Ulrik klarer ca. 8000 kursusdøgn

3 minutters læsning

Men han vil komme til at savne “Jomsborg”, der faldt for en ny værelsesfløj og foredragssal

Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992

Alle - næsten - er på fornavn med Ulrik. Han er leder af kursus-sektionen på Den Jyske Idrætsskole og sørger for op mod 8000 overnatninger hvert år. Hidtil har det kunnet ske på 40 enkeltværelser, men fra 1993 kommer yderligere 24 dobbeltværelser til, så kursusdelen gerne skulle nå op på ca. 12.000 overnatninger hvert år.

Ulrik, der hedder Lauridsen til efternavn, tager sig af alting, når et hold kursister skal hjælpes til rette. Han er nemlig faktisk den eneste mand i administrationen. Dog kan han hente hjælp fra Marie Lisby, der aflaster Ulrik i weekendvagter og ferier. Den tidligere folkeskolelærer i Ringkøbing stammer fra Kibæk. -Jeg har altid rodet mig ind i en masse ting blandt andet foreningslivet. Efterhånden fik jeg lyst til at beskæftige mig med tingene også i arbejdstiden, og da Den Jyske Idrætsskole søgte en afløser for Knud Thomassen i 1985 sprang jeg til, fortæller Ulrik. Han har sit kontor ovre i kursusfløjen, men det kan ske, at telefonen ikke bliver taget. Ulrik bliver tilkaldt, hvis et video-apparat får et rysteanfald, hvis der mangler bolde til fodboldkurset, eller der skal hekses lidt med lokalebrugen. Indtil maj 1992 havde Ulrik et lille anneks at indkvartere kursister i. Træhytten “Jomsborg” har fulgt skolen siden 1944, og der er noget næsten symbolsk, at den gamle hytte måtte vige for opførelsen af en supermoderne, kugleformet foredragssal. Der blev ikke holdt noget afskedsparty for “Jomsborg”, men for mange kursister vil Den Jyske Idrætsskole ikke være helt det samme som før. Den primitive hygge i sovesalene har rystet talrige trænere og ledere sammen til langt ud på de små timer. Hvis de gamle trævægge havde kunnet tale, ville der komme beretninger om planlægning af sabotage-aktioner mod tyskerne i krigens sidste år, vittigheder fra det ærbare til obskøne, smukke kærlighedshistorier, drengestreger af mere eller mindre grov art og vel også seriøse idrætslige samtaler. Men “Jomsborg” er et færdigskrevet kapitel i skolens historie. -“Jomsborg” var rar at have til indkvartering af skoler og idrætsklubber, der havde knap så mange penge. De kunne så spise på skolen og benytte faciliteterne. Der er ingen tvivl om, at “Jomsborg” vil blive savnet - ikke mindst af folk indenfor Dansk Træner-Union, hvor en kreds af personer har haft fast domicil gennem en årrække, og sådan vil flere sikkert have det, siger Ulrik Lauridsen. Idrætten dækker ca. 60% af kursusbelægningen, mens erhvervslivet og faglige organisationer tegner sig ind på det resterende. Kursisterne fra idrætsverdenen kommer hovedsagelig fra de specialforbund, der via Team Danmark har center på skolen. Det er fodbold, hockey, golf, sportsdans, volleyball og taekwondo. Højskolen med eleverne i 33 ugers undervisning har sit liv og kursuscentret med den løbende udskiftning en helt anden rytme. Gennem årene har de to sider af DJI’s aktivitet haft sammenstød, når lokaleønskerne skulle koordineres, men i hverdagen 1992 er de egentlige konfrontationer forbi. -Der er ingen gnidninger i dag. Selvfølgelig kan der være nogle lokalemæssige problemer specielt i weekender, hvis eleverne havde planlagt noget, hvor jeg samtidig har lagt beslag på de samme faciliteter. Men da er aftalen, at jeg har fortrinsret i weekenden, mens skolen har det i det daglige, og det fungerer, siger Ulrik. Kursus-sektionen tilbyder ikke selv kurser. Ulrik sælger service-ydelser som overnatning, forplejning og lokaliteter på Den Jyske Idrætsskole’s vegne, mens kursisterne selv står for det praktiske arrangement med instruktører og programlægning. Det kan en een-mands administration ikke magte. I jubilæumsåret for skolen larmer byggemaskinerne udenfor kursusfløjen. I løbet af efteråret tegner den nye profil af skolen indgangen til de næste spændende 50 år. Og Ulrik tegner fortsat profilen på kursus-området - blot for ca. 4000 kursusdøgn flere, når de nye lokaler tages i brug i foråret 1993.