Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1956

9 minutters læsning

KÆRE GAMLE ELEVER!

I har sikkert alle ventet i spænding på dette årsskrift.

Grunden er vel den, at I alle venter godt nyt fra » Den jyske«, for nu må der være noget om den udvidelse, vi alle har ventet på.

Jeg kan betro jer, at også vi har gået i spænding. Jeg ventede til sidste øjeblik med at skrive denne indledning — i det håb, at jeg kunne fortælle jer nyheden om det første spadestik, og at vi var i fuld gang med færdiggørelse af skolen. Men jeg må skuffe jer — ikke med, at planerne er skrinlagte, nej vi arbejder på højtryk, og det store øjeblik er ikke fjernt. Vi har pudset den gyldne spade, og jeg håber, vi kan sætte den i jorden først i det nye år.

Det har været et slidsomt år med udarbejdelse af detailtegninger, studiebesøg på andre skoler og nyopførte bygninger. Vi skulle jo have det bedste og det helt rigtige frem. Vi har haft mange møder, meget at tænke på, flere gange troede vi, at nu skulle vi til at begynde, men ak — hver gang kom der noget i vejen, og de sidste vanskelig heder er ikke overstået endnu.

Der er dog sket store ting.

Vi har fået tilsagn om statstilskud, byggetilladelse og godkendelse af planerne.

Første prioriteten er sikret, og D. I. F. samt Vejle kommune har givet tilsagn om kontant støtte med 150.000 kr. hver.

Tilbage er nu færdiggørelse af detailtegninger og licitationen, der forhåbentlig vil give et gunstigt resultat.

Og så går vi i gang.

Da vi startede vor 13. vinterskole, sagde jeg, at det forhåbentlig var sidste gang, vi holdt skole i den nuværende bygning, men det slog ikke til, vi må have den 14. vinter og sommerskole med.

Vi startede vinterskolen med det sædvanlige antal elever. De faldt hurtigt til og gik til arbejdet med lyst og energi.

Eleverne underviser.

Til at varetage vinterens gymnastik havde vi i lærer Valdemar Bonde fået en fin vikar for Poul Andersen. Han klarede opgaven til alles tilfredshed.

Poul Andersen havde besluttet at tage årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser og bestod eksamen med højeste karakter. Vi ønsker til lykke og er egoistiske nok til at håbe, at det også må blive til gavn for os i fremtiden.

Om vinterskolens første 2 måneder er der ikke meget at fortælle, de gik med roligt grundlæggende arbejde.

Den 6. januar startede vi igen, og vinteren blev rig på oplevelser.

Den 10. januar var vi inviteret til at se håndboldlandskampen mellem Tyskland og Danmark i fjernsyn hos firmaet Holger Christensen, Vejle. Billederne gik fint igennem, og det ser ud til, at idræt og fjernsyn passer vel sammen.

Tage Albretsen fra Stepping holdt et glimrende foredrag om ungdommens fremtidsmuligheder og viste et par gode film. Ham ser vi gerne igen.

En søndag var eleverne til delingsførermøde i Vejle som gæster hos V. A. G. Knud Øland var leder, og han brugte musik til gymnastikken. Det var nyt for vore elever, hvorfor de var glade for den gode dag.

Vi havde mange gode underholdningsaftener, og vort nye tonefilmsapparat gjorde filmsaftener med film fra USAs ambassade, Shell m. fl. gode og lærerige.

Vore daglige ture i vort dejlige terræn skal også nævnes; i år nåede vi helt over på den anden side fjorden til Vinding, Ankjær og Munkebjerg i bus kombineret med travetur.

Vejle Dampvæveri, dagbladet »Frit Folk« og Vejle Dampmølle tog som vanligt gæstfrit imod os. Vi er glade for, at de stadig vil have besværet, da disse besøg altid er interessante og belærende.

Fjernsynet aflagde os et besøg og optog en film af vort arbejde, som vi senere havde lejlighed til at se.

