Svend Aage Thomsen in memoriam

6 minutters læsning

» Fæ dør, freende dør.
selv dør vi til sidst;
ét ved jeg, som aldrig dør,
mindet om død mands dåd.«
Eddakvad.

Ved elev mødet den 10. juli 1966 blev mindestenen over Den Jyske Idrætsskoles skaber, Svend Aage Thomsen, afsløret. Jeg er blevet anmodet om her i årsskriftet at fortælle lidt om baggrunden for mindestenen og det, der ligger bag rejsningen af Den Jyske Idrætsskole.

Det gør jeg gerne.

Lad mig først sige, at jeg kun har været én af de mange. der har arbejdet med denne sag, og at de tanker, jeg har gjort mig, derfor ikke nødvendigvis er fællesnævner for alle de, der har arbejdet med.

Mange er de, der – i kortere eller længere tid – har haft mulighed for at opholde sig på Den Jyske Idrætsskole og har følt sig tiltrukket af den fred, skønhed og harmoni, der er en del af dette sted. Personligt har jeg det sådan, at jeg, når jeg kommer på et fremmed sted, er interesseret i at kende lidt til stedets historie. Som oftest er det ikke umiddelbart muligt at finde frem til et steds historie. En sten eler en inskription kan lede én på sporet.

De fleste af de smukke skoler og institutioner, der i disse år rejses i vort land, er anonyme i den forstand, at der bag ved rejsningen står en bestyrelse eller offentlig myndighed. Det er et træk i den udvikling, vi er inde i, at den enkelte ikke har mulighed for på eget ansvar og risiko at rejse en skole med de krav, der nødvendigvis må stilles i dag.

Svend Aage Thomsen var ung i en tid, da store brydninger gik hen over Europa. Et fælles træk i mange vestlige lande var, at man ikke havde fundet frem til en statsform, der tilstrækkeligt effektivt kunne gribe ind i samfundets forhold.

Man stod i mange situationer hjælpeløse overfor kaos og tilfældige begivenheder, der var i stand til at ryste et samfund fra hinanden. Det positive, der kunne siges om den situation var, at den enkelte, der havde mod, evner og dristighed, også havde større individuelle muligheder for at sætte noget i gang på egen hånd. Niels Bukh skabte sin store skole i Ollerup på den måde, at han lod sine elever bygge skolen. Pengene tjente han gennem sine opvisninger. Svend Aage var elev på Ollerup, og han havde en tanke om, at han kunne bygge sin skole på den samme måde - dog, det var tiden løbet fra; men det var dog sådan, at da han en dag drøftede tankerne med sin far, sagde denne:

Ja, men så byg dig en skole.

Svend Aage Thomsen var en stor idrætsmand. Først sidste år blev hans rekord i tikamp slået, og hans rekord i 110 m hækkeløb står endnu.

I skolens første årsskrift indleder Svend Aage Thomsen med disse ord:

Kærlighed til Idrætten har været med til at give mit Liv Indhold. Utallige er de herlige Timer, jeg har tilbragt, hvor Idrætter dyrkes – i Selskab med gode Kammerater. Jeg staar i Gæld til Idrætten, maatte jeg gennem det Arbejde, jeg har taget mig paa, faa Lov til at betale lidt af paa denne Gæld.

Som Svend Aage på idrætsbanen satte al sin vilje ind for at nå de mål, han havde sat sig som idrætsmand, sådan satte han også nu, da tanken om idrætsskolen begyndte at tage fast form, al sin vilje ind for denne nye opgave. Skolens motto er:

Hvor der er vilje, er der en vej.

Der var mange vanskeligheder at overvinde med hensyn til byggeri under besættelsen; men på den anden side gav sammenholdet og samling om løsning af opgaver til gavn for dansk ungdom vel også en ideel baggrund for arbejdet med skolen. Det var betydeligt sværere senere at få skolen udvidet, end det var at komme i gang.

