Sådan kom fanen til Vejle Idrætshøjskole

3 minutters læsning

I 1990 fik landets idrætshøjskoler en spændende invitation fra Delingsførerforeningen i Danmark. De ville gerne markere deres 100 års jubilæum med en gymnastik forestilling i Musikhuset i Århus.

Netop i disse år havde vi af DJI meget gode betingelser for gymnastikken, idet vi fik lov til at lave et elitehold, som trænede en hel weekend om måneden. Så det var naturligvis en opgave, som vi sagde ja til.

Programmet skulle indeholde en historisk sekvens samt en nutidig. Det hele skulle i Århus bindes sammen verbalt af John Engelbrecht, kendt filosof , som har skrevet en spændende bog:” Vil du tænde, må du brænde.”

Jytte Poulsen og jeg var gymnastiklærere på den rytmiske side på det tidspunkt, så vi lagde hovederne i blød.

Privatbillede af DJIs elitehold fra opvisningen ved Delingførerforeningens 100 års jubilæum.
Privatbillede af DJIs elitehold fra opvisningen ved Delingførerforeningens 100 års jubilæum.

Det historiske skulle tage udgangspunkt i de bløde, udtryksfulde bevægelser som Snoghøj-gymnastikken i sin tid fremkom med.

Vi fik lov at dykke ned i Snoghøjs arkiver (bunker af billeder, noder osv) . Vi fandt et nodehæfte, udgivet af en af skolens lærere, som var udgivet, da Delingsførerforeningen blev stiftet. Det fik vi Signy til at kigge på, og vi udvalgte de stykker, vi syntes , vi kunne bruge. Så sammensatte vi øvelserne ud fra stillingerne på fotos, så det virkede harmonisk.

Noget af det specielle fra dengang var bl.a. , at man løb stafet med bøgegrene, og det ville vi også gerne have med.
Noget af det specielle fra dengang var bl.a. , at man løb stafet med bøgegrene, og det ville vi også gerne have med.

Noget af det specielle fra dengang var bl.a. , at man løb stafet med bøgegrene, og det ville vi også gerne have med.

Man brugte også pianist, så Signy leverede live-musik. Jeg selv kommanderede gymnasterne imellem sekvenserne.

Udstyret var en sag for sig: Dragter af hvidt underkjolestof blev syet (stoffet fandt jeg i Viborg) og indfarvet (på farveri i Hirtshals), så de fik nøjagtig den samme farve, som den dragt, vi lånte af Snoghøj.

Til selve dagen i Århus havde Pylle Rieks i Munkebjergskoven fremskaffet fine bøgegrene til stafetten, så den del var også autentisk.

Den nutidige sekvens bestod af et musikstykke, komponeret af en Vejlensisk musiker (kan desværre ikke huske hans navn). Det hed Tik Tak og skulle symbolisere, at tiden går og nye relationer opstår.

Til denne sekvens byggede vi, efter inspiration af billedkunstlærer på Jelling seminarium, store masker, som hvide på skuldrene.

Vi startede med hønsenet, som blev stoppet ud med aviser. Derpå modellerede to keramikere, som vi kende, ansigterne op i ler. En hel pakke pr. maske. Så lagde vi stanniol ovenpå. Efter en lang tørreproces lagde vi 7 lag tyndt bomuldsgaze, dyppet i tapetklister ovenpå. Det skulle tørre mellem hvert lag. Endelig kunne vi fjerne det inderste, så vi kun havde stanniol-laget og gazelagene tilbage. Heldigvis var mange af holdets udøvere villige til at bruge ekstra weekender på at hjælpe med denne proces. - Og der blev hygget meget og spist meget kage, som jeg erindrer det. Vi syede jo også lige dragter ind imellem.

Selve forestillingen i Musikhuset var en fantastisk oplevelse. Alle pladser fyldt, og vi havde stor opbakning af vore kolleger, der hjalp med transport af rekvisitter, tog foto og film.

Og det gik os godt. Man er jo i sådan en sammenhæng lidt spændt på at blive målt og vejet med de andre skoler - men jeg husker, vi fik ros.

Personligt blev jeg især glad for en tilkendegivelse fra Gertrud fra Snoghøj, som havde sagt til Lischen og Bent, som hun sad sammen med, at det var rørende og flot, som vi havde tolket Snoghøj-gymnastikken.

Fanen

Efter et stykke tid manglede man en gymnastiklærer på Snoghøj og forespurgte hos Ole Worm, om vi havde en, der kunne vikariere dernede et stykke tid. Det blev min opgave, og efter et stykke tid med almindelig gymnastik lærte jeg deres elever vores historiske program. Det opførte vi så i deres gymnastiksal, selvfølgelig iført de tilhørende dragter.

Efterfølgende trådte skolens leder ud på gulvet og takkede mig for at have indviet eleverne i Snoghøj-gymnastikken. Han havde en gave til mig/os på DJI, og så overrakte han mig den fane, som man fra Snoghøj havde båret til delingsførerforeningens start 100 år tidligere. En fane er noget meget specielt. En fane som gave til DJI´s historiske museum er en meget stor ting. Jeg blev meget glad og dybt rørt, og jeg husker også Ole Worms glæde ved gaven.

Sikke en fantastisk oplevelse at have med i sit liv. Jeg er så taknemlig for den tid på DJI/VIH.

Nøgleord:

Opdateret:

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...