Ved Globens indvielse

“Det er kun døde fisk, der flyder med strømmen?”

Citat fra Allan Blooms bog “Historien om Vestens intellektuelle forfald”.^[A.B. Historien om Vestens intellektuelle forfald. GBp 1993.] En bog, der angriber tidens relativisme og vor manglende evne og vilje til at finde værdier, som vi tror på og giver os kraft. Bloom angriber alle tings tyranni og dermed intetheden - nihilismen. Angrebet behøver ikke nødvendigvis at medføre, at vi havner i en absolutismen malstrøm, der river alt med sig i døden.

Det er ikke et valg mellem intet eller alt. Men et valg af noget. Men hvilket?

Leo Tandrup har her i Globen for nylig ud fra sin nyeste bog om Michelangelo med afsæt i renæssancen berørt samme problemstilling. Den Jyske Idrætsskoles bestyrelse har ved denne indvielse modigt valgt noget og dermed også noget fra. Et svært valg udfra en hvisken fra en erhvervsskadet leder, der også henter tankegods i samme store europæiske kulturperiode.

Denne bygning lader ingen lige gyldig. Mange gamle traditioner må omvurderes, mange gængse normer revurderes. Et nødvendigt modspil for at tvinge ændret tankegang frem. Højskole, når den er bedst. Åndeligt grænsebrydende slagsmål. Så rør den på sig den 50 årige gamle skole. Midaldrende, men ikke middelmådig! Så bevæger den sig mod strømmen. Et værdiladet rum. DJI ønsker at indgå i det voksende kor af røster, der ønsker at angribe relativismen. En renselsesproces i en brydningstid for at komme in medias res dvs. helt ind til kærnen; ind til tingenes inderste og grundlæggende væsen.

Hvilke universelle vilkår er menneskets lod. Hvad er givet og hvad kan den enkelte selv skabe?

Stedets forpligtelse til almen dannelse sigter netop på stædigt at stille disse spørgsmål i tidens hvirvelstrøm. Det gør det mere kvalificeret at forhindre de lette medstrøms svar. Renæssancen inspirerer. Det er tilsigtet. Søger man tilbage, ind bag alle de kulturelle fernislag findes nøgenheden. Det gjorde man også for 500 år siden og fandt antikken, som man ikke plagierede, men tog afsæt fra og skabte noget radikalt andet og selvstændigt, grænseoverskridende - en ny livsstemning - baseret på et nyt syn på mennesket.

Her ses mennesket med store frihedsgrader, mennesket som suverænt individ - uden mistydninger som egoisme, ”nyliberal afstumpethed..”, hvor det lever op til bogstavet om u - delelighed med en afklaret betydning mellem ånd og krop og som logo valgte Den Jyske Idrætsskole i sin tid Myrons diskoskasteren. En af de fornemste græske klassikere, der skulle afbillede den frie idræt. Den frie borgers frie aktivitet. Den nøgne krop symboliserede dels ethvert menneskes lige mulighed for at frem-stå - præstere - og dels i Myrons billedudtryk, at dette hylster kunne bevæge sig dynamisk. Myron evnede måske ikke at tilføre figuren et tankemæssigt udtryk. Det gjorde Michelangelo 2000 år senere i sin berømte Davids skikkelse. Stor, stærk og nøgen med et dobbelttydende blik i øjnene, symboliseredes igen den selvbevidste nye verdensborger. Den nøgne krop var menneskets åbenhed og lighed, men også styrke. Øjnene vidnede om det grænsebrydende nye, hvor man tog afsked med noget kendt for at kaste sig mod noget nyt. Bevægelsen som synligt udtryk for kroppens muligheder, og tanken som udfarende åndelig kraft.

Ved hjælp af tanken er man i stand til at bevæge sig i universet, og der er ingen grænser for, hvor denne tanke kan føre bevægelsen hen. Derfor tvinger bevægelse og tanke gensidigt hinanden rundt til de fjerneste afkroge af det fysiske og menneskelige univers!

