Årets gang 1996

8 minutters læsning

Højskolevirksomheden

1996 blev på mange måder et forfærdeligt år. Lysende klart blev tillidsbruddet mellem centraladministration/ politisk ledelse og højskolebevægelsen tydelig. Grænsen for frihed mentes overtrådt. Højskoleloven har givet den enkelte skole meget vide beføjelser til at forme eget skoleliv i en politisk tro på, at liv bedst leves, når man stoler på folk. Risikoen for misbrug er naturligvis til stede. Friheden har en vis omkostning. Nu var omkostningerne blevet for store.

Tænksomheden havde nået grænsen for anstændig hed. De politisk ansvarlige blev, når de påpegede, at grænsen for kreativitet og lovanalfabetisme ikke kunne accepteres, mødt med, at yderligere diskussion måtte ske i byretten. Hvor var vi andre henne? Hvorfor forsøgte vi ikke at råbe vagt i gevær? Hvorfor ingen intern påtale. Spørgsmålet er det samme, når vi som pædagogisk institution ikke forstår, hvorfor elever ikke aktivt griber ind over for elever, der forstyrrer samværet.

Hvordan skal man gribe ind over for lovbrydere eller lov tænkere, når man ingen sanktionsmuligheder har og alene er henvist til det levende ords argumenter? Vi ligger, som vi har redt. Vi er snart ikke mere et folkeligt forsamlingssted, men en skole, der bindes fast med regler, hvor det centrale bli ver at kunne følge regler og i angst for at mistolke dem, undlader nye initiativer. Vi skaber den regelrette borger og ikke den myndige, ansvarlige dansker. Ansvar betyder, som jeg sagde i min traditionelle minitale til jubilarerne i august, det gensvar, der følger op på det oprindelige svar og gør dette yderligere kvalificeret efter spørgsmålet om hvordan, hvorfor… Svarer vi snart kun jawohl? Skal ovenstående ses i en endnu større sammenhæng som en kulturkamp, hvor statens styring ønskes på bekostning af individets. Signalforvirring hersker med evig tale om decentralisering over for politiske påbud, der indskrænker vor handlekompetence.

Men 1996 blev for Den Jyske Idrætsskole også et godt år. Som een af de meget få højskoler i Danmark, var vi i stand til at fylde skolen med elever – 135 mænd og kvinder. Det gør os ydmyge og taknemmelige. Vel mener vi, at vi gør et godt stykke arbejde, men at omgivelser ne også opfatter det på sam me måde, overrasker os positivt. På møder har vi drøftet den gunstige situation for at kunne fastlægge, hvad der konkret er vor styrke og hvilke svagheder, vi skal rette op på for at kunne fastholde søgningen. Basal konceptet med en mangfol dighed og sen specialisering tiltaler tilsyneladende vort segment, som det hedder inden for markedsføring dvs. den gruppe unge, vi på mange måder sender signaler ud til. Den passer også til vor udviklingsplan, hvor vi kan øve stor indflydelse gennem 34 uger på et ungt menneske og konkret konstaterer, at der er flyttet hegnspæle. Jeg mener også at have kunnet iagttage, at skolens idegrundlag, som den legale sorteringsmekanisme har givet os en nogenlunde ensartet elevgruppe, der forstår vor tanke og sprog. Mund til øre metoden slår igennem. Vi skal dog være opmærksom på risikoen for »indavl«. Vi har få elever fra radikalt andet kulturmiljø. Det er lidt en skam. Dette forstærkes muligvis af, at elevstøtten, som alle får i lidt forskellig størrelse, snart alene er den økonomiske støtte, en elev kan opnå for at tage på højskole. Dette betyder omvendt, at næsten alle elever har måttet tjene skolepenge ne til højskolekurset selv, hvilket i endnu større grad konfronterer os med et elev krav om undervisning og samvær på et endnu højere niveau, end vi før har været vidne til. Et ensformigt sommerjob skal modsvares af et spændende højskolevirke. Elevmotivationen fejler ikke noget. Selv om undervisning ikke er tjenesteydelser i juridisk forstand, forventer de servicebevidste unge, at vi yder dem tjenester.

