Kære gamle Elever! fra Årsskrift 1960

Blandt de mange gode minder, det forløbne år har givet os, har jeg lyst til at nævne den fornøjelse, det altid er at vise gamle elever rundt på vor nye skole.

De er alle glædelig overraskede og beser det altsammen med stor interesse. Det kniber dog for dem at vænne sig til, at den gamle afdeling er blevet så forandret. De savner, hvor mærkeligt det end kan lyde, den lille hyggelige gymnastiksal, den gamle spisestue og de små elevværelser, der kunne rumme så mange. De føler sig lidt hjemløse, men samtidig føler de dog også en vis stolthed over at have hørt til dem, der i de trange år var med til at holde interessen vedlige for skolen og ved at yde en indsats har været med til at skabe grundlag for alt det nye, som de nu går og forundres og glædes over.

Mærkværdigvis er der ingen af dem, der er misundelige på de elever, der nu tager den nye skole i besiddelse. De holder på deres tid i det gamle, accepterer det nye og er glade på vore vegne.

Men jeg må igang med at fortælle om året, der nu snart er svundet.

En vinterskole forløber jo altid roligt de første par måneder, hvor eleverne tilpasses forholdene, og hvor de har travlt med at lære, ligesom vi får god lejlighed til at lære eleverne at kende.

Det er altid spændende, når vi skal modtage nye elever. De kommer forventningsfulde og lydhøre, og så står det kun til os, om vi kan opfylde forventningerne og stadig gøre vort arbejde sådan, at lydhørheden opretholdes.

Jeg tror, at julen melder sig tidligt på alle højskoler. Adventslysene bliver tændt, og rundt om på værelserne, hovedsagelig hos pigerne, kommer der julegran, borddekorationer og lys på bordene. Man sidder og hygger sig og begynder så småt at nynne på julesange.

En tidlig søndag morgen bliver alle på skolen vækket på en blid, behagelig, men også skøn måde. Det er Luciabruden, efterfulgt af sine terner, der aflægger et morgenbesøg. Det er stemningsfuldt og kønt, og da de så tillige byder på morgenkaffe med rundstykker på sengen, er der jo ikke noget at sige til, at dette lille intermezzo absolut er velkomment.

Juleferie —— Snart mødes vi igen med ønsker til hinanden om et godt nytår.

De sidste tre måneder af skoletiden føles næsten altid, som om man får mere og mere travlt, der er meget, der skal nås, og det er, ligesom det kniber med at nå det hele.

Det er noget, der gentager sig hvert år, og vi forsøger ikke at forhindre det, for vort arbejde er jo ikke at gøre vore elever helt færdige, vi prøver derimod at hjælpe dem igang og give dem interesser, som vi så inderlig håber, at de vil videreføre og arbejde med, når de kommer herfra.

At der bliver tid til alt, er meget sagt, men der bliver tid til meget også udenfor de faste timer. Vi havde mange gode stunder med forskellige kære gæster, der kom og hjalp os med at sætte lidt liv i hverdagen.

Unge mennesker har lyst til at få en svingom en gang imellem. Det er helt i orden; men vi vil dog gerne, at eleverne samtidig kunne lære en lille smule om, hvordan man fører sig på dansegulvet.

Danselærer og gymnastiklærer med meget mere, Egon Laustsen fra Nyborg kom os beredvilligt til hjælp, og vi havde nogle fornøjelige timer, hvor vi lærte en hel del og samtidig morede os fortræffeligt.

Ja, eleverne blev endda så dygtige, at vi ved forældre dagen kunne indlægge små opvisninger i selskabsdans og moderne dans.

Vi så film fra eventyrlige, fremmede lande, og Sven Hansen tog os med en tur til Paris, ikke noget særligt vil man måske sige, men når det er Sven Hansen, der har optaget filmen og fortæller til den, ja, så bliver det den helt store oplevelse.

Vinterens højdepunkt for eleverne er vel nok fastelavns festen, den kan ikke beskrives, derfor lader jeg være med det, den skal opleves. Vi havde en dejlig dag, og alle morede sig storartet.

Århusturen er blevet en tradition, og gamle elever kender det, vi foretager os dér. Som sædvanlig blev vi hjerteligt modtaget af vor gamle økonoma, frk. Søndergård, på KFUK, og med dette gæstfrie sted som udgangspunkt beså vi det meste af Århus, og om aftenen var vi i teatret til en stor oplevelse: fremførelsen af Kaj Munks “En Idealist”.

