Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1948

Kære gamle elever!

Så gik der atter et år, og hvad har det bragt os? Et lille skridt nærmere mod afviklingen af restriktionerne ganske vist, og enkelte lyspunkter i vort lands forhold til sig selv, men udadtil i den store verden synes hver dag at bringe os nærmere til en ny stor verdensbrand.

Vil der komme en ny verdenskrig?

Det ulmer og gløder mange steder, og det synes, som om forviklingerne nu er mange gange større end de, der blev årsag til sidste krig. Måske er det kun de nære indtryk fra de forfærdelige fem år, der skræmmer og holder de lande tilbage, som har magt til at stoppe de ansvarsløse elementer i verden.

Men skulle nogen tage ansvaret for en ny krig, så må det blive et opgør, der skal afgøre, om vi og vore børn skal leve videre som frie mennesker eller som kollektive robotter.

Er vi nødt til at tage standpunkt eller stilling til et spørgsmål, som vi endnu ikke ser, berører os direkte? Dette må være et spørgsmål mellem stormagterne, det er jo dem, der bestemmer i dag, herhjemme ønsker vi blot at være uden for det hele og leve vort eget liv. —

Vil vi danske spørge og svare os selv således?

Det ville være nemmest at lade de store slås og selv holde os neutrale, men vi må huske på, at der er en nation, der vil påtvinge os og den øvrige verden en ideologi, der ligger os så uendelig fjern; i dette spørgsmål er der ingen, der kan være neutrale.

Vi bekender os jo til det gamle vestens ånd og tankegang og kan derfor ikke lukke os ude fra den samling af kræfterne, som i dag finder sted i det vestlige demokrati.

Der finder nemlig en samling sted, selv om der for menigmand tit og mange gange synes at herske den største forvirring.

Hvorledes kommer vi ud af denne begrebsforvirring?

Vi ser ikke principper, der forekommer os indlysende rigtige. De store fredsorganisationers problemer viser sig at bestå af et tusindtal mindre problemer, afhængige af hinanden. Ingen kan løses uden en samtidig løsning af andre; derfor synes en endelig og god udvej fjern.

Handlingens mænd fra krigens år er blevet afløst af politikens, det er ikke altid det samme.

Fred må skaffes og bevares for enhver pris, men en betingelse herfor er international retfærdighed. Dette opnås først gennem retfærdighed i egne indre forhold og først og fremmest gennem en social ordning med retfærdig fordeling af livets goder. Vi er her overbeviste om, at kun folkestyret er vejen til at nå dette mål.

Det er netop den fundamentale uenighed mellem østen og vesten.

Vi forstår ved folkestyre hver mands og kvindes ret til frit at tænke, tro og tale, samt være medbestemmende over sit lands skæbne. Andre mener, at statsdrift og statens ret til at bestemme vore problemer viser folkestyrets sande væsen. Hvorledes dette praktiseres, ser vi i Kina og Tjekoslovakiet, ja, i alle lande bag jerntæppet. National undertrykkelse og tvangsforflytning hører der til dagens orden. Vi ser, hvorledes kommunisterne gennem strejker søger at lamme genopbygningen i f.eks. Italien og Frankrig.

Hvor russerne har forstået at skabe et afhængighedsforhold for et land eller en befolkning, udøver de et tryk, der truer med at ødelægge de impliceredes livsvilje. Navnlig kan forholdene i Finland ikke undgå at berøre os. Det er ikke alene, fordi det er et nordisk folk, men også fordi det er en modig lille nation, der i århundreder har levet under stadig trussel fra den store nabo mod øst.

For at bevare, hvad vi forstår ved et demokrati, og for at skabe menneskeværdige kår, er det nødvendigt, at vestens demokratier finder sammen i et politisk, økonomisk og militært fællesskab.

I norden er spørgsmålet i dag enten for eller ikke med de vestlige demokratier. Norge vedkender sig klart, hvor det hører hjemme. Sverrig vil holde sig neutral og være nok i sig selv. Finlands stilling har jeg omtalt. Tilbage er Danmark, der ikke tør bekende sig og tage klart standpunkt, skønt ingen er i tvivl om, hvor vi har vore sympatier.

