Tabte magtkampen til den offentlige moral
For første gang fortæller Tage Søgaard sin version af et dramatisk kapitel i DJIs historie, da han som forstander blev frataget ledelsen og sagde op med bitterhed i 1964.
28. april 1964 står mejslet i erindringen hos Tage Søgaard. Det blev hans sidste reelle arbejdsdag på Den Jyske Idrætsskole. Han søgte siden i august - tvunget af magtkamp og moral - sin afsked som forstander og fik den efter 18 års tilknytning. Her - 28 år efter de dramatiske 64-dage - fortæller Tage Søgaard for første gang historien bag sin afsked. Gravhunden og Tage Søgaard tager mod denne solrige junidag 1992 i villaen i udkanten af Kolding. Hustruen, Ulla, er taget på arbejde hos den kommunale tandpleje. I februar fyldte han 70 år og gik definitivt på pension fra jobbet som lærer på Øvelsesskolen i Kolding – hans arbejdsplads siden 1. august 1964.
Skolens daværende formand, Otto Lassen, mødte op og bad om en samtale med mig. Heri beskyldte han mig for at have haft et forhold til en elev under opholdet og fratog mig ansvaret for sommerskolen, som jeg havde tilrettelagt, og som skulle begynde få dage senere. Jeg var chokeret og bad om at få forelagt beviser for påstanden. Det kunne jeg ikke få, men Otto Lassen fastholdt, og jeg måtte acceptere formandens afgørelse, siger Tage Søgaard.
Ministeriet krævede beviser
Siden var Otto Lassen i Undervisningsministeriet for at fremlægge sagen i et forsøg på at få ministeriet til at gribe ind overfor mig. Også her forlangte man beviser som grundlag. Der skete intet, men på et bestyrelsesmøde i starten af august fastholdt bestyrelsen beskyldningerne, og jeg valgte at søge min afsked som forstander til fratrædelse med udgangen af oktober 64, forklarer Tage Søgaard.
Det kan sikkert undre nogen, at denne forklaring hører hjemme i en jubilæumsbog. Men dels er det første gang Tage Søgaard får lov at udlægge sagens sammenhæng, dels bør skolens historie skrives uforfalsket for at yde markante hændelser og personer retfærdighed. Kendsgerningen var, at Tage Søgaard havde forelsket sig i Ulla - i dag hans kone på 28 år. Men de to havde intet med hinanden at gøre i skoleforløbet.
Forholdet udviklede sig imidlertid hurtigt efter skolens afslutning. Tage Søgaard forlod et ægteskab med 5 børn, fik som nævnt arbejde i Kolding og først i 1965 flyttede han sammen med Ulla.
“Jeg levede op til mit ansvar”
Det var hårdt at komme igennem og stå model til de beskyldninger. Men een ting holdt mig psykisk oppe, det, at jeg vidste, at beskyldningerne var usande. Jeg kendte mit ansvar som forstander og levede op til det. Det må folk så tro eller lade være. Der lå noget ganske andet bag - nemlig en magtkamp mellem skolens anden forstander, Aksel Bjerregaard, forretningsføreren, Viktor Nielsen, bestyrelsen og mig, uddyber Tage Søgaard.
Magtkampen på skolen fulgte i årene efter Svend Aage Thomsens pludselige død i 1960. Tage Søgaard blev konstitueret som daglig leder, inden den egentlige afgørelse om forstander-stillingen i efteråret skulle træffes i bestyrelsen. Dansk Idræts-Forbund havde i flere omgange hjulpet Svend Aage Thomsen, når økonomien havde det værst på Den Jyske Idrætsskole. Med pengene fulgte naturligt en vis indflydelse på skolens hverdag. DIFs daværende formand, Leo Frederiksen kaldet “Løven”, så gerne Aksel Bjerregaard ansat på Den Jyske Idrætsskole.
DIF havde dengang ansat Aksel Bjeregaard som en slags træner-konsulent, men havde nærmest fortrudt oprettelsen af stillingen og så derfor gerne en jobmulighed i Vejle. Jeg begik mit livs største dumhed, da jeg accepterede en deling af forstander-jobbet, hvor Aksel skulle tage sig af kursusvirksomheden, mens jeg skulle varetage den egentlige højskole, siger Tage Søgaard.
Konflikter med forretningsføreren
Med til historien hører også ansættelse af Viktor Nielsen som forretningsfører på skolen i slutningen af 50’erne. Viktor Nielsen – formand i Samvirkende Idrætsklubber i Vejle – blev arbejdsløs, da Vejle Eksport Slagteri måtte lukkes. Skolens daværende bestyrelsesformand, borgmester Willy Sørensen, ønskede Viktor Nielsen ansat på DJI i håb om, at Viktor Nielsen kunne bringe orden i skolens betrængte økonomi.
Svend Aage Thomsen kæmpede indædt imod denne ansættelse. Han brød sig ikke om Viktor Nielsen, og jeց havde også løbende konflikter med ham. Han ville blande sig i skolen pædagogiske ledelse, hvorfor jeg ved flere lejligheder - efter Svend Aages død bad ham holde sig til det økonomiske og lade mig om den pædagogiske linie.