Overvældet af indtryk blev de trætte elever og lærere kørt på alderdomshjem. Det var bestyrerparret på Hoved gård alderdomshjem, Inger Margrethes elskværdige og gæstfrie forældre, der havde inviteret på lidt lækker natmad. ja, lidt er ikke ordet. Mætte og veltilfredse, med en hjertelig tak til værtsparret, tog vi den sidste del af turen hjem til Vejle.

Forældredagen er også et af vinterens højdepunkter, og den forløb som tidligere forældredage med foredrag, gymnastikopvisninger, underholdning og hyggeligt samvær med forældrene.

Det er en dag, som er lige kærkommen for både forældre og elever.

Børnene vil gerne vise det bedste, de formår, og personlige udtalelser fra forældrene tyder på, at det er en glæde for dem at se, hvordan børnene arbejder, hvad de beskæftiger sig med og vide det, som vi forældre gerne vil vide, at børnene skikker sig vel.

Jeg havde fortalt eleverne meget om Vejleegnens arkæologiske og geologiske mærkværdigheder og interessante ting, og det fik vi lejlighed til at kigge lidt nærmere på ved en tur over Jellinge, Den gamle Hærvej, Vejledalen m. v., og personlig glædede eleverne mig med at vise stor interesse for det, vi så og hørte.

For en gangs skyld var vi færdige med vore prøver til idrætsmærket og vore dommerprøver til håndbold og fri idræt så tidligt, at vi kunne nå at få mærkerne overrakt og dommerkortene uddelt, inden eleverne rejste fra skolen.

Det var slut på vinterskolen, som havde givet os så mange dejlige timer.

Samtidig tog vi afsked med Erik Brygmann med tak for godt medarbejderskab. Brygmann er nu lærer på Båring Højskole.

I stedet for Poul Bødker, der ikke mere kunne afse tid, havde vi fået Carlo Madsen til at tage sig af mandsgymnastikken, og vor gamle elev Helge Stenkjær hjalp mig med idrætten.

De klarede begge deres opgaver fint, og jeg måtte være glad for den hjælp, jeg kunne få, idet jeg plagedes af en meniskskade, der nedsatte min bevægelighed.

For selskabs skyld tog jeg først i februar en elev, der led af samme skade, med på Ortopædisk hospital i Århus, og vi fik de generende bruskskiver fjernet. Operation on dag, oppe at gå fredag, udskrevet mandag, – det blev en alt for kort ferie.

Sidst i april tog min kone og jeg på en lille tur til Svejts.

En rar lille tur, men ikke nogen egentlig hvile, og det gav os den tanke, at vi hellere måtte bruge tid og penge til et sted at slappe af på herhjemme. Det har vi fået, men derom senere.

Nu var Knud endelig kommet hjem efter at have ligget over 6 mdr, med et brækket ben efter fald fra en hest.

Han har næsten lært at gå uden at halte nu, og det gode humør må være der igen, når han kan sige: »Næste gang jeg køber en hest, bliver det i portioner og så godt med kartofler og rødbeder til«.

Det blev maj med udsprungne bøge, sol og sommerpiger. Det vil sige, sol udenfor var det småt med, men glade piger lader sig ikke anfægte af det, og det blev en dejlig sommer.

Det er svært at skrive en beretning, der ikke ligner tidligere års, for efterhånden er der traditioner, som holdes i hævd fra år til år.

Dog er der noget, der adskiller.

Vor Sankt Hans-fest faldt tidligere sammen med elev mødet, men nu, da dette er flyttet, benyttede vi lejligheden til at lave en midsommerfest. Jeg lader den lokale journalist referere:

Der var også Sankt Hans-fest på Den jyske Idrætsskole, hvor elever, dygtigt instrueret af den fantasirige fru Signe Troelsen, opførte et helt Sankt Hansaften-spil.

Det både festlige og smukke arrangement var henlagt til friluftsscenen, der var illumineret, og de medvirkende var elever samt små børn, hvis forældre er knyttet til idrætsskolen. En af eleverne, iklædt en skøn nationaldragt, frem sagde en prolog, og så begyndte forestillingen. Med forbindende tekst, fortalt af endnu en elev i nationaldragt, optrådte nu sjove troldeunger med lange haler, søde nisser, henrivende alfer med sommerfuglevinger, uhyggelige hvid klædte spøgelser, hvoraf det ene for resten for vild og rendte mod muren til Jomsborg — og der var naturligvis også en grum heks, der lige så selvfølgelig blev fanget ind, og — ja, sådan går det nu engang sligt kvindpak —-.

