FOMO blandt højskoleelever – et HPU-projekt
I løbet af det seneste halve år, har jeg været så privilegeret at have fået mulighed for at efteruddanne mig. Jeg er nemlig i gang med et HPU-forløb (højskolepædagogisk uddannelse), hvor man får styrket sin pædagogiske praksis, både som underviser og kostskolelærer. Undervejs i dette uddannelsesforløb, skal jeg skrive en opgave om et emne, jeg finder interessant, enten indenfor min egen undervisning eller højskolens opgave. Jeg har valgt at kaste mig over FOMO (Fear Of Missing Out).
Projektets baggrund
På højskolerne er der en masse muligheder og et højt tempo hele tiden. Der er både spændende fag og en masse sociale aktiviteter. Man skal kunne være med til det hele, ellers får man FOMO (fear of missing out), og det levner meget lidt plads til at fordybe sig og udfolde sig kreativt, eller til at trække stikket og lade op, så man har overskud til at være til stede.
Med et samfund, der fokuserer på effektivitet og presser ungdommen gennem uddannelsessystemet hurtigst muligt, og sociale medier, der opfordrer os til at deltage i alting og have spændende oplevelser hele tiden, ser jeg det som én af højskolens kerneopgaver at ruste vores elever til at navigere bedre i alt dette.
Jeg vil derfor med dette projekt undersøge omfanget af FOMO blandt højskoleelever, samt i hvor høj grad eleverne føler, at højskolerne tager hånd om dette. I sidste ende munder det ud i en skriftlig rapport, hvor jeg beskriver resultaterne af mine undersøgelser og siger noget konkluderende om det. Forhåbentlig ender jeg med at ligge inde med en række værktøjer til at hjælpe højskoleelever med at være til stede og finde ro i ikke at kunne nå alting.
Åbne samtaler
Lige nu er jeg slet ikke færdig med projektet, men jeg har været rundt på forskellige danske højskoler, herunder elever på Vejle Idrætshøjskole, og snakke med små grupper af elever. Vi har snakket om alt fra deres hverdag på højskolen, deres grunde til at tage på højskole og om de selv oplever FOMO. Én af de vigtigste ting for mig under disse samtaler, var at skabe et trygt og åbent rum, og derfor har jeg også lovet ikke at referere direkte fra nogen af eleverne.
Men generelt kan jeg sige at Højskoleeleverne er meget velovervejede og bevidste omkring travlhed i hverdagen og sociale mediers fristelser, men i nuet er det svært at gøre meget ved. Én af de interessante erfaringer, jeg gjorde mig meget tidligt var, at alene det at sætte sig ned og have en længerevarende samtale med eleverne, virker til at give dem meget mere vilje og styrke til at prioritere deres tid og energi. Det kan måske virke banalt, men snakker vi nok med de unge mennesker om den verden og hverdag, de er ved at træde ud i?
