Højskolen i dag

Nogle tanker Om højskolens mål og vilkår set på baggrund af årsmødet på Askov d. 24.–25.–26. oktober.

Der bliver sagt så tit, at højskolen er inde i en krise i dag, det er måske rigtigt, dog vil jeg hellere sige, at den er inde i en brydningstid. Men har den ikke altid været det, må den ikke altid være det, om den er levende?

Det er vel sådan, at det syn, som vi den tredie generation har på højskolen, er et noget andet end det, de første pionerer havde. Det må det nødvendigvis være. Det er andre mennesker, der lever nu, og det er nu engang sådan, at det er ethvert slægtsleds opgave at forme den tid, de lever i. Vi kan skiftevis se tilbage og frem, vi må og skal lære af fortiden, men vi skal også skabe fremtiden, der er ingen andre til det end os, og det er da vist givet, at vi må skabe den ud fra de forudsætninger, vi har.

De første højskoler ville give eleverne et livssyn at leve på, men mon det var en tilfældighed, at det blev højskolens elever, der kom til at stå som pionerer i det praktiske kulturarbejde, der i andelsbevægelsens mange former samt folkelige arbejde skød frem side om side med den danske højskole. Og er det ikke også her forskellen mellem danske og de øvrige nordiske højskoler viser sig.

Jeg tror, at vi er inde ved noget centralt her. Det var højskolens unge, der kom til at stå i spidsen over det hele, og højskolen fik sin store betydning på dette område, den blev fødselshjælper for en kulturperiode i Danmarks historie.

Den danske arbejder gik senere sin egen vej frem, og denne vej faldt ikke sammen med højskolens.

Vil vi se nøgternt på tingene, må vi indrømme, at højskolens opgave på dette område, som jeg har skitseret her, er forbi. Der spørges ikke længere, om han eller hun har været på højskole, når sognerådsformanden skal vælges eller mejeribestyreren skal ansættes, andelsbevægelsen er blevet en økonomisk faktor uden tilknytning til højskolen.

Hermed skulle der være skabt forudsætning for at frigøre højskolen for visse traditioner, gøre den til en medborgerskole i højere grad, og det er efter min mening en forudsætning for, at den store part af byens unge kommer i kontakt med højskolen.

Da jeg for nylig hørte en højskolemand sige, at der var åndelig nød i byerne, og at den eneste redning var at få de unge på højskole, kom jeg til at tænke på, at det vist var en forkert indstilling. Der er fra højskolens side en tilbøjelighed til at sætte sig på en piedestal, hvorfra den skuer ud over den fortabte generation og mener, at den har nøglen til det rette. Det bliver vist nødvendigt at bryde med visse venstresynspunkter og se højskolen i relation til den sociale kamp, kort sagt trække i arbejdstøjet og stå lige midt i dagens Danmark og hverdagens problemer, jeg tror, det er der, vi må være for at komme i kontakt med de unge.

Det er sagt til overflod, at byens unge ikke forstår højskolen, måske, men jeg er ved at tro, at det er højskolens fejl.

Hvad var grunden til, at det var byens unge, der først og stærkest fandt sin plads i frihedskampen, medens landboungdommen ofte med højskolens velsignelse holdt sig mere passiv? Jeg tror, vi skal være meget forsigtige med at dømme byungdommen, besættelsestiden viste, at den store del af byens unge fandt ind i et fællesskab af en art, som højskolen ellers mener at have patent på, men som kom levende til udtryk hos en ungdom, der ikke havde nogen kontakt med højskolen. Og selv om det måske er uartigt at nævne frihedsbevægelsen nu, saa tror jeg dog, at vi også må se højskolens arbejde i relation til dette afsnit af vor historie. Jeg tror, der er mulighed for at få byens unge med i arbejdet, også selv om vi skal lade Nordahl Grieg tale til dem i stedet for Grundtvig.