Det skal nævnes her, at Svend Aages familie på afgørende måde økonomisk og moralsk støttede skolen og sluttede op bag arbejdet på Den Jyske Idrætsskole.

Disse spredte træk, som her er nævnt, skrives for at præcisere, at selv om mange enkeltpersoner, Dansk Idrætsforbund og ikke at forglemme staten står bag skolen, så var denne skole ikke blevet til uden Svend Aage Thomsens skabende indsats og vilje til at nå de mål, han havde sat sig.

Svend Aage Thomsen var en handlingens mand. De store ord lå ikke for ham: Ord uden dækning gav han ikke meget for. Måske lå her grunden til, at visse højskolekredse og folkelige organisationer ikke rigtig ville anerkende Svend Aage Thomsen til at begynde med. En mand, der ikke havde Ordet i sit magt og kunne definere, hvad et folkeligt ungdomsarbejde gik ud på, kunne da ikke være en »rigtig« højskolemand. Man var bange for, at skolen skulle blive et træningscenter for topidrætsfolk; ministeriet forlangte da også, at der skulle ansættes en med forstander, for at skolen kunne anerkendes som højskole og komme under højskoleloven. Denne misforståelse blev dog gjort til skamme gennem det arbejde, der blev udført på skolen.

Det var et typisk træk for Svend Aage Thomsen, at det var de Svageste elever, han gav sig mest af med. I bogen Fri Ungdom skriver han følgende, der på udmærket måde viser hans indstilling til idrætten.

Idrætten er allemandseje, og idrætspladserne er et sted, hvor den fejrede sejrsvinder og den famlende begynder har lige ret til at komme og tage del i idrættes udøvelse og nyde godt af dens goder.

Mange træk kunne fortælles om Svend Aage Thomsen, lad mig slutte dette med at sige. Vi bærer alle på minder om øjeblikke, hvor livet blev rigere i samvær med ham. Jeg har hele tiden skrevet om Svend Aage Thomsen. Det skal her siges, at Ingrid Thomsen har sin store andel i, at. Den Jyske Idrætsskole ikke alene blev en skole, men i meget høj grad kom til at opfatte »Den jyske« som et hjem, vi meget gerne vendte tilbage til, når vi havde lejlighed til det.

Ved Svend Aage Thomsen død i 1961, måtte det klart for os, at en periode var udløbet – en ny måtte komme.

En skole er noget mærkeligt noget.

Er den tom, siger den os intet. Det er de færdes på den, der giver den sit specielle ansiցt. Megen bitterhed og uklarhed kunne være undgået, om spillet med åbne kort, og om man klart havde erkendt den enkle sandhed, at et menneske aldrig kan føre en arbejde uændret videre; men nødvendigvis må og skal skolen ud fra sine egne forudsætninger og indstilling til det arbejde, der skal gøres. Det tjener intet formål, at oparbejde et romantisk efterslæb der ikke er dækning for i virkeligheden.

Til elev mødet i 1961 blev der nedsat et udvalg med det formål at rejse et varigt minde over Svend Aage Thomsen Det er rigtigt, som det er sagt, at skolen var et levende udtryk for det, Svend Aage skabte; for os, der har fulgt skolen fra dens første begyndelse og kender dens historie, er en mindesten ikke nødvendig. Men det har værdi fremover, at de, der kommer på skolen, har noget for øje, der kan minde dem om, at skolen ikke er en selvfølgelighed, men resultatet af en mands fulde indsats.

Jeg vil gerne her rette en varm tak til alle – enkeltpersoner som organisationer – der gennem deres bidrag har muliggjort rejsningen af denne smukke mindesten.

Kun et navn skal nævnes her. Knud Nellemose, Tak, fordi du påtog dig opgaven. Tak, fordi du gav den døde granit liv og skabte dette smukke mindesmærke.

Artiklen af Thormod Petersen er oprindelig bragt i Årsskriftet fra 1966

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...