At tiltrække sig opmærksomhed

Idrætshøjskolerne har stadig vanskeligere ved at tiltrække de unges (udelte) opmærksomhed. Øjensynligt ikke fordi højskolen fører en ubemærket tilværelse, men højskolen bliver bare ikke bemærket af de rigtige, nemlig potentielle elever. Det er en af højskolens udfordringer.

En evne til at beskrive livet på en højskole i tilstrækkeligt levende sprogfigurer og ubegrænset adgang til de relevante medier ville unægtelig lette markedsføringen gevaldigt. Desværre er højskolerne del af noget så besværligt som virkeligheden, hvor opbevarelsen af den lystigt klingende mønt ikke ligefrem kræver pengetanke.

Den (næst)bedste strategi til at imødegå elevudfordringen på er formodentlig at løbe rundt i det ganske rige og fortælle vidt og bredt om højskolens fortræffeligheder. Hvis nogen ellers gider lytte, er den personlige kontakt en vinderstrategi, men igen gør virkeligheden sig besværlig. Få ting er uoverkommelig for Vejle Idrætshøjskole, men et fodarbejde i den størrelsesorden kommer tæt på. Og dog. Højskolen har en uvurderlig ressource i de gamle elever. De kender højskolen fra dens bedste side, nemlig indefra. (I parentes bemærket er den bedste strategi at invitere hele målgruppen til en lille smagsprøve på, hvad et højskoleophold indebærer. Det er til gengæld også uoverkommeligt.) Vejle Idrætshøjskole er i øjeblikket ved at forsøge at skabe et netværk af gamle elever, som kan infiltrere alle kroge af landet. Arbejdsopgaverne i netværket er i høj grad tilpasset, hvad den enkelte mener at kunne overkomme.