Skolens korte sommerkurser havde et rimeligt deltagertal. Vort smertensbarn – sommerhøjskolen har fortsat svært ved at slå igennem. Det er vanskeligt at skabe en brusende højskole, når man færdes mellem ca. 20 personer, der fylder for lidt på en stor skole. På næsten alle måder er maj og juni glimrende måneder at lave højskole på, men kundegrundlaget mener noget andet. Familiekurserne ligger naturigvis i de ferieuger, hvor familier har industrifri og parret med spændende oplæg, fyldes de. Handicap kurserne viste en faldende tendens, hvilket især skyldes, at initiativet med 3+1 uddannelseskursus ikke kunne gennemføres. Der var i sommeren 1996 megen blæst om en del sommerkurser, idet det politiske system mente, at mange kurser var statsstøttede ferier uden højskolemæssig relevans. Enkelte skoler måtte sende kursus- og undervisningsplaner til ministerium til nærmere øjesyn. Golfkurser kan være meget relevante, når lærerkræfter og ideer bæres af skolen. Dette må være grænsen for, hvad der kan støttes af samfundet. I modsat fald vil en række DBU-kurser kunne finansieres af staten, hvis forstander en række aftener i dobbeltlektioner kom med kulturelle indslag om højskole og samfund garneret med en række sange forestået af skolens musiklærer for at opfylde kravet om 25% lærerdækning. Den går ikke.

I nogle år har de elever, der kun havde tilmeldt sig breddeperioden også haft en ekskursion til udlandet. Det er en ikke-idrætslig ekskursion, der går til Paris. Det er en fornøjelse byslentrende at kunne indvie disse unge mennesker i relevant europæisk historie og kultur. Kompensatorisk undervisning i pragtfulde rammer med videnssøgende unge, der dog ikke glemmer dagens begær. Den anden udenlandsekskursion har primært et idrætsligt sigte. Den er gennemarbejdet og giver eleverne en meget solidt skibasis. Sideeffekten ved den samlede rejse til Björli må ikke forklejnes, idet det fælles samvær kan fastholdes og udbygges, idet vi alle bor under samme tag. Norge har ikke samme dragningskraft på unge som det sydlige Europa; men der skal stärke argumenter for at flytte destinationen. På specialeperioden tog atletik, volleyball- og badminton gruppen til Berlin for at træne under fremmede himmelstrøg og spille mod lokale foreninger. Et meget spændende initiativ og forhåbentlig vil økonomi ikke forhindre en gentagelse.

Midt i marts på det ordinære repræsentantskabsmøde tog skolen afsked med den mangeårige formand Inger Engberg (se under personalia), som blev afløst af Poul Grejs Pedersen fra Dansk Sejlunion, der i en årrække har været suppleant.

Elevmøde og jubilæumsarrangement sejlede bogstaveligt, idet vand fra bassinet svømmede ud i drænsystemet omkring svømmebassinet og gav oversvømmelser i kursuskældre og Globefoye. Opgravninger og delvist tømt bassin ødelagde sidste års pragtfulde nattemøde om bassinkanten i en varm lys sommernat. Tilstrømningen var der intet i vejen med. Mange jubilarer og gamle elever flokkedes om skolen. Elevforeningen mødes jævnligt på skolen, og de gør et meget stort arbejde og kan roligt bryste sig med, at de også bidrager til skolens gunstige situation. Forældredagen den 3. november fyldte skolen. Det stramme program forløb i en perfekt timing med finansminister Mogens Lykketoft som foredragsholder. Trods meget fnidder i regeringen og den altid nærværende presses bevågenhed, havde finansministeren alligevel tid til at afse en søndag efter middag face to face med 600 mennesker om synspunkter om velfærden i Danmark. Eleverne viste i idrætslige som andre situationer stor modenhed, der naturligvis kunne glæde pårørende, men også garvede menne sker i højskoleverdenen.

