Den Danske Idrætsungdom

Man taler om, at Idrætten har stagneret i disse 5 Krigsaar. Det er sikkert rigtigt, naar man ser paa Resultater og Rekorder. Men mon ikke Ungdommen har opdaget, at der er noget, der er vigtigere end personlige Sejre og Triumfer, og det har sikkert været en Lykke for den.

Der er øvet en Indsats af dansk Idrætsungdom i disse Aar under Besættelsens Tryk, en Indsats, som maaske ikke kan siges at være idrætslig betonet, men som ikke desto mindre fordrede Idrættens bedste Egenskaber af sin Mand. Med største Glæde har jeg erfaret, at Idrættens Ungdom var rigt repræsenteret i det Arbejde, der blev udført for vort Land gennem den danske Modstandsbevægelse.

Idrætsmænd har beklædt farlige Poster som Ledere, som Sabotører, som illegale Pressemænd og som menige Medlemmer i den store Skare, der kæmpede for vort Lands Frihed.

Overalt i Landet har jeg truffet dem, har fulgt deres farlige Arbejde paa Jernbanerne, fulgt Vaabentransporterne gennem den mørke Nat, mærket denne sugende Spænding, der meget minder, blot meget mere stærkt og intensivt, om den Nervøsitet, Spænding og Forventning, der betager en før en vigtig Idrætskonkurrence.

Jeg har staaet ved deres Sygeleje, blottet mit Hoved i Ærbødighed ved deres Grave. Jeg har set dem komme hjem i den graa Morgen med Ansigter, der var forstenede og tillukkede af Sorg Over, at en Kammerat, den modigste, den ædleste, blev derude paa Banelinien, gennemhullet af Tyskernes Kugler.

Opfyldt af Følelser, som vel næppe vil kunne beskrives, har jeg paa mine Arme baaret en af mine bedste Venner, der netop var sluppet ud fra Tyskernes Koncentrationslejre, men endnu var mærket af Tyskerns Tortur og Pinsler. Jeg har set ham blive konfronteret med sin Plageaand, sin “danske” Bøddel, der før var brovtende og selvbevidst, nu en rystende Kujon, set Hadet slukkes i hans Øjne, og blive forvandlet til den dybeste Foragt, ја, maaske Medlidenhed.

Jeg har set dem frygtløse gaa i Kamp med de forhadte Hipoer og været med dem i deres jublende Glæde i Befrielsens Øjeblikke og i de skønne Dage derefter.

Jeg har set Glæden forsvinde, da deres Arbejde blev mistænkeliggjort af Folk, der intet Kendskab havde til det, der laa forud, men som blot tænkte paa at redde deres eget lunkne Skind, følt med dem denne sviende Magtesløshed overfor Politikere, der forsøgte at fremme deres eget paa Bekostning af Modstandsbevægelsen. Her var noget, de stod uforberedte overfor. De havde gjort sig rede til at kæmpe mod en Fjende, der kunde mærkes og føles haandgribeligt. De forstod ikke denne Ondskab og Bagholdsangrebene fra deres egne Landsmænd, og de havde ikke noget Middel til at værge sig imod dem, der endog tillod sig at kalde dem for Mordere.

En ung Mand, der erkendte denne sviende Magtesløshed, udbrød:

Vi er sluppet for let fra det hele, det er Sagen har haft det for godt; et Folk renses kun gennemn Lidelse ikke gennem Held og Snusfornuft; de der nu fører Ordet har i det store og hele ikke lidt for Danmark. Han var bleg af Lidenskab, da han sluttede: Aa, Gud du skulle have givet os Lidelsen, at vi dog maatte have lært blot at optræde anstændigt overfor Landsmænd.

Ja, det var kun faa, der tog Modstand i Forsvar, men det vil vise sig i Fremtiden, at en Sag som Frihedskampen ikke behøver noget Forsvar, den vil leve i Folket.

Naar der engang skal skrives et Kapitel i Danmarks Historie. Om denne Del af Folkets Liv, vil den blive skrevet af Saglige og nøgterne Mænd, der vil give Frihedskampen og dem, der gik ind for den, den ærefulde Plads, der tilkommer dem.

Jeg er Opfyldt af Beundring for dem, der uden at skele til personlige Fordele gik ind i Kampen, en Kamp, som de vidste kunde komme til at koste dem Livet.

Hvad var det, der drev dem til det? Det kunde være mange Ting. Der bor jo en Eventyrer i mange af os, og maaske var det Trangen til at øve Stordaad, Trangen til Spændingen, men maaske mere det gennem illegalt Arbejde at bryde den Blokade, den Spændetrøje, der aandeligt var lagt paa os gennem den tyske Besættelse. Og først da de kom ind i Kampen, følte de sig som frie Mænd, følte, at Livet nu var værd at leve, nu var der noget at kæmpe for.

Men en Ting er sikkert, at var de først kommet ind i det illegale Arbejde, lige meget hvad der end havde bragt dem ind i det, saa kom Begrebet – vort Fædreland – dem ganske nær ind paa Livet, og borte var alle personlige Tanker, og det, Kampen gjaldt – Danmarks Frihed og Danmarks Fremtid – blev nu det altoverskyggende.

Jeg kunde finde i Tusindvis af Bedrifter øvet af Idrætsmænd under Frihedskampen, jeg kunde fortælle Grunden til et Fodboldholds Nederlagsrække, en Idrætsmands svage idrætslige Indsats.

Der var noget, der for dem var vigtigere end Idrætten. men hvorfor nævne Navne og komme med Undskyldninger. Hovedsagen er, at Idrætsungdommen gjorde sin Pligt, viste gennem sin Indsats, at Kampen for Danmarks Frihed gik forud for alt.

Den Ungdom er god nok, og som den har vist det i Frihedskampen, saaledes vil den ogsaa i Fremtiden vise de paa Idrætsbanerne, i det daglige Erhverv, ja overalt, hvor der kaldes paa den til noget, der er godt og sundt.

Den vil ogsaa huske dem, der maatte blive derude, dem, der gav deres Liv for at vi andre kunde leve, og vi maa være tro mod de Idealer, som kostede dem det dyreste af alt.

Artiklen er bragt i Årsskriftet fra 1945 og skrevet af Svend Aage Thomsen. Han bringer nedenfor dette digt af Kaj Munk.

Drenge, I Drenge, som døde!
I tændte for Danmark i dybest Mulm
en lysende Morgenrøde.

Danske Velsignede Drenge!
vort Øje har Taarer. Men Hjertet slaar
saa stolt som ikke – aah! længe.

For nu kan vi atter være,
se Verden i Øjne roligt og frit.
I frelste jo Danmarks Ære.

I gav os tilbage til Livet.
Forbød de jer atter at gøre Brug
af de Vaaben, de selv har givet?

Hill jer da, Vikingsønner!
Ulydige danske Soldater, Tak!
Gud jer det evigt lønner.

– Kaj Munk