Nyt fra Den Jyske
Tage Benjaminsen (59-60) ansat ved Den Jyske Idrætsskole fra nov. 66. Han fortæller selv: Født og opvokset i København (Vanløse), besluttede ret hurtigt at ville være lærer – men var for ung til at begynde på et seminarium – tilbragte 11/2 år på forsikringskontor - på grund af min interesse for idræt (atletik, fod- og håndbold og bordtennis) søgte jeg til: Den Jyske Idrætsskole i Vejle, hvor jeg var elev i vinteren 1959-60 - traf mange gode kammerater, som jeg stadig vedligeholder forbindelsen med gennem en vandrebog. - Startede på Frederiksberg Seminarium i aug. 1960. - Gik helt ind for atletikken (100 og 200 m løb) i Idrætsforeningen SAGA. – Kom ind på seminariet efter præp. i 1961. – Blev formand for seminariets idrætsudvalg - københavnske seminariers idrætsudvalg og bestyrelsesmedlem i Dansk Seminarie Idræt. Året efter: formand for Seminarie Idræt. Havde som eneste liniefag på seminariet valgt: litteratur, som altid har været min store interesse. Var på »græs i 1964 på Den Jyske Idrætsskole – havde en dejlig tid, der bekræftede mit mål: højskolelærer. Dimitteredes fra Frederiksberg Seminarium i juni 1965. - Begyndte den militære karriere i juli 1965. - Hjemsendtes efter 14 måneders spild af tid - åndelig demoralisering etc. - Havde forinden søgt en stilling ved idrætsskolen i Vejle - fået positivt svar og flytter derfor med min hustru, Nanette, og min søn, Klaus, fra Søborg til Vejle den 1. november 1966.
Og på vort spørgsmål: Hvad kan eleverne så vente sig af undervisning?
Her vil jeg først og fremmest lægge vægt på at fremme og udvikle elevernes mundtlige fremstilling - gøre dem “diskussionsminded” uden at blive usaglige - forsøge at vække deres interesse for at læse god litteratur - få dem til at sætte sig ind i tidens kulturelle og politiske aspekter. - Sagt med andre ord: sætte ind der, hvor folkeskolen af forskellige årsager i høj grad forsømmer eleverne. - Vinterholdet 63-64 og sommerpigerne 64 kan bekræfte, at man kommer til at bestille noget (det bliver interessebetonet), men mon ikke menneskene er mest glade og tilfredse, når der stilles krav og disse bliver opfyldt.
Parly Jensen ansat ved Idrætshøjskolen som lærer, foreløbig fra november 66 og et år frem. En kendt idrætsleder, Parly Jensen, flytter en af de nærmeste dage fra København til Vejle, hvor han har fået stilling som lærer på Idrætshøjskolen. Parly Jensen har igennem de seneste år været en af vore bedste instruktører i gymnastik og en af vore mest kyndige dommere, og han skulle derfor have de allerbedste
forudsætninger for at overtage en lærergerning ved Idrætshøjskolen. Han skal selvfølgelig undervise i gymnastik, men desuden har han som bifag fået overladt orientering og samfundslære. Han har foreløbig søgt et års orlov fra sit job i København, og han tiltræder på Idrætshøjskolen snarest muligt.
Om hans mål med idrætten skriver Parly J. klart orienterende: “Selve mit idégrundlag for idræt er det for omfattende at komme ind på her, måske ved en anden lejlighed kan vi uddybe det nærmere. Men skulle nogen få det indtryk, at det er topidræt, jeg tilstræber, er det fejlagtigt. Det kan være morsomt for den, der når toppen, men det har ikke så forfærdelig meget værdi i sig selv. Idrætsbevægelsen er en samfundsfaktor; den bør omfatte det bredest mulige omfang af dansk ungdom, og bestræbe sig på at give den en god fysisk opdragelse. Men helt værdiskabende er den først, når den tillige kan virke moralsk, kulturelt og menneskelig formende. – Det er med den målsætning, jeg rejser til Den Jyske Idrætshøjskole. Jeg kommer med de bedste forhåbninger og med mod på at gøre en indsats for en sag, der står mig nær.”