Interview med Inger Christensen som i mange år boet i Skovhytten fra 1978 - 2004 og været involveret i højskoledagen, som blev startet af Signe Troelsen.
Da Inger boede i hjertet af højskolen
I næsten 30 år kørte Inger Christensen hver dag ind gennem “portalen” på Nørremarksvej og mærkede freden sænke sig. Som nabo og ven af huset har hun dækket bord med viskestykker hos legendariske Signe Troelsen og set 11 svenske børn hoppe ud fra loftet i Skovhytten. Her fortæller hun om et liv i skyggen af de store bøgetræer.
Det er svært at sige Vejle Idrætshøjskole uden også at tænke på de små, historiske huse, der putter sig mellem de moderne idrætsfaciliteter. Et af de mest markante er det stråtækte hus, Skovhytten, der ligger som en lille tidslomme midt på skolens område. Jeg har sat Inger Christensen stævne til en snak om hverdagen som nabo til skolen, og om de bånd, der bliver knyttet, når man bor dør om dør med en højskole.
Blyant, planer og viskestykker på spisebordet
Lars Olesen: “Inger, du har haft din gang her i mange år, men du har faktisk aldrig været ansat på skolen. Alligevel har du spillet en stor rolle omkring vores årlige Højskoledag. Hvordan startede det?”
Inger Christensen: “Det var Signe Troelsen. Man kunne simpelthen ikke komme udenom Signe, for hun kunne altid bruge en hånd! Når vi skulle planlægge Højskoledagen, foregik det altid hjemme ved hendes spisebord. Hun lagde et viskestykke over dugen, så vi ikke svinede, og så blev der dikteret planer. Alt skulle være i orden, og der var styr på blyanterne. Jeg elskede det. Jeg var hendes ‘blæksprutte’ i 25-30 år, og jeg hjælper stadig til her i 2018. Det sociale betyder alt – især for pensionisterne.”
Lars Olesen: “Du har også været med til at holde liv i gymnastikken på en anden måde gennem foreningen Mikos?”
Inger Christensen: “Ja, Alice Grønborg startede den i 1983, og den kører endnu! Jeg har fornøjelsen af at have herreholdet hver anden tirsdag. Vi træner nede på Rødkilde Gymnasium. Det er fantastisk, at det stadig lever.”
Skovhyttens hemmeligheder: 11 børn og en stige
Skovhytten er ikke bare et smukt hus; det er en bygning med en historie, der rækker helt tilbage til skolens grundlæggelse. Inger boede der fra 1978 til 2004 og fik i 1995 besøg af en 84-årig dame, der kunne fortælle ting, man ikke finder i historiebøgerne.
Inger Christensen: “Hun var datter af dem, der boede der, da Svend Aage Thomsen startede skolen. Hun fortalte, at de var 11 børn i det lille hus! Dengang var der ingen vinkel på huset og ingen udnyttet overetage. Børnene måtte kravle op ad en stige i bryggerset, hen over loftet og hoppe ud af et vindue ned på taget over grisestien. Hun fortalte det så levende, at det står for mig som var det i går.”
Lars Olesen: “Svend Aage Thomsen kæmpede jo faktisk for at få fingrene i huset dengang?”
Inger Christensen: “Ja, han havde brug for plads til en lærer. Han løb frem og tilbage mellem Skovhytten og Nørremarkseje for at få lov at købe en af dem. Han endte med at give 6.000 kroner for Skovhytten. Da vi købte det i 1978, gav vi over 600.000.”
En portal til en anden verden
For Inger har tiden i Skovhytten været præget af en helt særlig atmosfære. Selvom skolen voksede op omkring hende, føltes de fire længer som et fristed.
Inger Christensen: “Jeg har altid følt, at når jeg kørte ind på Nørremarksvej, så kørte man ind i en portal. Herinde var der fred. Da vi solgte huset i 2004, var det faktisk til et par, der selv havde været elever på idrætsskolen i 60’erne. De var blevet kærester her, og da de så huset til salg, vidste de bare, at de måtte bo der. Det er da en sjov krølle på historien.”
Lars Olesen: “Hvordan har det været at flytte fra ‘portalen’ og ud i verden igen?”
Inger Christensen: “Min datter sagde altid, at der var så mørkt inde i skoven. Nu bor jeg også i et gammelt hus med stråtag, men med masser af luft og udsigt. Men jeg har stadig Skovhytten med mig – min mands onkel, Egon, der dyrkede atletik med Svend Aage Thomsen i de helt unge dage, malede huset til os. Det billede hænger over mit fjernsyn i dag, så jeg føler mig altid lidt ‘hjemme’.”
