Fra 2007 til og med 2016 blev der ikke udgivet årsskrift på Vejle Idrætshøjskole. Det gjorde vi noget ved i 2017, men det betyder at vi har et historisk hul, som vi er i gang med at fylde ud. Hjælp gerne med at opdatere dagbogen i nedenstående dokument, så vi kan få fyldt hullet ud med hvad du kan huske fra dette år.

Hjælp med at udfylde det historiske hul

Når jeg ser tilbage på 2009, dukker der uvilkårligt følgende spørgsmål op:

Har vi knækket kurven? Har vi vendt udviklingen? Er vi endelig på vej til atter at have store hold- måske endda fuld skole på højskolen?

Ser vi på udviklingen i elevantallet, er vi godt på vej. 34 elever startede januar 2009, 9 kom til i marts, så der blev holdt afslutning med 41 elever i juni. I begyndelsen af august flyttede 49 forventningsfulde elever ind på højskolen. To uger efter steg tallet til 57 idet vi modtog 8 elever fra Køng Idrætshøjskole, der desværre måtte lukke. Yderlige 10 startede i oktober. Afslutningen op til julen 2009 blev således holdt med 67 elever. Dejligt mange elever.

Beslutningen om at starte elevhold 4 gange, med start i oktober og marts også, har viste sig, at være en særdeles god ide. At det lykkedes, at få 10 elever til start 15. marts 2009, hvor beslutningen om at oprette et hold blev taget medio januar, må siges at være imponerende.

De seneste års tiltag begynder – godt hjulpet af højskolekonjunkturen i øvrigt, at give pote. Nyt pr-materiale og hjemmeside har gjort skolen mere synlig. En skarpere linjestruktur har gjort det lettere for målgruppen, at se sig som elev på VIH. Nye fag er kommet til andre er blevet slebet til.

Elever på VIH kan frit sammensætte deres skema, fra de spændende tilbud, der findes i de forskellige blokke. Er man interesseret i fitness kan man gennemgående vælge fag der relaterer til fitness. Det samme gælder for elever hvis interesse ligger indenfor politiforberedelse, outdoor eller boldspil.

Ikke mindst ansættelse af PR-medarbejdere har haft en positiv indvirkning på højskolens elevtal. Tilpasning af skolens koncept, ihærdigt forfølgende henvendelser fra potentielle elever, koordinering af markedsføringen og sammensætning af ophold med gode tilskudsmuligheder, har været deres arbejdsopgaver.

Alle de nye tiltag ville dog falde til jorden, hvis der ikke er noget at bygge på. De sidste par års elevhold har været små, ja men også meget meget tilfredse. En stor tak til lærergruppen. Uden en ekstra indsats, specielt i et turbulent forår, ville en så markant ændring af udviklingen ikke være mulig.

VIH har altid og vil fortsat lave god højskole, godt funderet i skolens værdigrundlag. Løfter vi lidt på tæppet og smugkigger ind i 2010, ser det ud til at det skal gøres med væsentligt flere på holdene i fremtiden.

Nøgleord:

Opdateret: