Det illegale arbejde på Den Jyske Idrætsskole

11 minutters læsning

At den jyske Idrætsskole maatte komme med i det illegale Arbejde under Danmarks Besættelse, er ganske naturligt.

Naar Svend Aage Thomsen tog Initiativet til Rejsning af denne Skole, var det først og fremmest som Følge af de Forhold, Danmark og dansk Ungdom var kommen ud i efter den 9. April. Svend Aage Thomsen forstod, at nu vilde der komme til at staa en Kamp om dansk Ungdom og for dansk Kultur. Alle disponible Kræfter maatte nu sættes ind i Arbejdet for at give dansk Ungdom den bedst mulige Forstaaelse af, hvad det vil sige at være dansk, uddybe deres Kærlighed til Land og Folk og styrke dens Vilje og Evne til at kæmpe for det, den havde faaet kært.

Men han indsaa tillige, at som Situationen var, vilde Ord uden Handling let blive døde. Naar Fjenden stod i vort Land, kunde man ikke tale til de Unge om Kærlighed til Fædrelandet uden at være aktiv med i Kampen mod Fjenden.

Derfor maatte Skolen fra sin første Begyndelse være med i det illegale Arbejde, samtidig med at den som almindelig Ungdomsskole maatte arbejde paa længere Sigt.

Selv var jeg kun med i Arbejdet Vinteren og Foraaret 1944–45 og vil derfor i denne Artikel holde mig til Omtalen af det, der da blev foretaget. Men jeg ved, at allerede under Skolens Bygning begyndte Forbindelsen med illegale Kredse, og Skolen og navnlig det tidligt fuldførte store Kloakrensningsanlæg Øst for Skolen var et meget brugt Gemmested for Sprængstoffer, Vaaben o. l. Blandt andet laa her Materialet til Danmarks største Jernbanesabotage paa den jydske Hovedlinie ved Tirsbæk.

Men i Efteraaret 1944 kom der til Svend Aage Thomsen Forespørgsel fra flere af de under Jorden værende Politibetjente, om de maatte komme som Elever paa Skolen, og de blev med Glæde modtaget. Der var sikkert ikke mange af sidste Vinters Elever, der vidste, at der var 9 Politibetjente iblandt dem, da der blev arbejdet med Dygtighed og Forstaaelse af Situationen. De er nævnt under » Nyt fra gamle Elever«, saa jeg vil ikke nævne Navnene her.

De forskellige Betjente kendte heller ikke noget til hinanden, da de kom; men med Svend Aage Thomsen som Mellemmand blev de ført i nøjere Forbindelse med hinanden, og med Overbetjent Villy Eisfelt som Leder blev der dannet en Gruppe, som kom til at arbejde under Efterretningstjenesten i Vejle. Hele Vinteren var de med til Skygning, Oplysningsarbejde og mange andre Ting. Mange Gange arbejdede de om Natten og kom først hjem hen paa Morgenstunden; men de gjorde deres Arbejde saa godt, at det kun var de færreste, der anede, at der foregik noget, der ikke var helt legalt.

Efterhaanden kom dog flere af Eleverne med, f. Eks. Ole Lind (Hans Peter Jensen), der var kommen hertil som eftersøgt Sabotør, efter at hans Gruppe i Sønderjylland var blevet revet op, og de fleste af hans Kammerater var taget af Gestapo. Han blev hurtigt Sekretær for Bylederen i Vejle. Og der var Dencker, som var Kornet og meget hurtigt vandt en saadan Tillid, at han blev Chef for 2. Kompagni.

Skolen var stadig Vaabenarsenal, og der var ofte store Mængder af Vaaben og Sprængstof gemt paa Skolen og i dens Nærhed. Rensningsanlæget var et glimrende Gemmested for kortere Perioder. Det var let her at gemme store Mængder, naar det skulde ske i en Fart, og herfra kunde det saa senere fordeles til de andre Depoter, der laa rundt i Skoven. Ogsaa under Halmen paa Nørremarksgaarden var der gemt meget. Der var omkring Maj Vaaben og Udrustning nok til et helt Kompagni paa Skolen.

Det mest interessante var vel nok det hemmelige Rum paa Jomsborg. Det lavede Svend Aage Thomsen en Dag, der kom Meddelelse om, at Gestapo havde fanget en af de Mænd, Skolen havde Kontakt med, saa alt maatte fjernes fra de kendte Gemmesteder. Det blev ved at være hemmelig for alle indtil de sidste Dage i April; men det fandtes under Gulvet med Nedgang under Ross Sørensens Seng, og han har hele Vinteren, uden at vide det, ligget paa store Mængder Sprængstof.

Hele Vinteren maatte der handles med den største Forsigtighed. Vi kendte jo nok de forskellige Elever, men alligevel ikke saa meget, at det var klogt at tale alt for højt om de Ting, der fandt Sted.

Men da saa den store Elev flok rejste til April, kom der rigtig Gang i Sagerne. Jomsborg blev omdannet til Instruktionssted for de fleste af »Radiserne« i Vejle, og saa godt som hver Aften var der her Instruktion under Denckers Ledelse.

Ogsaa som Fabrik for Fremstilling af Bomber maatte Jomsborg gøre Tjeneste. De fleste af de Bomber, som sprængte Jernbanerne her omkring, blev lavet i de sene Nattetimer paa Jomsborg.

I April Maaned holdt Politiet under Willy Eisfelts Ledelse flere Kursus paa Skolen. Det mest interessante var vel nok et to Dages Haandboldkursus. Til alt Held var det Regnvejr, saa der var ingen, der tog Notits af, at den meste Undervisning foregik inden Døre. Her var det ikke Haandboldspil, der blev drøftet, men derimod var Bekæmpelsen af Græshopper og andre Skadedyr paa Timeplanen.

Omkring den 9. April var Tyskerne jo bange for det store Opgør her i Danmark. Det kom jo ikke. Men den forøgede Virksomhed af Gestapo og de danske Haandlangere resulterede i, at der blev taget 12 Mand i Vejle den 8. April.

Ved den Lejlighed var der stor Fare for, at et Vaabendepot skulde blive opdaget. Man fik da i en Fart fat paa en Ambulance, der kørte det hele ud til Jomsborg, hvor Thomsen tog imod, og det var godt, for 5 Minutter efter kom Gestapo til det tidligere Gemmested. Vi fik ved den Lejlighed ogsaa en Radiosender, som vi dog ikke fik Brug for før Kapitulationen.

Det var jo et stort Tab at miste 12 af vore bedste Mænd, og der blev planlagt en Ekspedition for at befri dem. Det var Meningen, at naar de skulde transporteres til Kolding, vilde vi et Stykke uden for Byen skyde Bilerne i Sænk og søge at befri Fangerne. Men Tyskerne har nok paa en eller anden Maade faaet Nys om det, saa de undgik deres Skæbne.

Allerede den 1. Maj blev Styrkerne her i Vejle og flere andre Byer indkaldt til det store aabne Slag. Det var jo lidt tidligt men Politiet gik straks i Gang med at uskadeliggøre de værste Forbrydere, og allerede den 1. Maj blev der anholdt 35, som blev anbragt paa Brejninge Aandssvageanstalt. De øvrige Styrker blev hjemsendt den 2. Maj, men dog saaledes, at vi var klar til at træde til med det samme, om det var nødvendigt.

Den 3. Maj blev vi inddelt i Grupper paa tre Mand og fik Lov til at gaa ud og organisere Revolvere og andre Vaaben fra enlige Tyskere. Der blev taget en Del Revolvere.

Kl. ca. 21 var der samlet 4 Grupper paa Jomsborg, hvor vi drøftede Aftenens videre Forløb. Vi blev saa enige om at gaa over paa Horsensvejen for der at standse en tysk Vaabenbil. Kl. 21,30 startede vi fuldt bevæbnede. Den eneste, der blev tilbage, var Dencker, der som Kompagnichef ikke kunde gaa med.

Imidlertid var der en anden Gruppe, der havde afvæbnet en tysk Officer i Nærheden af Skolen. Det vilde han selvfølgelig ikke finde sig i, og efter at være kommen ned til Byen fik han 10 Kammerater med sig ud paa en Razzia.

10 Minutter efter, vi var gaaet, omringede de Skolen og stormede Jomsborg, hvor Dencker stod med Lommerne fulde af Ammunition. De undersøgte det hele undtagen Dencker, der talte dem et Øre af paa Tysk. Eigil Aasberg havde været saa uforsigtig at føre Dagbog over det, han havde været med til; men da de ikke kunde læse Dansk fattede de ikke Mistanke. Midt i det hele gik Dencker sin Vej, kom forbi tre Vagtposter og ud til os paa Horsensvej hvorved vi blev advarede.

Saa kom Aftenen den 4. Maj, da vi atter blev indkaldt. Det blev ikke, hvad vi havde ventet: Kulminationen af de forløbne Maaneders Spænding og Kamp. Men vi var glade for, at den Organisation, der var blevet skabt under Jorden, nu kunde træde til og løse de Opgaver, som den danske Stat ellers ikke havde haft Organer til at løse. Vi fik derved Lov til at vise, at den danske Ungdom ikke havde Sovet ikke været sløv og ligeglad under Besættelsen. Den havde ikke alene kæmpet, men ogsaa udviklet og en Organisation, der gjorde det mulig ved den tyske Hærs Sammenbrud.

Vi maatte nu i de følgende Dage hjælpe til med at holde Ro og Orden og gennemføre Arrestationen af dem, der under Besættelsen havde forbrudt sig mod det nationale Sammenhold. For nogle af os blev det flere Ugers Tjeneste.

Svend Aage Thomsens Arbejde som Forstander for Skolen gjorde det umuligt for ham at staa som Medlem af Gruppen; men han var ikke alene en god Vært for os, men den faderlige Hjælper, der altid var til Stede med Raad og Daad. Den Ildhu, hvormed han rejste Den jyske Idrætsskole, virkede befrugtende for hele vort Arbejde. Vi var ét. Men i Foraaret fik Svend Aage Thomsen den særlige Opgave af Modstandsbevægelsen i Vejle at filme de Begivenheder, der fandt Sted og vilde finde Sted før og efter den tyske Kapitulation, og han sparede sig ikke. Han filmede ikke alene, hvad der foregik der hjemme paa Jomsborg men han tog med os ud paa farlige Ekspeditioner. Med Revolveren klar til Forsvar for sine dyrebare Filmsruller kravlede han frem og filmede Jernbanesabotage o. l. Han filmede den illegale Presses Arbejde og meget andet. I de spændende Dage før Kapitulationen kunde man møde han nede i Vejle med »Flæskestegen« under Armen, indpakket i graat Papir, med et passende Hul til, at de forskellige Begivenheder eller Situationer kunde smutte indenfor.

Da Kapitulationen kom, stillede Modstandsbevægelsen en Bil til hans Raadighed, og han var nu alle Steder, hvor det betydningsfuldeste foregik, snart ved Grænsen, snart i København og snart i Vejle.

Der blev ialt optaget 2800 m Film, og Selv om en hel Del har maattet kasseres, er der blevet en pragtfuld, historisk Film til en Spilletid paa ca. 2 Timer. Den forevises nu til Fordel for Frihedsfonden, og er allerede vist i mange Byer rundt i Landet og i Sverige, og fremdeles kan de, der ønsker at arrangere en Aften med en saadan Filmsforevisning, blot henvende sig til Skolen.

Der er nu gaaet 8 Maaneder, siden alle disse Begivenheder fandt Sted, og Politibetjentene er spredt ud over Landet til deres respektive Hjembyer og vi andre til forskellig Arbejde.

Brogaard og Vestergaard maatte allerede rejse, før Skoen sluttede, for at hellige sig det illegale Arbejde i de Byer, hvor de hørte hjemme, og hvor der var stærkt Brug for dem. Vestergaard var med i Arbejdet i Aarhus; men kort Tid før den 5. Maj blev han syg af Tuberkulose. Han vilde dog ikke paa nogen Maade svigte, da det gjaldt, og stod derfor op og tog sin Tørn de første hektiske Dage i Maj, men maatte derefter til Køjs igen. Han er heldigvis nu atter all right.

Vor Gruppe af Politibetjente er af Politiet og Modstandsbevægelsen betegnet som en af dem, der gjorde det største og bedste Arbejde, og det er vi alle stolte og glade over.

Begivenhederne er nu kommen os noget paa Afstand, og det, der den Gang fyldte vore Tanker og bestemte vore Handlinger, kan maaske til Tider synes smaat nok. Men der er dog Ting, der har prentet sig saa fast i vort Sind, at det aldrig nogensinde vil forsvinde.

Den sidste Søndag i April var min Gruppefører sammen med en Flok andre Unge ude paa en Aktion mod Banen. Det gik ikke saa godt. De blev omringet i en Tunnel, og han blev haardt saaret. 2 Dage senere blev han ført til Kolding, og her døde han. Tyskerne begravede ham paa en af deres Flyvepladser, og først halvanden Maaned senere blev han ført til Vejle og fik en hæderlig Begravelse. En god ung Mand var gaaet bort, en af dem, der aldrig veg tilbage for noget, men som Fører blev paa sin Post, til de andre var i Sikkerhed.

Jeg husker endnu de Ord, hans unge Hustru udtalte, da han var sænket i Graven:

»Tak for det, du har gjort. Jeg er stolt af dig, Arnold, du gav dit Liv for det, du troede var rigtigt og sandt.«

Samme Dag samledes nogle af dem, der herfra havde været aktivt med i Modstandsbevægelsen, til en lille Fest paa Skolen. Om Eftermiddagen samledes vi paa Plænen, hvor Forstander Thomsen hejste Flaget. Her mindedes vi alle de Timer, vi havde haft sammen, ikke alene som Elever, men ogsaa rundt omkring, hvor det nu havde været nødvendigt. Men vi lod samtidig Tankerne gaa længere ud til de Kammerater, der faldt derude i Kampen for det, de troede paa. Vi mindedes dem med Ære og Taknemlighed.

Frihedskampen er forbi. Den gav vi unge Oplevelser, som vil være af stor Betydning for vor hele Udvikling, men den gav ogsaa Smerte. Intet har dog maaske smertet os mere end den uforstaaende Kritik, der blev rettet mod vort Arbejde af Mænd, der holdt sig passive, den Gang, det gjaldt, og som i Kraft af, at der var andre, som vovede Trøjen, kom igennem uden Men. Det gør os usigelig ondt, naar de Handlinger, der blev udført af den bedste og modigste Del af dansk Ungdom, nu af saadanne Mænd offentlig kan blive betegnet som Mord, og det er os meget vanskeligt at taale, at vore faldne Kammeraters Ære paa denne Maade bliver krænket,

Men naar Historien skal skrives, saa er jeg ikke i Tvivl om, at Frihedsbevægelsen vil faa den Plads, den tilkommer. Der vil til fjerne Tider gaa Gny af de Bedrifter, der fandt Sted. Dansk Ungdom har givet sit Svar paa den Kritik og megen Tale om afsporet Ungdom, der fandt Sted under Besættelsen.

Dansk Ungdom er altid parat til at gøre en Indsats, naar det bliver krævet af den. Bare der bliver vist de Unge Tillid og Forstaaelse, bare der bliver stillet Krav til dem, saa er de ogsaa rede til at gøre deres Pligt.

Vi har en Ungdom paa godt og ondt. Det gælder om at appellere til det gode i dens Sind, saa tror jeg ogsaa, det vil slaa igennem og give Resultat.

Oprindeligt bragt i årsskriftet fra 1945 skrevet af Thormod Petersen.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...