Han blev symbolet på det bedste i idrætten

7 minutters læsning

Svend Aage Thomsens jordefærd fra Den jyske Idrætsskole.

Gennem silende regn og snefog blev forstander Svend Aage Thomsens båre påskelørdag, efter en smuk højtidelighed på Den jyske Idrætsskole, ført til Nordre Kirkegård i Vejle, hvor jordfæstelsen fandt sted. Et tusindtalligt følge, repræsenterende alle danske og mange nordiske idrætsorganisationer, fulgte Svend Aage Thomsen på den sidste færd gennem den skov og den egn, som han elskede så højt, og som blev rammen om hans livsværk.

Sørgehøjtideligheden fik et gribende forløb. Den store idrætshal var omdannet til en blomsterhave, hvor den hvide bảre var hensat på en katafalk foran et højt grankors med påskeliljer og omgivet af en faneborg, hvori mange idrætsorganisationer var repræsenteret. På båren, der var smykket med røde nelliker og hvide syrener, var lagt en prunkløs buket bundet af lyng og vintergrønt fra Svend Aage Thomsens fristed, den gamle gård i Egtved, hvor han havde drømt om fremtidig at skulle have tilbragt sine korte fristunder. Forrest ved båren stod en krans med blå-rød-hvide bånd fra den frihedskæmpergruppe, hvori Svend Aage Thomsen under besættelsen var et meget aktivt medlem. Gennem hele hallens længde strakte rækkerne af kranse og buketter sig som lysende bånd af farver, og levende lys i høje kandelabre kastede et blødt skær over det gribende sceneri i det skønne rum, hvor hverdagens travle liv og glæde for en kort stund var afløst af dødens tyste alvor.

## En brændende flamme

Efter salmen “Vi pløjed’, og vi så’de” talte pastor Cunnar Erlandsen:

– I den salme, vi netop har sunget, Jyder der en tak til Gud for alle gode Waver. Det er disse strofer, der synges som bordbøn her på skolen. Ofte har de lydt på dette sted, men i dag får ordene et dybere perspektiv end nogensinde. I dag skal vi sige Gud tak for ham, der skabte denne skole, Tak for Svend Aage Thomsen. Det føles så ufatteligt, at han er borte, men i en tid, hvor mennesker tanker går højere og videre end nogensinde før, er vi stadig fattige i vor afmagt over for døden.

Der er sagt og skrevet så meget smukt og rigtigt om det liv, der så brat er blevet afsluttet, men for mig er ordet: grebet ligesom sammenfattet i alt, hvad der er sagt og skrevet. I Svend Aage Thomsen mødte vi et menneske, der var grebet af en stor tanke, et stort syn, som blev hele hans liv. Han var grebet af tanken om at gøre en indsats for dansk ungdom. Han satte sig sit mál, og han gik fuldt og helt ind for den opgave, der blev hans.

Det er betegnende, at skolens emblem bærer en brændende flamme, For Svend Aage Thomsen var flammen symbol på noget lutrende, varmende, rensende, på ilden, der skal fænge fra mand til mand og fra kvinde til kvinde i bevidstheden om, at selv den svageste gnist kan tænde lys i en andens liv.

Hvor der er vilje, er der en vej, var Svend Aage Thomsens motto, og hele hans liv blev ledet af hans egen stærke vilje og tro på den sag, han ofrede alle sine kræfter, Han tog sine opgaver meget alvorligt. Han følte, at de unge, der kom på skolen, var han betroet, og under dette ansvar handlede han.

En mand, der er grebet af et syn, er sterk, men Svend Aage Thomsen var også grebet af gleden for livet, for Guds vidunderlige verden. Den vilde svane, som lander på søen, humlebien, der flyver mellem blomster, skovens myldrende liv var for ham vidnesbyrd om Guds skabermagt. Og hans kærlighed til livet gav sig også udtryk i hans ærbødighed for det menneskelige legeme. Han så aldrig idrætten som et mål i sig selv, men et middel til at nå det egentlige mål: at gøre legemets tempel til en værdig bolig for ånden, Hvor rigtigt er det ikke sagt, at Svend Aage Thomsen blev symbolet på det bedste i dansk idræt.

Svend Aage Thomsen var menneske i hele sin færd. Han elskede fællesskabet med andre. Ikke blot i skolens myldrende travle liv, men under alle livets vilkår. Han, der selv havde så rigt et arbejde, så smukt et hjem, glemte ikke dem i samfundet, som var anderledes, og det var glade timer for de hjemløse mænd, når Svend Aage Thomsen sammen med sin far deltog i sammenkomster med dem og delagtiggjorde dem i så meget smukt og godt, som kunne gøre livet lysere for dem.

