68’er-oprøret kom ned ført badekåbe og papillotter
Bjarne Hauger gennemførte 8-måneders skoleformen og måtte sluge nogle kameler, da 70’ernes frigørelse, ligestilling og elev-indflydelse vendte op og ned på normer og samvær.
11. juli 1967
Telefonen ringer:
“Det er Aage Feldt, mellem af Den jyske Idrætsskoles forretningsudvalg. Kunne du tænke dig at være forstander i Vejle? … lang pause…” “Det vil jeg have lov til at spekulere på. I skal høre fra mig!”
Bjarne Hauger har fastholdt dette øjebliksbillede af sit liv, fordi samtalen fik stor betydning for hans løbebane. Den blev indledningen til 15 spændende år med store omvæltninger som forstander frem til 1982, inden han og fru Benthe pensionerede sig selv og flyttede ud på lystgården i Vestjylland.
Jeg var glad for at uddanne lærere i Esbjerg. Skulle man vende tilbage til højskolen ville familien gå med til at flytte endnu en gang? Der var vist sket og andet på den skole i de foregående år? Tankerne kværnede rundt, fortæller Bjarne Hauger om de uger, hvor han overvejede tilbuddet fra Aage Feldt.
6. september 1967 mødtes Hauger med forretningsudvalg. Aage Feldt sagde dengang:
Du skal rejse skolen som fugl Phønix.
Han og formanden Otto Lassen ville ansætte Bjarne Hauger som tilforordnet skolen pr. 1. september 67 og som forstander 1. august 1968.
“Lad os så høre, hvilke planer du har tænkt dig at arbejde efter”, sagde Otto Lassen. Jeg forelagde derefter de dengang så dristige og revolutionerende tanker, jeg havde gjort mig om det fremtidige højskole- og kursusarbejde. Jeg ønskede at sløjfe sommerskolen på 3 måneder i 1968 og sammenlægge den med de 5 måneders vinterskole til et sammenhængende forløb på 8 måneder. Derefter kunne månederne maj, juni, juli og august alene anvendes til kursusvirksomhed, fortæller Bjarne Hauger.
Du får frie hænder
Forretningsudvalget betænkte sig ikke. Nu var “Den Jyske” først på markedet med en for højskolebevægelsen uafprøvet Struktur. Bjarne Hauger redegjorde herefter for form og indhold i modellen, og Otto Lassen konkluderede mødet 6. september således:
“Du får frie hænder til at realisere de skitserede planer, når du blot langs ad holder FU orienteret”
Bjarne Hauger sagde ja og indledte et travlt år, hvor han skulle dele døgnets timer mellem en fuldtidsstilling på seminariet i Esbjerg med eksamensklasser og opbygningen af en ny skoleform i Vejle.
Ved mine besøg i Vejle fornemmede jeg, at skolen befandt sig i en bølgedal i næsten alle henseender: Dårlig økonomi og administration, bygninger, lokaler og inventar var nedslidt, undervisningsmaterialerne mangelfulde, udenomisarealerne var kun nødtørftigt vedligeholdt. Der var kun to fastansatte lærere, som blev suppleret med timelærere efter behov. 3. oktober skulle skolen fejre sit 25-års jubilæum og 2. november ville 66 forventningsfulde elever ankomme til den sidste 5 måneders Vinterskole. Hvor skulle jeg begynde?
To gange pr. uge kørte Bjarne Hauger og hans kone frem og tilbage fra Esbjerg for at følge undervisningen. Det sidste 5-måneders kursus forløb via et samarbejde mellem de fastansatte og deltidsansatte lærerkræfter godt.
Men knap var kurset slut før forarbejdet til den nye struktur blev accellereret. Kontorer, lærerværelse, skrivestue og enkelte undervisningslokaler blev ændret.
Skovl, spade og malerkost blev brugt flittigt. Sideløbende rørtes PR-trommerne for den nye skole. To nye boliger blev bygget, og lærerstaben blev styret med ansættelse af 4 nye heltidslærere og 6 timelærere. Midt i august var hele lærerstaben samlet. På en række møder blev den endelige planlægning for skolevirksomheden pudset af. 75 elever var med på holdet som 2. september 1968 tog tat på et nyt kapitel i Den Jyske Idrætsskoles historie.