Kort efter Aksel Bjerregaards ankomst i slutningen af 1960, fik han penge hos Viktor Nielsen til at indrette et kondirum i den gl. spisesal. Jeg hørte om beslutningen og mente, at pengene kunne anvendes bedre lige nu, men fik da det svar fra Viktor Nielsen, at jeg skulle passe det pædagogiske, så klarede han det økonomiske. Det kunne jeg jo dårligt indvende noget imod, da jeg jo selv havde anvendt den argumentation overfor ham ved flere lejligheder.
Der eksisterede altså en interessekonflikt mellem Tage Søgaard og Viktor Nielsen, der fik Bjerregaard med sig, så det stod 2-1 i magtkampen og dermed i påvirkning af bestyrelsens holdninger.
Konflikt med bestyrelsen
I 1963 ville bestyrelsen tage imod et tilbud fra Grønlandsministeriet, der for mill. kr. ville bygge en kursusfløj, hvorefter vi i lange perioder skulle have 30-40 grønlændere boende med egne lærere. Vi skulle blot tage os af dem udenfor normal undervisning. Jeg gik stærkt imod det engagement, da det efter min opfattelse ville ødelægge skolen. Beskeden var bestyrelsen lød:
Jeg stod i vejen for Den Jyske Idrætsskoles udvikling.
Tage Søgaard var altså i opposition på flere fronter – både overfor bestyrelse og forretningsfører, ligesom samarbejdet med Aksel Bjerregaard aldrig blev reelt. Flere havde altså gode grunde til at gribe en kærkommen lejlighed og få gjort op med Tage Søgaard, der havde ydet “hjerteblod” for Den Jyske Idrætsskole siden 1946. Anledningen hed Ulla, og da Otto Lassen mødte op på skolen 28. april 1964, vendte det op og ned på Tage Søgaards tilværelse fra minut til minut. Fra at være en højt respekteret leder og underviser var han pludselig forstanderen, som alle undgik. Den offentlige moral blev magtkampens sværd. Og det var i 1964 midt i den tid, hvor P-pillen og den lårkorte mode var udtryk for et spirende frisind, der kaldte på forargelsen.
“Hvad kunne jeg bruge en sejr til”
Det undrer sikkert, at jeg ikke tog kampen, når beskyldningerne var usande. Jeg overvejede det, men fandt det ikke slagsmålet værd. Hvad kunne jeg bruge en sejr til? Det ville under alle omstændigheder blive umuligt at fortsætte på skolen. Derfor tog jeg konsekvensen.
Men jeg kan i dag ikke skjule min skuffelse over, at personer, som jeg regnede blandt mine venner, vendte mig ryggen og aldrig gav mig lov til at forklare, siger Tage Søgaard.
Bitterheden spores, mens vi sidder overfor hinanden i sofaen i den smagfulde stue. Men Tage Søgaard fortæller ikke tingene for at kaste smuds på andre. Han har blot et forståeligt ønske om at blive forstået og respekteret for sin indsats for Den Jyske Idrætsskole.
Jeg lagde trods alt 18 af mine bedste år på skolen og føler, at jeg ikke fik gjort arbejdet færdigt. Faktisk søgte jeg forstander-stillingen, da den blev ledig i 1967 efter Aksel Bjerregaard, men skolen besvarede aldrig min ansøgning, siger den tidligere forstander.
Erklæret professionel for 100 kr. af JBU
Som 23-årig søgte han job på skolen Vejle Nordjyden med stort talent for bold havde kort forinden oplevet at blive erklæret professionel af Jydsk Boldspil-Union. Han modtog 100 kr. pr. måned som spillende træner i Arden. Det var i 1944. Han fortsatte som såkaldt “cykelvikar” på skoler og som træner i klubben indtil ansættelsen i Vejle og fastholdt interessen for boldspil - specielt fodbold. Tage Søgaard var en efterspurgt instruktør i DBU helt frem til 1972, da han stod af ræset - både som instruktør og træner på topplan i fodbold og håndbold
Vi købte sommerhus i Tversted, og det var at træffe et valg. Man kan ikke få det fulde udbytte af et sommerhus, hvis man samtidig skal passe et trænerjob ordentligt, mener Tage Søgaard, der bl.a. gjorde Kolding IF til divisionshold fodbold for første gang og også i starten af 50’er var træner i den norske storklub Sandefjord.
Svend Aage accepterede mit engagement i Norge, da det kunne passes ind i forløbet mellem sommer- og vinterskole. Faktisk så han det som et stykke PR-arbejde for Den Jyske Idrætssskole, der havde brug for eleverne bare for at overleve.
Fripladser var lokkemad
Tage Søgaard kender om nogen til DJI’s svære start. Han kørte i en lejet bil i 40’erne rundt i Danmark for at sikre sig eleverne, så skolen kunne opfylde sin årsnorm og dermed retten til statslige tilskud.