Der drøftes mythologiske og ikke mythologiske skoler. For ikke længe siden sagde en højskolemand i radioen, at der kun var få højskoler, der duede, og han lod skinne igennem, at der kun var den mythologiske del. Det er dristig sagt, og for mig at se er det galt. Højskolen må for alt i verden ikke blive et gravkammer. Ånd er noget levende, hvad ved vi om, hvad den unge mor, der går med sit barn i Dyrehaven, oplever af ånd? Jeg har truffet mennesker, der kunne citere Grundtvig fra ende til anden, men som er åndelig døde, jeg har truffet mennesker, der aldrig har anet den gamle gubbes eksistens, men som er fulde af levende, sprudlende ånd, jeg mødte mange af dem under besættelsen. Grænsen mellem mythologi og ikke mythologi duer ikke som rettesnor for højskolens værdi.

Højskolen er ikke et universalmiddel, er der sagt - nej, det er den ikke, men den kan og bør være en faktor i de unges opdragelse. Her tænker jeg ikke så meget på det rent uddannelsesmæssige, men mere på det almenmenneskelige som enhver har brug for, uanset hvor fin eksamen man kan fremvise. Højskolen skal være hjemsted for en folkelig Kultur, hvor studenten kan komme og sammen med unge fra alle andre erhverv få del i et fællesskab i rent menneskelig betydning, og det er der brug for i højeste grad i dag.

Ꭰet individuelle menneske er i fare i dag. Der er kun brug for flokmennesker. Derfor må frihedskampens tro på det enkelte menneskes værdi blive retningsgivende, vi må tvinge mennesket op i en krog, og få det til at forstå, at det har et ansvar, som det ikke kan skyde fra sig på nogen måde.

Her har højskolen sin store opgave i dag, og på om den forstår det, tror jeg, at højskolens værdi skal bedømmes.

De første højskoleelever kom også til at stå som pionerer ungdomsarbejdet. I vore dage siges det, og vist mange gange med rette, at når den unge kommer ud fra højskolen, står han eller hun uden kontakt med det praktiske ungdomsarbejde, det kunne tyde på, at der er noget galt.

Der er højskolefolk, der hævder, at ungdomsarbejdet er så dårligt, at det ikke er værd at arbejde med, det er for mig at se en falliterklæring for dem, det skulle jo da være højskolens opgave at ruste de unge netop til at kunne gøre en indsats sådanne steder, det må da være der, der stærkest kræves en indsats.

Det er ikke højskolens opgave, mindre nu end nogensinde tidligere, at skabe pæne mennesker, der passer til det bestående samfund; det bestående samfund skal være frugten af, hvad det enkelte menneske er, og må formes derefter. Det er bedre, at der kommer unge ud fra højskolen, som vil og kan tage en tørn i det praktiske ungdomsarbejde, end at der kommer unge ud, fulde af ånd måske, men uden kontakt med de unge, som de skulle være de første til at hjælpe.

Man lægger mærke til, at Ordet folkeligt betyder forskelligt, når de gamle højskolefolk bruger det, og når f. eks. Hal Koch gør det. Hal Koch forstår mere en social folkelighed, Om man kan sige det sådan. Begge parter har varme tilhængere, som regel står de koldt overfor hinanden, når de mødes. Der er kun at sige, at den første part måske rækker dybere rent menneskeligt set, til gengæld har den anden part måske så muligheden for at række mennesket i dag en hjælpende hånd,

Først og sidst må vi huske, at højskolen, ligesom demokratiet, må være i levende udvikling, det må formes efter de mennesker, der lever i det. Det må aldrig blive en kamp for at bevare gamle former for formernes egen skyld, højskolens arbejde er ikke fastlagt engang for alle, det skabes efter hvert slægtled, ja, efter hvert elevhold.

Forstår vi det, så er det forkert at tale om krise, så har højskolen også sin opgave i dag, selv om opgaverne er andre i dag, end da de første pionerer begyndte for hundrede år siden.

Første gang bragt i Årsskriftet fra 1949. Skrevet af Thormod Petersen