Verdens bedste målmand gjorde et stort indtryk
Astrid Hartvig: -Jeg mindes, når vi gik til skihopbakken med levende lys og sang “I skovens dybe stille ro”
Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992
Jasjin, den berømte russiske fodboldmålmand, gjorde et stærkt indtryk på Astrid Hartvig. Som sportsmand, altså. Han var sammen med kammeraterne på det russiske VM-hold i træningslejr på DJI før VM-slutrunden i England i 1966. “Jeg glemmer aldrig mødet med den russiske fodboldstjerne,” fortæller Astrid Hartvig. “Jeg havde vagt i den periode og skulle gå til hånde med de praktiske ting. Det var slet ikke så nemt, for russerne måtte tilsyneladende ikke komme nærmere en pige end fem meter. Men vi fandt ud af det. Der var en svensker som tolk, og han fungerede som mellemled. Jasjin blev betragtet som en konge. Jeg kan huske, han lige var blevet kåret som verdens bedste målmand inden ankomsten til Vejle. Ingen måtte rejse eller sætte sig før ham. Så vidt jeg husker, måtte han ikke engang være med til træningen sammen med de andre af frygt for, at han skulle blive skadet inden VM-kampene i England. Der var stort publikumsbesøg, da russerne spillede mod VB på Vejle Stadion. Vi havde også sportsfolk på skolen før OL i Japan i 1964. Det var bokserne, der lå i træningslejr. Det var flot at se Tom Bogs, Preben Rasmussen og Hans Erik Pedersen i topform. De kunne eksempelvis sjippe i en time ad gangen i forrygende tempo.” Astrid Hartvig var lærer på DJI fra 62 til 67. Nu er hun på ottende år beskæftiget på Sundhedshøjskolen Diget ved Skagen, hvor hun har Tage Benjaminsen som forstander. “DJI var starten på min tid som højskolelærer, og det er et skønt miljø, hvor jeg har fået utroligt mange kontakter og oplevelser med vidt forskellige mennesker. I Vejle fandt jeg ud af, at den verden var min, og jeg trives stadig i samme miljø her 30 år senere. Det er først og fremmest fællesskabet på DJI, jeg vil fremhæve som noget specielt og meget stærkt. Jeg har stadig forbindelse med en del af de gamle elever, og netop i år har vi en tur til Færøerne med besøg hos Niels Nattestad og Jørleif Kurberg. Når vi mødes til andre arrangementer, som regel i forbindelse med højskoler, kurser eller lignende, forstår vi ikke, der er gået 30 år. Men er der så stor forskel på højskolen dengang og i dag, som man påstår? Både ja og nej. Det kræver nok mere alsidighed at være højskolelærer i dag end dengang. Mine fem år på DJI var i højere grad præget af traditioner end fornyelse. Alle elever havde flere fællesfag og ikke så mange valgfag.
Større skel - lærer/elev måske en fordel?
Skellet mellem lærere og elever var nok større dengang. Måske var det i virkeligheden en fordel? Der eksisterede en streng opdeling mellem drengegang og pigegang. Det respekterede også drengene, selv når vi kom om aftenen og sagde godnat. Vi havde pigehold om sommeren og blandede hold om vinteren. Jeg mindes især onsdags-aftenerne om sommeren, når vi gik til skihopbakken med levende lys i hånden, satte os på trappen og sang “I skovens dybe stille ro” eller “Natten er så stille”. En del lokale borgere tog deres aftentur til skoven for at nyde sangen, der også kunne være flerstemmig. Ved festlige lejligheder lavede vi fakkelgymnastik ved bassinet. Hvilken fred og ro, når faklerne spejlede sig i det blå vand. Der var også friluftsscenen, hvor vi opførte mange sjove og svære stykker, som regel med Flemming Blach som instruktør. Turene til Sydslesvig står også stærkt i erindringen. Vi spillede bold, lavede gymnastik, sang og dansede. Mødet med de stærke følelser og stemninger omkring nationaliteten er noget, jeg aldrig glemmer. Dutte Bistrups kurser er dem, jeg husker bedst. Enkelte af hendes damer var så gamle, at de næsten hverken kunne høre eller se, men i sammenholdet blev de alle mobile og glemte skavankerne. Old Boys-gruppen, som stadig kommer på skolen, var en speciel oplevelse, især konsul Blicher, som overhovedet ikke ville lave gymnastik, hvis jeg skulle spille til. Men efter et par år var han blevet så glad for mig og min musik, at han var den første til at møde op om morgenen - og han skældte ud på dem, der kom for sent,” slutter Astrid Hartvig.
Hygge og fællesskab udgør en væsentlig del af oplevelsen ved et ophold på højskolen.
