Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1949
Kære gamle Elever!
Naar Hjertet er fuldt af Glæde, ønsker det, at andre maa nyde godt deraf, og I finder det sikkert ikke underligt, at jeg begynder dette lille Afsnit af Aarsskriftet med at fortælle, hvad der er hændt af vigtigt og glædeligt for Den jyske Idrætsskole i Aaret, der er gaaet.
I Aarsskriftet 1945 skrev jeg: Vi troede i vor Optimisme, at naar Krigen først var forbi, saa vilde det ikke vare længe, inden vi kunde komme i Gang med Byggeriet, men det har lange Udsigter.
Til at arbejde med det nye er der indenfor Skolens Bestyrelse dannet et Byggeudvalg, som har til Opgave at fremskaffe Tegninger og iværksætte Byggeriet hurtigst muligt.
Aarsskrift 1946: Hvornaar vi kommer i Gang med det nye Byggeri, er der vel ingen, der kan udtale sig om under disse vanskelige Byggeforhold, men vi haaher at have alt klart den Dag, der byder sig Mulighed for det.
Aarsskrift 1947: Med Udvidelsen har det lange Udsigter, Byggesituationen er vanskeligere end nogensinde før.
Aarsskrift 1948: Hvorledes gaar det med den planlagte Udvidelse? Ikke godt, der gives ikke Tilladelse til Skolebyggeri endnu, men til næste Aar haaber jeg at have godt nyt at fortælle.
Aarsskrift 1949: ???
Nu har jeg virkelig godt nyt at fortælle, som min Indledning vel allerede har sagt jer, og jeg skal prøve at fremsætte Nyhederne i den Rækkefølge, de er fremkommet.
I Begyndelsen af Aaret rettede Skolens Bestyrelse en Henvendelse til Dansk Idræts-Forbund med Anmodning om Støtte til Færdiggørelsen af Skolen. – Henvendelsen blev meget velvillig modtaget, og D. I. F.s Forretningsudvalg vilde ved et Besøg her paa Skolen undersøge Mulighederne for Byggeriet og Forholdene i det hele.
Grundet paa forskellige Hændelser kom Besøget først i Stand i Begyndelsen af Juli. Mødet forløb tilfredstillende, og vi fremkom med et Forslag til Skolens Færdiggørelse, som D. I. F.s Forretningsudvalg rejste hjem med. Formanden, Hr. Landsretssagfører Leo Frederiksen, forelagde det paa D. I. F.s Repræsentantskabsmøde kort Tid efter, hvor Repræsentanterne enstemmigt gav Tilslutning til Forslaget.
Meddelelse herom fik vi den 3. Juli, paa Skolens 6 Aars Fødselsdag, og den gik i al Korthed ud paa følgende:
D. I. F. gik ind for at yde Skolen et aarligt Tilskud paa indtil 20,000 Kr. til Forrentning og Amortisation af den Egenkapital, som maatte være nødvendig for at opnaa fornøden Statsstøtte i Henhold til Højskoleloven, og Vejle Byraad, der altid har vist stor og værdifuld Interesse for Skolens Vel, vil gaa ind for Ydelse af den nødvendige Kommunegaranti.
Med denne store støtte og de Midler, Skolen selv raader over, skulde vi være i stand til at bygge for ca. 1,000,000 Kr. og dermed faa vore Ønsker om større Elevbygning, Gymnastiksal, Foredragssal, Idrætshal og Svømmebassin opfyldte.
Det næste skridt var at faa udarbejdet endelige Planer. Det var et glædeligt Arbejde, for Ting, vi tidligere nok havde kunnet ønske, men ikke vente Virkeliggørelse af, var nu kommen inden for Mulighedernes Grænse, takket være den store Forstaaelse og Dygtighed, Dansk Idræts-Forbunds Ledelse lagde for Dagen. Væsentlige Ændringer og Forbedringer af Tegningerne blev nu foretaget. Bl. a. blev Elevbygningen gjort større, Udvidelsen af Spisesalen blev gjort saa stor, at den kunde bruges til Festsal. Idrætshallen bliver væsentlig større, og et ekstra Bassin med Udspringsmuligheder fra 1 m til 10 m indgaar i den nye Plan.