For mig er det tydeligt, at vi må tage bestemt og utvetydigt afstand fra de, der vil forsøge at påtvinge os en ideologi, der er os fremmed, hvad navn den end skjuler sig under Vi må være mod dem, der vil undertrykke frihed og ret, og vi må være med i kampen side om side med de positive kræfter, der søger at sikre os retten til at leve en menneskeværdig tilværelse. —- Er alt dette noget, der vedkommer jer?

Som frie mennesker i et frit land er en klar stillingtagen nødvendig for at sikre vort land og dermed os selv en lys og lykkelig fremtid, i dette må ingen være passive.

Her i vore fredelige omgivelser og i det dejlige ungdomsarbejde, vi beskæftiger os med, ville det være let at undgå de alvorlige tanker, jeg her har nedskrevet, men det er blevet mig en nødvendighed at tale med jer om det, der daglig melder sig til os gennem radioen og aviserne.

Vort skolearbejde bringer os mange opmuntringer og en tro på ungdommen, der bliver fastere og mere sikker for hvert år, der går. I vil ikke svigte i tiden, der kommer.

Men jeg må igang med at fortælle om skolearbejdet i det forløbne år.

Der var god tilslutning til vinterskolen. De danske elever repræsenterede alle landsdele, og foruden en sydslesviger havde vi ikke mindre end 8 nordmænd. Det var et dejligt hold, jeg drister mig til at påstå, det var det bedste, vi har haft endnu. Ganske vist forekommer det mig, at jeg har sagt noget lignende før, men sikkert er det, at arbejdet gik med liv og lyst, enten det foregik ude i det fri, i gymnastiksalen eller i skolestuen.

Større begivenheder bød vinteren ikke på, men hver dag var en begivenhed i sig selv, vi hyggede os sammen, og kammeratskabet var upåklageligt.

Vejret artede sig gennemgående vel, og det milde vejr begunstigede udendørsarbejdet. Sne fik vi masser af den 8. januar, men efter et par dage med fint skiføre kom tøvejret, og siden kom der ikke så meget sne, at vi kunne prøve skihopbakken. Da der var flere dygtige hoppere mellem nordmændene, var det lidt af en skuffelse.

Samme dag som sneen kom, måtte jeg en lille tur til Norge for at forhandle med de norske idrætsforbund om kursus. Jeg havde i Oslo lejlighed til at tale med flere af vore gamle elever; bl. a. var jeg så heldig at dumpe ind i Sandvika hos Inger Stangebye. Hun havde arrangeret en sammenkomst i sit hjem for de norske sommerpiger 47, ingen uden Inger vidste, jeg kom, så overraskelsen var stor, og vi havde en overmåde hyggelig aften sammen.

Et par dejlige skiture i Oslos skønne omegn blev der også tid til, endvidere så jeg udtagelseskampe på skøjter til olympiaden, skihop på en “storbakke” og fik taget lidt film og fotos.

Vinterens største begivenhed var som sædvanlig fastelavnsfesten. Med stor fantasi var skolen udsmykket; de fremmødte kusiner deltog med liv og lyst i vore forskellige arrangementer, og aftenunderholdningen og dansen efterpå var yderst vellykket.

Der skete selvfølgelig også andet i vinterens løb; jeg nævner: de dejlige foredrag om Sønderjylland og Sydslesvig af Forstander Hagelsø fra Vojens Ungdomsskole, de gode aftener vi havde sammen med Vejle Idræts-Forening, Vejle Skiklub, og tale- og tonefilmsdemonstrationen ved Søren Pedersen, Fredericia.

Endvidere havde vi besøg af forstanderen for det svenske idrætsforbunds idrætsskole »Bosøn«, Pontus Lindberg. Han havde sin Frue med, og vi kom til at sætte stor pris på disse elskværdige mennesker. Pontus Lindberg fortalte os i et foredrag levende og interessant om svenske idrætsforhold.

Takket være det gode vintervejr fik vi vore forskellige prøver overstået i god tid, og de traditionelle besøg på vejlevirksomheder blev heller ikke glemt.

Påsken faldt tidligt i år, hvorfor vinterskolens afslutning faldt lidt tidligere end sædvanlig. Afskeden var svær, det havde været en dejlig vinter, som vi altid vil se tilbage til med glæde.

Samme dag, som eleverne rejste, kom det første kursus, og tiden indtil sommerskolens begyndelse gik hurtigt. Med fuldt hus og højt humør begyndte vi den 3. maj. 6 sydslesvigere, tre norske og en polsk pige var med til at sætte ekstra kolorit på den dejlige sommer, vi fik.