Bjarne Hauger fortæller:
Rejser, emnedage, emneuger og arrangementer afløste hinanden i en lind strøm i de kommende år. Aktiviteterne skulle sikre eleverne det bedst mulige udbytte af opholdet. Gennem en undervisiningsmæssig fleksibilitet prøvede man at finde ind, hvor elevernes behov og lærernes skolens muligheder mødtes. Så skulle der også være gode chancer for at løse vor fornemmeste opgave: “at forene IDRÆT og HØJSKOLE med det formål at uddanne en flok duelige ledere til det frie ungdomsarbejde med en så bred almen menneskelig indsigt og med en så god faglig viden som muligt.”
Fornyelse eller blot eksperimenter
Denne enkle formulering stod som pilen i vort arbejde. Hvert år, når en skolen var slut diskuterede lærerrådet forløbet. Debatten blev taget op igen kort før starten på den næste 8 måneders skole. Form og indhold var under stadig udvikling og ajourføring i takt med det, der skete i samfundet omkring os, hvadenten det drejede sig om en blivende fornyelse eller blot et eksperiment.
Og Den Jyske Idrætsskole måtte ændre sig. Eleverne kom nu med helt andre forudsætninger og kundskaber. Mange havde baggrund i HF og studentereksamen. Derfor måtte undervisningens indhold og form forandres og tilpasses.
Især i 70’erne skyllede nye synspunker og “oprørstendenser”. Sammen med samfundspolitiske, sociale, pædagogiske, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige strømninger ind over os som nye bølger og påvirkininger. Mange var afledt af ungdomsoprøret” sidst i 50’erne siger Bjarne Hauger.
I idrætten dukkede nyskabelser op som idræt for ældre, idræt for handicappede, mor- og barn-gymnastik, motionsløb og -cykling og flere former for konditræning. Idrætten blev også anskuet fra nye vinkler, bl.a. som det blev gjort i en emneuge “idræt og samfund” på skolen i 1975. Idrættens rolle som samfundsfaktor i social, kulturel, politisk, miljømæssig henseende blev vurderet. TRIM og folkeidræt hørte til datidens græsrodsbevægelser.
Midt i hele denne eksplosive cocktail chokerede Dansk Idræts-Forbund idrætsverdenen med i 1978 at tillade professionelle afdelinger i specialforbundene. Den beslutning gav genlyd og rystede mange idrætsledere med rødder i bredden. Den Jyske Idrætsskoles årsskrift brugte megen plads på det nye “spøgelse”. I dag har Team Danmark hovedcenter på DJI! Alt udvikler sig og ikke mindst i 70’erne havde fuld fart frem på mange felter.
I de samme år forstærkedes frigørelses-, ligestillings- og integrationsbestræbelserne. Det gav anledning til overvejelser og nytænkning, som både elever, lærere og medarbejdere måtte leve med. De nye tider satte sig spor i både undervisning og samværsregler.
Bjarne Hauge betegner epoken som “en eksplosion, der fandt sted over flere år”. Han havde en ballast fra højskolen i Sønderborg før tiden i Esbjerg. På Als 99% af ordensreglerne overholdt håndhævet til punkt og prikke. Nu blev autoriteterne udfordret, og reglerne anfægtet.
Mangel på dannelse
Eleverne havde en opfattelse af, at alt at tilladt. Flere lærere af de unge og nye hoppede med på vognen. Jeg vili kke kalde det slaphed, men der var en mangel på dannelse og opførsel, som bl.a. gav sig udtryk i, at en kvindelig elev mødte op til morgenmad i weekenden iført badekåbe og papillotter. Reglerne sagde klart, at man mødte ordentlig påklædt til måltiderne, fortæller Bjarne Hauger, som påtalte denne opførsel og da også noterede sig støtte hos et flertal af lærerne og de øvrige elever.
Opholdsstuen lignede Jerusalems ødelæggelse. Eleverne ønskede medindflydelse og fik det i planlægningen af undervisningen. Men ikke alle levede op til medansvaret. Det var en periode med tilvænning for os alle. Der skulle sluges nogle kameler, og det gjorde jeg også fortæller Bjarne Hauger.
I slutningen af 70’erne fik eleverne repræsentation i lærerrådet. Indtil da havde der været et elevråd på skolen med et mere socialt end fagligt sigte. Men de unges ønske og krav om at være medbestemmende over egne forhold sneg sig ind i alle kroge af DJI. Ordensreglernes lange forbudsliste der bestod ved Haugers tiltræden i 1968 skrumpede ind. Men tilbage stod forbuddet mod euforiserende stoffer samt umådeholden brug af alkohol.