Men saa skulde hele Anlæget ogsaa være tip top og vil i Henseende til Velindrettethed og Alsidighed ligge som et af de bedste i Norden foruden dette, at Skolen med sin ideelle Beliggenhed i den skønne Vejlenatur ogsaa med udendørs Anlæg vil blive et Mønster.
Men dette vil koste flere Penge, og ved et nyt Møde mellem de interesserede Parter blev man enig om at søge Udvej ogsaa for dette. Maaske var der et og andet, der maatte vente, men Planen i sin Helhed maatte ikke fraviges, og det, der skulde bygges, maatte kunne staa for enhver Kritik.
Der er et stykke Vej tilbage endnu, inden vi kan sætte Spaden i Jorden. Skolebyggeri er jo ikke givet fri endnu, men jeg er fast overbevist om, at nu vil det lykkes at skabe et Anlæg her, som vil være dansk Idræt værdig.
Hvornaar vil Skolen staa færdig? Spørg mig ikke. Jeg haaber dog, det vil ske i Løbet af to Aar, men det er ikke saa lige en Sag at stable saa store Bygninger paa Benene, og meget afhænger af Arbejds- og Byggesituationen. Et kan I være sikker paa, og det er, at vi vil gøre alt, for at det kan ske saa snart som muligt.
Det bliver vanskelige og arbejdsrige Aar, men dette, at der nu er en Vej, Viljen har altid været der, gør, at vi med Fortrøstning ser Fremtiden i Møde og glæder os til hver Dag, der bringer os nærmere mod det Maal, vi foreløbig har sat os.
Gode, forstaaende og formaaende Hjælpere i vor Bestyrelse og i Dansk Idræts-Forbund har gjort og vil ogsaa i Fremtiden gøre et stort Stykke Arbejde. Uden dem gik det slet ikke. Jeg glæder mig til den Dag, jeg kan sammenkalde jer alle, præsentere jer for dem og bringe dem vor Tak.
Og saa maa jeg i Gang med at fortælle om Aaret, der er gaaet.
Vinteren forløb uden større Begivenheder. 7 Nordmænd, 6 Sydslesvigere og en god lille Flok her fra Landet udgjorde et udmærket, samlet hele. Selv om Sommeren med sin store Travlhed er inciterende, er det rolige og støtte Vinterarbejde med vort faste Hold noget, vi sætter meget højt og glæder os til. Det er sammen med Sommerskolen Grundpillen i Skolens Virke, og Elevernes store Interesse for Højskolearbejdet og den faglige Undervisning har vist sig at bære Frugt gennem den gode Maade, de tager Arbejdet op hjemme i deres Foreninger.
Som noget nyt fik vi en Aftale med Biblioteket i Vejle, saaledes at Eleverne gennem flere Besøg fik en grundig Undervisning i at benytte de mange Muligheder, som et moderne Bibliotek kan byde paa.
Desuden fik vi som tidligere Lejlighed til at bese Virksomheder i Vejle: Hess’ Fabriker, Dampmøllen, Grynmøllen, Vejle Amts Folkeblad, Christianshaab Mejeri, og desuden var vi paa Herregaarden Øster Grunnet og Nørremarkens Teglværk.
Vi er taknemlige for den Velvilje, vi møder fra disse Institutioner, som vi to Gange aarligt ulejliger, og meget glade for den storartede Maade, vi bliver modtaget og vist rundt paa. Det er en glimrende Anskuelsesundervisning, som Eleverne sætter stor Pris paa.
Hagelsøs storartede Foredrag om Sydslesvig og Foredraget om Hjemmeværnet samt F. D. B.-Filmen var gode Lyspunkter. Som det er Skik, løb vor Fastelavnsfest af Stabelen midt i Februar, og det blev en dejlig Fest til lige stor Glæde for os, Eleverne og deres Kusiner.
