Uddannelse - en nøgle til fremtiden

1 minutters læsning

Elever med baggrund i et idrætsskoleophold vil være en vigtig brik for DIF’s realisering af intentionerne i “Idrætten mod år 2000”, siger formand Kaj Holm

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992

Dansk Idræts-Forbund har fra starten haft en tæt forbindelse til Den Jyske Idrætsskole i Vejle. Kursus-lokaliteterne har gennem årene været flittigt benyttet, og i dag har DIF’s regionale konsulenttjeneste til huse på skolen med sit center syd. Også i bestyrelsen har DIF haft sæde og i perioder i høj grad haft indflydelse på valget af forstander(e).

Den kommende udbygning af kursusfaciliteterne betyder, at konsulent-centret kan flytte i nye og større lokaler, ligesom der åbnes nye muligheder for uddannelse på stedet. I det hele taget kan Den Jyske Idrætsskole betragtes som DIF’s stærkeste bastion uden for Idrættens Hus i Brøndby.

-Den Jyske Idrætsskole har i 50 år virket som et kraftcenter for opdragelse og uddannelse af ledere og instruktører til den frivillige idræt. Skolen har givet mange elever en personlig udvikling og en ballast til gavn for den enkeltes egen virke i og udenfor idrætslivet, siger Kaj Holm. Dansk Idræts-Forbund forventer, at Den Jyske Idrætsskole fortsat vil være et uddannelsesmiljø, hvor eleverne erhverver sig viden, færdigheder og holdninger samt får påvirket sine værdier, normer og tænkemåde. Idrætten vil på den måde få idrætsudøvere, trænere og ledere fra skolen, som har en bred uddannelse og stor forståelse for såvel det udvidede idrætsbegreb, mangfoldigheder i idrætsarbejdet samt glæde ved fordybelsen og specialiseringen, mener DIF’s formand.

DIF har netop beskrevet sine visioner frem mod år 2000. Ikke mindst på den baggrund vil uddannelsen af unge på skolen i Vejle have stor betydning. Det frivillige foreningsliv får brug for igangsættere i hverdagen, og på det punkt harmonerer DIF’s visioner med det forslag, som DJI siden 1989 har haft til debat i Undervisningsministeriet. Den Jyske Idrætsskole ønsker at gennemføre en egentlig uddannelse af såkaldte “animateurs”. (mere herom i artiklen med forstander Ole Worm på side 106).

-