Lidt om undersøgelse af idrætsudøveres ydeevne (testning)

I løbet af året, der er gået, har den jyske Idrætsskole fået indrettet et — ganske vist beskedent – arbejdslaboratorium. En del af vævestuen er blevet adskilt ved en mur, og i det nye lokale er blevet opstillet en række apparater.

Dansk Idræts-Forbund og Danmarks olympiske Komité har i fællesskab stillet et strain-gauge dynamometer til rådighed. På dette apparat kan man måle muskelstyrken. Her kan man undersøge lige fra styrken af fingrenes muskler til benenes samlede styrke.

Indtil nu har det først og fremmest været brugt til undersøgelse af de idrætsfolk, der er udtaget til den påbegyndte olympiadetræning, samt de håndboldspillere, der er udtaget med henblik på verdensmesterskaberne i 1964. Disse undersøgelser har givet mange nyttige oplysninger, der har gjort tilrettelæggelsen af træningen lettere. For eksempel er det blevet konstateret i 2 tilfælde, at 400 m løbere har haft op til 25 pct. større styrke i deres venstre ben i forhold til det højre. Når man, som 400 m løbere skal gøre det, løber venstre om i en kurve på løbebanen, vil et stærkere venstre ben hele tiden tvinge løberen ud af banen. Begge løbere havde da også altid haft vanskeligheder med at følge banens inderkant i kurven. Nu har de fået anvist øvelser til optræning af deres højre ben, og det skal blive interessant at se, om den øgede muskelstyrke i højre ben også vil hjælpe dem i løbet i kurverne.

Da håndboldspillerne blev testet, viste det sig meget tydeligt, at de af dem, der havde den største styrke i de muskelgrupper, der er aktive under et kast, også var dem, der havde det hårdeste skud. Der er tilsyneladende en ret nøje sammenhæng mellem muskelstyrken og den idrætslige formåen i de fleste idrætsgrene.

Endnu har vi ikke haft tid og lejlighed til at gennemføre nogle nøje tilrettelagte forsøgsrækker, men ud over de ovenfor nævnte testninger er ca. 200 andre idrætsfolk samt elever blevet undersøgt, og det skal nok vise sig, at der er interessante forhold at finde frem til, når dette materiale bliver bearbejdet.

Således kan det blot nævnes, at det ser ud til, at kajakroeres styrke i mavemusklerne ligger væsentligt over, hvad andre idrætsfolk kan fremvise. Man regner med, at det er normalt, at ryggen har større styrke end bugen, men hos kajakroerne synes det omvendte at være tilfældet.

Endnu er materialet for lille til, at man kan slutte noget endeligt, men måske i løbet af nogle år bliver det muligt at samle så mange tal, at man kan sige noget sikkert om, hvad det er det ideelle for en kajakroer.

Desuden har Dansk Idræts-Forbund placeret et cykleergometer på skolen. På dette er vi i stand til at måle den maksimale iltoptagelse, det vil sige, vi kan få noget at vide om hjertets og lungernes funktion.

Ved at lade idrætsudøveren køre på cyklen, der er afbremset med en bestemt belastning, kan det konstateres, hvor meget pulsfrekvensen forøges ved dette arbejde. Hvert minut tælles pulsen, og når den bliver konstant (som regel efter ca. 6 minutters forløb), noterer man sig dette tal. Ud fra nogle tabeller kan man derefter aflæse, hvad vedkommende maksimalt kan optage af ilt pr. minut. Imidlertid tages der til slut hensyn til legemsvægten. Ligesom en tungt lastet bil kører færre kilometer pr. liter benzin i forhold til en tom vogn, på samme måde kommer en let mand længere på en liter ilt end en tung mand.

Slutresultatet opgives som antal ml ilt, der kan optages pr. kilo legemsvægt hvert minut. Dette »konditionstal« har vist sig at svare ganske godt til de idrætslige præstationer. De højeste værdier er målt hos folk, der var i absolut verdensklasse.

I øvrigt har det vist sig, at de af skolens elever, der er holdt op med at ryge, på 14 dage har opnået samme fremgang i deres »konditionstal«, som de øvrige elever var ca. 2 måneder om at opnå. Så snart en elev for eftertiden giver oplysning om, at han vil holde op med at ryge, tester vi ham for at undersøge, om det har almen gyldighed, at tobaksrygning har så stor skadelig indflydelse på udholdenheden.

Idrætslægen i Horsens, Frode Henriksen, har foræret skolen et spirometer, hvor vi kan måle lungekapaciteten (vitalkapaciteten). Dette er imidlertid sket for ganske nylig, så nogen særlig erfaring med hensyn til disse målinger har vi endnu ikke, men enhver idrætsudøver, der kommer til testning, får nu også sin vitalkapacitet målt.

Endelig har Dansk Idræts-Forbund lånt skolen en elektrocardiograf, der kan registrere hjertets arbejde. Det er endnu ikke taget i brug, og det fordrer sagkyndig bistand af en læge, hvis elektrocardiogrammet skal tydes. Dette apparat vil sikkert kun blive anvendt i særlige tilfælde, hvor idrætsudøveren for eksempel på cykleergometret har vist så unormale udsving, at en nærmere undersøgelse er påkrævet.

Nogle vil måske ved læsningen af dette ryste på hovedet og sige: »Hvad har dette med en idrætsskole at gøre?

Dertil kan svares, at vi i virkeligheden her har fået et apparatur i hænde, der kan fortælle os, om vore træningsmetoder er rigtige. Forhåbentlig kommer vi dertil, at nogle af vore elever er villige til at underkaste sig forskellige former af for eksempel styrketræning, hvorefter det er muligt ved eksakte målinger at undersøge, hvilken træningsform der er bedst.

Disse resultater kan selvfølgelig komme idrætsfolk og skolens elever til gode, men i virkeligheden kan de måske komme til at betyde meget mere. Måske kan de fortælle os, hvordan man i løbet af kortest mulig tid kan genoptræne rekonvalescenter, bl. a. ofre for trafikuheld. Hver eneste unødvendig dag, der erklæres for sygedag, koster den enkelte og samfundet mange penge, og hvis vore erfaringer kan hjælpe patienten til hurtigere at kunne vende tilbage til sit erhverv, synes vi, et stort mål er nået.

Vi takker Dansk Idræts-Forbund, Danmarks olympiske Komité og idrætslæge Frode Henriksen for den tillid, de har vist skolen ved at give os dette apparatur i hænde. Vi håber til gengæld at kunne udnytte det, så det bliver til gavn for dansk idræt, for samfundet og for skolen.

Aksel Bjerregaard.