Jeg havde halve fripladser og i ekstreme tilfælde hele fripladser med som lokkemad på mine ture rundt i Danmark. Det ved kun de færreste, men det forklarer skolens trængte situation. Vi havde en række interesserede emner, der havde rekvireret vores brochure.
Jeg tog simpelthen ud til dem for at lokke dem til skolen. Men fripladserne gavnede jo ikke den anstrengte økonomi. Derfor måtte Svend Aage Thomsen gå tiggergang bl.a. til Dansk Idræts-Forbund når det for alvor kneb. Og det pinte ham, ikke mindst fordi Krogshede fik store fondsmidler til sin skole i Gerlev ligesom Idrætshøjskolen i Sønderborg blev opført for 10-12 millioner kroner fra Chr. 10.’s fond. Det pinte ham ham, at Den Jyske Idrætsskole måtte kæmpe langt hårdere. Yderligere kom der konkurrence fra Mads Nielsen, der fik etableret skolen i Viborg.
Jeg er nok den, der har været tættest på Svend Aage Thomsen i de første år. Vores kemi passede godt sammen. Han var et pragtfuldt menneske. Vi havde aldrig en konflikt, og jeg blev fra starten grebet af hans pionerånd. Jeg oplevede aldrig at få udbetalt en månedsløn helt på een gang. En gang havde vi begge regninger, der skulle betales. Jeg skulle bruge 500 kr., og der var hvad der lå i kassen. Mit forslag gik på, at delte og prøvede at klare os. Svend Aage sagde: “Tag du dem alle sammen Tage. Det bedste, du kan gøre her livet, er at glæde andre”. Jeg ved ikke, hvordan han så klarede sin regning.
Sov ovenpå våbendepot fra sabotage-gruppe
En lille gymnastiksal og i det hele taget primitive forhold for en idrætsskole gjorde, at der blev trukket lidt på smilebåndet af Den Jyske Idrætshøjskole. Det sved hos Svend Aage Thomsen, der så gerne ville sikre skolen en sportshal.
Han købte en hangar, som tyskerne havde forladt i Vandel, meget billigt. I godt et par måneder stod jeg op kl. halvsyv og tog med et arbejdshold ud til Vandel for at pille hangaren ned. Den kom aldrig op igen. Fredningsmyndighederne tillod ikke, at den blev stillet op i skoven ved skolen. Svend Aage fik den heldigvis solgt videre, fortæller Tage Søgaard.
Den unge lærer fik logi i Jomsborg, da han kom til i 1946. Men han måtte rykke ud om sommeren, når der skulle skaffes plads til de 24 kursister i de to køjerum med senge i tre etager. Under krigen havde flere politibetjente, der var gået “under jorden”, fundet et skjulested på skolen.
En stor del af sabotage-handlingerne mod jernbaner i Vejle-området blev planlagt af gruppen på Jomsborg, ligesom der foregik våbeninstruktion, siger Tage Søgaard, der gjorde en lidt særpræget opdagelse i sit soverum efter krigen.
Jeg lå uden at vide det i længere tid ovenpå et våbendepot. Et hemmeligt rum var snedigt skåret ud i gulvet.
Som uddannet lærer havde Tage Søgaard den pædagogiske baggrund, som Svend Aage Thomsen aldrig erhvervede. Derfor var Søgaard overfor Undervisningsministeriet skolens officielle leder fra 1949.
Ked af måden han kom derfra på
Søgaard var den sidste ansatte, der så Svend Aage Thomsen i live. Og det faldt også i hans lod at give skolens elever meddelelsen om det pludselige dødsfald.
Han kom hjem fra en løbetur skoven.
Jeg har det skidt, sagde han. Jeg går op og lægger mig. Sig det ikke til nogen.
En time efter kom ambulancen, men da var det for sent. Fortælleglæden hos manden, der ikke ser ud som en 70-årig, udtrykker ubevidst de følelser, som Tage Søgaard stadig har for Den Jyske Idrætskole, selvom han kun få gange – som håndboldtræner – har været på skolen til træningskampe siden sit farvel i 1964.
Jeg er ked af måden, jeg kom derfra på. Set i bakspejlet er det måske heldigt nok, for jeg ville sikkert ikke have levet i dag. Arbejdsdage fra 7 morgen til 3-4 nat var almindelige. Det kunne ingen holde til i længden. Paradoksalt er det, at jeg nok opfattes som skolens mest amoralske forstander gennem tiderne, selvom jeg faktisk ellers blev kaldt den mest moralske. Heldigvis har jeg kunnet se mig selv i øjnene i spejlet hver morgen, kommer det tankefuldt fra Tage Søgaard, der citerer den romerske kejser Marcus Aurelius:
“Du er ikke, hvad du tror, du er men hvad du tænker, du er. For vore tanker gør os til det, vi er”.
Ingen behøver at tvivle på, at Tage Søgaard stadig føler meget for Den Jyske Idrætsskole, selv om de to har måttet leve hver for sig – 20 km fra hinanden – i de seneste 28 år.
Artiklen er oprindeligt bragt i Den Jyske Idrætsskoles jubilæumsskrift fra 1992
