Interview med Hans Lauge, som fra 1981 - 1993 var lærer på Den Jyske Idrætsskole. Hans fortæller om hvordan højskolen har påvirket hans liv.
At gøre mennesker til mennesker
En samtale med Hans Lauge om “åndelig fitness” og flikflak af bar glæde
Da Hans Lauge i 1981 fik beskeden om, at han var ansat som højskolelærer, slog han en flikflak i stuen. Det blev starten på 11 år, der ikke bare ændrede hans eget liv, men også satte et markant præg på Vejle Idrætshøjskoles visuelle og åndelige identitet.
Det er en formiddag præget af lune og livsklogskab, da jeg sætter mig til rette med Hans Lauge. Hans var lærer på skolen (dengang DJI) fra 1981 til 1993, og selvom han i dag er konsulent og blogger, mærker man tydeligt, at “højskole-medicinen” stadig virker i ham. Han kalder det selv en livslang gæld til den danske folkehøjskole.
Vejen via “triumviratet”
Lars Olesen: “Hans, du kom jo til skolen på en lidt usædvanlig måde. Det var faktisk to små piger i en folkeskole, der fik bolden til at rulle?”
Hans Lauge: “Ja, det er faktisk rigtigt. Jeg var folkeskolelærer på Helleager-skolen i Vejle, og i min formningstime havde jeg to søstre, som var døtre af Bent og Lissien Lyngholm, der arbejdede på idrætsskolen. Jeg tror, de to piger anbefalede mig til deres forældre. Sammen med min gamle kammerat Carsten Rasmussen udgjorde de et lille ‘triumvirat’, der støttede min ansøgning. Da jeg blev ringet op af Tage Benjaminsen og fik jobbet, slog jeg en flikflak af bar glæde – det kan min ældste datter stadig huske.”
Lars Olesen: “Du blev ansat i en tid, hvor højskolen turde spørge om noget andet end blot faglige kompetencer?”
Hans Lauge: “Præcis. Til samtalen spurgte de ikke: ‘Hvad kan du?’, men derimod: ‘Hvad vil du egentlig gerne arbejde med?’. Filosofien var, at dér hvor mit engagement lå, dér ville jeg også være den stærkeste underviser. Jeg endte med at undervise i alt fra fodboldlinjen til studiekreds, litteratur og billedkunst.”
Kunst, syre og politisk kant
I begyndelsen af 80’erne skete der noget med skolens ansigt udadtil. Årsskrifterne fik pludselig et helt andet udtryk.
Hans Lauge: “Jeg havde et engagement i kunst, og sammen med Carsten Rasmussen begyndte vi at lave årsskrifter med originale silketryk. Vi stod mange aftener og trykte serigrafier, så vi blev helt svimle af al den syre. Vi fik store navne som Svend Wiig Hansen, Poul Gernes og Per Kirkeby til at bidrage. Det var vigtigt for os, at årsskriftet ikke bare var en årsberetning, men blev mere politisk, polemisk og åndfuldt.”
Lars Olesen: “Hvordan husker du lærerværelset i de år? Det lyder som et sted med masser af dynamik.”
Hans Lauge: “Det var et samsurium af stærke individualister, der bekendte sig til fællesskabet. Vi havde nogle voldsomme værdikonflikter, men vi var dygtige til ikke at gøre dem personlige. Det gav en dynamik, der flyttede skolen rigtig meget.”
Afspændt koncentration og gennembrud på loftet
For Hans Lauge handlede højskolen om at skabe rum for det ekstraordinære møde mellem mennesker.
Hans Lauge: “Jeg arbejdede med et begreb, jeg kalder ‘afspændt koncentration’. I studiekredsen læste vi Sandemoses ‘En flygtning krydser sit spor’. Vi satte os op på loftet i en rundkreds, og jeg sagde bare: ‘Hvad så?’. Efter en tæt tavshed kom gennembruddet altid. Eleverne fandt en måde at tale sammen på, som de aldrig havde prøvet før. Højskolen er det eneste sted, jeg har oplevet, hvor man ser det enkelte menneske helt uden at blande fagperson og menneske sammen.”
Lars Olesen: “Du har også en ret bevægende historie om, hvordan højskolen fulgte dig, selv da du lukkede kapitlet?”
Hans Lauge: “Ja, i 1993, ti minutter efter jeg havde sagt mit job op for at prøve noget nyt, ringede telefonen. Det var Hans Erik, en elev fra mit allerførste hold 11 år tidligere. Han ringede for at fortælle, at han havde fået en datter og spurgte, om jeg ville være fadder. Der indså jeg, at det fælles, vi skabte på højskolen, havde en utrolig klangbund.”
Åndelig fitness i en moderne verden
Selvom Hans i dag sidder i repræsentantskabet og kigger fremad, bruger han stadig sit “højskole-kompas” i sit virke som konsulent og blogger.
Lars Olesen: “Du har for nylig kastet dig over blog-universet. Hvad skriver en ‘gammel krage’ som dig om?”
Hans Lauge: “Jeg skriver blandt andet klummer under titlen ‘Jeg er nødt til at sige’. En af dem handler om ‘Åndelig Fitness’. I en verden af management og kontrol, forsøger jeg at holde fast i det grundtvigianske. At vi først er mennesker, og sidenhen fagpersoner. Det er det, højskolen er bedst til: At gøre mennesker til mennesker.”
Lars Olesen: “Hvad er dit ‘købmandsregnskab’ her mange år efter?”
Hans Lauge: “Jeg har givet meget til højskolen, men jeg har fået endnu mere tilbage. Da vi kørte fra skolen i 1993, sad vi alle fire i bilen – min kone, mine to piger og jeg – og græd. Man forlader ikke bare et job; man forlader et samfund og en måde at være i verden på.”
Errata
Hans Lauge kommer i podcastet til at sige, at han har været selvstændig erhvervsdrivende i 4 år, men det er i starten af 2018 24 år.
Mere om Hans Lauge
Du kan følge Hans Lauges blog på Facebook og læse mere på hans hjemmeside.
