Artiklen er oprindeligt bragt i Højskoleforeningens bogserie Højskolens 10 bud.
En medarbejder i Vejle Kommune henvender sig til højskolen med en opgave. Han vil gerne have højskolen til at udarbejde en teambuildingdag for 150 ansatte fra de forskellige afdelinger inden for socialområdet. Det er os undervisere, der modtager opgaven, men efter at vi har sagt ja, foregår al kommunikation direkte mellem kommunen og den gruppe af elever, der skal arbejde med projektet.
Teambuilderlinjen er bygget op som en projektlinje, hvor vi har projekter med forskellige eksterne samarbejdspartnere. Det vil sige, at al læring er relateret til konkrete udfordringer, som private eller offentlige institutioner gerne vil have løst. Omkring alle de opgaver, vi vælger at tage ind, oprettes der en projektgruppe bestående af nogle af eleverne fra teambuilderlinjen. Vi forsøger på den måde at bygge vores undervisning op omkring så virkelighedsnære projekter som overhovedet muligt. Det er et vigtigt element for eleverne på linjen, at det er deres projekter og deres ansvar.
Det kan være en aktivitetsdag for alle kommunens 5. klasses elever, en legeevent i samarbejde med Dansk Skoleidræt eller at udvikle et område for fysisk aktivitet på Jelling festival.
Det interpersonelle i projektarbejdet
På linjen arbejder vi med projektledelse, projektværktøjer og teambuilding, ligesom det interpersonelle arbejde fylder rigtig meget i undervisningen. Vi udarbejder individuelle personprofiler ud fra typologiske modeller. Det gør vi for at eleverne kan reflektere over deres egne og andres motiver for handling og adfærd. Her bliver kendskab til egen og andres profiler udgangspunkt for samarbejdet mellem eleverne i de enkelte projektgrupper, ligesom det spiller ind i forhold til, hvordan eleverne vælger at lede projekterne – om der f.eks. er en overordnet ledelse af alle projekter, eller om hvert projekt har en eller flere projektledere. Teambuilderne er selv med til at definere, hvad god ledelse er for dem. De udarbejder kriterier for, hvordan projektledelsen skal se ud, og hvordan vi finder den rigtige ledelse til det givne projekt. Det giver rigtig gode diskussioner internt og skaber mange refleksioner og perspektiver på evner og egenskaber ved forskellige personer og personligheder. Det er ikke altid let for gruppen, fordi personlige ønsker kan komme på tværs af de fornuftige og rationelt fremkomne beslutninger. Eleverne bliver nødt til at melde sig på banen, hvis de har ønsker til de opgaver og roller, de gerne vil have. Samtidig står eleverne tit i det dilemma, det kan være at skulle lede hinanden. Det kan være svært at have én rolle uden for timerne og en helt anden rolle i forhold til hinanden i projekterne.
Teambuilderne er generelt dygtige til at lave aktiviteter og løse projektopgaverne. Alle elever på skolen er med til at organisere arrangementer og aktiviteter for hinanden, så den del er ikke ny for dem. Der, hvor arbejdet kan give udfordringer, er i forhold til den kreative proces, den interne kommunikation og det interne samarbejde. Netop i dette ser vi enorm meget læring. Vi har som lærere derfor meget fokus på kommunikation, og relationsarbejdet – særligt når der er knas i samarbejdet – fylder meget i vores pædagogiske praksis på faget.
Knas i gruppen 1
I semesterets største projekt skal teambuilderne undervise resten af elevgruppen på omtrent 120 elever i tre døgn. Det bliver kaldt teambuilderdagene. De skal styre, hvad alle de andre skal gøre. Der er derfor meget på spil for gruppen. De vil rigtig gerne præstere godt og lave det fedeste for deres med-elever. Undervejs i det projekt oplever vi mange både små og store diskussioner og interne konflikter. De bliver presset både på tiden og på samarbejdet og på præstationen. De er udsatte på alle parametre. Det betyder, at de kommer til at se sig selv og hinanden fra nye sider. De kan ikke længere holde den pæne facade. Og vi oplever derfor ind imellem, at de reagerer og der bliver skabt konflikter.
De sidste to dage før selve projektet kører, har eleverne linjedage, hvor de kan fordybe sig. På dette tidspunkt i projektet er eleverne altid mere eller mindre pressede. Jeg underviser også på en af de andre linjer og er derfor ikke helt tæt på processen i disse dage, men jeg kommer forbi nogle af drengene i frokostpausen dagen inden, de skal være færdige. Jeg spørger dem, hvordan det går, hvorefter en af drengene svarer: ”Vil du have det ærlige svar?” ”Ja,” svarer jeg. Så skælder eleven ud i ti minutter. Pigerne er for skrappe. Den ene af dem gider bare ikke yde noget. Hun kan ikke overkomme det.