Alle optrinene fandt sted med det blafrende bål som baggrund, og bålet var flankeret af otte nydelige piger klædt i rødt og hvidt og bærende fakler.

Der var lagt et stort arbejde i indstuderingen, og de optrædende, såvel som Signe Troelsen, høstede stort bifald. Man sluttede med midsommervisen og forlagde så residensen til spisesalen, hvor der blev budt på varme pølser.

Den aften vil elever og kursister sent glemme.

Den sædvanlige travlhed gik forud for elevmødet, som vi lærere imødeså med spændt forventning. Jeg havde jo i sidste årsskrift lovet at gøre noget ekstra for de gamle elever for at genskabe det intime samvær, som hørte til i den gamle skole, og som vi mente manglede for dem, der følte sig knyttede til den.

Lørdag aften samledes vi i den gamle spisestue, stuvede sammen som de berømte sild i en tønde, og stemningen var der øjeblikkelig, og den var høj. Der blev fremdraget min der, og der blev sunget og optrådt med gamle udødelige numre, og det blev sent, inden vi kunne synge aftensang på skihopbakken.

At vi skal have lignende sammenkomster i årene, der kommer, er ganske sikkert.

Elevmødet bød iøvrigt på mange gode ting, og sommer pigerne havde stor ære af deres opvisninger lige fra gymnastikken og svømningen til menuetdanse i fakkelskær.

Et specielt nordisk indslag kom fra vore norske elever med en opvisning af nogle fornøjelige norske folkedanse.

Endvidere må det nævnes, at regnen forbød os at opføre Hostrups » Nej« på friluftsscenen. I stedet blev hallen i hast omdannet til et fortræffeligt teater, hvor forestillingen rul lede frisk og fornøjeligt hen over scenen.

Det er min overbevisning, at vi med dette elevmøde igen fandt tilbage til tidligere tiders gode og hyggelige stemning Vi fandt hinanden gennem lørdagens hyggelige samvær, og den kontakt, der skabtes mellem os og eleverne og eleverne fra de forskellige årgange indbyrdes, holdt sig resten af elevmødet og var med til at skabe den rette atmosfære.

Det er ikke dovenskab fra vor side, der dikterer, at for ældredagens program stort set bliver elevmødets om igen, for afslutningen på sommerskolen nærmer sig, og den hektiske travlhed, som kendes fra de øvrige somre, er allerede begyndt at præge billedet.

Et problem giver forældredagene os altid. Den idræts lige side af børnenes arbejde er den letteste at vise frem for forældrene og vel også det, der tager sig mest ud, men vi ville jo egentlig gerne kunne finde en form, hvorunder vi kunne fortælle forældrene lidt om alt det andet, vi beskæftiger os med i højskoletimerne. Foredrag kan måske give et lille indtryk, men ellers må vi håbe på, at børnene selv vil fortælle forældrene om alt, hvad de er beskæftiget med, og det, tror vi på, er tilfældet.

Gennem leverne får vi kontakt med forældrene - ikke sådan direkte måske, men hjemmet og dermed forældrene afspejler sig tydeligt i børnenes færden. Vi mener, at ungdommen af i dag er god og positiv, og når den er det, så må det være, fordi de har gode og positive forældre. Børnenes væremåde er et spejlbillede af de forhold, der må råde i hjemmene.

Jeg greb mig selv i at betragte forældrene under en af opvisningerne ved mødet, hvor var dog alle disse øjne og ansigter talende. De afspejlede tydeligt kærlighed og stolthed over deres børns færden.

Vort længe nærede ønske om at finde et fristed, hvor vi engang imellem kunne trække os tilbage for at samle lidt friske kræfter til arbejdet, var nu gået i opfyldelse, og da vi også syntes, at vore piger efter elevmødet og forældre dagen trængte til en lille smule afslappelse, tog vi dem med derud, og jeg tror, de kunne lide at færdes i disse skønne omgivelser.

At pigerne tillige fik lov til at plyndre vore kirsebær træer (der var mere end nok til alle), viste sig at være en god idé.

Også Elmo Petersen havde ofret tid til at vise pigerne omkring på Vejle-egnen, og at dømme efter pigernes referater havde det været en særdeles vellykket tur.

Vejle husholdningsskole havde tidligere på sommeren aflagt os et besøg, og foruden en rundvisning på skolen blev det til en stor dukkert i svømmebassinet. Som tak blev vi inviteret til at besøge dem, og naturligvis havde de i dagens anledning frembragt en masse prøver på, hvad de havde lært, og dem forsøgte vi at spise os igennem. Trods fortræffelig bagekunst lykkedes det os ikke.

