Krigen er afslutten, men-

13 minutters læsning

Potsdam-Konferencen.

Kun fem Maaneder forløb mellem De tre Stores Møde i Jalta og deres Møde i Potsdam i Midten af Juli Maaned. Men hvilke Forandringer var der ikke sket i disse fem Maaneder. Maalet: Tysklands ubetingede Kapitulation var naaet, og alle okkuperede Lande var befriet. Den røde Hær havde holdt sit indtog i Budapest, Wien og Berlin. Tysklands Eksistens som Stat var ophørt. Det tidligere saa mægtige Rige laa nu forblødt og ødelagt, udsultet og kaotisk.

Ikke alene Tysklands, men Europas Fremtid var det store Spørgsmaal, der gav Potsdamkonferencen en ualmindelig Interesse.

De tre Stores egen Kreds havde ogsaa været underkastet Foranderlighedens Lov. Roosevelt var død, Churchill sad ikke længere saa fast i Sadlen, men maatte se den Mulighed i Møde, at han ikke kunde blive paa sin Post til Konferencens Slut. Stalins Magt var derimod øget. Hans Rige havde i Modsætning til England og U. S. A. faaet Fred, og hans Tropper havde ikke alene besat et Bælte af Nabolande og derved skabt en militær Barriere mod Vest. Nej, støttet til de russiske Bajonetter var der i disse Lande foregaaet en politisk Udrensningsaktion, der som Mindstemaal skulde gøre disse Lande politisk venligtsindede over for Rusland. En Aktion, der vel ikke var i Overensstemmelse med de andre Allieredes Opfattelse af Besættelsens Opgaver; men som havde den Fordel at være en Kendsgerning. Ligeledes var Rusland straks gaaet i Gang med at støtte sin økonomiske Magt ved som Krigsskadeserstatninger at overflytte industrielle Anlæg o. l. fra Tyskland til Rusland.

Man kunde maaske vente, det vilde gøre Fredskonferencerne betydelig enklere og derved lettere, naar Stormagterne saaledes hver for sig gjorde politisk og økonomisk od med den slagne Fjende og de smaa Lande, der eventuelt kom til at ligge i Vejen for Stormagternes Fremtidsmaal. Dette var dog ikke den alt beherskende Mening i Verden og derfor blev der set med megen Spænding hen til Mødet i Potsdam, der blev den første Fredskonference efter Krigen i Europa. Det var ventet, at her skulde Hovedlinierne for den kommende Fredsordning blive trukket op og fastlagt.

Det viste sig, at Stormagtspolitik ogsaa i vor Tid er hemmelighedsfuld, en Härskare af Pressefolk kom længe til at gaa arbejdsløse i Berlin i en utaalmodig Venten paa Nyheder fra Forhandlingerne.

Imidlertid fik Verdenspressen Nyheder andet Steds fra. I England førte Valget til Arbejderpartiets Sejr, hvilket igen medførte den Forandring i Potsdam, at Churchill og Eden afløstes af Attlee og Bevin.

Det havde ikke meget med demokratiske Principper at gøre, naar man saaledes lukkede Verdens tre Store inde og lod dem forsøge at skære gennem Vrøvlet og løse Krigs- og Fredsproblemernes gordiske Knude. Det er muligt, tre vel samarbejdede Kompagnoner som Stalin, Roosevelt og Churchill kunde gøre det.

Truman havde vist ikke ringe Evne til at gaa ind i Spillet. Men hvorledes vilde det gaa, naar Attlee nu kom som Repræsentant for demokratiske Principper, der var vidt forskellige fra Stalins, og var stærk bundet af Hensyn til Hjemlandets Folkeopinion. Man havde i England aabenbart ment, at der skal andre Kræfter til for at bygge en Fred end dem, der skal til for at vinde en Krig.

Den 2. August sluttede Potsdam-Mødet. Af det Communique, der udsendtes, saa man straks, at det ingenlunde var lykkedes at skære gennem Vrøvlet, en Fredsordning var man ikke naaet til. Kun for Tysklands Vedkommende var der truffet en Række administrative Bestemmelser, og det var lidet, man fik at vide om de Vilkaar, der var tiltænkt Europas øvrige Lande, og om Grænsedragningen mellem dem. Dog fremgik det, at Sovjetunionen havde forbeholdt sig at annektere Königsberg, og Polens Grænser skulde rykkes vestpaa til Oder og Neisse. Spanien var sat i en Særklasse som et uønsket Medlem af Nationernes Raad. Om Krigen med Japan var der kun en dunkel Bemærkning om et militært Samarbejde.