Skolen fik i september måned landsrettens dom for, at ophavsretten til Globen og den nye kursusbygning ligger hos skolen. Skolen måtte gennemleve endnu denne retsinstans for at få afsluttet et trættende juridisk slagsmål med den arkitekt, som var udset til at gennemføre projektet. Tvisten stod om hvem, der ejer hvad og til hvilken pris. Summa summarum; skolen sparede trods alt penge ved den på daværende tidspunkt utraditionelle licitationskonstruktion; men brugte megen tid. Tilbage står kun, at den tabende part kan søge om at få sagen prøvet ved højesteret. Dette kræver en dispensation, idet en sag anses for færdigbehandlet ved 2 retsinstanser. For arkitekter er det givetvis en ufattelig tanke, at lægmand kan forme dette hus og ikke faguddannede. Man skal naturligvis beskytte ophavsretten. Nybygningerne er vort ophav. Vi har skabt dem. Det er os, der bør beskyttes! Men tænk at være så attraktiv!

Skolen har det ikke godt med ufærdigt arbejde. Vi er stadig ikke blevet færdig med vedtægtsændringer, som kan tilfredsstille ministeriets krav og samtidig sikre skolens rolige og ukomplicerede hverdagsliv. Danmarks Idræts-Forbund har under hele forløbet, som de løbende er holdt orienteret om, vist megen stor forståelse og sympati for en situation, som skolen er havnet uforskyldt i. Vi arbejdede den sidste tid i 1996 med at få det bragt flot med henblik på repræsentantskabsmødet i marts 97. I øvrigt deltog skolen i DIF’s 100 års fødselsdag i Falkonercenteret. En utrolig flot oplevelse, der gør en højskolemand stolt over at se, at folkevalgte ledere er i stand til at skabe dette udstillingsvindue som det ydre tegn på årelangt frivilligt og gennemsolidt arbejde i dansk foreningsliv.

Mens skolen de sidste år har sparet på vedligeholdelsen, kan vi i 1996 glæde os over, at vi har givet os råd til på udvalgte områder at renove re grundigt, således at virk ningen rækker ud over det varme vand i bukserne. Klasseværelserne langs idrætshallen fik helt nyt image, der klart tager afstand fra 70’ernes umbramørke stil. I en besynderlig sammenkædning af det mørke look, 1970’ernes låntagningen og de »gyldne år«, er det gældstyngede Danmark fuld af optimisme eller er det måske strudsesynet, når alt skal været hvidt eller solgult!

Stor ståhej til ikke ret meget. Jeg tænker på omvurderingen af højskolelærernes tjenesteboliger, der muligvis udgjorde en ubeskattet frynsegode. Et vurderingsudvalg har rejst områder tynde for at finde ud af, at huslejerne de fleste steder skulle hæves, men reelt slet ikke i nærheden af den markedsleje, som de kommunale myndigheder anså for rimelige. DJI har 2 lejeboliger og 9 sådanne boliger, hvilket sikrer, at skolen fortsat kan pålægge sine undervisere denne boligpligt og dermed sikre den tætte kontakt mellem undervisere og elever til gavn for kostskolemiljøet.

Traditionen tro gensvarede elevholdet 1996/97 det forrige ved at rydde bordet ved idrætsstævnet i Ollerup. På overbevisende måde – idrætsligt som moralsk – vandt mænd og kvinder fodbold. og atletikkonkur rencerne. Det er altid rart at være på et sejrende hold, men det er betryggende og opstemmende at overvære, den ægte og spontane og ikke hoverende måde, man vinder på.

Den Jyske Idrætsskole ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...