Ånden på skolen glemmer man aldrig

Thue Damgaard: -Kom man hjem fra en bytur efter kl. 23, tog Svend Aage imod i døren med streng mine.

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992

I Thue Damgaards familie var der tradition for, at de unge mennesker fik foræret et idrætsskole-ophold. Hans to ældre søskende havde været på Ollerup, men Svend Aage Thomsens navn og efterfølgende omtale af DJI virkede som en magnet og sendte Thue Damgaard til Vejle en novemberdag i 1946. “Det blev fem pragtfulde måneder sammen med 20 andre unge mænd. Forholdene var trange, men alt fungerede fint. Ånden, der herskede på skolen, glemmer man aldrig. Fordi vi var så få, levede vi tæt sammen med såvel lærere som forstanderparret og Knud Thomassen. Knud gik til hånde med både det praktiske og det administrative, og så solgte han lakridser og snørebånd samt enkelte andre fornødenheder. Også fritiden tilbragte vi på skolen, hvor der var forskellige aften-arrangementer af kulturel art, foredrag, filmforevisning med videre. Hver 14.dag samledes man til hyggelørdag i kaminstuen, hvor pianisten Elmo Petersen spillede. Læg dertil, at ilden buldrede i pejsen, og køkkenet serverede hjemmebagte lækkerier. Jeg kan også huske de fornøjelige saunanature hver lørdag eftermiddag med efterfølgende to valgmuligheder - enten huggede man hul i isen på det lille bassin ved siden af saunahytten eller også rullede man sig i sneen. Den proces blev foretaget et par gange. Efter sådan et par ture var man parat til at klare hele verden og med en appetit, så økonomaen våndede sig,” fortæller Thue Damgaard.

Bordskik og bordbøn

Hvis nogen ikke havde lært bordskik hjemmefra, blev det ordnet på DJI af forstanderen selv. “Der var ikke noget med at anbringe albuer på bordet, og man løftede armen, der førte skeen eller gaflen til munden. Svens Aage startede iøvrigt altid et måltid med at bede bordbøn, “Alle gode gaver, de kommer oven ned”, og ingen kom for sent til spisebordet mere end én gang. Det lyder måske, som om vi var rene duksedrenge, men jeg kan forsikre, at vi havde det herligt. Dengang havde Vejle flere festlige steder med musik og dans og søde piger - Sevilla, Ritz, Røde Mølle og hvad de nu hed. Kom man hjem fra en bytur efter klokken 23, kunne man være sikker på, at Svend Aage stod i hoveddøren og tog imod med streng mine. Bybækbagerens wienerbrød sneg vi os til at købe, når vi var på løbetur i skoven. Vi var nærmest konstant sultne på trods af den udmærkede mad. Men al den aktivitet gav en glubende appetit og en storartet søvn. Der var ingen vrøvl med os ved sengetid, og ingen brokkede sig over manglende privatliv, skønt man boede på fire-mandsværelser. Var der behov for at drøfte et problem, havde vi altid den rare forstanderkone Ingrid at ty til. Når jeg i dag sidder i spisesalen og betragter alle de unge mennesker i deres farvestrålende dragter stå og forsyne sig fra skolens indbydende frokostbord, kan jeg ikke lade være med at lade tankerne gå tilbage til den yderst beskedne skole og vores lidt klodsede gymnastiktøj. Men oplevelsen som elev på DJI er utvivlsomt lige stor, hvad enten det var mine kammerater og jeg i vinteren 46/47 eller holdene her i halvfemserne,” konkluderer Thue Damgaard.

Skihopbakken har skabt erindringer hos mange - enten som her ved løbeture, skihop og onsdags syngeaftener ved sommertide.