Det var dog ikke af den grund, vi selv fik et fjernsyn, som vi er meget glade ved. Ganske vist er alle udsendelser ikke lige gode, men et sådant apparat har den fordel. at man kan lukke for det, hvis der er noget, man ikke bryder sig om.

Den amerikanske professor Gus Eriksen aflagde os besøg og var meget interesseret i vort arbejde. Han holdt et glimrende foredrag om amerikanske forhold ledsaget af fine lysbilleder.

Politiets idrætsforening havde gennem Knud udfordret eleverne til en håndbolddyst i badmintonhallen i Vejle. Det blev en spændende kamp, og de bedste vandt.

Skihopbakken blev brugt flittigt, da sneen kom, og jeg selv fejrede min 45 års fødselsdag med et par hop for at vise, at jeg ikke er helt aflægs endnu.

Sådan er der meget at fortælle, men I ved jo selv, hvad det er, vi fornøjer os med, og hvad vi arbejder med vinteren igennem.

Et lille uheld havde vi dog. Ovnen i badstuen eksploderede en dag — under opfyring efter frostvejr, og der udbrød brand. Heldigvis var der sne nok at slukke med. Flinke håndværkere fik hurtigt vor uundværlige badstue i orden igen.

Den årlige tur til Aarhus var kombineret med nye besøg, men ellers stort set som tidligere, med frk. Søndergaard på K. F. U. K. som en god værtinde. Det var en god tur med interessante oplevelser.

Vinterens sidste tur gik til Nyborg.

Vi var af Danmarks Sportshandler-Forening blevet inviteret til sportsbranchens stævne på Nyborg Strand for at bidrage til underholdningen.

Der havde været meget hovedbrud og mange prøver, inden vi den 17. marts stævnede mod Fyn. Undervejs fik vi tid til at bese H. C. Andersens Hus og Dalum Landbrugsskole, og vi mødte op veloplagte og forventningsfulde. Vi skulle efter programmet i ilden kl. 20 og var i god tid omklædte og sminkede parate til at yde det helt store.

Men det var lige i isvinteren, de københavnske deltagere var forsinkede, middagen trak ud, og en foredragsholder blev puttet ind på scenen før os. Det trak også ud, hvorfor vor afdeling blev til en midnatsforestilling.

Publikum var søvnige, men vi var efterhånden blevet så tilpas gale i hovedet, at vi sagde til hinanden, vi nok skulle vække dem.

Fortidens gæve kæmper.

Det lykkedes iflg. branchens blad » Handel og Sport«, der bl. a. skrev:

»Derefter kom »Idrættens kalejdoskop« med Svend Aage Thomsen, som var kommet fra Vejle med en samling raske kvinder og mænd. Deres kavalkade over idrætten fra århundredskiftet til i dag var meget interessant og dygtigt udført – ikke mindst fik de kvindelige gymnaster stort bifald.«

Fodboldinstruktion.

Vinteren trak ud, og det kneb med at få idrætsmærke prøver og håndbolddommerprøver klaret udendørs, men alt blev ordnet, og nok en dejlig vinter var slut. Mange oplevel ser, gode minder om en dygtig og interesseret elevflok — hvad kan man ønske mere?

Efter en travl april måned var vi klar til at modtage sommerens piger. En dejlig flok fik vi at arbejde med, så tiden til elevmødet gik alt for hurtigt med sædvanlig travlhed. Vi havde som tidligere år lavet et meget alsidigt program for festen, der fik en overvældende stor tilslutning i det dejlige sommervejr.

Ikke mindre end ca. 250 gamle elever og gæster fra hele landet samt Norge, Sverige og Sydslesvig var mødt op.

Gæsterne ankom i løbet af lørdagen, og om aftenen var der først generalforsamling i elevforeningen (se omtale af denne andetsteds). Derpå fortalte jeg om planerne for udvidelsen af skolen, og efter en kort underholdning med sang og musik ved Thormods søde kone, Lis, fremviste jeg min nye farvefilm »Forunderlige verden«. Vi sluttede traditionen tro med aftensang på skihopbakken.

Efter flaghejsningen søndag toges idrætsbanen i besid delse. Der blev afviklet mange spændende dyster mellem de gamle elevhold.