Vore Underholdningsaftener blev takket være Skuespillertalenterne, Komponisten og Poeten gode Minder, og saa maa jeg fortælle, at vi nu har faaet en Skolesang, forfattet af Villiam O. Hansen og med Melodi af Karl-Olav Dahlbæk. Deltagerne ved Elevmødet lærte den hurtigt, og der er absolut Enighed om, at Melodi og Tekst er gode.
Idrætsmærkeprøverne fik vi i Aar ordnet i god Tid i det milde Martsvejr, og da Lærer Ingemann Kvist med sin vanlige Beredvillighed indfandt sig som Censor ved Haandbolddommerprøverne, var vi ved Slutningen af en god Vinter.
Mon han klarer Dommerprøven ? Den 27. Marts rejste Eleverne hver til sit, og allerede samme Dag begyndte vi et Kursus i Idræt og Boldspil. Efter Paasketravlheden og Foraarsrengøringen var vi klar til at modtage vore Sommerpiger.
Sommerskolen var godt besøgt. Holland, Canada og Norge repræsenterede det sædvanlige internationale Islæt.
Sommeren blev præget af roligt og støt Arbejde. Vi havde vore obligatoriske smaa Udflugter og Besøg paa Vejle-Virksomheder, og vi hyggede os med hinanden her paa Skolen.
Store Forberedelser var gjort til Elevmødet, og det blev to dejlige Dage sammen med vore gamle Elever, der i stort Tal var søgt hertil. Lørdagen gik med Samvær, Generalforsamling, Filmfremvisning og Aftensang paa Skihopbakkens Taarn, Søndag Formiddag med Idræt, Gymnastik og Badstuebad. Forstander Hagelso holdt Eftermiddagens Foredrag, inspirerende og tankevækkende. Derefter var der Opvisning i Gymnastik og Folkedanse, som Oda og Pigerne havde megen Ære af.
Desværre skete der Søndag Aften en sørgelig Ulykke lige uden for Skolen, hvilket kom til at præge Elevmødets Afslutning. Efter Aftensbordet indløb der Meddelelse om, at Edvard Christensen, en af vore gode venner, der havde deltaget i Mødet, var styrtet med sin Motorcykle paa Skovvejen mod Bybæk. Han blev omgaaende kørt paa Sygehuset, men ved Ankomsten dertil var han død.
Vi afbrød straks Festlighederne og samledes i Gymnastiksalen og senere ved Baalet. Samværet og Ordene, der lød, var præget af Livets og Dødens Alvor.
Ugen før Elevmødet er Tiden, hvor tidligere Sommerpiger kommer og deltager i Livet paa Skolen og faar nye Impulser til Arbejdet. Husk det og kom til næste Aar.
Frk. Noll fortalte om Esperanto og international Forstaaelse, saa alle lyttede, og Rask Nielsen glædede os med sine ugentlige Foredrag.
Vore smaa vellykkede Opvisninger maa jeg ikke glemme. Den 3. Juli viste I, hvad I kunde, for D. I. F.s Forretningsudvalg, og den 10. Juli var vi til Anlægsfest i Give i stegende Varme. Forholdene var ikke helt gode, men Bifaldet hjerteligt. Endnu bedre gik det om Aftenen paa Vingsted Stadion, hvor en stor Tilskuerskare hilste vore Piger med Bifald efter en vellykket Gymnastikopvisning. Desuden opførte vi vor pantomimiske Sketch “Statuen”, Kitty Kismul læste, paa sit klingende Norsk, Digte, følelsesfuldt og smukt. Recitation og flerstemmige Sange sluttede Aftenen.
17. Juli var vi paa Besøg i Gaarslev hos Aase Hansens Far, lavede Gymnastik og spillede Haandbold. Efter en kongelig Beværtning paa Skolen drog vi til Vejle Amts Gymnastikforenings Lejrplads ved Stranden og underholdt de mange fremmødte med vort lille alsidige Program. Navnlig tror jeg, Tilskuerne sent vil glemme de muntre Kannibaler.
