Kulturpause?

I denne vinter er vi så heldige her på skolen at have en I elev fra Tanganyika, en moden elev, som allerede i flere år har studeret her i Europa, bl. a. også tidligere her i Danmark. Han har herigennem tilegnet sig en ganske grundig opfattelse af europæiske og ikke mindst danske levevilkår og livsgoder.

Han må være imponeret.

Nej, ikke spor. Vel, der er ting her, han værdsætter, forhold han sympatiserer med, men dog mest, som han sætter fingeren på og mener burde være anderledes.

Nu kunne man vel finde alt dette begrundet i et fremmed land, fremmede skikke, andre mennesker og en helt anden kulturel udvikling og deraf følgende kulturelt stade.

Noget af det, han mindst forstår er, at mange danske bryster sig af en såkaldt højtstående kultur, at vi finder, vi er særdeles kultiverede mennesker.

Han siger tværtimod, at vi i dag rangerer forholdsvis lavt på den kulturelle rangstige. Dette kan naturligvis her på stedet - ikke mindst eleverne imellem – sætte vældig gang i diskussionen.

Vil man nu nogenlunde subjektivt bedømme denne opfattelse, kan den så afgjort give stof til eftertanke.

Hvad er kultur ?

I egentlig forstand går alt kulturarbejde ud på at forøge livsgoderne – i første række de materielle goder, at sikre livet mod sygdom og nød.

Men på baggrund af denne materielle kultur hæver sig en åndelig, der går ud på at finde et stadig bedre og varigt udtryk for de grundtanker, hvorefter det materielle skal ledes. Derfor bliver åndskulturen den egentlige målestok — på vore breddegrader den egentlige kulturelle faktor, idet ingen vel vil finde på at beklage sig over de materielle livsgoder, der står til vor rådighed.

Vil man dele det kulturelle åndsliv op, kan det gøres i mange faktorer, men vil man gøre det kort, kan man sige, at det er livet gennemtrængt af kunstnydelse samt videnskabelige, filosofiske og religiøse interesser. Jo større sans for nuancerne i den gennem disse faktorer bestemte personlige udvikling, jo bedre vil man kunne fornemme det sammenspil af følelser og stemninger, som danner baggrund for den egentlige menneskelige grundfølelse, lykke eller ulykke.

Det menneske, som i egentlig forstand kan registrere dette, er i besiddelse af en høj kultur – er kultiveret.

Denne korte udredning lyder vel nok lidt indviklet, men kan også omskrives til, at det at blive et kultiveret menneske forudsætter, at man livet igennem arbejder sig hen imod at kunne fornemme så mange som muligt af de faktorer, der gennem følelser og stemninger danner baggrunden for livslykken.

Nu kan man vel ikke altid sætte lighedstegn mellem et - i populær forstand — lykkeligt og glad folk og så en høj kulturel standard, men jeg tror alligevel på, at flertallet af glade mennesker også tilkendegiver en vis kultur. For ikke at drage slutningen modsat, at der, hvor en høj kultur blomstrer, ser man lykkelige og glade mennesker.

Det kan være farligt at simplificere begreberne alt for meget, men følger vi udviklingen hos såkaldte kulturfolk, vil meget af ovenstående blive bekræftet.

Når kultursamfund derimod er gået i forfald, er årsagen altid, at menneskets dårligste egenskaber er kommet i forgrunden, at egoisme, magtbegær, ondskab m. m. bliver sat i højsædet.

Der, hvor virkelig kulturel udvikling pågår, må individualiteten ganske vist sættes i højsædet, den enkelte må kunne udvikle sig i henhold til sin natur, udvikle sit særpræg, men altid under hensyntagen til helheden, almenvellet – samfundet. Denne individualitet kan imidlertid udvikle sig i to retninger, der kan blive tale om en god og positiv originalitet – naturlig, og en sygelig og negativ forskruethed — unaturlig, som tillige giver plads for afløb for menneskets dårligste instinkter.

Tilsyneladende er det sådan, at der, hvor de materielle livsgoder er blevet en selvfølgelig del af den enkeltes tilværelse, der stagnerer udviklingen for menigmand, der er der ikke rigtig mere at kæmpe for, der stagnerer også den åndelige — den menneskelige udvikling, den kulturelle udvikling nedbrydes.

Der, hvor der virkelig er noget at kæmpe for, hvor eksistensen simpelthen kræver kamp af det enkelte menneske, der befordres en kulturel udvikling i positiv retning, der brydes de bedste kræfter, der lever den enkelte med - engageres uvilkårligt i samfundets problemer.

Den passive går simpelthen til grunde.

Uden tvivl er det – på alle områder — sundest for os mennesker at vokse op og leve under forhold, der kort og godt kræver, at vi vil kæmpe.

Kultur – kulturel udvikling - kræver kamp. Kamp med tilværelsens problemer, kamp med os selv, at vi er indstillet på at yde, hvad vi kan. I et kultursamfund kan der ikke tåles passivitet, ligegyldighed, overfladiskhed og laden stå til, der skal den enkelte og helheden være indstillet på at yde en indsats — også i åndelig henseende.

Begynder man nu på baggrund af ovennævnte at efterspore f.eks. passivitet, ligegyldighed og overfladiskhed i det danske samfundsbillede i dag - vurderer man tillige vort forhold til kunst, videnskab, filosofi og vel ikke mindst religion, kan det for mig at se ikke andet end give stof til alvorlig overvejelse og eftertanke.

