Jubilæumsfest vol. 1

5 minutters læsning

Skolen har besluttet at fejre 75 års jubilæum med en række af arrangementer fordelt i 2017 og 2018. Første del af perlerækken var en fest for repræsentantskabet, bestyrelsen og nuværende og tidligere ansatte på stedet - og i festlighederne deltog også Svend Aage Thomsens børn, Bjarne og Birte.

Dagen startede kl. 14.00 med kaffe, the og kage i kursuscenterets havestue, hvor forretningsudvikler, Peter Sebastian Petersen, bød velkommen. Gensynsglæden var stor, da de tidligere ansatte så hinanden, og snakken og energien fyldte hurtigt havestuen og der blev fortalt anekdoter.

Nogle blev og snakkede i havestuen, mens andre valgte en af de forskellige workshops:

  • Rundvisning på skolen, fodbold og mountainbike
  • Højskolesang, yoga, rundvisning i arkivet og volleyball

Så gjorde folk sig klar til aftenens fest, som begyndte med fælles højskolesang for alle i holdtræningssalen, hvor folk hurtigt begyndte at gætte på, hvad aftenens overraskelse dog kunne være. De store hits fra Højskolesangbogen blev sunget - og vi sluttede med den nuværende musiklærer, Mille Christensens, VIH-sang som blev skrevet og komponeret i 2010.

Peter Sebastian bød velkommen ved at dykke ned i nogle af talerne fra den oprindelige indvielse i 1943 og genindvielsen i 1958. Ord er stadig kan have vægt i dag.

Ved gen(Indvielsesfesten) sagde Otto Lassen, daværende næstformand, takkede på byggeudvalgets vegne:

Vi glæder os over at vor stædighed og tro på sagens rigtighed omsider har givet et resultat; men denne vor tro og stædighed hænger nøje sammen med Svend Aage Thomsens ideelle tanker, og derfor har overdragelsen et videre perspektiv. Skolen er rejst til gavn for dansk idræt, og vi håber, at denne må finde et hjem og et samlingssted her, og at skolen herigennem i virkeligheden er skænket og overdraget til dansk idræt.

Derudover lod Peter Sebastian sig inspirere af Svend Aage Thomsens oprindelige beretning om, hvordan skolen blev til og Indvielsesfesten skrevet af Thormod Petersen.

Viceforstander, Lars Olesen, havde samlet nogle gamle videoklip optaget af Svend Aage Thomsen helt tilbage til 1945 og 1946 og fortalte om jubilæumshjemmesiden historie.vih.dk, som blev lanceret denne aften. Derefter afspillede han nogle af reklamefilmene fra 1995, 1999 og 2010 for at give lidt historisk baggrundsfilm, mens folk spiste.

Hotel Hedegaarden leverede lækre 11 forskellige lækre tapas, mens de forskellige indslag i løbet af aftenen blev afviklet. Når man gik i baren, kunne man se en tidslinje fra skolens begyndelse og til nu, og mange af de fremmødte havde delt anekdoter fra deres tid på højskolen, som man også kunne læse på væggene.

Bjarne Thomsen, søn af skolens grundlægger Svend Aage Thomsen, ønskede at vi sang “Altid Frejdig når du går” og begrundede det med

Højskolesang fyldte rigtig meget i vores barndomshjem (som jo var hovedbygningen). Mange af sangarrangementerne var om aftenen, og vi boede jo ovenpå der hvor der blev sunget, så når jeg skulle sove, kunne jeg høre sangene blive sunget. “Altid fredig når du går” havde en særlig betydning, fordi skolen var startet under krigen, og en del af eleverne også havde energi i modstandskampen - og min far filmede også nogle af de ting. Den sang havde en særlig betydning for skolens start i den tid. Højskolesangen fyldte en del i vores barndom, som jeg husker det.

Svend Aage Thomsen underviser
Svend Aage Thomsen underviser i skolens opholdsstue med båndoptageren. Det var også her der var sangaftener, som Bjarne og Birte Thomsen kunne lytte til fra deres værelse ovenpå - lige op ad trappen.