Hovedindtrykket maatte blive, at Stalin baade praktisk og ideologisk havde trukket det længste Straa. Der var ikke truffet nogen Afgørelse, der kunde hindre, at russisk militær og politisk Indflydelse fæstnede sig i de besatte Lande og bredte sig videre. Russerne kunde nu stadig fortsætte deres Grænsesprængninger og Folkeforflytninger og videreføre deres Overflytning af tysk Arbejdskraft, Fabriks- og Jernbanemateriel til Rusland. Hverken den russiske eller den polske Grænseforskydning mod Vest havde noget at gøre med det, man i Vesteuropa forstaar ved demokratiske Principper.

Atombomben.

I de følgende Dage samlede al Opmærksomhed sig om Kampen mod Japan, og Mandag den 6. August faldt Atombomben over Hiroshima og udslettede Byen fra Jordens Overflade. Udviklingen i Østasien kom nu til at gaa meget hurtig, og før Midten af Maaneden havde Japan kapituleret.

Atombombens Virkninger var store, ikke alene i Retning af Ødelæggelser paa Mennesker og Gods, men ogsaa i politisk Retning.

Det er maaske nok lidt meget sagt, naar den tidligere Moskva-Korrespondent Paul Winterton i Time and Tide udtaler, at Atombombens Opfindelse paa en Nat har forvandlet Raads-Rusland til en anden Rangs Stormagt; men det er sikkert, at den ændrede meget i den storpolitiske Situation.

Under Potsdam-Mødet var Rusland den eneste af Magterne, der var færdig med Krigen. Nu kom de alle tre til at staa lige i den Henseende. Med Atombomben havde De forenede Stater faaet et Magtmiddel, der kunde komme til at veje endnu mere under de politiske Drøftelser end deres lar og mægtige Produktionskapacitet.

Stalin reagerede da ogsaa straks. Det spændte Forba hvori han hidtil havde staaet til den forholdsvis borgen: kinisiske Chunking-Regering, afløstes den 14. August af en sovjetrussisk-kinesisk Venskabs- og Samarbejdstraktat pas 30 Aar.

Rusland, der var traadt ind i Østkrigens allersidste Fase ved den Dag, den anden Atombombe faldt over Japan. at kaste en Millionhær ind i Manchuriet, lovede nu at rømme Manchuriet, men den kinesisk-manchuriske Jernbane skulde dog gennem de 30 Aar drives af Russerne og Kineserne i Fællesskab, og Port Arthur skulde være Flaadestation for dem begge.

En truende omfattende Borgerkrig mellem Chunking-Regeringen og de kinesiske Kommunister syntes derved — i alle Tilfælde foreløbig - afblæst, da den jo ikke syntes forenelig med et Samarbejde mellem Stalin og Chunking-Regeringen.

Men ved dette russiske Fremstød mod Øst skærpedes Forholdet mellem Rusland og De forenede Stater.

Naar Interessen samler sig om Europa, er det især England, der er paa Vagt over for en mulig Svækkelse af de vesteuropæiske Demokratiers Stilling og Indflydelse. Her kan Amerika se stort paa Forholdene. Men i Kina røres der ved Amerikas egne Livsinteresser, idet Samarbejdet med Kina er en af Amerikas vigtigste Fremtidsveje.

Det er forstaaeligt, at Verden fejrede V.-J. Dagen i løssluppen Glæde; men snart kom man til at indse, at det var Dans paa en Vulkan. Det var ikke muligt længere at holde den gode Tone mellem de tidligere allierede.

Efter Trontalen ved Parlamentets Aabning den 15. August indledede Churchill Debatten med en Tale, der nok kunde give noget til Eftertanke især for Mennesker, der forstaar at læse mellem Linierne.

Churchill kom ind paa en Omtale af Atombomben og erklærede sig fuldstændig enig med Præsident Truman 1,at Bombens Hemmelighed i den nuværende Tid ikke skal meddeles noget som helst Land i Verden. Andre Lande kunde vel fortsætte Forskningen, men Bygningen af de vældige Fabriksanlæg, som krævedes, kunde ikke improviseres. Og Churchill glædede sig over, at U. S. A. af denne og andre Grunde stod i Spidsen for Verden.

Han kom derefter ind paa en Omtale af Ruslands Holdning baade over for Japan, Polen og Tyskland. Man fik nu at vide, at Potsdam-Konferencen ingenlunde var blottet for Skuffelser og Bekymringer. Den Vestgrænse, der var trukket for Polen, og som afskærer en Fjerdedel af Tysklands Landbrugsjord, lovede ikke godt for Europas Fremtid. » Der er faa Fortrin, som Polakkerne ikke ejer, og der er faa Fejlgreb, de nogensinde har undgaaet, udtalte Churchill.

I høj Grad bemærkelsesværdig var hans Omtale af de Beretninger, der forelaa om de Forhold, hvorunder Tyskernes Udvisning og Udvandring fra det nye Polen gennemførtes. Utallige Tyskere var forsvundet; hvor var de taget hen? Lignende Forhold antydedes i Tjekoslovakiet, hvor Sudetertyskerne udvistes.

