elever og ca. 56.000 kursister, samt de mange besøgende fra ind- og udland, idet skolen er et yndet udflugtssted – lige fra husmoder- og landboforeninger til ungdoms- og idrætsforeninger samt skoler, så det er jo ikke så få mennesker, jeg er kommet i forbindelse med gennem alle disse år.

Skolen er også kendt i udlandet, f. eks. får skolen hvert år besøg af mange Svenske fodboldklubber, da træningsforholdene ikke er så gode hjemme i foråret, sidste år havde vi besøg af 10 svenske klubber.

Af andre store arrangementer, skolen har været ramme om, vil jeg lige nævne besøg af de sovjetrussiske fodboldspillere, inden de skulle til VM, Danmarks Olympiske Komites olympiadetræning, træning til europamesterskaberne i boksning, Dansk Boldspil Unions nordiske fodboldturnering, Jydsk Boldspil Unions landsjuniorstævne, De danske Gymnastik- og Ungdomsforeningers landsdelstævne med 472 deltagere, som alle boede på skolen, og til sidst Dansk Bord Tennis Unions store arrangement, nemlig EM i bordtennis for juniores.

De mange ledere, som specialforbundene har uddannet på skolen, har jeg ikke noget tal på, men de løber op i adskillige tusinder, og det er et fortræffeligt arbejde, de forskellige instruktører har lagt for dagen, og det glæder mig at se, at de trofaste forbund møder op år efter år, men det kniber flere gange med plads, så man må ty til leje af 2 huse, som bruges til beboelse for de mange fod- og håndboldspillere, som besøger skolen.

Den store tilstrømning, skolen har haft siden udvidelsen. har betydet meget for dens virke og for alle de, der har besøgt den.

Der er også mange, der stiller mig det spørgsmål: Hvornår skal I til at udvide igen? Dertil kan jeg kun svare, at siden udvidelsen i 58 har vi fået bygget 2 nye lærerboliger samt et redskabsrum og kiosk, hvad der skal bygges i fremtiden eller i tiden, der kommer, kan jeg ikke udtale mig om, det er et bestyrelsesanliggende, men jeg kan kun sige, at Den Jyske Idrætsskole aldrig bliver færdig med at udvide, idet der stadig viser sig behov for nye lokaliteter. Vi har til dato haft 24 vinterskoler og 24 Sommerskoler, i den tid er der uddannet ca. 2.100 delingsførere, et meget pænt resultat.

Men et er sikkert, de elever, der er taget fra »Den Jyske Idrætsskole«, har alle fået et godt grundlag, som de kan arbejde videre på hjemme i deres respektive foreninger, og mange har også gjort brug af den uddannelse, de har fået, og opnået gode stillinger indenfor idrætten.

Det er også en stor glæde for os, som er på skolen, at se gamle elevers børn komme som elever, det er tegn på, at de har været glade for at være her.

Nu, når jeg i denne artikel skal give et rids af de 25 år, jeg har været på »Den Jyske«, kan jeg ikke lade være med at lade tankerne gå 25 år tilbage, da der kun var bar mark, ingen poppeltræer, ingen hæk om fodboldbanen, kun en græsfenne, hvor køerne gik og gumlede – den åbne mark, hvor vi dyrkede vore egne produkter, og så frem til det, der er sket i dag, ja, det er vanskeligt for mig at beskrive, men en dejlig tid har det været.

Sammenhold har der været på de lange kursus, det er sikkert, det fik man bevis på ved vore elevmøder; der mødte man op og drøftede gamle minder, og når vi til slut samledes om bålet og så flammen brænde, ja, så gav det os nyt mod til igen at mødes på skolen.

Da skolen skulle udvides, var man bange for, at den hygge, der var i den gamle skole, ikke kunne flyttes over i den nye. Vel, det kunne jo ikke blive som i gamle dage, men som tiderne skifter, så må man også følge med i det nye, der sker, og det er mit håb, at den tone og ånd, der herskede den gang, må blive flyttet over i den skole, som eksisterer i dag, så vi mange år frem i tiden kan være med til at skabe lys og glans over »Den Jyske«.

Hvert elevhold, der er rejst fra skolen, har fået mange indtryk og minder fra deres tid her, men også udadtil har de repræsenteret skolen på en værdig måde.

Mange opfordringer og invitationer er kommet til skolen til opvisninger udenbys, men skolen ville hellere hellige sig lederuddannelsen, og det er ikke blevet til så mange opvisninger, men enkelte tog vi ud til, jeg nævner: Hårby, Vingsted, Jels, Rask Mølle, Thorsager, Fjerritslev, Højby og Hattlund i Sydslesvig o.a. dog ikke at forglemme Viggo Søndergårds idræts- og håndboldturné i 1948.

Alle stederne gav eleverne en opvisning, som skolen kunne være bekendt, og I præsenterede skolen på en smuk og værdig måde.

Jeg har i den tid, jeg har været ansat på »Den Jyske Idrætsskole«, arbejdet under 3 medforstandere og 3 forstandere, det har været en tid, hvor man skulle tage stilling til godt og ondt, men også den tid rummer ting for mig, som jeg vanskeligt kan udtrykke her, men de år jeg var sammen med Ingrid og Svend Aage Thomsen, er år, som jeg aldrig glemmer. I alt for en ung alder blev Svend Aage revet bort. Dansk Idræt har uendelig meget at takke ham for.

Personlig skylder jeg Svend Aage, skolen og bestyrelsen en stor tak, fordi jeg fik den lykke at være med fra »Den Jyske Idrætsskole«s start og gøre et stykke arbejde til gavn for dansk idrætungdom, som står os alle meget nær.

Nu har skolen fået en ny forstander: Bjarne Hauger fra Esbjerg, og mit ønske skal være, at både gamle og nye elever vil slutte op om ham og de lærerkræfter, der fortsat skal arbejde for, at »Den Jyske Idrætsskole« kan gå en lys og lykkelig fremtid i møde.

Med dette ønsker jeg alle gamle elever, kursister, kursus ledere og specialforbund en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår med et på gensyn.

Skrevet af Knud Thomassen til Årsskriftet 1967 i anledning af skolens 25 års jubilæum.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...