Skolens nuværende formand, Carsten Lang Petersen, fortalte at det er 39 år siden at han sneg sig ind på skolen fra ventelisten og startede som elev.

Efter nogle år i skolens bestyrelse, fik jeg - den dengang rimelig blandede fornøjelse – ære af at blive bestyrelsesformand. Det var lige efter, vi havde sagt velkommen til VIES – en ikke helt uproblematisk beslutning, men som der dog blev opnået enighed om i bestyrelsen (klar over enigheden ikke strakte sig ned i det daværende personale!). … Jeg er nu ikke så nervøs. Vi har lige fået ”renoveret” vores repræsentantskab og fået et par nye folk ind, der vil stedet det allerbedste – og tak for det!

Vi har en god ledelse og nogle gode medarbejdere – og vi har også rigtig mange her blandt jer – nu tidligere ansatte – eller med anden tilknytning, der vil snakke positivt om stedet ved de lejligheder, der nu byder sig.

Og med mange 1000 tidligere elever og kursister, så er der stadig god basis. Sidste år – eller var det forrige – var jeg på ferie og der var et kursus i foreningsfitness, hvor der var ikke mindre end 3 tidligere højskoleelever med, så de er der alle steder – og stadig aktive! Mødte så i øvrigt en mere, men hun arrangerede singleture til Club La Santa, men en snert af idræt har det da.

Så talte det nyvalgte medlem af repræsentantskabet, Jens Sejer, og han begrundede bl.a. hvordan han havde skrevet “Hvor du sætter din fod…”

Det kan diskuteres, hvad man sådan rent indholdsmæssigt, hvad man så ville med skolen. Men jeg kom til at tænke på, at der omkring 1940 også nogle grunde til ikke at vælge højskole. Der var jo nogle højskoler ovenikøbet nogle meget prominente idrætshøjskoler, som måske var lidt for inspireret af begivenheder, som modstandsbevægelsen senere må bekæmpe. Så der kan jo godt have ligget en ulyst ved begrebet højskolen, det skal jeg ikke kunne sige, om det var en del af forklaringen.

Men så vil jeg også sige, at sådan som der er blevet sunget i dag, så er det ikke helt lykkedes ikke at lave en højskole. Og når man så endda har en ambition om at lave en sang, der skal kunne komme i højskolesangbogen, så har man da helt fraskrevet sig den målsætning om ikke at blive en højskole.

21.00 var det tid til overraskelse. Alle blev bedt om at gå tilbage til holdtræningssalen, hvor Lis Sørensen akkomageneret af guitar spillede nogle af sine allerstørste hits, mens både de ædre og yngre af gæsterne nød at være til intimkoncert.

Efter koncerten var det tid til at dykke ned i desserten, og Per Jensen rejste sig og fortalte lidt om, hvordan det gik til, at man på otte måneder gik fra, at idrætsefterskolen ikke kan placeres ved Idrætshøjskolen til at idrætshøjskolen og idrætsefterskolen fusionerede i 2007.

Det blev aftalt, at Flemming Serritslev, daværende sportschef i VB, nuværende landstræner i Papa Ny Guinea, skulle kontakte højskolen for et møde. Han havde en god kontakt. Han og jeg fik fremtræde for den daværende bestyrelse og forelagde planerne.

Efter en kort drøftelse i bestyrelsen uden Flemming og jeg, kom Poul Grejs ud og sagde at der var interesse i at fortsætte en dialog om at etablere efterskolen på Ørnebjergvej.

Og så gik det stærkt - og sådan ser skolen altså ud i dag med en højskole på 75 år og en efterskole på 10 år.

Derefter var der fest til omkring kl. 3.00, hvor musikken gradvist blev højere i takt med at baren blev frekventeret, men mange holdt ud til et godt stykke ud på natten, hvor der blev talt om nye og gamle dage.

Tak for en god fest.

Nøgleord:

Opdateret:

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...