Svend Aage Thomsen i fest og hverdag

Jeg er ikke helt klar over, om det var ved danmarksmesterskabet i enkeltmandsgymnastik eller ved et atletikstævne, jeg første gang så Svend Aage Thomsen, men jeg husker i hvert fald meget tydeligt et gymnastikmesterskab i 1930’erne, hvor Svend Aage ikke gjorde sig særligt bemærket under selv konkurrencen, men til gengæld blev »dagens mand«, da det kun drejede sig om at underholde publikum og give afløb for egen idrætsglæde. Medens man i de senere år har udfyldt tiden fra den sidste disciplin, til det endelige resultat er regnet ud, med opvisning af et kvinde- eller ungdomshold, overlod man det i gamle dage« til gymnasterne selv at optræde, og for mange tilskuere var det i virkeligheden danmarksmesterskabets største oplevelse at se disse ekstranumre. Man kaldte dem sikariske lege«, hvilket navn vist nok var opfundet af Marius Lefevre, der i et halvt hundrede år var den eneste virkelige gymnastikekspert i dansk sportspresse, og han sluttede i nogle år altid sine referater fra enkeltmandsmesterskabet med en bemærkning om Svend Aage Thomsens morsomme påfund under disse »ikariske lege«.

Det var ellers lidt strengt, at gymnasterne skulle ud i et nyt program, efter at de havde gennemført både obligatoriske og frie øvelser på samme dag – det gjorde man dengang – og denne ekstra-underholdning begyndte først, efter at publikum havde givet udtryk for, at de ventede et eller andet, når selve konkurrencen var forbi. Nogle af gymnasterne var så trætte, at man kunne se, de meget nødigt ville opfylde tilskuernes ønske, men Svend Aage var ikke vanskelig at overtale. Man har vel dårligt lov til at sige, at han havde gemt lidt af kræfterne til denne afdeling, for jeg var ikke i tvivl om, at han også i de officielle discipliner gjorde sit bedste, men med sand idrætsglæde og et ansigtsudtryk, der skiftede mellem muggen charme og et hyggeligt gavtyvesmil, gik han i gang med nogle øvelser, der slet ikke stod i nogen lærebog. Jeg havde på fornemmelsen, at han improviserede, og selv om han aldrig kom i præmierækken ved gymnasternes enkeltmandsmesterskab, kunne der ikke være tvivl om, at han i nogle år var den uofficielle mester ved de sikariske lege«.

Den samme idrætsglæde, som han viste ved gymnastikmesterskabet, gik igen på atletikbanen. Vi konstaterede det, når han havde opnået et særligt godt resultat i højdespring, stangspring eller hækkeløb, der jo var hans tre favoritøvelser. Til at begynde med var det udtryk for spontan glæde, at han fløj hen over grønsværen i et par imponerende araberspring med efterfølgende flik-flak, men efterhånden mærkede man, at publikum ventede en reaktion efter et af hans gode resultater, og Svend Aage var aldrig kostbar. Hans idrætsglæde var så umiddelbar, at han gerne ville være med i så mange konkurrencer som muligt. Det gjorde ham til den bedste tikæmper, vi har haft i Danmark, og jeg hørte af og til idrætskammerater klage over, at han godt kunne give dem en chance for at vinde nogle øvelser, når han allerede var bleven nr.1 i f. eks. hækkeløb og stangspring, men jeg tror egentlig aldrig, han tænkte på, at han tog noget fra andre. Han glædede sig kun over at prøve kræfter i konkurrencer, og det var vel mere morsomt at vinde en eller anden øvelse, som ikke var hans speciale end at tage førstepladsen i en disciplin, hvor han var sikker vinder.

I 1939 afholdtes de danske atletik mesterskaber i Ålborg, og i bilen ned gennem Jylland fortalte Svend Aage om sin træning. Han havde idrætstøjet med på de rejser, der den gang var en del af hans daglige arbejde, og når han kom gennem en skov, klædte han sig om og tog en løbetur for at styrke konditionen. To år senere gæstede jeg ham i Vejen, hvor vi talte om den skole, han nu ville bygge i Vejle, og selv om det under krig og besættelse var svært at se, hvorledes hans store planer kunne gennemføres, blev jeg smittet af hans energi og optimisme. Her var en mand, der førte de høje mål fra idretten over i andre opgaver, og når jeg tænker på de beskedne forhold, den gamle skole kunne byde på, og at Svend Aage kun ville bygge en idrætsskole i Jylland, fordi man allerede havde en på Fyn og Sjælland, er det egentlig et mirakel, at Vejle overlevede«, medens der kom større skoler i Sønderborg og Viborg.

Jeg havde ikke den glæde at være til stede hverken ved den første indvielse i Vejle i 1943, eller da skolen fik sit nuværende udseende i 1958, men jeg var sammen med Svend Aage Thomsen den 28. og 29. august 1943, da det danske atletik landshold var i Stockholm og fik et minde for livet. Det var en landskamp, som blev et idrætsligt højdepunkt for alle de danske deltagere, og jeg vil tro, Svend Aage i de dage, der var af betydning for Danmarks fremtid, voksede så meget menneskeligt set, at det betød noget for hele hans arbejde på idrætsskolen.

Hvor mange gange, jeg senere kom til at besøge Svend Aage og Ingrid, har jeg ikke tal på, men der er et ophold, jeg navnlig vil mindes. Det var i forbindelse med den olympiske weekend i 1959, da eliten af dansk idrætsungdom samt mange af vore ledere mødtes for at tale om forberedelserne til de olympiske lege i Rom. Skolen i Vejle var selvfølgelig først og fremmest bygget for sidræt i bredden«, men Svend Aage havde jo selv været rekordindehaver, danmarksmester og deltager ved de olympiske lege, hvorfor det lå i ham, at skolen også burde betyde noget for de idrætsdyrkere, som ønskede at hævde sig blandt de bedste. Jeg er sikker på, at han var meget glad for at være vært for en del af den danske ungdom, der havde en rejse til de olympiske lege som mål for træningen.

Sidste gang, jeg hilste på Svend Aage, var i november 1960. På vejen hjem fra Århus aflagde jeg et uanmeldt besøg, og Ingrid bød som så ofte før på kaffe, hvorefter vi sad og talte hyggeligt sammen om fælles bekendte og det daglige arbejde på skolen. Således vil jeg helst huske ham, og mon ikke de fleste af os har de bedste minder om skolen i Svend Aages og Ingrids tid på den måde. En mand, der nåede toppen på idrætsbanen og gennemførte en stor plan til gavn for den danske ungdom, var trods alt bedst at gæste i hjemmets stille hverdag.

Artiklen af Evald Andersen blev opfindeligt bragt i Årsskriftet fra 1961