Tilbage til renæssancen. Giovanni Pico Della Mirandola, filosof og humanist beskriver i “Om menneskets værdighed den nye liv stemning, hvor mennesket sætter grænser for sin egen natur og sin egen frie vilje.

Derfor godtog han mennesket som et værk af ubestemt natur, satte det midt i verden og talte således: Vi har hverken givet dig en bestemt plads en speciel skikkelse eller særlig funktion Adam, for at du efter dit eget ønske og din egen beslutning kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion du selv måtte ønske… selv bestemme din natur … egen frie vilje … for at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form du sætter højest. Det skal stå i din magt at udarte til lavere former, der er dyriske. Det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.

Fornem højskoletale af en italiener i 1486.

Du bestemmer. Et brud med tidligere og senere tiders statiske systemtænkning, hvor mennesket indordnes på en bestemt plads med en veldefineret natur. Picos budskab er, at mennesket ikke er underlagt en skæbne; at det ikke bestemmes udefra, fordi det som Gud er ekstramundalt. Mennesket er ikke i mundus, verden; men verden, universet, er i det. Mennesket må vedvarende forsøge at skabe sig selv. En af forudsætningerne for at kunne søge er, at man kan bevæge sig. Tanken giver bevægelsesfrihed, og bevægelsestrangen giver tanken forøgede muligheder for at kunne skabe universet i os.

Der ligger ingen modsigelse mellem Den Jyske Idrætsskoles dobbelte funktion som højskole og som kursuscenter. Mellem at være forudsætningsløs for alle og være udvalgt for de få. Alle er vi gradvis på vej, bevæger os søgende, tænkende om. I en sådan situation har mennesket ikke brug for låse. Mennesket har brug for nøgler til nye rum. Rummet er her.

Skoler er også praktiske levet liv. Pico samlede i sine skrifter de forudgående års livsstemning sammen i åndfuld tale.

Lidt tidligere havde en anden humanist Vittonino de Feltre åbnet en fyrsteskole, et akademi, en “højskole” for begavede børn fra alle sociale lag for at give dem muligheden for at erkende univers omkring og i sig dvs. en almen dannelse som et nyt borgerskab burde have. En dannelse, hvor krop og ånd var hinandens forudsætninger. Hvor lys i bogstaveligste forstand blev lukket ind til ægte livsoplysning. Kroppen blev frisat. Legemsøvelser var ikke mere blot bodsøvelser, men frie bevægelser. Men i dette tidsbrud er der samtidig en modsatrettet tendens. At man lukkede sig inde; byggede lukkede rum. Det ses i palæerne, teatrene og i idrætsbyggeriet, hvor bla. tennis fik sin “hal”. Man ønskede stabilitet for at få ro til at fordybe sig. Udvikling kræver også kortvarig stabilitet. Kropsarbejde og det åndelige arbejde har/havde brug for hensigtsmæssige arbejdsrum til refleksion og anstrengelse. Det ses også i dette rum.

“..sådan er krop og tanke sammen
et evigt samspil foldes ud.”

Den Jyske Idrætsskole har her skabt et symbolunivers som nøgle til øget erkendelse om menneskets muligheder i sit eget rum, som det er sat midt i. Ikke blot

midt i Danmark

ikke blot

midt i den smukkeste natur og

ikke blot

i centrum af dansk idrætsliv,

men

midt i sig selv.

Jeg vil her udtale et ønske om at lade den åndelige kraft blive i rummet, til den får fat i os. Herfra skal bevægelsen udgå. Derfor har ledelsen ikke denne gang bygget et bevægelsesrum, men et rum for tanken. Den klare tanke i det rene rum for den grænseløse bevægelse. Din tanke og din bevægelse binder verden sammen til dit univers. Et subjektivt univers, men ikke et relativt univers. Den klare tanke skal forhindre dette. Med dette 23 mio kr. store arbejde har Den Jyske Idrætsskole forsøgt at vise grænseoverskridende handling for de mennesker, der dagligt skal give disse rum nyt liv, og hvor den metodiske rationelle tvivl skal sikre mod absolutismens dårskab og relativismens ligegyldighed.

Først bragt i Årsskriftet fra 1993.