Et liv på højskolen: Samtaler med Lischen Lyngholm
Vi besøger Lischen Lyngholm, tidligere lærer på Vejle Idrætshøjskole, til en samtale om et langt liv i højskolens tjeneste – og om de forandringer, hun oplevede fra slutningen af 1960’erne og frem.
Da vi træder ind hos Lischen Lyngholm, er det med en følelse af at træde ind i et stykke levende højskolehistorie. Hun boede og arbejdede på den jyske idrætsskole fra 1968 til 1993 – en periode præget af både opbygning, forandring og stærke personligheder.
Samtalen begynder med det oplagte spørgsmål: hvordan ender man egentlig som højskolelærer?
Vejen til højskolen
Lischen fortæller, at hun og hendes mand Bent oprindeligt arbejdede på en centralskole mellem Aarhus og Randers. Her byggede de idrætsmiljøer op fra bunden – ofte med meget begrænsede faciliteter.
Efter syv år opstod et ønske om at styrke det teoretiske fundament:
“Jeg ville være sikker på, at den teoretiske baggrund var i orden.”
De tog derfor et år på Danmarks Højskole for Legemsøvelser i København. Men midt i opholdet kom et uventet opkald fra forstander Bjarne Haugård, som tilbød dem en stilling på den jyske idrætsskole.
Først sagde de nej. Flere gange.
Men efter gentagne opkald, et besøg på skolen – og en samtale med skolekommissionen – traf de alligevel beslutningen:
“Vi blev så alligevel enige om, at måske er det dumt, at vi ikke tager den udfordring op.”
I 1968 begyndte de som lærere.
En skole under pres
Da Lischen ankommer, er skolen i en vanskelig situation. Elevtallet er lavt – omkring 47 elever – og økonomien presset.
Det betyder blandt andet, at man optager mange internationale elever:
“Vi tog rigtig mange norske og færøske… altså rigtig mange, som ikke var danske.”
Det gav en anderledes og til tider skæv sammensætning af elevholdene. Nogle fungerede godt – andre mindre godt.
Samtidig var det også en ny rolle for Lischen selv. Hun havde undervist i folkeskolen, men aldrig på en højskole:
“Vi havde jo aldrig selv undervist på en højskole. Det havde vi jo ikke.”
At udfordre normerne
Noget af det, der drev Lischen, var et ønske om at udfordre eksisterende forestillinger – især inden for idræt.
Hun var blandt de første til at lade piger arbejde med springgymnastik:
“Kraftspring, det var jo helt… det kunne man bare ikke lade piger gøre.”
Argumentet dengang var, at det kunne skade ryggen. Men Lischen stillede spørgsmålstegn ved det:
“Hvis ryggen er stærk nok, hvorfor skulle det så skade den?”
Det var netop denne nysgerrighed og faglige refleksion, der førte hende ind i højskoleverdenen.
8-månedersskolen
Under forstander Bjarne Haugård blev der indført en 8-måneders model, som kom til at præge skolen i mange år.
De første fire måneder fungerede som en bred introduktion, mens de sidste fire gav mulighed for fordybelse:
“Der var jo virkelig nogen, der skiftede undervejs og opdagede, at de havde nogle skjulte talenter.”
Men modellen havde også sine udfordringer – især i starten:
“At tage imod et hold fodbolddrenge… og så skulle de til at lave gymnastik til musik. Nej fy da.”
Efter jul ændrede dynamikken sig, fordi det primært var de motiverede elever, der fortsatte.
Forskellige tider – forskellige elever
Lischen understreger flere gange, at man ikke kan tale om hendes tid på højskolen som én samlet periode.
“Det er en meget lang periode… og der er meget stor forskel på tidsånden.”
Hun oplevede tre forskellige forstandere og markante skift i både elevtyper, kultur og omgangsformer.
Fra en tid med få ressourcer og stærk opbygning til en periode med vækst og flere elever – op til 139 ved hendes afgang i 1993.
Lærerfællesskab og medindflydelse
En gennemgående pointe i samtalen er den store grad af medbestemmelse blandt lærerne.
Hver uge blev der holdt læremøder, hvor alle kunne sige deres mening:
“Vi talte frit fra leveren… og det gjorde vi under alle tre forstandere.”
Lærerne var også med til at ansætte nye kolleger og udvikle skolens retning.
Nye initiativer: Handicapidræt
Et af de mest markante initiativer i perioden var arbejdet med handicapidræt.
Sammen med kolleger var Lischens mand Bent med til at starte foreningen HIVO, som arbejdede med idræt for mennesker med handicap.
Det udviklede sig hurtigt:
- etablering af idrætsaktiviteter
- integration af handicappede elever på skolen
- anskaffelse af udstyr – blandt andet en båd
“Nogen af de handikappede blev rigtig glade for at gå der… og holdt ved hele tiden.”
Det var ikke uden udfordringer, men blev et vigtigt skridt mod større inklusion.
Hverdagen og de små historier
Midt i de store linjer er der også plads til de små, karakteristiske fortællinger.
Som diskussionen om rengøring:
“Eleverne skulle sørme gøre rent efter sig selv.”
Eller elevernes klager over detaljer:
“Hullerne i osten var nu lidt store.”
Den slags blev nærmest interne jokes blandt lærerne – en måde at minde hinanden om ikke at forsvinde i småting.
Forandringer i undervisningen
Også selve undervisningen ændrede sig markant over årene.
Fra live klaverspil i gymnastiksalen til brug af kassettebånd:
“Det eksisterede ikke, da jeg begyndte dernede, men det kom det hurtigt til.”
Lischen begyndte selv at sammensætte musik, så den passede præcist til øvelserne – et eksempel på, hvordan fagligheden udviklede sig i praksis.
At give slip
Mod slutningen af sin tid oplevede Lischen også en ændring i elevkulturen:
“Jeg blev lidt træt af at opdrage på eleverne.”
Små ting som sko i møblerne blev symboler på en bredere forandring i adfærd og respekt.
Alligevel står det klart, at hendes engagement i eleverne og undervisningen aldrig forsvandt.
Et liv i højskolens tjeneste
Da Lischen og Bent forlader skolen i 1993, er den vokset markant – både i størrelse og fagligt niveau.
Fra en presset begyndelse til en velfungerende institution med mange elever og stærke fagmiljøer.
Samtalen med Lischen efterlader et indtryk af et arbejdsliv præget af:
- nysgerrighed
- faglighed
- vilje til at udvikle
- og evnen til at stå midt i forandringer
Og måske vigtigst af alt: en tro på, at mennesker udvikler sig bedst, når de får lov.
Artiklen er baseret på vores samtale med Lischen Lyngholm i podcasten “Vejle Idrætshøjskole Stemmer”.
