Om at synge

6 minutters læsning

Melos betyder sang, og sangen fødtes i menneskets strube, da sindet første gang fyldtes og løb over med lykke eller sorg.

Denne evne - eller rettere sagt gave - til at give luft for sindets følelser i sang må vi i vor undervisning være med til at bevare.

Livsformerne forandrer sig omkring os. I gamle dage havde man sangen som ledsagemusik til hverdagens arbejde. I dag en transistor, og det er samtidig ikke på mode at give sig af med at synge. Det »normale hverdagsmenneske er blevet en passiv tilhører i stedet for en aktiv udøver. Hvorfor bruge energi og kræfter til at synge, når man ved hjælp af grammofon eller radio kan få den herligste sang i alle tonearter at høre? - Fordi aktiv sangudfoldelse skaber fællesskab og glæde og påvirker mennesket positivt. Den giver os oplevelser, der ikke kan fås ad anden vej.

Angående sanglig begavelse er der desværre en tendens til at dele mennesker i to grupper: de musikalske og de umusikalske. I virkeligheden forholder det sig sådan, at hvert normalt menneske fødes med musikalske anlæg, og det er dette anlæg, vi også i vor undervisning i gymnastiksalen kan være med til at vække og udvikle. Vi ved jo alle, at der er masser af mennesker, der ikke kan synge et interval rent alene: men som glimrende kan synge det samme interval i et sangligt fællesskab med andre.

Ligesom en slap og dårlig holdning igennem arbejdsfællesskabet i gymnastiksalen kan rettes, kan en passiv holdning til sangudfoldelse hos eventuelle elever med held rettes, hvis lederen opmuntrer og vejleder pædagogisk. I denne undervisning - som i al anden undervisning – yder lederen sit bedste ud fra den indstilling: At en lille spire kan blive til en smuk plante, og et lille talent kan vokse.

For at en leder kan komme i et godt sangligt forhold til sine elever, er det givet, at sangen skal være en oplevelse og fornøjelse for eleverne, og det er ligeledes givet, at sangen skal komme eleverne i møde så jævn og ligetil som muligt, og det vil i samme åndedrag sige på den måde, det er mest naturlig for den enkelte leder at gribe undervisningen an på. Det, der kan være pædagogisk let og naturligt for den ene, kan falde den anden tungt.

Følgende kan forhåbentligt give en og anden en tilskyndelse til at tage fat. Er man først i gang, kommer den personlige form af sig selv.

Den form, jeg benytter i hverdagstimerne, er lagt til rette på en måde, hvorpå jeg bedst formår at få alle aktive med, ledende dem hen imod at få sangglæden i eje og til aktivt at synge med i folkesangen.

Når eleverne har arbejdet ihærdigt med gymnastik en halv times tid og er varme, energiske og forhåbentlig glade og veltilpasse, lader jeg sangen indgå som et slags frikvarter. Der er ingen bestemt form for opstilling. Det skal være en hyggestund. Måske ligger gymnasterne på ryggen; måske sidder de i skrædderstilling. Alt, som de har lyst. Kun fremliggende stilling er forbudt«; thi da kan lungerne ikke arbejde frit. Selv stiller jeg mig sådan, at alles øjne er rettet mod mig, og bestræber mig på at lede sangen let og glad.

Forinden jeg tager fat, taler jeg lidt om, at vi mennesker heldigvis er født så forskellige både i udseende og væsen. Nogen lyshårede, andre mørkhårede; nogen med talent for at regne, andre for at tegne; nogen med et musikalsk øre, andre med et mindre musikalsk; men alle normale mennesker har fået stemmebåndet til at tale og synge med. Altså, kan vi tale, kan vi også synge. Den dygtige sanger er måske mindre dygtig til at regne; men hun opgiver dog ikke at sætte sig ind i regnekunsten af den grund. Måske er den dygtige regnemester mindre dygtig til at synge; men også her gælder det om - som i regnekunsten — at enhver yder sit bedste ud fra de evner, der er givet fra naturens hånd.

Efter denne lille »fortale« er »jorden gødet« for de sanghæmmede. Jeg har lirket ind i dem, at de ikke er spor anderledes end andre, fordi de har et uudviklet musikalsk øre og en lille sangstemme.

Så tages der fat: Tekst, melodi, klang og rytme. Teksten læres i kor. Først en linie ad gangen, senere to. Senere et helt vers. For hver linie er lederen foran med tydelig tekst. Eleverne skal koncentrere sig. Arbejdet skal hurtigt fra hånden. Derefter spilles melodien af pianisten eller synges af lederen. Hurtigt opfanger de fleste af eleverne rytmen, som alle aktiviseres med ved at klappe, mens melodien spilles eller synges for dem. Lær dem, at rytmen kan klappes med små eller store bevægelser, med hule eller flade hænder, ved at vende håndfladerne mod hinanden eller ryggen af den ene hånd mod hulningen af den anden. Ved at klappe på knæene. Ved at banke rytmen med knoerne i gulvet. Alt giver forskellig lyd. Lyt! Kniber det med rytmen, arbejdes den igennem som diktat.

Tekst, melodi og rytme nås i første lektion, som højst må vare en 5-6 minutter. Selv et ret langt vers (tekst) volder ingen besvær, når lederen er forud med teksten. Dette kræver dog en del træning af lederen. I senere lektioner tales der om klangfylde og vejrtrækning. Klangen skabes på vokalerne; den rigtige vejrtrækningsfornemmelse får man ved at fantasere sig til at indsuge duften af ens yndlingsblomst. Da udvider lungerne sig ned- og fremefter, og man føler tydeligt, at tøjet strammes omkring bæltestedet. Om eleverne sidder, ligger, står eller går, lær dem, at de skal synge opefter, så toner og tekst »svæver« op imod loftet.

Senere følger der forklaring om, at tekstens tydelighed er afhængig af den måde, hvorpå konsonanterne udtales, og at især »s« og »t« er særlig drilagtige til at forsvinde i udtalen.

Under indøvelse af tekst, rytme, melodi og vejrtrækning ser jeg nøje efter, at alle er aktive. Sjældent er nogen passive. Den lille fortale brød »lydmuren hos de hæmmede, og det var jo netop det, der var dens formål.

Hvilket sangvalg arbejdes der da med? Små »lyse« sange, som der senere kan gås til. F. eks. “Pas på, giv agt, vi holder takt”, “Kom glade overgivenhed —”. Endvidere et udvalg af kanons, som er at finde i mange af vore kendte skolesangbøger. Hav altid en eller anden på rede hånd! Det er klart, at disse kanons først synges enstemmigt, senere 2-, 3- eller 4-stemmigt, alt efter deres opbygning.

Det er ikke afgørende at lære så mange sange som muligt. Det afgørende er, at alle kommer i kontakt med sangen.

Ovenstående gør ingen fordring på den bedst tænkelige vej; men den er for mig blevet den vej, hvormed jeg har fået de sanghæmmede til at synge i fuldtonigt fællesskab med kammeraterne.

Det er mit håb, at ovenstående må opmuntre de ledere, der mangler tillid til egen evne til at få eleverne til at synge, til at gå i gang dermed. Det er godt både at kunne hoppe og synge i samme takt.

Sangen har en egen magt, som blev af Gud den givet, - i dens toner er der lagt en trøst for hele livet. -

Modtag hermed vore bedste ønsker om en god jul og et lykkeligt nytår.

Jeres Troels og Signe Troelsen.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...