Ja, jeg må vel straks nævne, at vejret ikke kunne stå mål med forrige sommers strålende solskin, men pigerne nåede dog at blive dygtig brune alligevel.

Edith Kofoed havde indvilget i at tage endnu en sommer sammen med os og forlod mand og hjem for at hjælpe os. Sønnen Per var med, og han blev snart hele skolens kæledægge.

Edith satte sig fra starten det mål, at dette sommerhold skulde blive »alle tiders. Hvor dygtige de hold bliver, der kommer her i fremtiden, kan vi jo ikke dømme om endnu, men det blev et usædvanlig godt hold. Jeg vil ikke sige noget, men Lizzie, der var her på tredie sommer, og Gerda Helboe, der var her for anden gang, påstod, at dette var det bedste, så Edith nåede sit mål.

Sommeren var rig på begivenheder. Elevmødet var som sædvanlig sommerens højdepunkt. Af Danmarkssamfundet havde vi fået en ny fane, som vi fik overrakt ved en lille højtidelighed i Skyttehushaven. Denne fane skulle jo indvies, og kunne vi finde en mere passende lejlighed end elevmødet?

Dagen oprandt med mindre godt vejr, men de gamle elever var mødt op i stort tal, og vi fik et uforglemmeligt møde. Faneindvielsen blev en meget smuk højtidelighed. Den foregik på friluftscenen, hvor pigerne tog opstilling, iført deres smukke hvide opvisningsdragt med skoleemblemet. Derefter fulgte gymnastikopvisningen, som sikkert aldrig har været så nydelig; friluftskomedien blev spillet med liv og humør, og vejret var nu blevet det bedst tænkelige. Til slut samledes vi ved det flammende bål, ved aftensangen der oplevede vi et fællesskab, vi vil mindes længe.

I ugen før elevmødet havde vi kursus for gamle sommerpiger. Der kunne have været flere, men det var dejligt at se jer igen, og I skal have tak for jeres interesse.

Den årlige match med idrætshøjskolen i Gerlev resulterede i en sikker sejr til vore dygtige piger. Vi var endvidere repræsenterede ved danske og jydske mesterskaber og opnåede et jydsk mesterskab samt flere fine placeringer.

Som tidligere somre var vi også i år ude til opvisninger, bl. a. i Hjortsvang, Vonge, Vingsted stadion og sidst på Vejle stadion. Kritikken var alle steder overmåde fin, og disse ture er altid fornøjelige og gode minder.

I hele juli måned ventede vi på fint vejr til vor sejltur ud ad fjorden. Først en af de allersidste dage kom det helt rigtige vejr, og vi fik en vidunderlig tur med munter leg og badning ved Hvidbjerg strand.

Så var det slut på endnu en dejlig sommer, og pigerne drog hver til sit med undtagelse af en lille flok, der under Søndergårds gode ledelse drog ud på en lille turné, men om det beretter han selv andetsteds.

Som det vil være en del af jer bekendt, måtte vi i år undvære Rask Nielsen på sommerskolen. Først i april måned blev han alvorligt syg og måtte på hospitalet, og da helbredet trods langvarig rekreation ikke blev så godt, at han turde påtage sig det krævende skolearbejde igen, måtte han bede sig fritaget for sin stilling her ved skolen. Foruden skolens tak til Rask Nielsen vil jeg gerne bringe en personlig tak for venskab og værdifuld hjælp i skolearbejdet.

Vi er nu godt igang med vor sjette vinterskole, 7 nordmænd og 6 sydslesvigere og en god lille flok her fra landet arbejder alle godt og energisk.

Ellers står alt vel til, ja, jeg må dog fortælle, at Knud midt i oktober måtte indlægges på hospitalet for en broklidelse. Det var en ret slem omgang, vi måtte undvære ham den første tid af vinterskolen, men nu går det fint igen.

Hvorledes går det med den planlagte udvidelse? Ikke godt, der gives ikke tilladelse til skolebyggeri endnu, men til næste år håber jeg at have godt nyt at fortælle.

Til slut vil jeg gerne sende jer alle vore bedste hilsener med et lykke til i det arbejde, I står i. Tab aldrig modet, men husk, »hvor der er vilje, er der også vej!«

Glædelig jul og godt nytår.

Jeres Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen.