Som grenen bryder ud af stammen

“Så svæv min sjæl i kroppens vinge,
og løft dig krop mod tankens tinde.”

Sådan lyder omkvædet i Sten Kaaløs digt, som er blevet DJI’s nye skolesang. Krop og sjæl udgør en helhed, og dermed rammer fortælleren en solid stamme gennem den simple krop-sjæl dualisme, der direkte fastlægger en bestemt værdiorden indeni det enkelte menneske: den gode sjæl overfor den slette krop, den guddommelige sjæl overfor den djævelsk onde krop, det rationelle intellekt overfor de irrationelle følelser osv. osv.

Krop og sjæl er den menneskelige helhed, som udvikles i et samspil, der ikke bare er af forbigående art, men hvor der tværtimod er tale om et evigt samspil, hvor såvel menneskets natur som menneskets kultur foldes ud. Krop og sjæl som komplementære størrelser i mennesket - ikke som modsætninger. Passivformen “foldes ud?” antyder, at denne udfoldelse sker nærmest af sig selv, måske med lidt hjælp udefra eller ovenfra. Det udfoldende samspil sker trods alt på “Vorherres lille store kugle.” Krop og tanke er sammen, det har de altid været , og det vil de altid være. Det er nærmest en naturlov på samme måde, som grenen bryder ud af stammen. Nærmest lidt bydende opfordrer fortælleren sjælen til at svæve med hjælp fra, ja, næsten med afsæt i selve kroppen, og i selv samme svæv bliver kroppen bevidst om at have sluppet jorden, idet den løfter sig mod tankens tinde.

Hvor mange gange har en idrætsudøver ikke oplevet en tilsvarende situation. Først svævet, så oplevelsen af det. Eller måske var tanken der før handlingen? Nå, lige meget. Den svævende følelse oplever udøveren i den såkaldte peak-experience, der jo netop er udtryk for en bevidstgjort, dvs en tankemæssig beskrivelse af en intens følelsesmæssig oplevelse.

Med et arkaiserende udtryk I fordums tider” føres vi tilbage i tiden til et tidspunkt, hvor legen opstod. Homo ludens - det legende menneske. Legen hos dyrene må betragtes som et biologisk fænomen eller i hvert fald som en biologisk funktion, mens legen hos mennesket er udtryk for et kulturfænomen. I fordums tider opstod legen”. Det var om jeg så må sige ikke noget den skulle. Den opstod.

Johan Huizinga [^H. Homo Ludens - om kulturens oprindelse i leg. Gyldendals Uglebøger, 1963. 10] (1938) skriver, at al leg fremfor alt er en frivillig handling. Leg på kommando er ikke længere leg. Legen er for barnet og dyret instinktiv. Men for barnet ikke alene en instinktiv funktion, som byder det at lege. For barnet og den voksne tjener legen til at udvikle sjælens og kroppens funktioner. Det gælder især for lege af social karakter, eller, om man vil, legens højere former. Former for leg som væddekampe og kapløb, skuespil og optræden, maskerader og turneringer. Disse legeformer er organiserede, er formet ud fra et grundlæggende behov for at lege . Men i legen er det måske i modsætning til det “rigtige” liv kun for sjov, at man for eksempel kæmper. For sjov, ja, men samtidig også i ramme alvor, netop indenfor de opstillede rammer for legen. I den legeverden går vi til den efter ganske bestemte regler. Vi går til stregen - ikke over den. Og i den form for leg lytter vi til hjertets tale, er vi i vores følelsers vold.

Det er for sjov, men legen slår over i alvor og alvoren i leg. Legen er i sit udgangspunkt kropslig, for “hjertet gir os lov.” Følelserne taler til forstanden: Kamp til stregen.

Dertil og ikke længere.

I legen har vi at gøre med en livsfunktion. Legen giver livet fylde og kulør, den skaber åndelige og sociale relationer, og dermed bliver den uundværlig som kulturfunktion.

Legen har sine egne spilleregler. Overtrædes reglerne styrter legens verden sammen, og legen er forbi.

Der kræves ærligt spil såvel i leg som i ikke-leg, som i denne forbindelse må være selve livet. Vi er som mennesker fælles om det hele. Fællesskabet er jo netop noget af det karakteristiske ved mennesket. Som kampfæller og artsfæller skaber vi noget fælles, opretter vi et fællesskab. Det fælles for os bringer vi alle med i menneskets nærmeste stykke natur: kroppen. Og i kroppen huser vi også vores bevidsthed, menneskets adelsmærke, som Camus har kaldt den, eller tanken som Kaalø kalder den. Og den tanke får pludselig kropslige funktioner eller egenskaber. Den kan springe, den bevæger sig, udvikler sig. Tanken fortæller os, at vi må dele det, som vi er fælles om. Men vi deler ikke bare sådan uden videre eller uden overvejelse. Vi må gøre det skønsomt, så alle får noget. Ingen skal lades tilbage uden noget. Den menneskelige solidaritet med udgangspunkt i den menneskelige krop og den menneskelige sjæl.

Netop fællesskabet kunne trænge til en kraftig understregning i dette øjeblikkelige følelsesmæssige og engagementsfattige vakuum, som vi pt. befinder os i. Vi er så larmende selvoptaget, så vi absolut ikke deler skønsomt. Der er så meget kvalm liberalistisk tankegang, hvor flere står med ingenting, mens vi dyrker os selv og vores som aldrig før. Det ender vel med, at vi inden længe skal slå op i fremmedordbogen for at læse om betydningsindholdet af ordet “fællesskab.”

Med et universelt perspektiv afslutter Kaalø sit dejlige digt. Nærmest paradoksalt beskriver han jorden som den lille store kugle.’ Universelt set er jorden lille. For os er den stor, den er meget stor. “Verden er så stor, så stor, Lasse, Lasse, lille. Meget større, end du tror. Lasse, Lasse, lille.!” Georg Brandes beskrev i et essay “Det uendeligt store i det uendelige små.” Der er noget storslået ved selv det mindste på den kugle, der bliver betragtet oppefra af måne og stjerner. Bølgerne ruller ikke bare. De giver et skvulp. Et lille sprøjt i det store verdenshav. Deroverfor har vi letheden i skikkelse af sommerfugle. De svæver som bekendt let på deres vinger. Og hvorfor ikke? Så kan sjælen vel også?! Så svæv min sjæl i kroppens vinge….

Omkranset af måne og stjerner, midt på en kugle med bølgeskvulp og sommerfugle befinder vi os. En beskrivelse så sommerlig dansk, så pragtfuld naiv - et stemningsbillede med et lille skvulp og et stille svæv. Her skal kærligheden leves og udleves.

Trods alt.

Trods al ulighed. Trods al elendighed. Trods al uretfærdighed. Trods alt det, så er kuglen skabt til kærlighed. Et stærkt og varmt budskab. Elsk og elsk hinanden i kærlighed. Føl kærligheden, giv den videre - trods alt.

“Så svæv min sjæl i kroppens vinge,
og løft dig krop mod tankens tinde.”