Vi fastholdt kravet om, at eleverne havde mødepligt til undervisningen. Og det husker jeg ikke som noget problem. Vi prøvede at have så få forbud som muligt. Eleverne blev behandlet som voksne, selv om de kun var 17 år og en del var tilmed utroligt barnlige. Jeg måtte trække vejret dybt, når jeg så elever bære hele ølkasser op på værelser. Men jeg accepterede det - omend med stort besvær, siger Hauger. De unge havde svært ved at finde balancen – at kende grænserne, mener den tidligere forstander.
Når man ser tilbage på alt det, der skete af samfundsmæssige ændringer i perioden, var det ingenlunde let at tilpasse os vore medbragte hævdvundne – og nogen vil påstå “konservative holdninger til problemerne. Idræt, højskole, samvær, ansvarlighed, arbejdspligter, livsstil, ligeberettigelse, medbestemmelse osv. Både elever og lærere kunne føle ændringerne i hverdagen som overvældende og knugende.
Møder, møder, møder…
Ustandselig skulle vi tage stilling til de nye begreber og indholdet. Debatten var tidskrævende og opslidende. Møder, møder og møder i arbejdstid og fritid grupper, udvalg, plenum virkede til tider. Så krævende at det kunne splitte alle op i større eller mindre fraktioner. Som regel endte det hele med, at nogle ting blev realiseret, mens andre måtte vente til en anden god gang.
Reaktionerne på 68’er-oprøret bølgede således frem og tilbage indenfor murene i en spændende tid i 70’erne, hvor også skolens bygninger blev flere. I samme periode blev Dansk Idræts-Forbunds kursuscenter færdigt. Det skete i 1971, og skolen kunne anvende træningssalen, undervisningslokalerne, saunaer og testlokaler i det daglige og til kurser, når DIF ikke selv beslaglagde faciliteterne. Midt i 70’erne ville DIF selv købe centrets grund. Et større juridisk arbejde skulle til inden brikkerne i 1981 faldt på plads. En forpagtningsaftale blev det foreløbige resultat, hvorefter myndighedernes godkendelser - bl.a. Landbrugsministeriets - blev indhentet i årene efter. Bjarne Hauger havde således andre problemer at tumle med på sit forstanderbord, end de af ungdomsoprøret påførte - og endeløse diskussioner.
Ikke så længe jeg sidder i stolen.
Af og til mødte Hauger også krav om ændringer af skolens struktur. Skiftende lærergrupper kom med ønsker og ideer. men forstanderen stod på sit og svarede i efteråret 1981 direkte adspurgt om radikale ændringer:
Ikke så længe jeg sidder i stolen, vil der ske ændringer i den fundamentale skoleopbygning med 2 semestre a 4 måneder med henholdsvis grunduddannelse og videregående uddannelse.
Da Hauger fremsatte denne klare bemærkning var spiren til at gå på pension allerede i vækst. Han og Benthe havde nogle år forinden erhvervet ejendommen i Vestjylland. Den skulle være partiets retrætebolig når tiden kom. Og det blev så i 1982. Da var Hauger blevet 62 år.
Vi havde nået de mål, som vi havde sat os med skolen og fandt tidspunktet rigtigt til at pensionere os selv, fortæller Bjarne Hauger. Vi ville gå, mens der var “go” i skolen og overlade det til nye kræfter at fortsætte processen.
Ægteparret kunne med god jysk beskedenhed betegne perioden fra 68 til 82 som “ikke så ringe endda”. 1400 elever havde hentet oplevelser på DJl, og ventelisterne svulmede, så skolen nogle år kunne have fyldt to hele elevhold. Andre højskoler betegnede idrætsskolernes sucess med en vis misundelse, når de på fællesmøder sagde: ”Nå, det er nok de riges bord”.
Tiden var med os. Vi red på en bølge af elever fra de store fødselsårgange. Samtidig blev det “in” at tage på idrætshøjskole. Flere af de almindelige højskoler etablerede undervisning i idræt med lederuddannelse for at få del i dette boom, siger Bjarne Hauger
I hans periode voksede skolens bebyggede areal fra 4200 kvadratmeter til 7200. Det voksende elevtal og kursusvæksten betød en firedobling af lærermedarbejderstaben, en femdobling af årsomsætningen og en tidobling af skolens egenkapital. Det sidste godt hjulpet af inflationen.
“Slov down”-aktion fra lærerne
I den sidste del af hans forstanderperiode løb Bjarne Hauger også ind i en konflikt med lærerne omkring arbejds- og undervisningsforpligtelser. Konflikten udsprang af to dødsfald i skolens forretningsudvalg. Først døde Aage Feldt og kort efter skolens formand Vagn Mikkelsen. I fire måneder kunne forstanderen ikke samle forretningsudvalget. En række arbejdsmæssige forhold lå derfor uafklarede, og lærerne indledte til sidst “slow-down”-aktion, hvor de ikke ville medvirke i aktiviteter med direkte sammenhæng til undervisning og arbejde. Det gjaldt f.eks. aftenvagter o.l.