Saa nærmede Afslutningen sig efter en dejlig Sommer. Vore smaa Opvisninger var lykkeligt overstaaede, denne “Eksamen”, der kan skabe Spænding og Nervøsitet, men som viste, at I vilde og kunde lede et Hold. Jeg beundrer jeres Opfindsomhed og Evne til at finde gode og smukke Øvelser; det lover godt for Fremtiden.
Oda Larsen havde i sin første Sommer udført et godt Arbejde med jer; vi glæder os til Samarbejdet ved næste Pigehold.
Ogsaa vor Afslutningsfest rummer gode Minder for os. Jeg husker særlig godt vor lille, døvstumme hollandske Solstraale Magdels glade Ansigt, da hun, takket være sin fænomenale Evne til Mundaflæsning, forstod hvert Ord, der paa Dansk var rettet til hende i Afskedstalen.
Efter Sommerskolens Afslutning var min Kone og jeg i Stockholm, hvor vi paa Lingiadens sidste Søndag naaede at faa set Masseopvisningerne af svenske og danske Piger og Mænd. Det var en straalende Oplevelse, og den danske Gymnastik, ledet af Gudrun Worm og Mads Nielsen, hævdede sig smukt. Vi havde Fornøjelsen at hilse paa flere af vore Elever, der som Gymnaster var med paa de forskellige Hold.
Vi boede i 8 Dage hos vore gode Venner, Forstanderparret Pontus Lindberg og Frue paa »Bosøn«, Svensk Idræts-Forbunds skønt beliggende Idrætshøjskole. Eleverne fra sidste Vinter vil huske dem fra deres Besøg her.
Vi kunde ikke faa et bedre Sted at bo. Vi tilbragte nogle dejlige Dage hos dem, var paa Sejltur i Skærgaarden og kørte hver Dag ind til Stockholm, hvor vi deltog i Lingiadekongressen. Vi hørte paa mange interessante Foredrag af Verdens mest fremragende Gymnastikpædagoger, vi saa Gymnastikdemonstrationer i Koncerthuset og Eliteopvisninger i Stockholms smukke Opvisningshaller. Der blev ogsaa Tid til en Tur til Svensk Gymnastik-Forbunds Gymnastikhøjskole i Lillsved, hvor vi blev vist rundt i det skønne Anlæg af Rektor Westergren og Frue. Desuden besaa vi en Række Idrætsanlæg med Henblik paa at samle Impulser til vor forestaaende Udvidelse.
Lingiaden har faaet sin store Omtale i Aviserne, og jeg vil blot sige som mit Indtryk, at medens Kvindegymnastikken har gennemgaaet en stor Udvikling til det bedre siden sidste Lingiade for 10 Aar siden, har Mandsgymnastikken nærmest staaet i Stampe.
Maja Carlqvist, Sverige, Fru Jalkanen, Finland, og Ernst Idla, den estniske Gymnastikpædagog, der opholder sig som Flygtning i Sverige, maa nævnes som Nyskabere indenfor Kvindegymnastikken. De har mødt megen Modstand, men deres Synspunkter fik deres endelige Gennembrud ved denne Lingiade.
Det vil ikke være rigtigt at paastaa, at Mandsgymnastikken er god nok som den er. Man maa gøre sig klart, at skal man føre den op af det Dødvande, den befinder sig i i øjeblikket, maa der nyt til.
Det er slet ikke sikkert, selv om meget taler for det, at Afspændingsgymnastikken eller Afslapningsgymnastikken er det helt rigtige. Men man maa haabe for de mandlige Gymnasters egen skyld, at der vil dukke unge initiativrige Gymnastikfolk op, der vil trodse gold Kritik og føre Ideer frem, som vil skabe Brydninger, men ogsaa Liv. Det er det, vi trænger til.
Nu er vi i Gang med vor syvende Vinterskole. Vi har et godt lille Hold at arbejde med, hver Dag er en Glæde, og Fremtiden tegner sig lys.
Vi takker for alle de Breve, vi i Aarets Løb har modtaget fra jer; det er altid dejligt at høre fra jer, og vi sender jer herigennem de bedste Ønsker for det nye Aar.
Glædelig Jul.
Jeres Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen.