Skulle trække hestetromle i en time som straf

Frode Søndergaard var med på det første 14-dages kursus på DJI - arrangeret af Dansk Håndbold Forbund i 1943

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992

“Det var tider.” Frode Søndergaard gnider sig på hagen, mens han lader de små, gulnede fotografier vandre ind og ud imellem de barkede næver. Billederne er 49 år gamle, manden er 70. Deres fælles historie er det første kursus på DJI i tiden 3. til 17. juli 1943. Landstræner Aksel Pedersen fra København og Eigil Brøchner fra Silkeborg var instruktører for de 27 elever på kursusholdet fra Dansk Håndbold Forbund. “Vi havde to dejlige uger på den lille skole. Kammeratskabet var simpelt hen fantastisk. Det var ingen luksus-ferie, men det passede mig fint. Livet skal være så enkelt og primitivt som muligt. Det er nu min mening. Der var gode og strenge regler, der skulle overholdes. Selv om vi var voksne mennesker, var der fast sengetid klokken 23. Den blev overskredet en aften, og så vankede der en straf. Vi var seks-syv mand, der blev kommanderet til at trække en gammeldags hestetromle hen over græsset - i en time,” fortæller Frode Søndergaard. Han er pensioneret gårdejer i Andkær ved Vejle med fire børn og otte børne-børn. Fru Åse, dengang Zacho, var med på DJIs sommerhold i 1945. “Jeg spillede håndbold i Hjallese. Og der er altså 11-mands mark-håndbold, vi taler om. Da jeg havde været på kursus i Vejle, blev jeg træner hjemme på Fyn, først i min egen klub og senere i mindre klubber i omegnen.

Sådan gik det til, når boldbanerne skulle tromles i 40’erne - hvis eleverne var kommet senere hjem end tilladt.

En vinter skiftede jeg til Stjernen i Odense. Vi spillede inde-håndbold i Odense Kasernes ridehus, og omklædningen foregik i en lille karnap, drengene i det ene hjørne og pigerne i det andet. Brusebade var et nødtørftigt skyl under vandposten udenfor, mens den næste pumpede løs.”

Cyklede til Bruxelles som 69-årig

Åse og Frode Søndergaard flyttede fra hans barndomshjem, en gård udenfor Odense, til Nyborg i 1961 og videre til Andkær i 1970. Da var hans engagement i håndboldsporten forlængst svundet ind til en observationspost på afstand af begivenhederne. Men det ville være synd at sige, at Frode Søndergaard lå på den lade side i landbrugets afmålte fritimer. Hvis han ikke gav et nummer på klarinetten, oksede han afsted på cyklen. “Det blev jeg bidt af efterhånden. Jeg elsker at suse afsted på den tohjulede. Sidste år var jeg en tur i Bruxelles. Jojo, på cykel, 150 kilometer om dagen,” fortæller Frode Søndergaard.

Frode Søndergaard - fuld fart frem på en 70-årig og på vej mod nye eventyr i Argentina.

Rejselysten er ikke aftaget med årene, tværtimod. “Da jeg var ung, kom man ikke ud og se noget. Det er nemmere i dag. Hvor tror du, jeg var henne for tre år siden - alene og med en rygsæk på nakken? Sydamerika, du. Jeg havde gået med de tanker i nogle år. Jeg gik til spansk på aftenskolen, og vi var sponsorer for en lille pige i Bolivia. Da min kone gav mig to landkort over Sydamerika i julegave, var sagen klar.

To måneder med rygsækken i Bolivia og Peru

Jeg tog flyveren til Santa Cruz og krydsede rundt i Bolivia og Peru i to måneder. Jeg mødte skam også pigen, en sød lille størrelse på 12 år, som jeg skrev sammen med i et stykke tid bagefter. Nu skal jeg snart afsted igen - åbenbart. Min dattersøn Sune, der forresten har været i erhvervspraktik på DJI, truer med at tage mig med til Argentina, når han er færdig med gymnasiet i Odense om to år,” siger Frode Søndergaard. Det sidste billede fra sommeren 1943 viser helt indiskutabelt Knud Lundbergs ranglede skikkelse på håndboldbanen. “HGs danske mestre var på sommertur og boede inde på Grand Hotel i Vejle, hvor Lundberg havde vakt opsigt ved at sidde med de lange ben ud af hotelvinduet. Og Karl Aage Hansen og Georg Dahlfeldt var med på HG-holdet. Det var sjovt at møde dem, især udenfor banen, for inde mellem stregerne kunne vi ikke røre dem. Ak-ja, sikke en masse minder, man har,” sukker Frode Søndergaard.