Stærkere modstand end Svend Aage var klar over

Det var ikke uden store betænkeligheder og lange overvejelser, Thormod Petersen i sommeren 1944 besluttede sig til at søge optagelse på DJI. “At udvandre fra den frodige Sjællandske bondemuld over til “det mørke Jylland” - Sådan opfattede jeg det. Men jeg havde også forlæst mig på St. St. Blicher - det var ikke nogen enkel sag. Som delingsfører fra Ollerup havde jeg ledet gymnastik og andet ungdomsarbejde. Det var en dejlig opgave. Men jeg husker nogle af de samtaler, jeg havde med andre ledere og gymnaster, da jeg fortalte, at jeg ville over til Den Jyske Idrætsskole. Svend Aage Thomsen var ikke ukendt hos den sjællanske bondeungdom. Hans navn, såvel som Ragnhild Hveger og Inge Sørensen, var de navne, vi hørte mest om.

Men hækkeløb var ikke blandt De danske Gymnastikforeningers virkefelter. Sandt at sige anede vi ikke, hvad det gik ud på. Og selv om Svend Aage Thomen var topidrætsmand og kom hurtigst over hækkene, var han så kapabel til at drive højskole og uddanne ledere til det folkelige ungdomsarbejde?

Der var faktisk i “folkelige” kredse en stærkere modstand, end Svend Aage Thomsen vist var klar over. En kendt gymnastikleder sagde til mig, at det var lidt af en provokation at kalde skolen Den Jyske Idrætsskole. Det kunne der komme andre jyske idrætsskoler, dels manglede den lille tilføjelse “høj” foran skole. Faktisk var planerne om en gymnastikhøjskole ved Viborg og en idrætsskole i Sønderborg langt fremme på det tidspunkt, beretter Thormod Petersen.

Han ankom med tog til Vejle 2. november 1944. Spændt og forventningsfuld. Det var problematisk at rejse med tog i krigsårene. Man vidste ikke hvornår togene gik, eller om de nåede deres bestemmelsessted. På færgen over Storebælt var Thormod og hans kuffert blevet grundigt undersøgt af tyske vagtposter.

“Knud Thomassen holdt på banegården i Vejle med idrætsskolens vogn”, fortsætter Thormod Petersen. “Alene på turen op i skolen opdagede jeg, at skovene omkring Vejle fuldt ud kunne stå mål med de frodige sjællandske land, jeg var opvokset i.

Jeg havde været elev på Ollerup, så “Den Jyske” synede ikke af ret meget. Men den lille skole betød nærhed og dermed større fællesskab. Vi lærte i landets mindste gymnastiksal at indøve kraftspring med kort tilløb. Vi lærte under Svend Aage Thomsen og Svend Lundgrens dygtige ledelse, at Skovene og bakkerne omkring skolen var den bedst tænkelige ramme, når udholdenhed og kondition skulle bygges op. Den finske badstues varme fjernede ømheden i musklerne, og vi nød det i fulde drag.

Var Den Jyske Idrætsskole også højskole

Ministeret havde for en sikkerheds skyld forlangt, at der skulle ansættes en medforstander. Det var den vinter J. E. Hagelsø, Vojens Ungdomsskole, som var beslaglagt af tyskerne. Hagelsøs alvor og stærke ord betød meget for os, ikke mindst i betragtning af, at man af eleverne var aktive modstandsfolk, der på “Den Jyske” havde fundet et hjem og et fristed. Der blev under besættelsen talt meget og brugt mange dyre ord. Svend Aage Thomsen var en handlingens mand. De store ord lå ikke for ham. Ord uden dækning gav han ikke meget for. Havde han svært ved i nogle “folkelige” kredse at blive anerkendt som højskolemand, så viste han i sit arbejde på skolen, at han havde den forståelse for de folkelige arbejde, der gjorde, at idrætsskolen også var højskole.

Da krigen sluttede, var Svend Aage Thomsen klar til at gå i gang med den udbygning af skolen, der var nødvendig, og hele tiden havde været forudsat. Det blev 13 lange år med tvivl og venten – en periode, der sled mere af hans idealisme og tro på sagen, end vi var klar over.

Den lille skole i Skovkrogen, jeg ankom til hin novemberdag 1944, er nu blevet en stor skole med ideelle rammer for arbejdet. Vi er mange gamle elever, der har uendeligt meget at sige Ingrid og Svend Aage Thomsen og Den Jyske Idrætsskole tak for.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992