Jeg vil i år undlade noget større referat fra vor afslut tende tur.

Når jeg fortæller, at turen som før gik over Fyns land til søfartsskolen i Svendborg, så vil tidligere sommerpiger, som har været med på den tur, give mig ret i, at det ikke er så nemt at beskrive disse dages forløb, det er noget, som skal opleves.

Det skal dog lige nævnes, at vi i år forlængede turen til Langeland, som vi beså på kryds og tværs. Ih, hvor blev vi trætte og de norske piger sultne, men det er jo ubegrænset, hvad man kan holde til, når bare man har det godt.

Jeg vil lige, inden vi forlader denne tur, fortælle sommerpigerne, at vi senere på året har fået lejlighed til at gengælde lidt af den store gæstfrihed, vi møder på Lauritzens Søfartsskole i Svendborg, idet alle eleverne med forstanderparret Eisfeldt i spidsen har aflagt en genvisit her på skolen.

De boltrede sig på idrætsbanerne og i gymnastiksal og idrætshal, aflagde idrætsprøver, underholdt sig med hin anden om aftenen og havde det hyggeligt. Havde sommer pigerne kunnet være værtinder, var besøget nok blevet det helt store for de unge raske sømænd.

Vel hjemkommet til skolen gjorde vi alt rede til afslut ningsfesten, ja, nogen fest er det jo egentlig ikke, for selv om eleverne nok gerne vil hjem og se til alt, hvad de har kært, så gør en vis vemodighed sig gældende. Men det skal jo overstås. Farvel og på gensyn og tak for en dejlig sommer.

Vi får dog aldrig tid til at falde hen med triste tanker, kursus-travlheden giver os nok at tænke på, og der kan jo også være andre ting, som skal ordnes og gøres. Ved en gennemgang af alt det, der sker udover selve skolelivet, kunne der nævnes mange ting.

Vort kære »Jomsborg« har fået en oppudsning, sådan at den på det nærmeste fremtræder i stil med de øvrige kønne lokaler på skolen.

Troels Troelsen er blevet konfirmeret, og festen for ham blev holdt herude på skolen. Skovhytten er blevet beboet med Henning Balle, Gunhild, hans kone, og Niels Christian, det er sønnen, og Henning Balle er vor medarbejder som gymnastik-, svømme- og højskolelærer.

Vi havde amerikansk besøg, som overlærer Gundelach havde formidlet. 17 søde amerikanske svømmepiger, der gav en skøn opvisning i synkroniseret svømning. I øvrigt kom de under deres to dages besøg hurtigt i kontakt med sommerpigerne, som beredvilligt var rykket sammen, for at vore gæster kunne bo på pigernes værelser.

Lad mig da til sidst fortælle lidt privat. Som tidligere nævnt har vi fundet os et lille fristed. Ude på landstedet«, »godset« eller »gården«, som vore venner ironisk kalder vort gamle, forfaldne bondehus, har vi allerede haft mange gode timer.

Slet så forfaldent er det dog ikke mere, efter at vi har tømret, muret, snedkereret og malet. Vi har i virkelig heden ofret ikke så lidt arbejde på at gøre en del af huset beboeligt, idet vi havde fået den fikse idé, at vort sølvbryllup skulle holdes derude — helt for os selv – i al stilhed. Sådan blev det. Kun den nærmeste familie var samlet den 1. december, og vi havde en lille hyggelig familiefest. Helt kunne det dog ikke skjules, at vi holdt sølvbryllup, men det var os en stor glæde, at man respekterede vort ønske om at have dagen for os selv. Er det ikke rigtigt, at 25 års samvær jo egentlig kun tilhører de allernærmeste?

Vi skal nok sende en personlig tak til alle dem, der har betænkt os med gaver, men jeg vil gerne her sige elevforeningen tak for en meget smuk lille sølvvase, der sammen med gode ord og hengivenhed for os glædede os meget.

Ja — og med sølvbrylluppet er vi jo blevet »gamle« mennesker, men vi føler os aldeles ikke gamle og aflægs, vi tror på, at vi endnu i mange år – med jeres gode hjælp — kan virke ungdommelige og friske i de opgaver, der måtte blive pålagt os.

Modtag hermed vore bedste ønsker for julen og det nye år.

Jeres Bjarne, Birte, Ingrid og Svend Aage Thomsen.