Som skolens leder måtte jeg sammen med forskellige hjælpere påtage mig det arbejde, som lærerne tog afstand fra - en ubehagelig situation, som holdt sig i 1982. Jeg oplevede det ikke som en holdnings-konfrontation mellem dem og mig. Det var en konkret arbejdskonflikt, og den havde ingen betydning for min beslutning om at standse som forstander, forklarer Bjarne Hauger.
Pluk fra årskriftet 82
Arbejdskonflikt eller ikke. Der blev talt og sagt meget fra begge parter i den periode. Og at konflikten udsprang også af forskellige holdninger i ledelse og lærerstab kommer frem i årsskriftet fra 1982. En af skolens lærere, Jørn Richter, skrev dengang:
“Demokratiet lever der, hvor mennesket folder sig ud og vokser, der hvor de støtter hinanden i at vokse og folde sig ud. Demokratiet dør i takt med, at rammerne for den demokratiske udfoldelse udgøres af de formelle sider i demokratiet, som gør arbejdet til en træls pligt. Da blver demokratiet paradoksalt nok for de få. … Men det er ikke nok at kende demokratiet som begreb, man må også have mulighederne for at leve det. Det betyder, at menneskers omgivelser må gøres livgivende i stedet for at fremme de hensyngnede, hvor man kun lever på renommeet.
Der hænger et vævet tæppe på DJI. På det står der: “Hvor der er vilje, er der vej”. Jøsses, hvor har der været vilje, men der har åbenbart været meget vejarbejde, for omkørselsvejene har domineret, når man troede at nu måtte man da være på rette vej.
Citatet fra, hvad man kan kalde den tids græsrødder, tilkendegav et ønske om udvikling. Tydeligst træder det nok frem i artiklens slutning:
Kære DJI! Frygt ikke det langsomme fremskridt, frygt kun stilstanden. Du skulle jo nødigt være færdig med fyrre.
Bjarne Hauger havde med nytænkning i 68 bragt DJI ud af en krisetid, da han gennemførte 8 måneders skoleform. Nu var der gået 13-14 år, samfundet havde udviklet sig og kravene om nye tider i skolens struktur og undervisnng. Seks strukturforslag havde været undervejs - uden store, synlige resultater efter lærernes opfattels.
Bjarne Hauger betegner selv den sidste del af sin forstandertid som “ubehagelig”.
8 måneders modellen klarer også 90’erne
Den tidligere forstander er ikke i tvivl Om at 8-måneders modellen, som han selv indførte, vil klare sig også i 90’erne.
Samfundet i dag stiller store krav til de unge, når de skal uddanne sig. Gymnasiet er et vældigt ræs. Der drønes hårdt på. Så er det dejligt med et sabbatår og er idræt den store interesse er det naturligt at søge til en idrætshøjskole og få et pusterum, mener Bjarne Hauger.
Han har noteret sig, at DJI i dag har elever med en anden og mindre rebelsk indstilling til tingene end i 70’erne, og at man tillader en såkaldt elite-gruppe at opnå frihed fra undervisningen til at passe karrieren i topsport.
Det er en kæmpe vending. I min tid var der blandt elever og ikke mindst blandt lærerne nogle, som slet ikke ville kendes ved Dansk Idræts-Forbund og specielt specialforbundenes elite-holdning, sluttet Bjarne Hauger, der i dag er bosat Kolding og noterer sig at Den Jyske Idrætsskole også i sit 50. år bygger og udvikler sig i overensstemmelse med tendenser i tiden – også i oprørsstider.
Levende skole
Ved jubilæumssammenkomsten 3 oktober 1967 sagde skolens daværende formand Otto Larsen:
“I forbindelse med en levende skole som Den Jyske Idrætsskole må der stadig være forbedringer, som står øverst på ønskesedlen. Jeg vil udtrykke ønske om, at der efter den næste femogtyve årige periode vil stå en nogenlunde nær IDEALSKOLE, som har udfyldt sin plads i dansk idræt og dansk højskoleliv på en sådan måde, at der til den tid vil stå yderligere respekt om skolens “virksomhed”.
Det står enhver frit for at vurdere, om Otte Larsens ønske er gået i opfyldelse med dette jubilæumsår, slutter Bjarne Hauge
Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992