Eftermiddagens program var meget righoldigt. Tage Søgård, der i år havde 10 års jubilæum, holdt et glimrende foredrag om psykologi.

Derefter havde Signe Troelsen en fin gymnastikopvisning, der ligesom de efterfølgende menuetdanse blev hilst med stort bifald.

Om aftenen opførtes Kaj Wilhelms »Grevinden gør skandale«, og den blev efter alles mening det bedste, som til dato er opført. Frisørmester Edgar Randvig, Vejle, og Tage Søgård havde iscenesat stykket.

Stemningsfuld var afslutningen ved bålet, hvor en gammel elev, Niels Peder Knudsen, i venlige ord takkede skolen for alt det, den havde givet ham og hans kammerater. Med »Altid frejdig« sluttede endnu et dejligt elevmøde.

Under sommerskolen var Søgård blevet syg, men heldigvis havde vi en rask — — Nielsen, der trådte til og klarede undervisningen på sin udmærkede måde de 14 dage, fåre sygen varede.

Pigerne fik som tidligere år mange invitationer til opvisninger, men da elevmødets program i forvejen tager rigelig tid fra undervisningen, tog vi kun til Taps, hvor vi var inviteret af ungdomsforeningen. På vejen derned besøgte vi »Koldinghus«, og vi skulle også have været en tur på Skamling, men desværre strejkede rutebilen.

Selve opvisningen fandt sted i forpagter Knud Brummers have, der var pyntet med kulørte lamper samt havde tørvebål til at holde myggene borte. Gæstfrit blev vi modtaget og beværtet, og vi takkede med det bedste, vi formåede i form af gymnastik, menuet og naturfilm.

Engang imellem skal vi prøve noget nyt, derfor beslut tede vi at henlægge de sidste 8 dage af sommerskolen til Henne Strand, inviteret af min bror og hans søde kone til at benytte deres sommerhus » Klitten« med tilhørende annekser. Det var kanske noget primitivt, men morsomt, og pigerne tog det med strålende humør. Vi gennemførte undervisningen om end med ændret timeplan. Der skulle jo også være tid til badning og dansant på Strandhotellet, hvor selv vi »gamle« rigtig fik benene rørt.

Opbrud i Henne.

Det var med sorg og gråd i stemmen, pigerne sagde farvel til » Den jyske«. Også vi var kede af at sige farvel. I var et herlig ensartet og friskt hold at arbejde med. Vi gemmer mange gode minder om jer.

Jeg kan ikke slutte dette brev til gamle elever uden at bringe min og skolens hjerteligste tak for den store hjælp, I har ydet ved D. I. F.s lotteri til fordel for Den jyske Idrætsskole. Desuden har jeg fra D.I.F.s formand, landsretssag fører Leo Frederiksen, modtaget følgende brev:

Kære Svend Aage Thomsen! Af Hans Andreasen modtog jeg på D.I.F.s 60-årsdag den check på 4.226,- kr., repræsenterende 2.113 stk. lod sedler, som var skolens og elevforeningens hilsen til D.I.F.

For den store indsats, som — først og fremmest fra Deres side — ligger bag denne hilsen, vil jeg gerne med disse linier bringe Dem og Deres medhjælpere D. I. F.s varmeste tak, en tak, som jeg håber, De vil finde lejlighed til på en eller anden måde at lade gå videre også til alle de mange elever, der har villet være med til at støtte os.

Med de venligste hilsener. Deres hengivne Leo Frederiksen.

I skal dog vide, at det var Knud, der havde haft det største slæb med lodsedlerne, og at han desuden i Vejle by for Vejle IdrætsForening personlig har solgt flere hundrede stk. Det år, der er gået, har givet os troen på, at der stadig er brug for vor og jeres hjælp i det frivillige ungdomsarbejde.

Og mit ønske for det nye år skal være, at den hygge og ånd, som I har været med til at skabe her på » Den jyske«, også må være at finde på den nye skole.

Glædelig jul og godt nytår.

Jeres Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen