Direktøren var “kanin” på skolen
At Team Danmark giver 5 mill. kr. til skolens byggeri understreger den kvalitet, som stedet for os, siger Preben Kragelund
Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992
Da Team Danmark i perioden 1984/85 efter vedtagelsen af Lov om Eliteidrættens fremme startede opbygningen af centre var et af de mest sikre valg - Den Jyske Idrætsskole. Skolen har - gennem kursusvirksomheden - en lang tradition for at huse eliteidrætsfolk, ligesom Dansk Idræts-Forbund har været med til at præge arbejdet i skolens bestyrelse fra første spadestik. -I Team Danmark er vi meget optaget af at få Elite og Bredde til at trives hånd-i-hånd. Det sker i hverdagen på højskoler som Den Jyske Idrætsskole. Den var derfor også meget tidligt med i vore planer og blev faktisk et af de allerførste steder, hvor Team Danmark etablerede egentligt center, fortæller direktør Preben Kragelund, Team Danmark. Idrætsskolen fungerer i dag som hovedcenter for fodbold og hockey og som regionalcenter for hockey, taekwondo, volleyball og sports-dans. -I Vejle har vi også etableret et hovedcenter for golf, men samarbejdsudvalgsmøderne holdes altid på Den Jyske Idrætsskole. Endnu en markering af den betydning, som vi tillægger stedet, fastslår Preben Kragelund, som selv har gode oplevelser at mindes på skolen. Det var i Svend Aage Thomsen’s tid. DBU brugte altid “kaniner” på træneruddannelsen i sommerperioden. I Hvidovre havde vi nogle gode juniorhold på den tid, og jeg var med som forsøgskanin et par gange med stor fornøjelse.
Landsholdsmålmand lovede sodavand
Den ene gang var landsholdet også på skolen. Den store målmand, Jørn Larsen, B 1903, tilbød os knægte en sodavand, hvis vi kunne score på straffespark hos ham. Han ville vide, hvilken side vi skød i, men så kunne vi placere bolden højt og lavt efter lyst. Han snuppede dem alle sammen. Det var vi vildt imponerede af. Som junior sparkede vi faktisk ganske hårdt og præcist, mener Team Danmarks direktør at kunne erindre fra sin aktive tid. Team Danmark har ved flere lejligheder betalt dyrt udstyr til brug på skolen. I lighed med aftaler på andre centre står dette udstyr til benyttelse af såvel elite som bredde. Det er et led i forsøget på at tydeliggøre, at Team Danmark også har en klar interesse i breddens trivsel. Kontant har elitens organisation på det seneste markeret sin tillid til stedet gennem et bidrag på 5 mill. kr. til bygning af den nye kursusfløj og foredragssal (omtalt i denne bogs artikel med skolens forstander Ole Worm). -Beløbet er stort, men det understreger den kvalitet, stedet har for os, siger Preben Kragelund. Vi skal have gode arbejdsvilkår for læger, fysioterapeuter, erhvervs- og uddannelsesrådgivere. Derfor havde vi en klar interesse i at se skolen ud-bygget.
Samarbejde om uddannelse
Og Den Jyske Idrætsskole kan vente, at Team Danmark vil udvide samarbejdet løbende i de kommende år. -Vi vil tilstræbe at lægge yderligere centeraktivitet på skolen, og vi anbefaler gerne DJI, hvis udenlandske organisationer spørger om mulighederne i Danmark. Talentcentrene er på vej i de fleste specialforbund, og her kan Vejle på ny blive et aktuelt bud, fortæller Preben Kragelund. Også den nye spændende foredragssal ser Preben Kragelund som en ny chance for Team Danmark. Faciliteterne gør, at Den Jyske Idrætsskole bliver endnu mere attraktiv, da der nu også bliver tilført tilstrækkelig værelseskapacitet. -Team Danmark har svært ved at forestille sig et bedre miljø på en idrætsskole end i Vejle. Ledelsen og de ansatte skaber et godt klima. De har begge ben på jorden, er frem for alt troværdige og søger altid en konstruktiv løsning på problemer. Preben Kragelund udelukker heller ikke, at der på skoleområdet kan blive et nyt og inspirerende samarbejde. -Det har vi slet ikke berørt endnu. Men Team Danmark får et tættere og tættere forhold til topidrætsfolkenes hverdag. Vi hjælper endnu mere end tidligere med tilrettelæggelsen af deres uddannelse samtidig med hensynet til træning og konkurrencer. Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi ville anvise et højskoleophold som et led i en sådan uddannelsesplan for en af vore kandidater, slutter Team Danmarks direktør.