En side i et kladdehæfte gav skideballe og livsstilling

3 minutters læsning

Knud Thomassen blev en institution på “Den Jyske” og var en overgang også ansvarlig for både havregrød og morgenkaffe til Thomsen-parret

Det må have gjort indtryk på Svend Aage Thomsen og fru Ingrid, at den unge mand med kælenavnet “Thomas” stod frem og holdt en spontan takketale for Århus Fremads træningslejr i Skæring. Talen indeholdt også varme ord om den gode mad, fru Thomsen havde tilberedt. Et par uger senere traf Svend Aage Thomsen tilfældigt bagerens buddreng inde i Århus. Det var den samme “Thomas”. De talte om idrætsskolen, Thomsen lagde planer for. Skolen lige uden for Vejle by. Thomsen opfordrede “Thomas” til at skrive en ansøgning om job på skolen.

“Jeg rev en side ud af mit kladdehæfte fra skolen. Det gav en ordentlig skideballe, da læreren opdagede det. Til gengæld gav det også mig et job for livstid.” siger Knud Thomassen – den unge “Thomas’ fra begyndelsen af 40erne.

Han blev en institution på Den Jyske. 44 år af sit liv lagde Knud Thomassen på skolen. I den første tid som altmuligmand, men meget hurtigt som pedel, varmemester, regnskabsfører og lærer.

Ved genindvielsen i 1959 afleverede han de nøgler til pengekassen, som han havde fået overdraget i 1942. Viktor Nielsen blev ansat som forretningsfører, Knud Thomasen fik status af inspektør.

“I starten knoklede vi fra tidlig morgen til sen aften. Der var ingen afgrænsning mellem opgaverne. Alle måtte hjælpe til med alt muligt. Jeg har kridtet baner op, slæbt brændsel, hyppet kartofler og kørt med plov - og en overgang var jeg som morgenmand ansvarlig for både havregrød og morgenkaffen til Thomsen-parret.”

Knud Thomassen - som de fleste husker ham i kiosken
Knud Thomassen - som de fleste husker ham i kiosken

Indfangede nærmest elever i krisetid

Det var hårdt, men sjovt. Vi kæmpede for skolen hele tiden, især i 50erne, da elevtallet stagnerede i foruroligende grad. Et meget stort propaganda-arbejde blev sat i gang. Vi kørte nærmest rundt i landet og indfangede eleverne. Der var alvorlig krise. Så alvorlig, at jeg fik min opsigelse. Der var ikke penge til min løn mere. Jeg gemte den skriftlige opsigelse fra Svend Aage og fremviste den til mit 40 års jubilæum i 1982.

Der var nu ikke mange penge at spare på min løn. Vi levede og arbejdede under meget trange kår – og fik næsten ingenting for det. Jeg fik 400 kroner om måneden, så det var idealisme meget af det. Men glæden ved at se, hvordan skolen fungerede, var en del af lønnen. Vel var det primitive forhold og sparetider, men jeg kan garantere, at der aldrig nogensinde er nogen, der er gået sulten fra skolen. De menneskelige relationer blev holdt på et højt plan, og alle hjalp hinanden, når der var brug for det,” fortæller Knud Thomassen.

Knud Thomassen - som de færreste nok har set
Knud Thomassen - som de færreste nok har set - på vej i poolen

Trist uheld, men måske bog på vej

2. november 1981 kom han ud for et uheld, der prægede hans sidste år på skolen. Der var handicap-dag, og man skulle bruge en sliske til kørestole. Da Knud Thomassen ville afprøve den, røg han med ned over slisken i voldsom fart, pådrog sig flere brud og invaliderede hånden.

“Jeg stoppede i 1986, og det var selyfølgelig en svær overgang, men nu går det godt. Ved mit jubilæum i 1982 fik jeg opfordring til at skrive mine erindringer, eventuelt som en bog om skolen. Det arbejder jeg på, når der ellers er tid,” siger Thomassen.

Han er formand for et ældre-center i Vejle, rejser gerne udenlands sammen med fru Anna – og sammen dyrker de pensionist-svømning en gang om ugen. Anna og Knud har to børn og fire børnebørn.

“Jeg er vel det, man kalder en travl pensionist. Min kælder er fyldt med minder. Jeg har en stor samling af klubnåle, vimpler og andre ting, der har med idræt at gøre. Dernede kan jeg tilbringe mange timer. Og når jeg skuer tilbage, kan jeg godt blive lidt vemodig” siger Knud Thomassen, mens hans øjne fyldes med et par sørgmodige tårer.

Godt, han fik sagt tak til Thomsen-parret den sommer i 1941. Og godt, han havde det kladdehæfte ved hånden, så han kunne få skrevet den ansøgning.

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...