  • Det var ikke helt udelukket, at der skete en Tragedie i gigantisk Maalestok bag det Forhæng, der for Tiden halverede Europa, udtalte Churchill.

Den 20. August holdt Udenrigsminister Bevin en stor Tale, og det vakte megen Opmærksomhed, da han udtalte, at de Regeringer, som var kommen til Magten i Bulgarien, Rumænien og Ungarn ikke repræsenterede Folkemajoriteten i disse Lande, men at man fik det Indtryk af den sidste Tids Udvikling, at en Form for totalitær Regime var blevet erstattet af en anden, noget man straks fra Begyndelsen beslutsom maatte søge at forhindre. Det, der var sket der, var ikke i Overensstemmelse med, hvad man i England forstod ved det meget misbrugte Ord » Demokrati«, som aabenbart trængte til at blive defineret.

Til stor Sorg for dem, der under den voksende Spænding havde sat Haabet til et absolut Samarbejde mellem U. S. A. og England, indtraf den 24. August Meddelelsen om, at Amerika pludselig havde ophævet Laane- og Lejeloven en Handling, hvorved U. S. A. havde understreget, at det ikke alene havde Atombombens frygtelige Magt, men og saa de Penge, som saa store Dele af Verden er afhængig af Der skulde ikke være nogen Tvivl om, hvem der bestemmer hvor Skabet skal staa.

Det var en Handling, som ramte en Række af Lande. men ikke mindst England, der vilde faa sin Købekraft betydelig nedsat.

Man øjnede nu en økonomisk Kamp mellem England og U. S. A., som kunde blive af stor Betydning for Arbejdet paa den fremtidige Verden, der vilde blive trespaltet mellem U.S. A., det britiske Imperium og Sovjetunionen. U. S. A. vilde blive den verdensomspændende Magt, der takket være sit Produktionssystem, sin Pengemagt og sit overlegne Krigsudstyr vilde komme til at indtage en dominerende Stilling, mens England vilde komme til at kæmpe paa to Fronter, over for U. S. A. og Rusland. Englands Interesser i Europa vilde blive endnu større, og der vilde blive en dybere Baggrund for de fremvoksende engelske Ønsker om et genrejst Tyskland, der allerede føltes i Bevins Underhustale, hvor han sagde, at man ikke var besjælet af Trangen til at straffe og hævne, men indsaa Nødvendigheden af at genoprette civiliserede Leveformer i Tyskland og faa Produktionen i Gang.

Det varede dog ikke længe, før Amerika viste Forstaaelse af Englands finansielle Nødstilstand, og samtidig med, at Tonen i den amerikanske Presse blev skarpere og skarpere over for Rusland, fremkom der Forlydender om amerikanske Laan til England.

London-Konferencen.

Da, den 10. September, traadte de fem Sejrherremagters Udenrigsministre sammen til et Møde i London, hvor man skulde forsøge at faa lagt den Grund for Fredsarbejdet, man ikke fik lagt i Potsdam.

Der var næppe nogen, der havde troet, at London-Konferencen skulde faa et let Forløb. Den var fra starten præget af en alt overskyggende Mistro mellem Øst og Vest. Den blev til en stor Styrkeprøve, hvorunder hver Part søgie at blive klar over, hvor stærkt den anden Part holdt paa sine Standpunkter. Dens eneste virkelige Resultater blev denne Konstatering og saa en stærk Sammensvejsning af Vestmagterne til en fast Blok mod Sovjetunionen.

Af en Radiotale, som den amerikanske Udenrigsministers særlige Raadgiver ved Mødet i London, Dulles, holdt den 7. Oktober, fremgik det, at den amerikanske Delegation havde opstillet følgende Principper, som den krævede anerkendt:

  1. Territoriale Forandringer skulde saa vidt muligt ske i Overensstemmelse med de paagældende Befolkningers egne Ønsker. Strategiske og økonomiske Synspunkter maatte først komme i anden Række. Dette Princip lod sig forene med visse Indrømmelser, men det forbød f. Eks., at den store italienske Befolkning i Triest blev indlemmet i Jugoslavien.

  2. Fredstraktaterne skulde indeholde en international Erklæring om Menneskerettighederne.

  3. Uafhængighed for Koloninationerne paa bestemte Vilkaar. Der stilledes i Forbindelse hermed Forslag om, at de forenede Nationer overtog Formynderskabet snarere end nogen bestemt Magt, idet dette var den eneste Mulighed for at undgaa en katastrofal Kappestrid om Kolonier som Krigsbytte, og den eneste Maade at bilægge de rivaliserendes Krav paa de italienske Kolonier i Nordafrika.

