Fremad

6 minutters læsning

Kun, hvis en plovs pres får brudt brugt, gammel jord, hvor ifjors sæd stod, kan tiere ny høst spire. (Poul Sørensen.)

En vis mand skal engang have sagt: Alle mennesker ønsker freden, men kun få vil dens vilkår.

Vi ved kun alt for vel, at han har ret. Af personlig erfaring må vi erkende, at egoisme og magtbegær sidder dybt i den menneskelige natur, og historien fortæller klart nok, hvor vanskeligt det i samfundslivet har været og stadig er at få selvtægten afløst af loven.

Mere end nogen sinde passer ordet vist på vor egen tid, såvel mennesker som nationer imellem, og uhyggelige magtmidler står til rådighed for den stærke og hensynsløse.

Af smertelige selvoplevelser ved vi, hvad anvendelse af de moderne magtmidler bragte os : Et Europa i ruiner, kaos og åndelig nød.

Den fred og tryghed, som vi alle længes efter, synes stadig uendelig langt borte. Det er så meget mere nedslående, som vi alle har en sikker følelse af, at freden i dag er mere påkrævet end nogen tid før. Mulighederne for den fuldkomne ødelæggelse er fantastiske, hvorfor det da heller ikke mangler på advarsler om, at såfremt vi styrer ud i en ny krig, kan det meget vel betyde vor kulturs undergang og menneskehedens forfald i armod og barbari.

Kun et fåtal af stormagter overlevede den sidste krig. Netop nu ser vi, hvordan disse hver for sig søger at samle de nærmest liggende lande om sig for at vinde styrke til den næste store og måske afgørende kraftprøve. Også på Vestens demokratier kaldes der til en sådan militær samling. Under de foreliggende forhold er denne samling nødvendig og uundgåelig.

Men stoler vi på våbnenes magt som eneste værn, da vil vi blot før eller siden blive kastet ud i nye ulykker.

For Europas små lande og de af krige forarmede stormagter indebærer denne udvikling den visse død og undergang. Med stadig stærkere vægt fremsættes da også tanken om, at magtens princip i internationale forhold må afløses af frie folks frie beslutning om at leve i samdrægtighed og uden tvang foretage de tilpasninger og give de indrømmelser, som er nødvendige, for at retfærdighed kan komme til at herske nationerne imellem. Dette er baggrunden for talen om et forenet Vesteuropa.

Tanken om et forenet Europa viser sig allerede nu vil møde på modstand fra såvel store dele af befolkningerne i de europæiske lande som fra ledende politikere og embedsmænd.

Stærke følelser binder os til netop vort land, og politikeren har århundreders traditioner bag sig, når han søger at varetage sit lands interesser i modsætning til andre.

Hele det moderne tekniske, økonomiske og politiske liv har ført med sig, at de europæiske folk har haft rig lejlighed til at lære hinanden at kende gennem de sidste årtier. Det paradoksale er imidlertid, at med det øgede kendskab og med folkenes faktiske afhængighed af hinanden voksede selvtilstrækkelighedens og hadets ånd.

Vanskeligst vil tanken derfor antagelig kunne slå rod i de tidligere store og stærke stater, hvor alle følelser og politiske tanker er forbundet med ideen om statens uafhængighed.

For de små lande ligger det anderledes. De har altid haft størst interesse af at tale fredens og retfærdighedens sag. I dag har de rig lejlighed til at tale samarbejdets og forsoningens sag. Men bag dem må folkenes længsel efter fred og tryghed føre frem til en stadig klarere forståelse af, at en ny historisk skæbne er over os. Tvunget af nødvendighedens hårde lov må vi finde frem til nye ydre livsformer.

Det nytter ikke, at vi af kærlighed til en bestemt historisk periode i vort folks liv forholder os passive til nutidens krav.

Når Europa har været førende på så mange områder, er en af grundene landenes forskelligheder og folkenes mangfoldighed.