Livet går videre på Svend Aage Thomsens skole. Andre vil føre hans arbejde videre. Mange gode, kærlige breve er sendt til hans kære. Hans hustru, børnene, de gamle forældre og den øvrige familie, og i sorgen har det været en trøst for dem at møde sympati og deltagelse. Men for dem var han uendelig meget mere end den dygtige leder. For dem havde han været lige elsket, lige agtet, selv om han havde fået et helt andet liv. Hans kære søger efter trøst i deres store sorg. Måtte de finde den i påskebudskabets forjættelse: Mesteren lever. Jo mørkere himlen er, des stærkere lyser regnbuens farver, og jo tungere sorgen er, des stærkere må vi klynge os til det ord: Mesteren lever. Så kan vi i sandhed sige:

  • Død, hvor er din brod. Død, hvor er din sejr?

Ånden vil leve. Efter at et strygeensemble under ledelse af musikdirektør Elmo Pedersen havde spillet Händels »Largo«, trådte skolens formand, borgmester Willy Sørensen, hen til båren og sagde:

– Med dyb sorg siger alle vi, der på forskellig måde har arbejdet sammen med dig om skolens anliggender, dig det sidste farvel, Svend Aage. Vi havde så inderligt ønsket, at du endnu i mange år skulle have ledet denne skole og til gavn for dansk ungdom have været med til at lægge alt på skolen ind i de baner, du mente var de rette. I dag er der så meget, vi gerne ville sige dig, men du er borte, og vi kan kun sige dig vore hjerters tak for alt, hvad du skabte, for alt, hvad du betød. Vi vil også takke dine kære, som stod bag dig, og som hjalp dig til at nå de mål, du satte dig, og vi lover dig, at så længe din skole består, vil din and leve på dette sted.

Derefter talte Dansk Idræts Forbunds næstformand. grosserer Gudmund Schack: Det er uendelig vemodigt at mindes, at jeg for kun fjorten dage siden besøgte denne skole for at tale med Svend Aage Thomsen om fremtiden. Dengang var han så glad, så veloplagt, og han sagde til mig, at han aldrig havde glædet sig mere til at skulle modtage et nyt hold elever end i dette forår. Det er ufatteligt, at vi så kort tid efter skal sige farvel til Svend Aage Thomsen, og så helt ugørligt i få ord at skulle tolke, hvad han har betydet for dansk idræt. Om ham kunne så meget godt siges. For ham var det opdragende, det vejledende, det første i idrætten. Han havde altid begejstringen, hjertet med i alt, hvad han foretog sig. Det var denne smittende ildhu, der rev alle med, og som gjorde det muligt for ham at løse de store opgaver. Svend Aage Thomsen var en af de store skikkelser i dansk idræt. Vi bøjer vore hoveder i dyb taknemlighed og beundring for alt, hvad han har betydet, og som han vil komme til at betyde i fremtiden gennem den skole, han skabte.

Livet blev rigere. Lærer Thormod Petersen talte som formand for skolens elevforening: - Da Svend Aage Thomsen i 1942 nedlagde grundstenen til skolen, sagde han:

– Måtte de ønsker, tanker og drømme, jeg har haft for denne skole, blive virkelighed. - Svend Aage Thomsen havde evnen til at drømme stort, men han glemte aldrig, at der bag drømmen må ligge en vilje til at gøre en indsats. Vi bærer alle på minder om øjeblikke, hvor livet blev rigere på grund af Svend Aage. Vi delte hans glæde, hans sejre, og derfor deler vi også i dag sorgen med hans kære. Vi ved, hvad de betød for ham.

Hans ønske var ikke blot at skabe en skole, men en skole, som var et hjem for ungdommen. En sådan opgave kan ingen mand løse alene. I Ingrid fandt Svend Aage sin støtte og aldrig svigtende medhjælp. Derfor skal det også siges i dag, at den jyske Idrætsskole er skabt af Svend Aage og Ingrid Thomsen. Vor bedste tak til dem må være at prøve på at bære den gnist, de gav os, videre, så den kan fænge i mange unges sind.

Strygeensemblet spillede derefter Händels » Arioso«, og så talte Svend Aage Thomsens broder, fabrikant Alfred Thomsen, Vejen. Dybt bevæget mindedes han broderen som den stærke og samlende i familie- og vennekredsen og sagde:

  • Vi føler os så ufuldkomne uden dig, men vi må søge at finde trøst i bevidstheden om det fuldkomne liv, du levede.

Vi takker dig for det gode eksempel, du gav os alle.

Til de majestætiske toner af sørgemarchen fra Kjeld Abells skuespil » Silkeborg« blev den hvide kiste af seks af skolens tidligere elever båret gennem hallen. Fra det lyse, blomstersmykkede rum ud i snestormen, der fra en lav himmel fejede hen over sørgetoget under den lange tur til kirkegården. Her foretog pastor Erlandsen jordpåkastelsen og lyste velsignelsen. Før det store følge skiltes, takkede Svend Aage Thomsens gamle far, Ole Thomsen, Vejen, alle, som i de tunge dage siden Svend Aage Thomsens død har vist hans nærmeste kærlig deltagelse.

Artiklen af Grethe Schmidt blev opfindeligt bragt i Årsskriftet fra 1961

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...