Menigmands manglende interesse for de nævnte faktorer vil være let at finde overalt i samfundsbilledet.

For os, der er vokset op med den herhjemme pågåede udvikling, kan det - fuldt forståeligt - have sin vanskelig hed at se de uheldige ting, men for dem, der kommer med et fremmed og uhildet syn, er det uden tvivl lettere at se pro. blemerne. Nu er det jo langtfra givet, at den fremmede - præget af sit personlige syn - har ret i alt, hvad vedkommende påpeger, men det kan altid lukke øjnene op hos os at prøve en ransagning af det påpegede.

Den slags bør man tage sig tid til.

Ved at gøre dette rinder således H. V. Kaalunds: Jeg elsker den brogede verden – mig i hu. Han siger heri bl.a.:

Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

Og videre:

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død!

Disse verslinier kan til enhver tid give stof til eftertanke, men siger også noget centralt om en kulturel udvikling - kamp må der til, skal livet gro.

Mange andre steder vil vi finde noget tilsvarende påpeget, men vi afviser det som oftest med, at det gælder ikke mig.

Dette at møde en sådan livsvisdom burde i stedet ruske os op - det er ikke nok at nikke bifaldende, man skal omsatte det i handling, det skal efterleves.

Hvor mange af os gør det i dag?

Af og til er det fremført, at der i dag er et svælg imellem den tekniske udvikling (den materielle kultur) og den menneskelige udvikling (den åndelige kultur) til stor skade for helheden — samfundet. Dyrkelsen af det faglige – den tekniske dygtighed - specialiseringen og den deraf følgende ensretning er uden tvivl en stærkt medvirkende årsag til denne uddybning.

Nuvel – vi kan ikke stampe imod udviklingen, vi må følge med, men vi kan dog prøve at medvirke til at præge udviklingen ved først og fremmest at arbejde med os selv, forvalte vort eget talent så godt som menneskeligt muligt ved at kæmpe i dette ords bedste betydning.

Historiens strøm river os ubønhørligt med ind i fremtiden, derfor må vi ikke stagnere. Alt for mange er tilbøjelig til at forbinde tryghed med bevarelsen af det bestående, men intet består uændret – heller ikke mennesker – derfor må vi kæmpe, derfor må vi udvikle os.

Den styreform, vi her i landet er underkastet, demokratiet, kræver også kamp af os. Dette styre er ikke et en gang for alle fastlagt system, som består uændret, det er snarere en levende tro i stadig vækst. Det er en evigt fremadskridende tilpasningsproces, et vekselspil mellem frihed og retfærdighed, mellem det enkelte menneskes rettigheder og samfundets krav.

Denne tilpasning bliver aldrig fuldkommen, den er et altid bestående problem, som vi mennesker må løse om og om igen.

Det kan vi imidlertid ikke gøre, hvis vi ikke ved, hvad vi vil — hvis vi ikke vil kæmpe for selvstændighed, frihed, retfærdighed, medmenneskelighed og meget, meget mere. Man kan vel også omskrive dette til: at kæmper vi ikke på baggrund af en vis kulturel standard, kan vi ikke udnytte demokratiets muligheder og skabe ordnede og menneskeværdige forhold.

Når det så kraftigt i det foranstående er pointeret, at vi skal kæmpe — kæmpe med os selv for at udvikle os, kæmpe for derigennem at komme i besiddelse af kultur, ved enhver, at kamp giver knubs, giver nederlag, skuffelser m. m., men forhåbentlig også sejre.

Hvad lærer vi mest af?

Meningerne vil være delte. Dog tror jeg, vi lærer mest af nederlagene og skuffelserne, de modner og udvikler, dem kan vi simpelthen ikke være foruden, de afbalancerer tilværelsen.

Nogle linier af Carsten Hauch kan det måske i forbindelse med det sidste være klogt at erindre sig. Han siger:

Vender sig lykken fra dig,
bli’r du i støvet trådt,
og bli’r af fjender spottet,
af venner selv forrådt,

du skal det lidet agte,
når du dig selv ej sveg,
vi sendtes hid til arbejd’,
og ej til lyst og leg.

Ja, når du dig selv ej sveg, selvagtelsen, den er vel, når alt kommer til alt, vort egentlige barometer her i tilværelsen, den er vor egentlige rettesnor. At bevare den er den reelle baggrund, vi skal kæmpe på.

Digtning f.eks. er kunst, derfor de anførte citater. Videnskaben hjælper os til at gøre nye landevindinger. Filosofien hjælper os, når vi grunder over tilværelsen, og hvad livet har at byde os på. Religionen sætter brikkerne sammen i denne verdens store mosaik, som vi mennesker med vor forstand ikke kan fatte i sin helhed, den giver os et fast holdepunkt at leve livet ud fra.

Disse førnævnte fire faktorer sammenfatter vor åndelige kultur, der sammen med den materielle skaber helheden for os. Som nævnt beklager sikkert ingen vor materielle standard.

Jeg skal overlade til jer selv at bedømme vor åndelige kultur – din åndelige kultur, mon ikke der er en del at spekulere på og rette?

Vor afrikanske ven har i hvert fald fået os til at spekulere.

Tage Søgård.