Denne mangfoldighed skal bevares. Samlingens mål skal ikke være at skabe en folkeblandingens verdensdel, men tværtimod gennem økonomisk og politisk samvirke at genrejse det forarmede Europas erhvervsliv og derved øge mulighederne for at skabe almen velfærd.

Samtidig aflastet for nationalismens tunge byrder får de mange nationer nye muligheder for udfoldelse af nationalt og folkeligt særpræg. Det er da også uden for al tvivl, at et sådant europæisk samarbejde eller en europæisk union båret frem af folkevilje vil betyde nye store muligheder for de europæiske folk.

Men et så intimt samarbejde vil mere og mere kræve åbne grænser landene imellem, og heri ligger en fare for de små nationer.

Med den store ophobning af hjemløse og socialt forarmede mennesker i Sydslesvig er det indlysende, at en åben grænse betyder en øjeblikkelig politisk og folkelig fare for vort land.

Danmarks medvirken til et videregående samarbejde må derfor til forudsætning have opfyldelsen af oktobernotens krav: Sydslesvigs. frigørelse fra flygtningene og fra holstensk-tysk formynderskab, så sydslesvigerne nu og i fremtiden frit kan vælge det nationale fællesskab, de ønsker at være medlemmer af.

Dette er en speciel og forhåbentlig forbigående fare for vort land, men der vil også være andre.

Vi kan derfor ikke tidligt nok søge at danne os en klar forestilling om, hvorledes disse nye ydre livsvilkår vil indvirke på vort folks skæbne.

Europa som åbent samarbejdsområde vil kræve den yderste agtpågivenhed over for udnyttelsen af vort eget lands rigdomme og materielle muligheder. Det vil tillige kræve skærpet dygtighed i kappestriden med de langt større og folkerigere nationer, ligesom vi i videnskabelig forskning må stå på højde med de bedste.

Men åbne grænser betyder også lettere kår for kulturudveksling og gensidig åndelig påvirkning.

Efter enhver stor krig følger før eller senere en periode, hvor opløsende kræfter driver sit spil og søger at indvirke på de bestående samfundsforhold og de nedarvede traditioner.

Vi ved endnu ikke, under hvilke former disse kræfter denne gang vil komme. Men at der vil skabes saadanne i de af krigen hærgede lande og i de af krigen omflyttede menneskemasser må anses for givet.

Her ligger måske den største fare, som de åbne grænser vil udsætte os for.

Det gælder derfor om, at vi evner indadtil at virkeliggøre et samfund af høj kvalitet, hvor alles evner og kræfter tages i brug for at skabe menneskeværdige kår for alle dets medlemmer. At vi sammen med de øvrige nordiske lande gennem digtning, kunst, videnskab såvel som gennem personligt virke og optræden formår klart og tydeligt at give udtryk for vore nordiske kultur- og åndsværdier i det hele taget. —

Forudsætningen herfor er, at vi selv fastholder og yderligere udvikler disse værdier.

Gennem hjem, skole og kirke må her kaldes på alle i vort folk. Vi må søge virkelig viden om og kendskab til livet, sådan som det rigt og mangfoldigt udfolder sig i nutidens norden.

Gennem historie og digtning må vi leve os ind i de traditioner, der ligger bag disse ydre ytringsformer. At vi her møder traditioner og værdier, som er fælleseje for hele Europa, gør kun oplevelsen rigere og større.

Lader vi af ligegyldighed eller magelighed hånt om disse vore nedarvede traditioner og folkelige værdier, betyder det åndelig fattigdom og rodløshed, og huset står rede til at modtage hvad som helst.

Forankret i dem får vi evnen til at vælge, hvad der tjener vort folk, og kræfter til at løse de opgaver, som vort slægtled stilles over for, som slægterne før os løste deres.

Skulde vi være ringere end de?

E. Hagelsø.

Hilsen til gamle elever med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår.

Vojens, i november 1948.
E. Hagelsø.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...