I den situation kan jeg forsøge at løse problemet for gruppen, men vælger i stedet at tage en snak om, hvad han kan gøre ved situationen. Vi snakker lidt om, at han jo er nødt til at sige det højt. Gør han ikke det, så ved de andre ikke, hvad han tænker. Det er jo ikke sikkert, de har den samme opfattelse som ham. Samtidig har de andre jo ikke en chance for at ændre situationen, hvis ikke de ved, hvad der er på spil.
Jeg kender den bagvedliggende grund til, at den pågældende elev agerer, som hun gør. Hun kæmper med at komme af med en spiseforstyrrelse. Når hun bliver presset, som i denne situation, får hun flashbacks til, hvor svært hun havde ved at overkomme det hele, da hun gik i gymnasiet. Jeg ved det godt, men det gør han ikke.
For at samarbejdet skal fungere, er vi nødt til at have en dialog om, hvad der sker, og hvorfor det sker. Derfor opfordrer jeg til, at han tager problemet op i plenum. Vi bliver enige om, at det er en forudsætning for, at projektet bliver vellykket, at de internt har et godt arbejdsmiljø. For at gruppen skal kunne præstere udadtil og stå frem og undervise alle 120 elever om kort tid, er det vigtigt, at det bliver en sjov og god oplevelse både for teambuilderne og for resten af eleverne.
Jeg bliver nødt til at forlade eleven, da han skal tilbage til sin undervisning, og jeg skal tilbage til min. Som underviser kan det være rigtig svært at forlade eleven på dette tidspunkt. Jeg vil rigtig gerne følge problemstillingerne til dørs, men her spiller hverdagen og praktikken ind, og sådan er hverdagen på højskolen nogle gange.
Jeg ved, at gruppen efterfølgende tog en snak om problemstillingen. Den nye viden, de fik om hinanden, gav en større forståelse for deres forskelligheder. Og i virkeligheden har eleverne lært mere ved, at de sammen løser problemet, end at jeg løser problemet med dem.
Knas i gruppen 2
Det er onsdag morgen klokken syv. Eleverne skal modtage kunder mellem klokken otte og ni. Jeg kommer gående ind på højskoletorvet og hører en af mine teambuildere råbe, ”du er kraftedeme et dumt svin” til en af de andre.
Jeg overvejer et øjeblik, hvad der er gået galt, hvordan jeg skal tackle den situation, og hvad jeg kan gøre for at få gruppen videre på den meget korte tid, der er. I denne situation beder jeg dem tænke over, hvordan de kommunikerer med hinanden og fortæller, at vi må tage situationen op efterfølgende, når kunden er taget hjem. Heldigvis lykkedes teambuilderne med projektet, og kunden opdagede ikke kontroverserne.
Vores mål er undervejs at skabe et rum, der giver tryghed og tillid. Et rum hvor atmosfæren giver plads til, at man tør fejle, og at man tør satse. At man tør sætte barren højt uden at være bange for, at man falder igennem og lærer af sine fejl. Vi bruger energi og tid på at skabe et sådant rum, hvor man tør sige, at man er presset. At der er noget, der trykker, eller hvor man kan bede om hjælp. Men samtidig et rum hvor man også byder sig til og løfter, når man er i overskud. Vi arbejder med at tale om og anerkende vores stærke sider såvel som udviklingsperspektiver for den enkelte. Her er ærlighed og tillid kodeordene for en god proces.
Læring under ansvar
Det kan være enormt svært at navigere i, hvordan man bedst understøtter elevernes læring. Men vi tror på, at ved at give dem ansvar for og ejerskab til projekterne og samtidig forsøger at guide, vejlede, give dem redskaber uden at give dem løsninger eller feje foran dem, så opnår vi de bedste resultater. Som underviser på en projektlinje som denne fungerer man i mange forskellige roller for at få eleverne til selv at komme på banen.
De skal fremme det bedste i hinanden, så de udnytter ressourcerne bedst muligt – det er selvfølgelig ikke altid, at det lykkes. Men generelt kommer der nogle meget styrkede elever ud af processen. De er gode til at stå frem, de har en klar fornemmelse af egne evner og kræfter. De får styrket deres kompetencer på mange områder. Så når vi tør give slip og lade dem selv prøve kræfter med tingene – i et trygt og tillidsbaseret rum – så løfter de sig, de vokser, og de rykker. Og så må man som underviser ind imellem have is i maven og lade dem fejle på den gode måde.