  4. Fjendemagternes Rustninger skulde begrænses og underkastes en Kontrol, der kunde forebygge en hemmelig Genoprustning.

  5. En klar og tydelig Erklæring af, at man hverken vilde forhandle eller afslutte Fredstraktater med Regeringer, der som i Rumænien ikke indrømmer de Friheder, vi sammen med Sovjetunionen og Storbritannien har lovet de befriede Nationer i Europa.

Den første halve Snes Dage gik med at drøfte Anvend sen af disse Principper paa Italien, Finland, Rumænien Bulgarien. Men de amerikanske Forslag, der i Hovedsag støttedes af Storbritannien, Frankrig og Kina, gik paa tvarno af visse politiske Formaal, som Rusland søgte at opnaa.

F. Eks. var Rusland tilbøjelig til at støtte Jugoslaviens Krav paa Triest, og det ønskede for sit eget Vedkommende Ansvaret for Italiens mest værdifulde Koloni Tripolis for der at bygge en stor Havn og Flaadestation ved Middelhavet. Men allerstørst Vanskelighed voldte det, at U. S. A. ikke vilde afslutte Fredstraktater med de russiske Lyd-Regeringer i Rumænien og Bulgarien.

Forhandlingerne antog ofte en usædvanlig skarp Form, som da Bevin ved en Lejlighed beskyldte Molotov for Hitlerisme. Det forlød, at de to Herrer slog i Bordet for hinanden og skændtes efter Noder.

Resultatet blev det forannævnte og altsaa meget magert. Men man maa nok alligevel ikke underkende Betydningen af dette første Møde mellem Sejrherremagternes Udenrigsministre; der er skaffet Klarhed over, hvad Parterne ønsker; der er fremskaffet et Materiale, som nærmere kan behandles af sagkyndige, før et nyt Møde forsøges. Efter at have staat sammen i Krigen har man lært hinanden at kende som Medarbejdere i Fredens Opbygning, og først og fremmest er man naaet til Forstaaelse af, hvor store de foreliggende Vanskeligheder er, en første Forudsætning for, at man kan løse dem.

De to største Vanskeligheder ligger i den store Forskel i Grundopfattelse og i Mistilliden.

For Rusland betyder Demokrati de venstreorienterede Grupper i Befolkningen, mens de højreorienterede Grupper falder ind under Begrebet Fascister. At indføre Demokrati vil derfor for Russerne betyde at bringe de venstreorienterede Grupper til Magten og slaa de højreorienterede ned ganske uanset hvor stor eller hvor lille en Del af Befolkningen, der slutter sig til disse Grupper.

Vestmagterne har jo en ganske anden Opfattelse af Begrebet Demokrati og finder, at den russiske Anvendelse af Udtrykket er Misbrug.

Lige siden Revolutionen i Rusland har der hos Vestmagterne hersket en stærk Mistillid til dette Land, hvilket har medført, at de ved enhver Lejlighed har forsøgt at begrænse dets Magt og Indflydelse. Deraf har udviklet sig en tilsvarende Mistillid fra Ruslands Side over for disse Magter. Derfor forsøger Rusland nu i Demokratiets Navn at skabe sig en Barriere af venligtsindede Stater mod Vest, mens de to Vestmagter og særlig England i Demokratiets Navn søger at skabe et europæisk Samarbejde til Sikring mod Rusland.

Det vil ingenlunde blive nogen let Sag at naa til en fælles Grundopfattelse og at faa fjernet den fastgroede Mistillid.

Heldigvis ønsker ingen af Parterne at gaa til en Vaabenafgørelse. Rusland har ikke Magt dertil, og det strider mod Vestmagternes hele Indstilling. Bevidstheden herom gør rigtignok Parterne stejle i Forhandlingerne, men har tillige som Følge, at man ikke faar løst Problemerne overfladisk eller paa en for den ene Part ganske utilfredsstillende Maade, og deri ligger maaske den eneste Mulighed for, at man trods alt kan finde ind til en Fred, der kan sikre Verden en Tid fremover. Og saa maa man sætte sin Lid til det Arbejde paa at skabe en ny Verdensorganisation, » De forenede Nationer«, som blev paabegyndt i Dumbarton Oaks den 21. August 1944 og ført videre paa Konferencen i San Francisco i Foraaret 1945.

Rigtignok vil denne Organisation ikke kunne hindre en ny Krigs Udbrud; men den vil gennem sit Sekretariat og økonomisk-sociale Raad kunne gøre en overordentlig værdifuld og ganske nødvendig Indsats for at fremhjælpe Samarbejde og Forstaaelse mellem Folkene, og saa vil maaske med Tiden de værste af de Uretfærdigheder, der følger med den Kompromisfred, som Stormagterne i bedste Tilfælde naar frem til, kunne blive afhjulpet.

Krigen er afsluttet, men Verden kæmper møjsommeligt for Fred.

Den 30. Oktober 1945. Rask Nielsen.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...